E. Burke: Arven fra forfædrene

De vil bemærke, at fra Magna Charta til Declaration of Right har vor forfatnings uforanderlige politik været at kræve og opretholde vore rettigheder som en uafhændelig arv, som er os overleveret fra forfædrene og skal gå i arv til vore efterkommere som en ejendom tilhørende dette bestemte folk uden nogensomhelst påberåbelse af nogen anden mere generel eller oprindelig ret. Herved bevarer vor forfatning sin enhed under alle dens enkeltheders mangfoldighed. Vi har en arvelig krone, et arveligt adelskab og et underhus og et folk, som tager privilegier, valgret og friheder i arv efter en lang række forfædre.

Denne politik synes mig at være resultatet af dyb overvejelse eller rettere den lykkelige virkning af at følge naturen, hvilket er ureflekteret visdom og står over visdommen. Higen efter nyt er gerne udslag af et selvisk sindelag og af begrænset indsigt. De, som aldrig skuer tilbage på forfædrene, vil heller ikke tænke på efterkommerne. Desuden ved det engelske folk udmærket, at nedarvningsprincippet afgiver et sikkert grundlag for bevarelse og videregivelse uden på nogen måde at udelukke forbedring. Det giver frit løb for erhvervelse, men det sikrer det erhvervede. Alle fordele, der opnås af en stat, som følger disse grundsætninger, er fastlåst ligesom ved en familieoverenskomst, fastholdt for bestandig som en slags uafhændeligt gods. Ved en konstitutionel politik, som følger naturens mønster, modtager, fastholder og videregiver vi vort styre og vore privilegier på samme måde som vi nyder og videregiver vor ejendom og vort liv. De politiske institutioner, lykkens goder og forsynets gaver gives i arv til os og af os i samme orden og rækkefølge. Vort politiske system stemmer i rimelig grad overens og er i harmoni med verdens orden og med den levevis, der gælder for et permanent samfund bestående af skiftende medlemmer, et samfund, hvor helheden ved en foranstaltning af overvældende visdom, som former menneskehedens gådefulde forening, aldrig er gammel, midaldrende eller ung, men med uforanderlig stadighed bevæger sig i et vedvarende forløb af svækkelse, fald, fornyelse og fremgang.

Ved således at holde os til naturens metode i statens førelse i er vi aldrig ganske nye i vore forbedringer og aldrig ganske forældede i det, som vi holder fast ved. Idet vi på denne måde og ud fra disse grundsætninger holder fast ved vore forfædre, ledes vi ikke af oldgranskeres overtro, men af en velovervejet analogi med naturen.

Fra Reflections on the Revolution in France, 1790, da. overs. Chr. Truelsen, Tanker om den franske revolution, Ribe 1987, s.35f. Læs mere om E. Burke >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg