Tyge (Tycho) Brahe: Danmark, hvad har jeg forbrudt? (1597)

Danmark, hvad har jeg forbrudt? Hvormed har jeg krænket dig hjemstavn,
Siden du er mig så hård, streng imod mig og min færd?
Sagtens mener du vel, at jeg har forset mig imod dig,
Da det er mig, der har gjort, nu du i verden er kendt.
Sig mig, hvem der før mig har udført så store bedrifter,
At han har hævet dit ry op til stjernernes kreds?
Hvem kan vel gøre mere end jeg? Ja hvem kan benytte
Hele den kostbare skat, som jeg har skænket mit land?

[...]

Har jeg fortjent af dig, mit fædreland, sådan at smædes?
Er det din eneste tak, for hvad jeg virked for dig,
At hvad du ikke forstår, du dadler og møder med hånsord,
Stræber af al din magt for at formindske min ros?
Dig har jeg søgt at gøre berømt i den vidtstrakte verden;
Hvorfor viser du da smålighed over for mig?
Dog ignorantens kritik jeg agter lidet. Men mere
Smerted det mig, at mit folk næppe bar agt for mit navn.
Ukendt i Danmark jeg var, men kendt i den vidtstrakte verden;
Således søger de tit landsmænd at tie ihjel.

[...]

Næppe har nogen haft sans for mit arbejd hjemme i Danmark
Skønt det kan lignes med det, Herkules øved tilforn.

[...]

Danmark, hvis du fortier det vil nordmænd og svenskere tale,
Der hvor mangen en syg høstede gavn af min hjælp.
Aldrig jeg søgte dog - hvad ellers man plejer - en fordel;
Vel var min læretid tung, gratis dog altid min hjælp.
Sagtens var det vel det, der gjorde mig misundt og hadet,
Her blev spiren lagt til min landflygtigheds straf.

[...]

Himmelske guder! For sligt landflygtighed bliver min gengæld,
Seks børn deler min lod, med mig går deres mor.
Dog tænkt: jeg jages ej bort, jeg vinder min frihed;
Snarere synes det mig, hjemløs i Danmark jeg var.
Medbør fylder mit sejl, nu råder jeg selv for min vilje
Nu jeg hjemmets sted vinder den vidtstrakte jord.
Fremmede folk skal gøre mig godt, - det er så Guds vilje;
Hvor jeg end kommer hen, påskønnet bliver min flid.
Vis mig kun hån og foragt og plag mig blot med chikaner,
Hjemstavn! Aldrig du ser, hvad der er bedst for din ros.

Dig jeg byder farvel. Mit fædreland vælger jeg nu der,
Hvor man bøjer sig selv ydmyg for stjernernes pagt,
Hvor man også med tak ta´er imod min manddoms bedrifter,
Hvor der ikke er som her utak kun gives til løn.
Danmark i og for sig jeg indrømmer dog er uskyldig;
Selv det lider med mig, føler den bitreste sorg.
Ejheller dig, du heroiske søn af Frederik den Ædle,
Dadler jeg, store monark, for hvad i Danmark jeg led.
Alle, der tænker som fribårne mænd, har set det med harme;
Guderne give dog blot, aldrig der værre skal ske.
Kun nogle få der var, der kæmped med svig og med lumskhed;
Dog tør jeg vidne for sandt, aldrig jeg gjorde dem ondt.
Glad ta´er jeg afsked med dem. Lad dem få den løn de fortjener,
Som Gud finder ret, han som råder for hævn.

[...]

Skrevet d.20 Okt. 1597 i Wandsbeck
Overs. fra latin H. Holten-Bechtolsheim.