Rydårbogen om Valdemar Sejrs krige og tilfangetagelse af de svigefulde tyskere (slutn. 1200-tallet)

1205. Kong Valdemar ægtede Dagmar, kongen af Bøhmens datter. De danske gik over Elben og ødelagde Artlenburg.

[…]

1207. Valdemar slog kejseren.

1208. De danske led nederlag ved Lena.

[…]

1215 (108) Valdemar den Tredie vælges til konge. Kejser Otto brød sit løfte og kom mod sit ord til Holsten for at underlægge sig det. Kong Valdemar gik imod ham med en vældig hær, han havde 60 tusinde mand fra frisernes land med sig. Da kejseren hørte det, vovede han ikke at afvente slagets udfald, men flygtede over på den anden side af Elben efter i tvekamp at have mistet to af kejserrigets bedste krigere, som to frisere fældede, nemlig Sven Stærke og broder Gauling.

1219 drog kong Valdemar med en umådelig hær med 1500 langskibe til Estland, og efter mange kampe omvendte han hele hint land til kristendommen og underkastede det de danske indtil denne dag.

[…]

1223. Kong Valdemar blev sammen med sin søn Valdemar den Tredie ved sine egne mænds svig taget på sengen af grev Henrik på øen Lyø Lille St. Hans dag og ført til Venden til borgen Schwerin, hvor de blev i næsten tre år, og så blev de løskøbt af de danske for 60 tusind mark i lybsk vægt, men de heste, klæder og andre klenodier, som de gav til alle Sachsens stormænd, den dag de drog bort, var dobbelt så meget værd. Bemærk læser, at tyskerne aldrig eller sjældent har vundet eller kunnet fejre triumfer undtagen ved svig og bedrag, som er deres natur, således som det er åbenbart ved tilfangetagelsen af de to konger og i meget andet.

[...]

1226 blev de to konger udløste. […] Mange frisere fandt døden ved indfaldet i Ditmarsken, og dette land blev desudagtet underkastet de danske.

1227. De danske led et nederlag ved Bornhøved. Thi ditmarskerne, der var opstillet bagest i hæren, begik forræderi og angreb de danske, med hvem de var, i ryggen.

Overs. R. A. Olesen Ryd Klosters Årbog i Kulturhistorisk belysning, Århus 1989. Samt Falkenstjerne og Borup Jensen, Håndbog i Dansk Litteratur, I (9. Udg. 1954) s.85f