Gengivelser af middelalderfolkevisen Svend Felding og dronning Jutte - danske helte og deres troskab (omkr. 1580 / 1591/ omkr. 1610)

[Ifølge Karen Brahe omkr. 1580:]

1: Det var dannerkongen,
han taler til svende to:
"Beder I hr. Svend Felding
i stuen ind for mig gå."
Fører I vor unge dronning ind til Danmark

2: Ind kom hr. Svend Felding,
og stedes han for bord:
"Hvad vil I, dannerkongen,
hvi haver I sendt mig ord?"

3: "Hør du, hr. Svend Felding,
du er en ridder med ære;
du skal ind til Bederland,
hente mig en hjertenskær."

4: "Skal jeg ind til Bederland
og hente eders hjertenskære;
så mænd ved, dannerkongen,
jeg kan ikke ene fare."

5: "Så mænd ved, hr. Svend Felding,
du skal ikke ene fare;
jeg låner dig ærkebispen af Skåne,
ham følger så stor en skare.

6: Dig følger ærkebispen af Skåne
og dertil riddere ni;
så mænd ved, hr. Svend Felding,
du måtte vel lide på de."

7: Så vandt de op deres silkesejl
med deres forgyldende fløj´;
så sejled de til Bederland
mindre end måneder tre.

8: Kaste de deres anker
på den hviden sand;
det var hr. Svend Felding,
han tren der først i land.

9: Midt udi den borgegård
der aksler de skarlagenskind;
så går de i højeloft
for bederlandskongen ind.

10: Det var hr. Svend Felding,
han ind af døren tren;
der var bederkonning,
han rækker ham hviden hand.

11: "Her sidder I, Bederkonning,
I og eders kære;
Min ædelig herre af Danmark
Beder om eders datter med ære."

12: "I ædelig herre af Danmark
I kan vel føje eders ord;
Lægger I af eders skarlagen,
I ganger med mig til bords."

13: "Vi lægger ikke neder vor skarlagen,
vi ganger ikke til bord;
førend eders nåde
vider os ansvarord."

14: "Lægger neder eders skarlagen,
og ganger med mig til bords;
bider her til i morgen,
jeg vider eder ansvarord."

15: Der lå de i måneder to,
og der lå de i måneder tre;
de kunne ikke frøken Juttelil
for deres øjen se.

16: Børen blæser så mildelig,
og bølger leger på sand;
de ædelig herrer af Danmark
de ganger for kongen at stande.

17: "Børen blæser så mildelig,
og skibene tager til at skride;
min herre, I vider os ansvarord,
vi kan ikke længer bide."

18: "Det var bederkonning,
han taler til riddere to:
"Beder I min kær datter
i stuen for mig gå."

19: Ind da kom de riddere to,
og stedes de for bord:
"Stander op, frøken Juttelil,
eders fader haver sendt eder ord."

20: Det mælte frøken Juttelil,
hun svared så blidelig til:
"Råde det Gud Fader i Himmerig,
ihvad min fader han vil."

21: Det var sole og skarlagen,
de på jorden bredte;
det var frøken Juttelil,
hun blev derover ledt.

22: Det var frøken Juttelil,
hun ind ad døren tren;
de ædelig ridder af Danmark
de stander hende op igen.

23: De ædelig riddere af Danmark
de stander hende op igen;
det var herre Svend Felding,
han rækker hende hviden hand.

24: Frem går frøken Juttelil,
og stedes hun for bord:
"Hvad vil I, min kær fader,
hvi haver I sendt mig ord?"

25: Det mælte herre Svend Felding,
første han bruden så:
"Skam da få dine hænder,
og der dine øjen skulle to!"

26: "Hør du, min kær datter,
Herre Gud haver bevist dig ære;
du skal ind til Danmark,
den danske dronning at være."

27: Det svared frøken Juttelil,
og hende randt tåre på kind:
"Skal jeg i år til Danmark,
så langt fra moder min?"

28: Op stod bederkonning,
han aksler skarlagenskind;
han gav bort frøken Juttelil,
allerkæreste datter sin.

29: Frem gik herre Svend Felding,
han tager hende i sin favn:
" Min herre og Danmarks krone,
det skal gå eder til gavn."

30: Så gjorde de det gæstebud
vel i dage tre;
de ædelig ridder af Danmark
de glædes i alle tre.

31: Det var silke og skarlagen,
det blev på jorden bedt;
det var frøken Juttelil,
hun blev til stranden ledt.

32: Det var herre Svend Felding,
han tog hende i sin favn;
så løfte han frøken Juttelil
i forgyldene stavn.

33: Så vundne de op deres silkesejl
med deres forgyldene fløj´;
så sejled de til Danmark
mindre end måneder to.

34: "Vi vil tage frøken Juttelil
og døbe hende ude for stavn;
vi kalder hende frøken Julan,
det er et halv feder´ navn.

