Søren Kierkegaard: Om demokratiet
Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste, ubetinget alt storts og ophøjets undergang. En tyran er dog menneske eller et enkelt menneske. Han har dog ordentligvis én tanke selvom det er den urimeligste. Man kan nu overveje med sig selv om det er umagen værd for den tanke at lade sig slå ihjel, om det således kolliderer med ens egne tanker, eller om det ikke er umagen værd. Og så indretter man sig og lever.
Men i en folkeregering: hvem er herskeren? Et X eller det evindelige pjat: hvad der i ethvert øjeblik er eller har majoriteten - den afsindigste af alle bestemmelser. Når man ved, hvorledes det går til med at få majoritet og hvorledes den kan fluktuere, at så dette nonsens er det regerende!
En tyran er dog kun én; man kan altså, hvis det så synes én, indrette sig på at undgå ham, leve fjernt fra ham o.s.v. Men hvor skal jeg i en folkeregering undfly tyrannen? Ethvert menneske er jo, i en vis forstand, tyrannen; det er blot han skaffer et opløb: en majoritet.
En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser o.s.v. - ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis ikke, ja da er det en forbrydelse - en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!
En folkeregering ville i maksimum skaffe nogle martyrer, af hvilke den har fortjeneste som Josephs brødre af Joseph.
At leve under en sådan regering er det mest dannende for evigheden, men den største kval så længe det står på. Kun én længsel kan man have, hin sokratiske: at dø og at være død. Thi Sokrates, han har døjet i denne åndløshed, at numerus er regeringen, at vi ikke alle er lige for Gud (thi hvad bryder man sig om Gud i en folkeregering!) men alle lige for tallet! Og tallet er just det onde, som det også i Åbenbaringens Bog bruges således prægnant. En folkeregering er det sande billede på helvede. Thi selvom man skulle holde dens kval ud, det var dog en lise, hvis man fik lov til at være ene, men det kvalfulde er netop, at »de andre« tyranniserer én.
Dagbogsoptegnelse fra 1848, her efter A. Egelund Møller: Søren Kierkegaard om politik, Kbh. 1975 s.139f. Læs mere om S. Kierkegaard > |