Evald Tang Kristensen: Billeder af det jyske Landboliv

Idet jeg her begynder at give en Række Skildringer af Landhoforholdene ved 1788 og den nærmeste Tid derefter, vil jeg paa Forhaand bemærke, at det aldrig kunde falde mig ind at fremkomme med det almindelig kjendte om Stavnsbaandets Løsning, om Bondestandens Kaar osv., som man kan øse af trykte Kilder eller faa at læse mere end nok om i de mange Bøger og Blade, der netop i Aar bredes ud mellem Folk. Min særlige Gierning som Sagnsamler har ført mig til lejlighedsvis at lytte til gamle Folks Fortællinger om, hvordan deres Fædre levede, og paa hvad Vis de virkede, idet de da med stor Forkjærlighed drager Sammenligninger mellem før og nu. Det er saadanne Fortællinger, jeg har tænkt at ville fremføre for dette Blads Læsere, idet jeg, haaber, at de vil føle sig tiltalte af den simple, trohjærtige Fremstilling, og ønsker, at de deraf vil uddrage en eller anden Slutning, som man just ikke saa lige kan faa ud af Domme og Aktstykker o. desl., thi Folkedommen og Folketroen bliver dog altid lidt forskjellig fra den tørre Retsbetjents Beretning, ja, endog fra den mest uhildede Historieskrivers.

Jeg begynder med en lille Skildring af Boligerne, beroende baade Meddelelser og paa Selvsyn, idet der endnu findes enkelte gamle Huse hist og her i Jylland.

I Steden for, at Forgangen nu findes inde i Huset, var den forhen jævnlig i et Udskud, hvor der paa Gulvet var Plads til Svinetruget og paa Væggen til Øg- eller Studetøjet. Det er ikke længe siden, der endnu i Vonsild var saadant et Udskud, hvor Svinet af og til gik ind og drak. Jeg har selv sét et saadant sidste Vinter. Loftet i Stuen bestod tit blot af Bøge- eller Egelægter, som Folkene selv havde kløvet af de skovede Træer. I Gadbjærg var saadanne Lofter meget almindelige. Rummene mellem Lægterne blev smækkede fulde af Ler baade foroven og forneden, og saa havde de et lille Korn Kalk, som de hvidnede Loftet over med nede i Stuen. Paa et saadant Loft kunde der ikke lægges Korn, men det havde man da staaende deroppe i store Halmkurve. Jeg har selv sét et saadant Loft i Ørre Sogn. I Dørene var der KIinkefald af Træ, og disse var fæstede med Trænagler. Søm og andre Jærnsager fandtes næsten ikke. Gryder og Lamper var af Ler, Kakkelovne ligesaa, og man brugte skovede Grebe og Træspader, endogsaa til at skære Tørv med i Mosen. Skovlene var ligeledes af Træ og i det højeste forsynede med en lille Jærnkant yderst i Bladet. Vognene var ikke beslaaede, og i Harverne brugte man Træpinde. Saadanne Harver var ikke allermest skikkede til at klø Jorden, og Avlsredskaberne var af den Beskaffenhed, at man godt kan forstaa, enhver Mand lod den stærke Jord ligge, fordi han ikke kunde magte at drive den. Men tilbage til Boligerne. Gaarden havde i Indhuset gjærne baade et Køkken og et Frammers, begge stenpikkede, hvorimod Stuen og Sovekammeret samt Overstuen havde Lergulv. I denne sidste var gjærne Sandbingen,*) og i Frammerset var Askegraven, en dyb Kule, der flere Steder kun ryddedes hvert Halvaar. Her i Sognet brugte man ogsaa denne til sit naturlige Behov, og de ældre Mænd fortæller, at dette var Skikken endnu for ikke mange Aar siden. Der var en saadan Askegrav i et Par Gaarde i Faarup, da jeg for tolv Aar siden kom dertil. Der var de fleste Steder kun tarveligt Indbo, og allertarveligst maa det efter mit Skjøn have været i Hedeegnene og i Himmerland. Man kan nemlig af de Levninger, der endnu findes, ret vel slutte sig til, hvordan det har været. Jeg har da fundet, at der har været rigest Bohave i Skovegnene og paa Krongodserne. Men forøvrigt maa det siges, at Velstanden og Boligernes Udstyrelse meget beroede paa mange andre Omstændigheder, som jeg senere skal komme til.