35: Det svared frøken Juttelil,
og så tog hun oppå;
hun svared da hr. Svend Felding,
hun blev i huen så mod.

36: "Det er aldrig så arrig en skalk,
haver han to brogede ærme;
kommer han ind til Bederland,
de kalder ham jo være en herre."

37: "Dog er det aldrig så arrig en viv,
haver hun en sprunget hue;
kommer hun ind til Danmark,
de kalder hende jo være en frue."

38: Den kure han stander på Københavns hus,
og ser han ud så vide:
"Jeg ser så mange Bederlands skibe,
fyrre forgyldene fløj´.

39: Jeg ser så mange Bederlands skib´,
de stunder til Danmarks land;
Krist signe eder, junkeren af Danmark,
De vil eder alle til hand.

40: Det var herre Svend Felding,
han styrer sin skib for land;
det var junkeren af Danmark,
han rider på hviden sand.

41: Det var hr. Svend Felding,
han vifter med sin hat:
"Min herre, I sprænger ikke ørs i dag,
vi haver ikke end fryden fået."

42: Kaste de deres anker
på den hviden sand;
tog de frøken Juttelil,
de løfte hende først i land.

43: Det var frøken Juttelil,
hun tren der først i land;
frem går dannerkongen,
han rækker hende hviden hand.

44: Der blev silke og skarlagen,
det blev på jorden bredt;
det var frøken Juttelil,
hun blev til slottet ledt.

45: Det mælte frøken Juttelil,
det første, hun brudehuset så:
"Skam få alle de tømmermænd,
som lagde vind på.

46: Skam få alle de tømmermænd,
som her tog øl og mad;
bøde først og sidst hr. Svend Felding,
han var der rådsmand for."

47: "Stolperen` er alle af ege,
tiljene er alle af bøg;
det er et halv bedre brudehus,
end dig sømmer i at ligge."

48: "Fuld ussen må jeg dronning
i Danmark at være;
skulle jeg nu blive så svaret
af et barn, der slegfred er."

49: "Endog jeg er et slegfredbarn,
det vorder jeg at lide;
jeg så ret aldrig nogen moders søn,
jeg turde jo fuld vel bide."

50: Såst du aldrig nogen moders søn,
du turde jo fuld vel bide;
da mød i morgen i marken ud,
der skal du dysten ride."

51: Det var dannerkongen,
han tog hende i sin arm;
så gav han frøken Juttelil
guldkrone og dronningenavn.

52: Det var årlig om morgen,
hun kræved hendes morgengave:
"I giver mig hr. Svend Felding,
jeg vil ikke andet have."

53: " Jeg haver guld, og jeg haver sølv,
og dertil borge og fæste;
I får ikke af mine gode mænd,
Som ride skal mine heste.

54: Jeg vil give eder guld og sølv,
og dertil borge så bolde;
selv vil jeg have mine gode mænd,
dermed min land at holde."

55: Det var årlig om morgen,
der dagen var lys,
det var hr. Svend Felding,
han ganger til brudehus.

56: Det var herre Svend felding,
han kommer i brudehus:
"Min herre, I låner mig ørs i dag,
jeg er til dyster fus."

57: "Da skal jeg låne dig ganger grå,
lægge ham gyldt sadel på;
det er vel otte vintre,
siden han solen så.

58: Det er vel otte vintre,
siden han solen så;
fuld vel er de femten,
siden ham kom sadel på."

59: Så ledte de ud den gammel grå,
lagde på forgyldene mil´;
hans øjne de gløded som elversten,
til hesten måtte han vel lide.

60: Det første red, de sammel red,
de helte var både stærke;
Svend Feldings sværd det sønder gik,
Det drev så langt i mark.

61: Da lo dronning fru Juttelil
op under hendes skarlagenskind:
"Slig var alle mine mænd,
jeg førte til Danmark ind."

62: "Du bid mig, hr. Per kæmpe,
du bide mig ud for by;
imens jeg rider i staden ind
og henter mig et spær af ny."

63: Svend Felding han ganger i kirken ind,
han lader sig vel berette;
så lader han vie Guds legem,
i sit spærestage at sætte.

64: Lader han vie Guds legeme,
lader sætte i sin spærestage;
så snart da flyede den lede trold,
som sad på mandens bag.

65: Det andet red, de sammel red,
de helte var både stærke;
det var hr. Per kæmpe,
hans hals i sønder gik.

