N. Machiavelli

(1469-1527)

Med rige erfaringer som embedsmand og diplomat for bystaten Firenze, skrev Machiavelli 1513 et fyrstespejl - en håndbog i fyrstens hersketeknik. Dette fyrstespejl var ualmindeligt i den forstand, at Machiavelli opfordrede fyrsten til at holde politikken adskilt fra moral og religiøse synspunkter. Politik var under de nuværende omstændigheder og vilkår rendyrket magtkamp. Denne magtkamps teknikker, som Machiavelli skildrede i en oprigtig og lidenskabsløs tone, der nok kunne forekomme kynisk, måtte fyrsten lære sig at beherske, hvis han ville beholde sin magt. Fyrsten måtte være karaktermæssigt rustet med en uafhængig og skabende vitalitet (virtù), der gjorde ham istand til at anvende den nødvendige våbenmagt samt om nødvendigt foretage skrupelløse foranstaltninger overfor statens indre og ydre fjender. Staten (lo stato) måtte styres udfra en statsfornuft, der alene byggede på verdslige principper og uden anden moralsk målestol end hensynet til statens og nationens vel.

Som resultat af menneskets natur var undersåtterne oftest selviske, hykleriske, aggressive, grådige og magtbegærlige. Men de var ligeledes angstfulde og havde behov for sikkerhed og beskyttelse. Det var derfor nok hensigtsmæssigt, at fyrsten var frygtet, men ikke hadet. Fyrstemagten måtte så vidt muligt tilfredsstille folkets behov for tryghed. Når magten var konsolideret måtte fyrsten forsøge at forvandle borgernes magtbegær til et nationalt magtbegær og anvende deres naturlige tilbøjeligheder til statens gode formål. Machiavelli var således ikke "amoralsk" i den forstand, at højere mål for magtudøvelsen ikke lå ham på sinde.

Machiavelli var i denne forbindelse præget af en italiensk nationalisme, der havde Italiens befrielse og samling som mål. Fyrstens sidste kapitel bærer meget betegnende titlen: Opråb om at befri Italien fra barbarerne. Det italienske fædreland (patria) var opdelt i en række mindre statsdannelser og var præget af splittelse, uorden og korruption. Dette gjorde Italien svagt overfor f.eks. Spanien og Frankrig, der var velordnede og stærke stater. For at overvinde dette måtte en stærk fyrste (fra huset Medici) - en folkebefrier eller grundlægger (l´ordinatore) som en anden Moses, Theseus eller Romulus - træde i karakter og med absolutte magtbeføjelser knække de selviske feudalherrers og pavens magt, der var skyld i Italiens splittelse og svaghed samt besejre og fordrive fremmede undertrykkere og de upålidelige lejestropper. Fyrsten måtte dernæst samle og præge folket, således at egeninteresser og klasseinteresser anvendes i almeninteressernes tjeneste. Først når dette var en realitet, var vilkårene for magtudøvelsen ændret. Det var på denne baggrund, at Machiavelli i sine Discorsi med sympati taler for en fremtidig genoprettelse af republikken efter romersk mønster.

En fri styreform og frie institutioners succes afhænger dog helt af borgernes virtù civile. Den nationale befrielse og samling måtte derfor følges op af et moralsk strengt opdragende styre - et progressivt monarki, der kunne højne borgerdyden, således at individerne identificerede egne interesser med den nationale almeninteresse. Stabilitet på baggrund af en vis social jævnbyrdighed var ligeledes påkrævet (klasseskel var dog naturlige og måtte ikke opløses). Republikken var dog en udsat og let fordærvelig tilstand, hvorfor "en kongelig hånd" til tider atter måtte gribe ind. Tilbage til persongalleri >

Tekster af N. Machiavelli:

Bibliografi (udvalgte titler):

Il Principe (1513/1532)
Da. v. F. Wolder, Fyrsten. Århus (1998), E. Longfors & W. Pawl, Kbh. (1962)

Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio (1522/1531)
Da. v. C. Sforza & G. Rønberg, Machiavellis uødelige tanker. Kbh. (1949). Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius, da. overs. v. F. Wolder, Hesselager (2004)

Nomos modtager gerne relevante tekster af eller indlæg om ovennævnte forfatter