Tyskland tumlede dengang med hektisk røde kinder på højden af onde triumfer, i begreb med at vinde verden ved den eneste pagt, som det havde til hensigt at holde, og som det havde underskrevet med sit blod. I dag styrter det, omslynget af dæmoner – mens det holder hånden for det ene øje og med det andet stirrer ind i rædslen – ned fra fortvivlelse til fortvivlelse. Hvornår vil det nå slugtens bund? Hvornår vil af den yderste håbløshed et mirakel, der overgår al forstand: håbets lys, dages? En ensom mand folder sine hænder og taler: Gud være Eders arme sjæl nådig, min ven, mit fædreland!
Fra Doktor Faustus (1947) |
