Vise om Christian d.2 i Sverige - Fordi vunde de danske Sverige med ære (omkr. 1520)

[Svanning. omkr. 1580:]

1: Der man skrev tusind femhundrede år,
og på de tyvende år,
kong Christian kalder sine gode mænd sammen,
til Helsingborg udi Skåne
Fordi vunde de danske Sverige med ære.

2: Der samlet sig danske og tysk,
så mangen ærlig mand,
hr. Otte Krompen den velbyrdige mand,
han var deres øverste høvedsmand.

3: De red ud af Helsingborg
og ind til Engelholm,
kong Christian fulgte der selv med,
han bad dem Gud vel fare.

4: Kong Christian fulgte der selv med,
han bad dem alle Gud vel fare:
"Det første I kommer til landet igen,
jeg vil eder så ærlig forlene."

5: Dertil svared både danske og tyske,
de var så høvisk i sinde:
"Vi ville os bevise som ærlige mænd,
det skulle I både spørge og finde."

6: Og de red over Hallandsås,
de lod deres heste springe,
de ryste deres glavind og blanke spyd,
de agted stor sejr at vinde.

7: Og de red over Hallandsås,
igennem de tykke skove,
til Gud og deres hænder sætter de lid,
til ingen mand længer stor love.

8: Og de red over Hallandsås,
igennem de tykke ris,
der de komme for Bosund,
bleve de deres fjender vis.

9: Den høvedsmand kalder de bøsseskytter sammen,
han bad dem skytten opstille:
"Nu vil vi fægte med de svenske i dag,
de danske til stor ære."

10: De bøsseskytter stillede deres skytte til gangs,
de lod dem tappert af gange,
det første skud, der skuden blev,
hr. Steen Sturre monne skaden fange.

11: De lagde hr. Steen udi sletten ned
til opsal monne de stunde.
De danske stundet efter både dag og nat,
De monne fast efter ham forlange.
Fordi vunde de danske Sverige med ære.

[Sten Bille, omkr. 1550:]

[…]

7: De drog dem gennem Halland,
og ind i Sveriges rige,
de hellede var i hjertet trøst,
for ingen ville de vige.
Fordi vunde de Sverige med stor ære.

[…]

11: De høvedsmænd råbte bøsseskytterne frem
de bad dem bøsserne stille:
"Vi vil her frem, om Herre Gud vil,
imod de svenskes vilje."

[…]

14: De trykte fast frem til hest og fod,
de ville ikke længer bide,
de bruge deres glavind og skarpe sværd,
de gjorde de svenske stor kvide.

15: De svenske de fly, hvor de kunne,
for kongen af Danmarks vold:
"Havde vi Tividden på vor ryg,
han var os fuld god en skjold."

16: De svenske fly, hvor de kunne,
til Uppland lod de ride,
de danske red både dag og nat,
de lod fast efter dem lide.

17: Kyndelmisseaften
var frue kirkegang,
da mødtes de på Tividden,
de sloge så mangen svensker mand.

18: Så drog de op ad land,
der lod de dem bide,
så drog de til Vesterås,
og der ville de dem hvile.

19: Så drog de fra Vesterås,
til Strangenæs ville de ride,
der lå for dem tredsenstyve tusinde mænd,
de turde dem ikke bide.

20: De slog ihjel hvad de der funde,
som fjende plejede at have for sæd,
den anden dag sende de svenske dem bud,
begær´de udaf dem friet.

21: De danske de stæde deres mynde dertil,
en herredag i Uppland at søge,
de stockholmske gave så de svenske råd,
de ville deres fejde forøge.

22: De sende ud brev, de sende ud bud,
de svenske bønder sammen at komme.
De ville de danske slå ihjel,
det kom dem til liden fromme.

23: Ville I længer høre,
hvor det er ganget til.
Langfredag drog de til Uppland,
da begyndtes et underligt spil.

24: De danske drog dem imod,
deres herre troskab at bevise.
De slog der så mangen svensker mand,
De vunde der både ære og pris.

25: I Sverige stod aldrig slig et slag,
der nogen mand kan tænke.
Thi er der så mangen faderløs barn,
så mangen fattig enke.

26: Siden drog de til Uppland,
kongen der at bide,
han sende dem bud, han sende dem brev,
til Stockholm til sig at ride.

27: Så drog de til Stockholm,
lagde dem ind på Søndremalm,
de belagte den by, som de vel kunne,
gøre dem både angst og harm.

28: De stockholmske sende kongen bud
og lod ham bede så,
han ville dem en gunstig herre være
og tage dem til sin nåde.

29: Kongen hørte deres bøn,
thi han var vis i sinde,
vor frue aften med kors og fane
tog de ham i Stockholm ind.

30: Lovet være Gud fader i Himmerig,
de danske mænd haver undt den ære!
Gud give os ro i Himmerig,
Hos sig evindelig at være!
Der sker os lykke og stor ære.

DgF 172, efter Svannings Hdskr. II Bl. 60 (omkr. 1580) Sten Billes Hdskr. Nr. 38 (omkr. 1550)