En gammel Mand vidner: "Mine Forældres gamle Stuehus var saa utæt, at Lyset stadig stod og blavrede paa Bordet, og naar vi kunde hytte os længere om Aftenen, saa gik vi i Seng." I ældre Tid maatte Børnene om Aftenen stadig sidde og pirre i Klynegløderne, for at de voksne kunde se og arbejde ved dem. Længere ned i Tiden fik man Lysesplinde*) at se ved, og saa skulde Børnene efter Omgang sidde og holde ved dem, tænde nye, efter som de gamle brændte ud, og passe paa at holde Lyset vedlige. Saadan maatte de sidde i timevis. Senere fik man Lamper af Ler med Tran i og Sivvæger, og disse Lamper fastgjordes paa Kakkelovnen eller hængte ned fra Loftet tæt forved denne. Herom samledes da alle, de ældre ved deres Haandarbejde, og Børnene tillige for at øve sig i Læsning. Endelig kom man saa vidt, at man fik Tælle i Faarene, og nogle af dem til Slagt, og som Følge deraf ogsaa Tælle til Lys og Praaser. Der er endnu Folk levende, der har siddet og arbejdet ved Lyseklynene og pirret i dem, og vor nuværende Sogneraadsformand her i Sognet har lært at læse og strikke ved Sivvægen. Husene i Midt-, og Østjylland var Bindingsværk, i Vestjylland og Salling ofte med stampede Lervægge. Bindingsværkshusene var stavrede,**) og enkelte Steder har man endnu stavrede Bæslinger'**) i Stalde og Nødser."'*) Baandene, hvori Kreaturerne var bundne, var tit og som oftest af Vidjer eller smalle vredne Rønnegrene, der skred op og ned ad Rendepælen, som var banket godt ned i Jorden.

Man forstod ikke at tække saadan med Tag som nu om Stunder eller binde det fast. Nederst lagde man lidt Tag, som blev syet fast, dernæst endnu et Lag, som ogsaa blev syet, men saa for Resten blev Lyngen slet ikke syet oven ud. Rubberne af samme blev stukne ind mellem Lægterne, og saa skulde det hele nok holde sig selv.

Kreaturerne var kun daarlige og slet holdte. I Vesterbølle maatte ingen Mand have mere end ti Køer, men de maatte have saa mange Heste, de vilde og kunde. Køerne gav meget lidt Mælk, og mangen Gaard havde ondt nok ved at mælkeføde sig. Svinene stod sædvanlig i Tøjr om Sommeren og fik da ingen anden Føde end Græsset paa Agrene omkring ved Husene eller Ormene, som de rodede op i Brakmarken, naar de af og til blev slupne løs. De havde Klaptræer paa, den ene Stang var en Alen lang og den anden tre Kvarter. I den længste var anbragt en Nagle eller et Hul, som Tøjret fæstedes i. Svinene lignede slet ikke dem, vi nu har, de havde lange Børster og var skarpe hen ad Ryggen. En Gaardmand i Himmerland havde i Reglen en Gris og en So om Sommeren, som slagtedes til Jul, og Grisen blev Griseso næste Aar. Folk havde deres Svin alle mulige Steder, hvor der kunde blive en Bøvl til dem, og de laa ved Faarene om Natten. Hønsene sad paa en bitte Rane i Køkkenet eller ude i Bryggerset, og ikke sjælden saa man Hønsevrøvlene inde i et Hjørne af Sengen, lige som og Hønsene den Dag i Dag gaar inde i Stuen ved Folkene i Smaasteder. Det vigtigste Husdyr var Hesten, for med den skulde Avlen drives, og med den skulde Hoveriarbejdet besørges. Smaafolk kunde vel nøjes alene med Stude, men ikke Gaardfolk. Naar en Mand kom ud ad Marken og skulde til at pløje, blev Hjulene tagne af Vognene og satte under Ploven, og naar Pløjningen var til Ende, satte man dem under Vognene igjen. Først havde man seks Heste for en Plov, men senere nøjedes man med fire. Saa slog man én til af, og senere atter en. En Mand i Hoven har fortalt mig: "Den Gang jeg gav mig til at pløje med to, sagde min Fader: Nu ser jeg, du pløjer med to, og det kan vel gaa, men det er pinede for strængt. Jeg nænte ikke at sige ham, at der nu ogsaa er somme, der pløjer med én." Af Faar havde man mange, men de fleste tabte Ulden ude i Heden, da de selv maatte søge Føden i Lyngen det meste af Aaret uden netop i selve Sommertiden, og den Smule, man frelste, anvendtes udelukkende til Klæder, som man selv lavede. Der brugtes ogsaa uldne Lagner, som i det sydlige Jylland kaldtes Tjalde, og det var farlig faa, der havde Linned, ja, man brugte endog næsten udelukkende uldne Skjorter. Mandfolkene gik med hvide Kofter, og naar det skulde være stads, var de blakkede i Ellebark. Der kan endnu huskes tre gamle Mænd i Gadbjærg, som kom til Kirke med blakkede Kjoler, hvide Knæbukser, hvide Hoser, rød Lue og Træsko. Drengene gik ogsaa med røde Luer. De mest velhavende Kvinder i Vrads gik med blaa Vadmelsskjørter og havde et vævet rødt Baand syet uden paa dette forneden, dernæst et bitte Livstykke til og røde Bindærmer. Til Stads havde de en bitte hvid Snip paa Hovedet og Hagehatte, der stod op ved Ørene, samt smaa stakkede Kaaber, der ikke naaede længere end til Hofterne. De farvede selv alt deres Tøj enten i Ellebark og Slibestensdynd eller i Visse.*) Den røde Farve maatte de dog kjøbe.