66: Da græd dronning fru Juttelil
op under hendes skarlagenskind:
"Fuld ussen kom så mange af mine
her til Danmark ind."
Fører I vor dronning ind til Danmark

DgF 32 A

2: stedes: stiller sig
3: Bederland: Bøhmen
6: lide på: stole på
7: fløj´: vimpler
8: tren: trådte
9: aksler: tager over skulderen
13: vider os ansvarord: giver os svar
14: bider: vent
20: til: dertil
22: de stander hende op igen: de rejser sig op imod hende
25: og der dine øjen skulle to: og den der skulle vaske dine øjne (eller: og dine øjne to) – Svend Felding håner den tyske prinsesse.
34: ude for stavn: fremme i forstavnen
feder: fejrere – dvs. kønnere
35: mod: bedrøvet
36: arrig: slem
de kalder ham jo være en herre: ~ han lader sig kalde en herre
38: kure: vogter
hus: slot
39: vil eder alle til hand: vil give sig ind under
41: ørs: hest
45: lagde vind på: gjorde sig umage
46: bøde først og sidst hr. Svend Felding: Svend Felding skal først og fremmest bøde
han var der rådsmand for: han var leder deraf
48: fuld ussen må jeg…: det er en ulykke, at jeg skal være
slegfred: født udenfor ægteskab
49: enddog: selvom
bide: holde stand imod
54: bolde: herlige
56: fus: ivrig
59: mil´: bidsel
elversten: måske ædelsten
til…lide: stole på
60: både: begge
61: slig var alle mine mænd…: dvs. dronning Jutte har til Danmark fra sit hjemland medbragt Svend Feldings dæmoniske modstander.
62: bid: vent
spær: lanse
63: Guds legeme: alterbrødet
spærestage: lanse
64: bag: ryg
66: fuld ussen kom så mange af mine…: det var en ulykke at så mange af mine kom…

Variationer

[Hans Svanning omkr. 1580:]

1: Der stunder ind til Danmark
så mangen ærlige mand;
og flere tyske riddere,
end jeg nævne kan.
De stunder ind til Danmark

[…]

4: Hør du, hr. Svend Felding,
du skal mit ærinde bortfare;
du skal ind til Tyskland
og hente min hjertens kære.

[…]

16: "Det er aldrig så arg en skalk
haver han to røde hose;
hvor han kommer til Tyskland,
han kalder sig være en rose."

17: "Det er aldrig så arg en svik,
haver hun en sprunget hue;
ihvor hun kommer i Danmark,
hun kalder sig at være en frue."

[…]

24: "Stolperne er af silje,
og naglerne er af eg,
det sømmer ikke dig, jomfru Jutte-lille,
hos dannerkonning at ligge."

[…]

32: Den anden red, de sammen red,
de helte var begge vrede;
da knælede Peder kæmpes hest,
hans hals drev langt i hede.

33: Da græd jomfru Jutte-lille,
af vrede hun hænder sammen slog;
"Ussen jeg til Danmark kom
med stærke helte to."

34: Da lo dannerkonning,
han lo under skarlagen rød;
"Slig er alle mine mænd,
som jeg giver klæde og føde."

DgF 32 B

[Anders Sørensen Vedel, 1591:]

1: Der stunder ind til Danmark,
så mangen ærlig mand;
did komme flere tyske riddere
end jeg nu nævne kan.
De stunde ind til Danmark

[…]

12: Det svarede Svend Felding,
det første han Jutte-lille så:
"Skam da få dine hænder to,
som dine øjne skulle toe!

13: Skam så få den tjenestekvinde
som dig skulle vandet tilbære;
det er sæd i Danmark,
de frøken´ holdes til tugt og ære."

[…]

29: Det meldte hr. Svend Felding,
han kunne den spot ej lide:
"Vende I eders vogn omkring,
at Tyskland lade I skride.

30: Stolperne er af silje,
og naglerne er af eg;
dig burde ikke, jomfru Jutte-lille,
hos daner konning at ligge.

[…]

34: Da lo hun jomfru Jutte-lille,
hun smilet under skarlagen skind:
"Sådan er alle mine hovmænd,
jeg førte i Danmark ind."

[…]

40: Da græd jomfru Jutte-lille,
af harm hun hænderne slog:
"Usselig jeg hid til Danmark kom
med stærkeste helte to."

41: Da lo han danerkonning,
han smiled under skarlagen rød:
"Sådanne er alle de danske hovmænd,
som jeg giver klæde og føde.

DgF 32 Bb

[Anne Basse omkr. 1610:]

[…]

4: Ind kom herre Peder
med stålstang i hænde:
"Er her nogen af I danske hovmænd,
der dysten tør med mig rende?"
Fordi træder al Danmarks herrer så herlig

[…]

10: Det var danskerdronning,
hun smiler under skind:
"Sådan var alle de tyske herremænd
jeg førte i Danmark ind."

11: Det var danskedronning,
hun svared et ord for sig:
"Sådan var alle de tysle herremænd,
jeg førte i Danmark med mig."

[…]

14: Det var dannerkongen,
han smiler underkrone rød:
"Sådan er de danske herremænd,
jeg giver i Danmark brød."

15: Det var danerkongen,
og så svared han for sig:
"Sådan er alle de danske herremænd,
jeg haver i Danmark med mig.