Thomas Kingo: Hyldestdigt til den nyligt salvede Christian d. 5. (1671)
[…]
O Danmarks dejlig dag, hvis lige kan ej findes
I runehuggen sten, og aldrig nogen mindes
Fra første folkebo, og ikke siden Dan
Sad op på kongestol og tog sig riget an.
Lad samles op igen den værdig kongeaske!
Lad langt omfalden spir og gamle trone braske,
Af fordums herlighed, dog ejer ingen mer
End den dom frihed sin omkring sin trone ser.
[…]
Så har og himlen selv sit regimente skikked,
Stormægtig konge, som skal aldrig blive vrikked,
Du, du vor Nordens sol, med solen blive fuld
På denne salig dag af dyders stråleguld.
Gid nu det kæmpeblod og store kongerolde,
Som Danmark haver haft med Norge udi volde,
Af støven kunne se, hvor du dig gjorde om
Med Nordens herlighed, din arv og ejendom.
Det modig sjæletal sig skulle lade platte
I støven ned igen, af hænder skulle dratte
Al fordums herremagt, når de kun spejled sig,
O store Christian, et lidet glimt af dig!
Så mangen salved arm med sværdet har omfejet,
Og med sin kæmpekraft sin fjendes hals afmejet,
I Romermarken står endnu vort blodige spor,
I alle nabolande den danske sejr bor!
Dog ville lykkens gnist af intet harnisk springe,
Så lyksom bandtes ej ved side nogen klinge,
At kronens arveret den kunne lodne på
Den lange kongeslægt, og uforandret stå,
Før salig Frederik (hvis navn og ære bliver
Imens frostlived Nord sin hagl og sne opdriver)
Hans himmelsigned sværd hug krampeknuden af,
Og rev sin frihed løs udi sin fjendens grav.
[…]
Gud samle Norden så med kraft og al formue
I hjertets enighed, Gud lade korset gå
Fra kongens arvehus, men korsets lære stå!
Gak, mægtig herre, gak nese din arvetrone,
Besku den mægtig avl udi din vide krone,
Dit folk er stjernetykt som om din trone står
Og gerne til sin død for kongens ære trår!
Mer mandes hjerter op i begge rigers vugger,
Som med sit daglig daj vil vise hvor de hugger
I fremtid for det håb som, store konge, du
Har deres fædre gjort i denne dages nu.
Det gammel adelsblod vil alle kræfter rejse,
(mens aldrig mere for en konge sig at kejse)
alt, alt hos ene dig at kunne nåde få,
og de med deres blod sin troskab vidne må.
[…]
Her sysler bonden om med arbejde og med møje
I norsk og danske mark, som ikke vil sin trøje
Forskåne nogen tid, må han din nåde få
Med søn og sønnesøn vil han i marken gå!
Gak, nådig herre, gak, og lad dig derpå salve,
Vi for dig alle mand vil ofre læbers kalve.
[…]
Af Hosianna, eller: Aller-underdanigste og Allerydmygeligste Hiertes Lyk-Ynske til dend Stoormægtige og Høystbaarne Monark og Ene-Volds-Herre Christian dend Femte…etc., 1671, (KingoSS.II (1939), 3) lin.25-32, 93-116, 134-148, 157-162. Læs mere om Thomas Kingo >
fra første folkebo: fra folkets første bosættelse
Dan: danskernes første konge, sendt af guderne
kongeaske: de døde konger
frihed sin omkring sin trone ser: uden håndfæstning, er arvekonge
skikked: indrettede
vrikked: rokket
kongerolde: kongerække
haver…volde: har besiddet
støven: jorden, graven
det modig sjæletal: de afdøde danske konger
platte: falde pludseligt
omfejet: slået om sig
Romermarken: Italien, hentydning til kimbrernes togt
lyksom: lykkeligt
lodne på: tilfalde
frostlived: kolde
krampeknuden: den gordiske knude
fjendens grav: hentydning til svenskernes tab ved stormen på København 1659
formue: evne
korset: lidelsen
avl: afgrøde, hentydning til befolkningen
din vide krone: dit vidtstrakte land
trår: tragter efter
daj: vugge
kejse: vælge
marken: felten
kalve: løfter |