En gammel Kone i Svingelbjærg fortæller: "Flere af Gaardmændene her i Byen gik formelig omkring med en Pose og en Kjæp og tiggede i Han-Herrederne. Naar de blev Aftægtsfolk, var det helt almindeligt. Jeg mindes, at en ung Mand kom til en Gaard, og saa skulde de gamle jo have deres Ophold. Men saa siger den unge til den gamle Mand: "Du kan gaa ud med din Pose og din Kjæp, det har min Fader gjort." Følgen heraf blev, at Tiggerne gik omkring i støre Flokke.

En meget gammel Mand, der bor vest for Vejle, fortæller: "Det har været saa armt her i Gaarden, at min Faster skulde have været hen at tigge, og vi havde endda en Gaard paa 5 Tdr. Hrtk. De havde ikke Brød i Huset i en hel Maaned, men saa gik de til Rejstrup og fik nogen Underfejning, en Skp. Frø, og saa malede de det paa en Haandkværn og dejnede det i smaa Kager, som bagtes paa det aabne Ildsted eller i den aabne Kakkelovn paa lldklemmen eller paa en Rist, og saa havde de lidt Kaal til. Deres Byg malede de paa en Rugkværn og malede det med Skallen om saa fint, som de kunde, for de havde jo ingen Bygkværne den Gang. Saa havde de et Smaasold at sælde Melet igiennem, for Temse havde de heller ingen af, og saa brugte de Melet til Pandekager og Vælling og Grød. Konerne stod og skummede Saaderne*) af Gryden, mens Maden var paa llden. For Resten var det sjælden, man fik lavet Mad, for Konen var jo med til Hove, og saa gik Børnene og tumlede ene hjemme. Forældrene kom sildig hjem om Aftenen og skulde op og af Sted igjen, naar Sol stod op. Lerbæk Mølle var den første her i Egnen, som fik Indretning til at danne Bygget. Vi havde næsten aldrig et Svin at slagte, og det skulde være en sær én, der fedede Svin. Men vi havde lidt Faarekjød. Vor Husbond paa Refstrup kunde heller ikke lide, at nogen stod sig godt, om end han kunde."

