Rydårbogen: Om Jellingekongernes og danernes hævdelse af riget (Slutn. af 1200-tallet)
(88) Gorm den Gamle. Hans hustru var Thyra Danebod, som efter sin mands død ædelt holdt riget og opførte det fæstningsværk, som hedder Dannevirke, med meget tømmer. [...]
(89) Harald Blåtand herskede i 50 år. Han underlagde sig England med en stor hær og kom hjem igen. Så gjorde kejser Otto, der kaldes Otto den Store, sig rede til at falde ind i Danmark. Da hans udsendinge kom til Slesvig, dræbte de danske dem og sammen med dem en markgreve. For at hævne dette faldt kejseren med en hær ind i Danmark. Og fordi kong Harald var ved sit riges yderste grænser nemlig i Halland, hærgede kejseren hele Jylland op til det hav, som efter ham kaldes Oddesund. Dér kastede han nemlig sin lanse i havet til evig erindring om begivenheden. Da Harald hørte det, begav han sig voldsomt oprørt og meget rasende i stor hast til Jylland. Da kejseren erfarede det, flygtede han, og på Lohede kom Harald bag på dem og dræbte kejserens hærfører Yppe. Resten af de tyske flygtede imidlertid. Da det var sket, begyndte han efter sin moders råd at forny Dannevirkes vold. Denne Harald blev forjaget fra sit rige af sin søn Sven, fordi han var blevet døbt efter hr. Poppos, den herre pavens kapellans forkyndelse. [...]
(91) Harald. Han var en kvindagtig mand og helt hengiven til vellevned. Derfor satte de danske ham fra styret og gjorde hans broder Gamleknud til konge, thi han var en krigsmand. Men trætte af at han kun sjældent var i riget og altid på krigstogt i udlandet, hvad de hellere burde have tålt for rigets berømmelses skyld, afsatte de ham og satte den kvindagtige og uduelige Harald på tronen. Han døde snart efter, og hans broder, omtalte Gamleknud, efterfulgte ham.
[...] Hardeknud herskede over Danmark, Sverige, Venden og England, og foruden sin daglige hofholdning havde han stedse 6 tusinde mand under våben, som om sommeren sejlede omkring i 60 langskibe for at beherske rigerne, men om vinteren lå de i borgene. Dem gav han love og æresregler for ligesom for munke. Fra den tid nød han større respekt og ærefrygt end alle verdens konger. Han drog også med kejseren til Italien for at undertvinge fremmede folkeslag. [...]
(95) Harald Svensøn. På hans tid gled England fra det danske herredømme, efter at det i 120 år til stadighed havde været underlagt danerne. [...]
Efter Rikke Agnete Olsen (overs.): Ryd Klosters Årbog i kulturhistorisk belysning. Aarhus 1989. Venligst indsendt af Arild Kierkegaard.
Harald Svensøn: Harald Hen, konge 1074-80. |
