Latinsk klagesang over det danske riges tilstand - Du sorgbetyngte fædreland (1329)

[I]
Suk og vrid kun dine hænder, 
Sorgbetyngte fædreland!
Du en trofast værge savner,
Og dit mod er vejret hen.
Før dit folk dog fjernt og nær
For sin manddom stod i ry,
Mens på valen
Djærvt det strakte
Dine fjender
Overvundne
Ned i støvet for din fod.

[II]
Før var, Danmark! du omstrålet
Kun af hæder og af glans,
Ejed rigdom, magt og lykke,
Fremfor alt dog kraft og mod.
Over mangt et folk du har
Svunget stolt dit herskerspir,
Sachser, britter,
Vender, holster,
Selv det fjerne
Estlands horder
Måtte lystre dine bud.

[III]
Rigers smykke har du været,
Lykkekronet for dit folk.
Over andres grænser trængte
Du med sejrens skarpe sværd.
Konning Erik, Herrens yndling,
Hærens fører, lovens vogter
Dig har værnet,
Lykken fremmet,
Har skabt vækst og
Varsom pleje
For dig med sin klogskabs råd.

[IV]
Thi hans mål og midler fulgte
Valdemar den sejrriges,
Han, hvis lov ej fuldt kan nævnes,
Rigets ordner, fast og stærk, –
Som retfærdig var og sanddru,
Ren for Gud og uden lyde,
Han som straffed
Og som knuste
Alle dem, der
Trued landet
Han, hvis liv var hæderfuldt.

[V]
Men forlængst din hæders stjerne
Slukket er, og i dens sted
Skammen i dit spor nu følger
Med mangfoldig usselhed,
Alt, hvad modsat sejrens glans
Plette kan et riges skjold,
Alt, hvad der er
Hult og råddent,
Stygt og smudsigt,
Fejt og troløst,
Breder sig og trives nu.

[VI]
Ak, nu øves ikke dåden
Mer i Danmark, men kun svig;
Ingen mer med mod og glæde
Kæmper for sit fædreland.
Du er slave nu af løgn,
Ingen agter på dit ord,
Men du bøjes,
Du foragtes
Værgeløs mod
Fald du stunder,
Mange ere dine tab.

[VII]
Nu dig times tusind plager,
Tusind farer truer dig,
Som et jaget dyr du hidses
Snart på hav og snart på land.
Ej ved dag og ved nat
Undes dig en times rast;
Daglig spørger
Du kun dine
Fjenders fremgang,
Dine egne
Sønners nederlag og død.

[VIII]
Vidt og bredt du før til Elben
Ud har strakt dit Herredom.
Nu formørket og formindsket
Næppe Ejderen du når;
Ja omsider Sliens vande
Ydergrænse for dig blev.
Dag for dag
Og skridt for skridt
Vil åen, som
Jylland deler,
Trænge længer dig mod nord.

[IX]
Snarere end Gud har Djævelen
Sparsomt landet dig tilmålt.
Han har ranet af dit rige,
Næppe hælvten du beholdt.
Røvet har han Rygen, Venden,
Skåne, Sjællands grønne ø,
Både Falster,
Fehmern, Lolland,
Dertil holsters
Rige egne,
Sønderjyllands hertugdom.

[X]
Men din sønderslidte grænse
Viser, at du fattig blev,
Og det ny i sæd og skikke,
Du umandig er og blød.
Dette lange, stygge hår,
Denne trange, grimme dragt –
Alt det vanklæ´r
Kun og skæmmer,
Og det varsler,
Ja, det viser,
Hvad der i dit indre bor.

[XI]
Thi de gode danske fruer
Elsker skøgens løse skik;
Hvad de lære kan i Tyskland
Mer end hjemligt huer dem.
Blågrå kjortel, rig på folder,
Hovedsæt så bredt og højt,
Lange ærmer,
Smykt med tunger,
Kåbens kant med
Frynser bræmmet
Bærer de som letfærds skrud.

[XII]
Ja, når den, der står for styret,
Svigter, lider alle ondt;
Hele skaren da vil splittes
Intet vorder lykken huld.
Bisper fanger voldsmænds sæd;
De som skulle kongen værne,
Landets hærmænd
Er kun svage,
Rigets adel,
Uden manddom,
Blændet er af fremmed guld.

[XIII]
Ribe bispesædes vogter,
Herrens tjener, Jakob Split,
Aarhus gamle bispedømmes
Fromme hyrde, Sven,
Disse kirkens ledere,
Rettens fuldtro værnere,
Disse sanddru
Kække mænd
I råd og dåd
Har gavnet landet
Mer end al vor arne slægt.

[XIV]
Ak et rige, som skal styres
Af en dreng, er kun til spot,
Splittes tilmed det af tvedragt,
Alt, hvad ondt er, tager vækst.
Nu du er tumleplads,
Arme Fædreland! for gridsk
Havesyge,
Grumhed, falskhed,
Fule rænker,
Medens loven
Skamløst trædes under fod.

[XV]
Den, som fordum var din terne,
Er din herskerinde nu,
Og et folk, du før så ned på,
Oprev dine sønners hær,
Mens et yngre sideskud
Af din herskerstamme tør
Trampe på og
Spille mester
Over, hvad der
Er dit eje,
Templer, borge, fæstninger.

[XVI]
Skadefro og hånlig latter
Møder dig fra alle hold,
Og den sandhed dog du glemmer,
At kun enighed gør stærk.
Dog mere værgeløs end før
Skal dit folk herefter stå,
Thi dit værn,
Det faste Gottorp,
Gaves nys i
Fremmed vold og
Kommer næppe mer i din.

[XVII]
Ud af Haderslev slap nylig
De, der sukked i dens borg,
Da vor skam, det falske forbund,
Først i overmod var sprængt.
Bønderne og kirkens mænd
Dybt begræd den hårde ve,
At vort folk,
Det slavebundne,
Fuldt ej fjernet
Fik de frække
Fremmede, vort riges åg.

[XVIII]
Thi om dette vidner klarlig
Palmesøndags hårde kamp;
Ja, belejring af Gottorp
Ydermer bekræfter det.
Kongens farbror, hertug Abel,
Borgens værge og dens skjold,
Gjorde modstand
Kraftigt, mandigt,
Kæmpede af
Al sin evne
Og befried den fra fald.

[XIX]
Derfor, da du nu er sunket
Sammen i dit overmod,
Brugende endnu i faldet
Selv for vælske store ord,
Uden kendskab til dig selv,
Uden sans for, hvad du kan,
Gold og vissen –
Slet da dine
Gamle synder,
Ved at gøre
Ydmyg for dem alle bod.

[XX]
Landet ville ikke segne
Under fjendens hårde vold,
Hvis det ikke blødte af de
Sår, som hjemlig tvedragt slog.
Derfor lad os synden sky!
Enighed lad fæste bo!
Da skal kampen
Give sejer,
Og med kraft skal 
Vore våben
Knuse fjendens hele hær.

[XXI]
Skal vi mægte at afryste
Vore fjenders tunge åg,
Skal vi fange bod og lindring
For vor bitre nød og ve,
Så må du, algode Gud,
Se i nåde til os ned!
Ja bevar os,
Bryd vor fjendes
Overmod, og
Skænk os atter
Lys og lykke, fryd og fred!

Overs. C.E.F. Reinhardt og Vilh. la Cour.

[I]
Suk med skælv, lad sorg dig hærge,
Danmark, kummerfuld i hu,
thi du har ej fuldgod værge,
og dit mod dig svigter nu.
Gævest æt du været har,
vidt du ry for manddom bar,
sejr du tog, ned du slog
verden om hver, som kom,
og sig agted gild som du.

[II]
Dengang du med hæder smykket
blomstrende i boldhed stod,
glad og kæk og rig du bygged
sikker på dit faste mod.
Djærvelig du tvang med sværd
sachsers og lombarders hær,
briters skok, venders flok,
esters strand, holsters land,
riger nok faldt for din fod.

[III]
Som en blomst for alle riger
højt du stod på ærens tind,
over andres grænsediger,
brød du da med vælde ind.
Erik, drot med Herrens tykke,
hærfærds lykke, lovens hygge,
gav dig vagt, øget magt,
fremmed snild, røgted mild
dig med råd og kløgtigt sind.

[IV]
Efterfølger i den sejr -
kronede Kong Volmors ånd,
til hvis pris knap ord ejer,
han, som strakte vidt sin hånd,
var han retvis, ren af sinde,
sandhed tro og hovmods fjende,
straffed streng oprørs flæng,
slog med skræk voldsmand fræk,
vandred selv i tugtens bånd.

[V]
Nu er svundet, hvad oprundet
var hos dig af stort og godt.
Til dig blev kun fundet
vanheld end og jammer blot.
Fjern fra sejr, blandt riger nu
som et vrag kun stander du,
hovmodblændt, sindsforvendt,
angestspændt, smudsig kendt,
svigefuld i stort og småt.

[VI]
Ingen dyder, ny kun lyder,
Danmark, i dit indre bor.
Ej du bryder dig og fryder
dig til kamp for fædres jord.
Ikkun løgnen har du kær,
ikke nåden længer værd,
neder strakt i foragt,
knækket, svag, må du spag
se din våde vorde stor.

