Fra viser om de danskes og Danmarks nederlaget i Ditmarsken (omkr. 1500)

Kong Hans i Ditmarsken

1. Konning Hans sidder i sin egen stue,
så ondt et råd kom ham udi hu.
De danske hovmænd deres liv er alt forloret.

2. I sin egen stue,
så ondt et råd kom ham udi hu.
"Vi gøre ud hver tiende mand,
så rider vi til Ditmarsken, til vort land.

3. Hver tiende mand,
så vinder vi Ditmarsken til vort land."
Og svarede liden Kirstin i kjortel rød:
"Kommer I til Ditmarsken, det vorder eders død."

[…]

9. For i Ditmarsken ind,
der blegned så mangen rosenkind.
Der blegnede så mangen rosenblomme,
som aldrig atter sig til Danmark at komme.

10. Så mangen rosenblomme,
som aldrig atter sig til Danmark at komme.
De ditmarske lægger deres bøsser i ring,
de danske de vipper fast uden omkring.

11. De bøsser i ring,
de danske de vipper fast uden omkring.
De skød i den første skare,
Så mangen ridder så blev der slagen.

[...]

13. Den anden skare,
7000 mænd så blev der slagen.
Og de skød i den tredje skare,
det var kong Hans sit hjerte brast.

14. Den tredje skare,
det var kong Hans sit hjerte brast.
Så tog de den ridders skjold,
De førte ham ind for jomfru Maria bold.

15. Den ridders skjold,
de førte ham ind for jomfru Maria bold,
"Og lovet være jomfru Maria mø,
konning Hans haver ikke vort land forødt!"
De danske hovmænd deres liv er alt forloret.

DgF 169, efter Sten Billes Hndskr. Nr. 31 (omkr. 1550)

Som aldrig atter sig til Danmark at komme: dvs. skulle aldrig mere komme til Danmark.

Fuglevisen om nederlaget i Ditmarsken

1. De lidel små fugle haver fanget et råd,
de sige, de skulle have af den bråd
som op er ædt og er ført for langt.
[…]

4. Der kom flyvende en falk med svane.
deres vinger var så brede,
de stride så listelig mod de danske,
jeg venter, det træde i Danmark,
den store skade, de danske hovmænd de finge.

[…]

7. Ebbe Gjed og så han hed,
Gud give os af sin nåde!
man mener, han blev skilt ved Paradis,
Gud give os evig ro og lise!
det angrer de danske, den store skade de finge.