Jon Jensen Kolding: En ny Danmarksbeskrivelse - om det danske fædrelands herligheder (1594)

Ved denne lejlighed følte jeg mig brændende kaldet til at skrive ret udførligt om det danske kongeriges så vidtstrakte områder og samtidig til grundigere at udforske rigets vælde og storhed hos de enkelte folk.
 
Det kommer mig nemlig for, at andre til ingen gavn beskæftiger sig temmelig indgående med udforskningen af fremmede forhold, medens de ligesom overvældede forholder sig uvirksomme overfor ting og begivenheder, der er nok af, og ligesom i tankerne rejser i det fremmede.
 
De attrår nemlig det eksotiske så begærligt, som var det noget lifligt og kostbart, og beredvilligt indsuger de af hele deres sjæl dette, som var det noget forunderligt og nyt. Men med urette dvæler de ved det fremmede uden at ænse det nærværende og det, som synes at kræve nøjere betragtning, medens de forsømmer det, som fortjener opmærksomhed.

Ligegyldige forsømmer vi vort oldgamle fædrelands natur og efterforsker ej vore hjemlige mærkværdigheder. Endelig beundrer vi ej dette vort lands utallige herligheder, som himmelen har forundt os, fordi vi i alt for høj grad er optagne af det fremmede.

Men om mangt og meget undersøges i Danmarks kongerige, da vil den ikke lade tilskueren, om han ser nøje til, og om ellers han virkelig véd at vurdere tingene efter deres virkelige værd, opdage, at dette vort land ikke i sin overflods kvalitet står tilbage for andre fornemme kongeriger og, at vore forfædre ejheller har været mindre mægtige end de andre nationer i råd, klogskab og dåd.

Det ville derfor, o kæreste fædreland, glæde mig ikke så lidt, om der blandt de mange begavelser, du så gavmildt fostrer og rigeligt belønner, ville fremstå en dygtig mand, der ville anstille grundigere efterforskninger over naturens righoldige spil hos os og som i skriftlige værker ville udbrede de danskes gode gerninger ud over den hele jord, så at de ej forgår af rust i mørket, hvor de står. [...]

Jeg har ønsket at fremlægge en enkel og kortfattet beskrivelse af Danmark i forbindelse med den forestående kroning af Hans kongelige Majestæt, for at ikke kun vore landsmænd, men også fremmede skal kunne se vort riges vælde og forstå den danske magts storhed. Men vort lands dele, dets størrelse og dets rigdom på gaver skænkede af himmelen og dets variation – disse ting er for store til, at de vil kunne beskrives på rimelig vis i et så sammentrængt skrift som dette.

Thi hvorhen vi end ser, støder vort øje på de ting, som hver enkelt egn plejer at rose sig af, og mangfoldige sager viser sig for vore øjne, som med rette fortjener, at vi beundrer og roser dem.

Vejrliget med dets sunde klima vederkvæger os herligt. Fuglenes søde sang opmuntrer os, skovenes skygge skærmer os, og lundenes blandede indhold glæder og varmer os. I disse opfedes blandt andet talløse svin med agern og bog til vor fornøjelse. Og dyreverdenens mangfoldige arter og de blomstrende enge smykkede med de skønneste urter er vor glæde. Og den yppige jord giver næring til forskellige former for afgrøder.

Det fiskerige hav frembringer en overflod af arter, så at det med sin rigdom ernærer os tilligemed en stor del af Europa. For at vi absolut intet skal savne til livets ophold, har naturen skænket os næsten alt.

Ligesom Helvetien skjuler sig bag de høje og utilgængelige Alper, i kraft af hvilke landet afgrænses ikke blot fra Gallien og Germanien, men også er sikret imod overfald, eller ligesom Spanien er befæstet i kraft af Pyrenæerne eller Bøhmen i kraft af Sudeternes toppe, tilsvarende skylder vi Det danske Ocean og Balterhavet – næst Gud – vor fred.

Thi vi er derved sikrede af de stærkeste volde og beskyttede af de dybeste grave, og fjenden er afskåren og holdes derved borte fra vort elskede fædreland grundet farerne på havet.

Således nyder danskerne takket være Gud Zebaoth’s forudseenhed og velvilje et roligt herredømme og freden og roen i Pax’ skød.

Men så vældigt et rige kan ikke bestå og administreres lykkeligt uden at Gud er med, således som følgende verselinjer sandfærdigt belærer os: