Henrik Gerner: Hyldestdigt til den nyligt salvede Christian d. 5. - Nu vil Danmark sig glæde (1671)
[…]
MERCURIUS
Adel, uadel, gejstlige mænd og verdslige stænder
borgere, bønder, fattige, rige med samtlige frænder
giver i dag vor konge så bold sin kongelige ære!
Tænker at han nu salves i dag som alle begære.
Kaster af hånd jeres daglige brug med glæde begynder
lykken at ønske det arvelige hus jer ilige skynder
thi kong Christian er vore rigers salvede konning
og Charlotta nu er to rigers kronede dronning.
POETA
Hvordan skal jeg fremtræde? Hvad klæder tage på?
Nu Danmark vil sig glæde og til sin konge gå?
Med ære at frembyde, lykønsker bære frem
med ros hans trone pryde, jeg ville ej komme slem.
De gamle grækeres måde var når de ville hen
frem på theatris tråde og ty Homers pen
de lemped sig i tiden og som materi var
så gjorde de og fliden og lige dragter bar.
[…]
Vi danske er ej ringere, vi skifter og vor dragt
med troppen vi os svinger, vi tager os i agt,
hvorledes tiden laves og vi os skikke bør,
når nogen glædskab haves så og når nogen dør.
Til det har Danmarks rige et ganske år og dag
beklædt med sorte flige begrædt sin konges sag,
det ganske hof har båret fuldkommen sørgedragt
og klaget at forloret var deres største pragt.
Ja ganske rigens stænder har båret sørgeslør,
så man slet ingen finder, der gør jo det han bør.
[…]
Så jeg vel turde sige, at Danmark nu er hed
så net som nogen pige sin bryllupsdag er klæd.
Ja Højpark ej så broget den første maj er set,
til London og ej noget så pynteligt er redt
som nu ses hos de danske på kongens salvings dag,
de franske og de spanske med pragt nu sættes bag.
I fløjel, guld og silke sig klæder adelsstand,
og sig mig dernæst hvilke sig ypperst pynte kan?
Det kan vor fruentimmer, naturens mesterværk.
De gør det som dem sømmer, natur med kunst er stærk.
Enhver sig så udpynter som til en hellig dag
at aldrig nogen mønter så stempler kan et slag.
Hvad verdsligt kan opnævnes blandt borger og milits
Det alting så vel jævnes, at hver er veltilfreds.
Jeg Danmarks flag ej glemmer, i hvidt og rødt jeg står.
En krans mig og bekvemmer nyfletted om mit hår.
Det hvide fred betyder, det røde rettens magt,
det grønne ære byder, så går jeg frem så sagt
og nynner mine toner frisk ud på bondevis.
Jeg piben intet skåner, alt sker til kongens pris.
Det nok til takke tages dog det er ej så rigt.
Rigt altid ej behages, fra bønder kommer sligt.
Kan Cyros vandet tækkes, dertil en skøn granat?
Kan Ludvig roen rækkes som en forvaret skat?
Og gaven er antagen som hjertet det er godt?
Så er jeg ikke slagen, langt mindre lider spot.
[…]
Det danske riges æble som rundt er cirkelvis
det vil os sammen veble på land, til vands, på is
han med os korsets vånde og byrden med os bær
mens liv og blod og ånde udi hans legeme er.
Det samme vi og pligtig har Jædt´t hans majestæt
i liv og død oprigtige at findes ham beredt´.
Norsk sølvbjerg og guldklippe med fiskerige norden strand
I er udi et knippe med Danmarks frugtbare land.
I øer som fedmen yder af tran, kød, uld og fisk
I og stor nåde nyder ved Danmarks kongedisk,
derfor må I med glæde lykønskning bære frem!
[…]
Thi hver mand sig nu fryder i Norge og Danmark
Gud takker at de nyder så herlig en monark,
af hvilken alle stænder har nylig frihed fået,
så de hans nåde kender og venter mere godt.
Med milen bonden lendter og vand af kilden øs
på gammel vis han venter at få en fange løs.
Af Arons salving rømme sig kan hver fattig mand
den i hans klæders sømme ned flød til nedrig strand.
Hvo vil derfor fortykke at jeg vil råbe fort?
Kong Christian ske lykke hvis navn er meget stort!
Jeg bliver ved at synge blandt mine bønderfolk
kong Christian vor konge er Danmarks bedste tolk.
[…]
Gud Christians dyder rodfæste i kongen sind
at han dig stedse lyder, fører folket ud og ind
til sejr, fred og glæde, at det gemene gavn´.
Hans majestæt må klæde med et højlovligt navn.
Jeg undrer på et stykke i denne glædes dag
at alle lader sig tykke i denne salvings sag,
at fryd og lyst ej haves hos nogen større kan
end når så alting laves som nu udi vort land.
[…]
[Det lyder fra landet] Danmark:
"Mod Nordens arvekonge
jeg tager med al pragt,
hans æresdag synge
er min hu og agt.
Hvad æresdag er større
udi et prægtigt land,
end når man det kan høre,
at Gud og alle mand
en konge så velsigner
at hver mand det kan se?
[…]
Og hver har gjort sig færdig
til denne salvingsdag,
at han kan synes værdig
at føre kongens flag.
Til hest og fods sig stiller
de bedste adelsmænd
de pyntet er som liljer
både hest og mand og svend.
[…]
Min konges navn ej fattes
skal nogen klerkes pen
som ellers bør at skattes
for dansk affødte ven,
men se hvor folket tykkes
på denne frydestund
nu de ser alting lykkes
de taber hånd og mund.
Det ene for det andet
de ikke mindes kan,
thi lyst og fryd er blandet
med ære hos hver mand.
[…]
Jeg løfter op min hat.
Min røst jeg lader høre
så det skal spørges brat
al velstand fred og lykke
ske konning Christian.
Det er hver mands samtykke
som bær sit navn af Dan.
[…]
[Det lyder fra landet] Sverige
I hjertet man sorgen kan finde
om glæden kan mundene vinde,
glæden er at høre
og spøre
som mest være kan
i det danske land
iblandt kvinde og mand
og i adelstand.
Den al sorg brækker
bedækker
indtil Svea rike sig rækker.
[…]
Jeg ønske vil Danmark til lykke
samt Norge med rigernes smykke
at alting må blive
i live
både stort og småt
fredeligt og godt
uden spe og spot
i lande og på slot.
[…]
[Det lyder fra landet] England
[…]
Your blessed father I well knew
and so yours dread grandfather too,
both of great majesty
I doubt with whom to compare
for each his crown and sword did bear
with magnanimity.
But surely flying fame us tell
that you forefathers yours excel
in glory, grace and wit
nor is it affront or least disgrace
to them that you have picked their race,
and somewhat higher sit.
Their glory dayly will increase
that there are sprung out of their race,
such rare and fruitful branche,
which can revive their ashes still
with immortality them fill
and make them ever glance.
Ascended therefore thou King of North
enlarge according to their worth
their kingly seat and crown
be happy, peaceful, dread and wise!
Victorious and stout arise
and all shall they renown
at which our British nation
will send her gratulation
and tune a pretty tune
[…]
Af Ære-Skrift oc Lyckynskning til den Stormectigste/Høybaarne Herre H. Christian den Fembte etc., 1671 af indledning og digt lin. 1-8, 15-24, 42-68, 121-131, 135-146, 185-192, 209-218, 227-234, 259-270, 296-302, 430-440, 452-459 samt sidste del af Gerners engelske digtafsnit. Læs mere om Henrik Gerner >
bold: herlig
ilige: med hast
tråde: træde
ty: tilslutte sig, slutte sig til, at søge tilflugt hos, at forenes med
lemped sig i tiden: rettede sig efter tiden
materi: sagerne, omstændighederne
med troppen…svinger: følge med troppen
flige: stykker stof
forloret: tabt
jo: ikke
nogen mønter så stemple kan et slag: folk var så flotte, at selv en møntner ikke kunne slå en flottere mønt
tækkes: behager
veble: væve
kongedisk: kongens tallerken
fortykke: bebrejde
at det gemene gavn´: så at det gavne det almene vel
undrer på et stykke: tænker over noget
som ellers bør: som ikke bør
så det skal spørges brat: så det skal erfares hurtigt
spøre: mærke |
