Anonym: Spottedigt om den danske adel og dens svigt af fædrelandet (1657)
[om krigen på Christian IV's tid]
O, danske afdøde, kunne du opse,
da skulle det gøre dig harrum og ve.
Af din manddom vidste alle vel at sige,
i styrke og mod du slet ingen vil' vige.
Du var din konge og dit fædreland
ret huld og så tro til land og vand;
du vidste mod fjenden såsom en helt
med ære at stride i fæstning og felt.
[…]
Dem fattes forstand, råd, hjerte og mod,
dertil og det gamle god adelsblod,
deres krop, den skælver, såsom hundelår.
Mod fjenden ride de som tåbelig' får.
En vred soldat de ret aldrig så,
langt mindre ved mod ham at gå;
dog oberstens pladser skal de betjene
og have de bedste af al kronens len.
Kunne landsens fjender med kander og glas
bortjages, og ikke med sværdene hvas,
da var vor' fjender for lang tid lagt øde,
forjaget af landet og slet slagne døde.
Kunne store ord - med pralende heste,
forgyldte sporer og klæder de bedste
svensken slå ihjel, da var behænd'
vor fø'sede adel brave krigsmænd.
[…]
Thi skal de længe bære rigens taske,
da må snart kongen gå udi aske,
skal de så herske over al' stand,
nødes vi snart at løbe af land.
Skal de så længe i riget råde,
vil det gå Danmark i onde måde,
skal de så bær' officers navn,
vil det ej vorde Danmarks gavn.
De fromme her ikke tænkes bør,
langt mindre tilføjes nogen vanær.
De andre lade sig gå til gemytte
at søge deres fædrelands nytte.
O, Gud, du for dit hellige navn,
søg æren din og vor riges gavn,
bevar dit hellige, rene ord,
og bryd tyrannernes grumme mod.
Bevar vor konge, giv ham lykke,
og driv hans anslag efter hans tykke,
at du må æres, riget udbredes,
og landsens fjender de kan bortspredes.
[…]
Kommer her frem en ærlig dansk mand
af borgerlig eller af bondestand,
og han sin tjeneste vil præsentere
sit fæderland, såsom en kavalere.
Ham agter, som vi ser forsandt,
vor danske adel som en ab'gant,
og gør af ham både spot og spe,
hvilket må gør' enhver harm og ve.
Det var den adelig stand for nær,
skul' han dem kommandere og lær'.
Men derfor sker her udi vort land
hin galne tog til land og til vand.
[…]
Ak, Danmarks rige! Hvad må du nu klage
over din anfører udi disse dage.
Den spot såsom du i mange års tid,
stor hånhed - vel stor - af alle havd' lid,
Kunne du så vel udi disse dage
med ære nedlagt uden stor umage,
Gud gav dig god tid og lykken i hænde,
gode midler vakte han op med behænde.
Dit forsæt var vel, dit anslag var godt,
du kunne bedst dæmpet den forrige spot,
du havde landsknægte til fod og til hest,
i tusinde hobe, udaf de bedst'.
Men ser nu, hvor underlig dette tilgår,
du må det klage, mens al verden står.
Din spot den var stor, den større vil blive -
Dog, give det Gud, jeg her måtte lyve.
Ser mig, hvor falsk'lig mod dit land
omgåes den danske adelsmand:
Han er din konge, ja, riget en falk -
Så straf ham Gud, den arrige skalk.
[…]
Ak, Sjælland, du nu lader stå,
skøtter ej, hvor det med riget mon gå,
du, som hin stor' præbende har nydt,
din adels ære du har forbrydt.
Du svor, du kongen vil' være huld,
indtil du lagdes i sorten muld;
men nu du ser, det vil gå i knibe,
ligger du i dvale, ret som en vibe.
Nu fjenden kommer og landsens uven,
med storken og vildgåsen flyver du hen.
Kan du kun dit liv og dit gods salvere,
Kongen din lader du perichtere.
[…]
O, gode dansk-konning, Frederik blid [Frederik III],
tænk rigets bedste, det er nu høj tid:
Se, hvor de begynde deres gamle vane,
vor danske adel i Jylland og Skåne.
Grib ulven derfor, før han bider dig,
Dansk-konning, så gør du ret viselig,
bed Gud om nåde, tag sværdet i hånd,
det beder dig borger og bondemand.
De er dig begge båd' tro og huld,
vil vove med dig liv, sølv og guld.
De fattig', som her i riget bo,
giver dig hertil båd' so og ko.
Om du vil dem løse og fri
fra adelens strenge tyranni;
kvinde og bonde, gejstlige klærke
ønsker det snart kan gå udi værke.
Fra Severin Kjærs Gjøngehøvdingen Svend Povlsen og snaphanerne. Et bidrag til snaphanetidens historie. Kjøbenhavn 1974 (genoptryk). s. 34, 44-45, 49, 86, 97, 111, 115 Kongl. Biblioth.: Ny kgl. Saml. Nr. 1033 c.
|
