|
[...] At lakedaimonierne blev bange for, at vi skulle slutte fred med barbarerne, er i høj grad menneskeligt. Men jeres frygt synes ikke at vidne om storsind. I kender jo dog atheniensernes sindelag ved, at der ikke er så meget guld nogetsteds på jorden, eller noget land af så stor frugtbarhed eller skønhed, at vi for at få det ville slutte os til mederne og dermed bringe Hellas i trældom. For selv om vi ville, er de ting, der hindrer os deri, mange og vægtige. Først og fremmest gudernes statuer og templer, der er brændt ned og jævnet med jorden; alene for deres skyld må vi straffe gerningsmanden hårdt i stedet for at slutte fred med ham. For det andet vort hellenske fællesskab [to 'Ellénikon] i blod [eon omaimôn] og sprog [omuglôssôn], og endelig gudernes templer [theôn idrumata] og ofringer [thusiai] og de beslægtede sæder og skikke [koina...éthea ...omotropa / levevis, institutioner], som det ville være vanærende for athenienserne at forråde. I må forstå, hvis I ikke har forstået det før, at så længe der blot er én athenienser i live, vil vi aldrig slutte fred med Xerxes.
Historie, bog VIII, 143. Overs. T. Hastrup & L. Hjortsø. Kbh. 1979. Læs mere om Herodot > |
