Gengivelse af middelalderfolkevisen Dansk Kongetal - mindet om de ædle danske konger (1591, omkr. 1610)

[Ifølge Vedel, 1591:]

[...]

"Sanden vil jeg dig, kære søn. sige,
jeg vil ikke at dig lyve
Mig mindes vel konger i Danemark
hen ved halvfemtesinds tyve.

Og først da mindes mig hannem kong Dan
han var konning først:
Efter hannem kom Humble og Lotther, hans sønner,
og så herr Skjold, den drost

[...]

Så mindes jeg Gram med sin (guldkølff)
og seksten de konger vare,
som førte krig til land og vand
indtil kong Fridlev hin Snare.

Så da kom hans fader, kong Frode,
han ligger ved Være Bro:
Og da blev fød den Højestes Søn,
som kød og blod tog på.

Fra Frode til Gøtrick, mindes mig ret,
vare konger otte og tyve:
Så vise i sind, så stærke i mod,
som klerke der af mon skrive.

End vare de elleve konger vist,
som kronen havde i eje,
førre Gorm hin grumme kom (lackendis) frem,
han ligger i Jelling Høje.

Hans dronning hede Thyre Danbod,
hun bygte kloster og kirke:
Da var jeg en halvvoksen mø,
bar sten til Danevirke.

Mig mindes og kong Harald Blåtand,
Svend Tveskæg var hans søn;
Knud hin Store og hans søn, Knud hårde.
Engeland nappet der af røn.

Magnus hin gode af Norge hid kom,
han stride på Lerskovs Hede;
Svend Estridssen var en konge så lærd,
havde han kunne stilt sin vrede.

Hans fire sønner: Harald og Knud,
i Odense som blev slagne:
Oluf Hungerog Erik Ejegod
de bleve til konger tagne.

Kong Nilaus og kong Erik Emund,
Erik Lam hin milde og spage;
Kong Valdemar fik da riget alene,
som Svend og Knud omdroge.

Mig mindes Knud og Valdemar Sejr,
Erik og Abel umilde,
Christoffer og hans søn, Erik Glipping,
Marsk Stig ved livet skille.

Så kom kong Menved og kong Christoffer,
Valdemar den beske blomme:
hans datter var dronning Magret,
vi begge af en rod komme.

"Mig tykkes, du est en kælling led,
du est så gammel en kvinde:
Jeg vil ridde mig til Hedeby,
en væner der at finde"

"Ikke er jeg kælling gammel og grå
at jeg bær stav og pose
Ikke est du heller ridder god
for du haver stribede hose.

Ikke da er jeg en mareminde
at jeg haver runken lår:
Og ikke da est du ridder bold,
for du haver kruset hår.

Hertugen tog sin hest med spore,
han lod af vejen donne:
Kællingen snørde sine støvle at ben,
hun lod fast efter lonne.

Hertugen red, og så fast han rende,
kællingen løb langt omkring:
Her holder hertugen mænd -
End kom hun til urnehoffet,
førend dommeren sætte landsting
De komme ikke end.

DgF 115 B

Variationer

[Anna Urop omkr. 1610:]

Hertugen red af Kolding
og ind til Åbenrå,
- her holder hertugens mænd -;
dér mødte han en kærling,
og så går der sagn (der)af.
De komme ej end.

"Hør du det, du kærling
du est en gammel kvinde:
hvor mange konger i Danmark
drages dig alt til minde?"

"Sandingen skal jeg for dig sige
og ikke (for dig) lyve:
mig mindes (ud)i Danmark
vel fulde fire og tyve.

Mig mindes han kongen Dan,
han var udi Danmark først;
mig mindes konning Frode,
han blev vegen til hest.

Mig mindes kongen Frode god
han byggede både kloster og kirke
mig mindes konning Kastellom
det var min iemkning.

Mig mindes konning Valdemar,
han var konning hin onde;
end mindes mig konning Erik,
blev vegen ved Finderup Lunde.

End mindes mig Lusekongen,
han var op under ø:
så mange ulove lagde han oppå,
så skammelig fik han sin død.

Mig mindes konning Hogen,
han sank neder for Flod:
end mindes mig tykke kone,
hun stred imod urene fod.

Mig mindes konning Trivold,
han boede sig i Berne:
raske havde han sønner syv,
de vare klæd udi jerne.

Mig mindes konning Harald,
de grove ham under en steen;
da var jeg en voksen mø,
drog steen til Danevirke.

Ikke veed jeg konger flere,
dér jeg vil dig af sige:
kom hid, (du) favren ungersvend,
om du vilt elskoven pleje!"

"Mig synes, du est en kærling,
en møget gammel kvinde;
men jeg vil ride til Gottorp,
jeg agter en vænere at finde."

Det var gamle kærling,
og hun tog til at lyve:
"Igår (da) havde jeg een tand,
idag har jeg fire og tyve.

Ikke da er jeg kærling,
for jeg haver stav og pose;
ikke estu ridder-søn,
for du haver stribede hoser."

Hertugen tog sin hest med spore,
han lod ad marken dønne;
kærlingen tog både stav og pose,
hun lod fast efter ham lønnie.

Hertugen red den genneste vej,
og kærlingen løb omkring:
end kom hun til Gotterup,
før bønderne de satte ting.

Den herre han gik ad tinget frem,
hannem tjentes både hæder og ære;
efter da gik den gamle kærling,
hun gav fast over ham kære.

"Hør du, gamle Kærling!
(du) giv ej kære på mig!
Her er både ridder og svende,
een vil jeg give dig."

Længe stod gamle kærling,
hun blev så stor i hue:
- her holder hertugens mænd -,
"Kunde jeg nu den ridder få,
da kaldte de mig en frue."
De komme ej end.

DgF 115 A