Latinsk klagesang over Valdemar Sejrs tilfangetagelse - I Danmark klinger sørgelyd (omkr. 1225)

I: Du danske stormand, sørg og klag!
Engang som djærve stridsmænds lag
jer krigerstand vandt ros og ry,
nu er den dorsk og våbensky
 
II: Jer konge røved tyve snu,
grum fjenden kror sig uden blu.
Sku over hav, dy bavnevagt,
på død og undergang giv agt!

III: Af ransmænds flok er søen fuld,
og hulen avler tyvekuld,
i skov og rør har stimænd ly,
fra mark må agermanden fly.

IV: Ja, klostrets mark har mistet læ,
fra bonden tages gods og fæ,
ufrom mod arme øver tvang,
som stodder lider from mand trang.

V: Der klages i hver klostervrå,
de sære tegn man stirrer på,
ulykke, angestfuld man tror,
vil følge tæt i vanhelds spor.

VI: Nu bondens arbejd stille står,
en rædsel verden overgår,
af gru man gribes overalt
for ham, som vrangt blev greve kaldt.

VII: En Judas ny har vundet spil
og Herrens kristne ledet vild.
Han over fromme – med foragt
for Kristi navn – har kvide bragt.

VIII: Hid kom han under fredens skin,
af fæller fulgt med nidingssind,
han skrømtet hverv i mund
og spildte kongens hvilestund

IX: Ham gode gaver blev beredt,
med takken var det ilde stedt,
han ydmyg var, dog svigefuld
mod den, som nådig var og huld.

X: Mens kongen aned ej ufred,
ind brød han i hans ensomhed,
på lejet voved han ham slå,
i leding ikke mod ham gå.

XI: Hin usle søn af Belial,
en anden Kain, en ny Nabal,
er ind med vold og vælde trængt
til egne herrer blodbestængt.

XII: Gudløs han som Herodes er,
urørt som han af frommes færd,
blandt skyldbetyngte værst, han får
for skændig brøde straffen hård.

XIII: Som Nero er han ful og gram,
befængt som han med udåds skam,
de argeste blandt mænd – ikkun
er denne end mere arg og ond.

XIV: Blandt niddinger med udåd svar
slet ingen værre bli´r jeg var
end denne Henrik, ond og gram,
og Judas, som var jævngod ham.

XV: Dog tyngre skyld end hin han bar,
thi Judas os fornøden var,
da Krist til død han overlod,
mod agt det blev os sjælebod.

XVI: Men han, som onde overgår,
og mellem stimænd øverst står,
slet ingen var til tarv og trøst
og voldte mange nød og brøst.

XVII: Han tiden rokked ud af led,
til våde skifted folkets fred
og ophav var til fyrsters strid
og krigsmænds mødefulde id.

XVIII: Når mod et rige rige går.
skal folket døje onde kår
og almuesmanden kvide stor –
sålunde lyder vismands ord.

XIX: Ve verden for forargelse,
ve fattig mand for nød og spe!
I Danmark klinger sørgelyd,
mens Sachsland jubler højt af fryd

XX: Ak, hvilket had fra gammel tid,
usalig troløshed og nid!
Den sag, som længe dulgtes tyst,
nu står for dagen åbenlyst.

XXI: I konger af så ædel æt,
hvis ry er vidt om lande spredt,
nu fjernt fra rigets høje borg
i landflugt vi jer se med sorg.

XXII: I høvdinger og ode mænd,
hvor bares eders lov ej hen!
Nu uforskyldt og brødefri
bag fangemuren lukkes I!

XXIII: Sig, Herre, er du slumret ind
og glemmer hævn for rænkespind
af ham, som udåd ynded mest
og lastefuld står Judas næst.

XXIV: Hin ved troløst kys gav hen
dig, Herre, grumt til avindsmænd,
han ydmyg lod, dog redebon
gav bundne mænd i fjenders hånd.

XXV: Du, som i hast til hver en tid
tilmåler straf for ond mands id,
løn du ham med hans udåds sold,
løs dine kristne af hans vold.

XXVI: Du konge i al herlighed,
af fængslet dine konger led,
lad fri dem gå af bånd og bast,
frels os fra krigens overlast!

XXVII: I verden aldrig før er hændt,
at ed og tro blev så forvendt
og tvende konger, grumt og hårdt,
i fjenders vold blev revne bort.

XXVIII: Og I, vor konges høvedsmænd,
engang berømt ved sværd om lænd,
hvi sidder I så sløvt i mag,
det gælder rigets velfærdssag!

XXIX: I mænd, hvis ry så vide gjaldt,
med føje jætters brødre kaldt,
hvorfor så træge tøve I
de indestængte at stå bi?

XXX: Jer manddom kommen er tilkort,
og sejres glans vil blegne bort,
i lovords sted foragt i får,
og æren ligger brudt i skår.

XXXI:En troløs slægt jer håner blot,
af ussel pøbel får I spot,
venders land og Sachsland
ler ad jer feje dvalestand

XXXII: Om ej gråhærdet mand jer rør´
dog ynglingen I ynkes bør,
han er fuldværd – på fad´rens bud –
at sidde klædt i tronens skrud.

XXIII: Og finde atter trøst for sorg
i hjemligt ly og fædres borg,
en dansk så gæv og kæk af mod,
af kongers slægt en ætling god.

XXXIV: En hellig stammes friske skud,
en kæmpe, ædelig og prud,
en yngling djærv og fyrste bold
af slægt berømt fra old til old.