|
Gamle institutioners fejl og mangler er synlige og håndgribelige. Det kræver kun ringe dygtighed at udpege dem, og hvor der er givet absolut magt, behøves der kun et ord for fuldkomment at afskaffe fejlen og institutionen tillige. Det samme dovne, men rastløse gemyt, som elsker træghed og hader ro, besjæler politikerne, når de tager fat på at sætte noget i stedet for det, de har ødelagt. At gøre alt til det modsatte af, hvad det var, er akkurat lige så let som at ødelægge. Man finder ingen vanskelighed ved det, som aldrig har været prøvet. Kritikken er næsten slået af marken, når den skal afsløre manglerne ved noget, som aldrig har eksisteret, og det begejstrede sværmeri og bedrageriske håb behersker hele fantasiens vide mark, hvor den kan brede sig med ringe eller slet ingen modstand.
På een gang at reformere og bevare er en helt anden sag. Når man beholder det brugbare ved en gammel institution, og det, som skal føjes til, skal indpasses i det, som er bibeholdt, kræves der en stærk ånd, en stadig udholdende opmærksomhed, mangesidige evner til at sammenligne og kombinere, og en frodig og rådsnar forstand. Og disse egenskaber vil stå i en stadig kamp med to hinanden modsatte kræfters forenede magt, nemlig det stivsind, som afviser enhver forbedring, og den overfladiskhed, som trættes og væmmes ved alt, hvad den har. Men måske vil De indvende: »En sådan fremgangsmåde kræver lang tid. Den egner sig ikke for en forsamling, der sætter en ære i at fuldføre et værk, der fordrer langsommelige tider, i løbet af nogle få måneder. At reformere på den måde kunne måske tage mange år!« - Det kunne det utvivlsomt, og det burde det også gøre. Det er en af de udmærkede egenskaber ved en fremgangsmåde, hvor tiden er medvirkende, at udviklingen går langsomt og i nogle tilfælde er næsten umærkelig. Hvis omsigt og varsomhed er en del af visdommen allerede når vi arbejder med livløse ting, så er de afgjort tillige en del af vor pligt, når det, som vi nedbryder og opfører, ikke er af sten og træ, men er følende væsener, som vi i stort tal kunne styrte i ulykke ved pludselig at forandre deres stilling, vilkår og sædvaner. Men det synes at være den herskende mening i Paris, at et ufølsomt hjerte og en urokkelig selvtillid er den fuldkomne lovgivers eneste kvalifikationer. Mine begreber om dette høje kald er vidt forskellige herfra. Den rette lovgiver bør have et hjerte, der er modtageligt for indtryk. Han bør elske og agte menneskeslægten og nære mistillid til sig selv. I tanken må han have lov at skue sit endelige mål med et intuitivt blik, men hans vandring imod det bør være betænksom. Da en politisk ordning er et værk med samfundsmæssigt formål, bør den også gennemføres med midler, der i svarer dertil. Her må den enes sind virke sammen med den andens. Det kræver tid at udvirke den sindenes samstemthed, som alene kan frembringe alt det gode, vi stiler efter. Vi vil udrette mere med tålmodighed end med magt. Hvis jeg må tillade mig at appellere til noget, som i så høj grad er gået af mode i Paris, nemlig erfaring, ville jeg sige til jer, at jeg i min levetid har kendt og i al beskedenhed samarbejdet med store mænd, og jeg har endnu aldrig set nogen plan, som ikke har vundet ved de bemærkninger, som er blevet fremsat af folk med langt ringere forstand end den, som var den ledende i sagen. Ved at gå langsomt, men omhyggeligt frem iagttager man virkningen af hvert enkelt skridt, og det gode eller dårlige udfald af det første giver os vejledning for det næste, og således føres vi fra det ene lys til det næste i sikkerhed gennem alle trin. Vi ser, at systemets enkelte dele ikke tørner sammen.
De skavanker, som skjult er til stede også i de mest lovende foranstaltninger, afhjælpes, efterhånden som de viser sig. Den ene fordel opofres så lidt som muligt af hensyn til den anden. Vi kompenserer, vi forliger, vi afbalancerer. Vi sættes i stand til at forene alle de forskellige uregelmæssigheder og modstridende principper, der findes i menneskers sind og i deres gerninger, til et sammenhængende hele. På denne måde fremkommer noget, som vel ikke udmærker sig ved en fremragende enkelhed, men ved noget langt bedre, en fremragende samhørighed. I sager, der vedrører menneskehedens højeste interesser gennem en lang slægtsfølge, bør man indrømme denne slægtsfølge en vis delagtighed i de rådslutninger, som i så høj grad vil vedrøre dem. Hvis retfærdigheden kræver dette, så behøver også selve værket hjælp af flere hjerner, end eet tidsafsnit kan tilvejebringe. Det er ud fra dette synspunkt, at de bedste lovgivere har været tilfredse med at fastslå et eller andet sikkert, fast og bestemmende princip i et regime, en kraft i lighed med, hvad nogle af filosofferne [middelalderens skolastikere] har kaldt et plastisk materiale, og efter at have fastslået princippet har de derefter overladt det til selv at virke.
Fra Reflections on the Revolution in France, 1790, da. overs. Chr. Truelsen, Tanker om den franske revolution, Ribe 1987, s.166-68. Læs mere om E. Burke > |