[VII]
Tusind plager nu dig følge,
tusind garn er om dig lagt.
Ufred trindt på land og bølge
trænger dig med overmagt.
Ingen hvile er dig ladt,
ej ved dag og og ej ved nat.
Fjendevold, avindskjold,
slag og skud, dødens bud
får med hver en dag du bragt.

[VIII]
Vid i strækket har du rækket
rådig før ved Elbens vand.
Siden stækket, mulmbedækket,
knap du nåede Ejderens rand.
Sluttelig nu Sliens flod
som dit landemærke stod.
Vegen tit, skridt for skridt
ind dig trang grænse tvang,
åen midt i jyders land.

[IX]
Før Gud Herren har den onde
rebet riget kort og smalt.
Mer end hælvten af dets grunde
i hans røverhænder faldt.
Vendland tog han bort og Rø,
Skåne så og Sjællands ø,
Falsters land, Femerns strand,
Lollands hegn, holsters egn,
Sønderjylland - tog han alt.

[X]
Fattig dig til skue stilled
din beskårne landemagt.
Som kvindagtig vegheds billed
viser dig din nutidsdragt.
Hovedhåret altfor langt,
klædebonnet altfor trangt,
drager ned, gør dig led,
varsler sandt, viser grant,
hvad du inderst har i agt.

[XI]
Skøgers prunkelystne sæder,
fra de tyskes land en høst,
ej de hjemmevante klæder,
er de danske fruers lyst.
Kåber, gule, folderige,
hatte, vide, rummelige,
ærmets skrud tunget ud,
frynsers bræm stukken frem,
bærer deres frækhed trøst.

[XII]
Sygner hovedet, da lider
dermed også hvert et lem.
Splittelse til alle sider,
ingen trivsel vinder frem.
Bisp hos os på næver slås,
krigsfolk og drabanters tros,
løst i tro, er trøsket bro.
Adelsblod fattes mod.
Skænk og gave blinder dem.

[XIII]
Jakob Split kun, værd at prise
bispen udi Ribe sted,
og hr. Sven derhos, den vise
Århus bisp at nævnes med,
kirkens gode styresmænd,
hver af dem en retfærds ven,
sandhed god, fuld af mod -
plejed råd, øved dåd,
bar for alle pris derved.

[XIV]
Skal et barn for riget råde,
da er det til nød fordømt.
Når det splittet står i våde,
ødes det af svig og skrømt.
Hvad har, Danmark, du i hu?
Ikkun griskhed uden blu,
avind kun, underfund,
smiger led, troløshed.
Lov og ret fra dig er rømt.

[XV]
Den, som var din nøglekvinde,
nu for dig som frue står.
Lidet lydfolk vold kan vinde,
byder og din fylkning slår.
Sideskuddet, nu til magt
ved en stodderhøvding bragt,
knuger hårdt dig med tort,
fra dig ta´er, inde har,
kirke, fæste, by og gård.

[XVI]
Du er stækket, er bedækket
nu med spot i al din id,
du er knækket, du er svækket
nu ved dine hjerters splid.
Gottorp, før din sikre vold,
Danmarks riges bedste skjold,
nu med skam fjenders nam,
for dig tabt, kommer knapt
til din æt i eftertid.

[XVII]
Ét man end med held forøved,
Haderslev man tog med magt.
Dansken dog sig heldet røved,
da man brød den svorne pagt.
Klerken det kun hued slet,
bonden siden har begrædt,
at de grå ringe små
dengang ej af sin vej
fremmed adelsvold fik bragt

[XVIII]
Hvad her meldes, det ej fældes
af, hvad Palmedag er hændt.
Skaren sælges, stor den tælles,
alt som Gottorp bli´r berendt.
Abel, kongens farbror dog
hærmand, vant til ledingstog,
stod i stevne efter evne,
gæv og god, fuld af mod
af sit ganske hjerte kendt.

[XIX]
Da du haver slig en fore,
da blæst op af hovmods byld,
du har ord i mund, for store
for en franskmand selv, til fyld,
mens du, blind for dine kår,
ej dit væsen selv forstår,
visnet plat, gold og mat -
bliv da god end ved bod,
slet ved den din gamle skyld!

[XX]
Intet vandheld skulle kue
- som det bør sig ej - vort mod,
blot ej hos os selv som frue
synden hersked i vort blod.
Derfor bort nu hver en last!
Enighed os samle fast!
Høvdingsligt, sejrrigt
vil vi stå, vil vi slå
fjendens skare ned for fod!

[XXI] Dog, skal fjende vold os finde
stærke til mod den at stå,
skal vi vinde fred i sinde,
skal os hjælp og tryghed nå,
være nådens Gud det ly,
hvortil vi i faren ty.
Os han dække, dem han svække!
os vor ro med sin tro
højre hånd han gavmild få!