Inden jeg nu gaar over til at fortælle nogle Smaatræk af Landsbylivet i ældre Tid, maa jeg forudskikke den Bemærkning, at dette havde udviklet sig meget forskjelligt i de forskjellige Dele af Jylland. Fra gammel Tid har der været et væsentligt Skjel imellem Øst- og Vestjylland baade paa Maalets og paa Skikkenes Omraade, men dog maatte Fordringerne ovenfra, nemlig fra Regeringen og Husbonden, medføre noget ensartet i mange Dele. Ikke saaledes med Hensyn til Boligernes Indretning og Klæddedragten og Levemaaden, der væsentlig maatte rette sig efter den omgivende Natur og dens Beredvillighed til Ydelser. I Skovegnene maatte der leves og bygges anderledes end paa Heden, i bakkede og frugtbare Egne anderledes end paa flade og sandede. Dertil kommer, at Velværet væsentlig maatte afhænge af, om man boede i Nærheden af Pladser, hvor Egnens Produkter kunde giøres i Penge, og fremfor alt, om man boede i en Herregaards Nærhed, eller om man hørte til Strøgodset, der altsaa var fritaget for det daglige Hoveri. Folkene paa dette sidste sted sig altid bedst. Endelig havde det ogsaa meget at betyde, om Husbonden selv var forarmet og saaledes nødtes til at fordre Afgifterne af Bønderne ordentlig ydede, eller han var saa velhavende, at han kunde give Henstand, ja, endog yde Forskud af Sæde- og Ædekorn. Ligeledes betød det ogsaa meget for Bonden, om Herren var god af sig eller stræng, en Bondeplager eller en menneskekjærlig Mand. Man vil altsaa forstaa, at der er grumme mange Omstændigheder at tage i Betragtning, og at der umulig kan fastslaas nogen Regel med Hensyn til, hvordan den jyske Bondestand i det hele har haft det for et hundrede Aar siden. Sandheden er den, at de somme Steder havde det taaleligt, andre Steder rent elendigt. Jeg har især interesseret mig for at faa Fortællinger oppe fra Lerkenfeldts Gods, fordi der endnu ydes Hoveri den Dag i Dag af over 50 Gaarde. Hver Gaard skal aarlig kjøre en lang Rejse (paa 4 Mil) og en kort Rejse (paa 1 Mil), levere en Karl og Pige i Slæt og Høst til 1 Dags Arbejde samt kjøre Gaardens Gødning ud i Marken. Men ogsaa fra andre Egne har jeg Meddelelser.

I Vesterbøllevar der tre Byledde. Ingen maaatte kjøre ud af noget Byled enten i Høst eller til Hove, inden Oldermanden om Morgenen havde tudet i Hornet oppe paa Brinken norden til Kirken. Mændene mødtes paa Stævnebakken hver Søndag Eftermiddag; og naar der ellers var noget at forhandle, saa tudede Oldermanden, og da vidste Folk, at de skulde møde. Ingen maatte høste eller kjøre Korn ind, inden Oldermanden raabte. Saa gik det paa Livet løs, og tidt fik de ikke Rivelsen med, for det gjaldt jo om at blive først færdig. "Tag nu en Hjap," kunde man høre Manden sige, "ellers bliver vi æbag." Der var en Mand, som hed Niels Jepsen, han var saa ringe gangende, at han aldrig fik sin Rivelse ind. Da Marken var bleven udskiftet, takkede han Gud for, at enhver nu havde faaet sit, for nu kunde han da faa Lov til at gaa over det, til han blev færdig, nu tog ingen det fra ham. Dagen efter, at de var blevne færdige med Indbjærgningen, kom Kreaturerne løse over Marken, og saa var alt fælles.

Vest for Taaning By ved Videkjær har de raabt til Vide, der er det samme, som man anden Steds kalder at raabe til Gades. Der tudedes i et Byhorn, og ti Minutter efter skulde Mændene møde, hvis de ikke vilde erlægge en passende Bøde. Enhver By havde sin Skik, og somme Steder rendte de omkring med Videkjæppen, hvorpaa stod følgende:

Dovendank det er mit Navn;
bær mig om til Byens Gavn,

lyd mig, kom til mit Kvarter!
der I faar at vide mer.

Kjæppens Kvarter var hos Oldermanden, for der blev den jo gjemt, og der var det, de skulde møde. Naar der var noget at betale, blev der skrevet en Seddel og hæftet ved Kjæppen, hvorpaa stod: Tag Penge med.

Midt paa Rostrup Gade staar en gammel Eg fra Hovtiden, og ved den holdtes der Stævne. Der fik de Skurer paa Stævnestokken, naar der var gjort Forseelser, og deraf kommer den Talemaade: Det er ikke godt at faa for mange Skurer (paa Hornene). Ja, den Eg kan fortælle noget. Den skulde have været faeldet for nogle Aar siden, men saa sagde en gammel Mand fra Nabobyen: "Er I nu blevne saa fattige i Rostrup, at I ikke kan faa Hjulnav paa anden Maade." Det hjalp, og de lod Egen staa. Jeg har selv set den.

Der var en Stævnegaard i Gadbjærg lige som i andre Byer, og der holdt Bymændene Stævne. Saa var der hvert Aar en Videfoged, og det gik paa Omgang imellem Mændene. Han skulde have alle Bylammene en Maaned, mens de blev vænnede fra Patten, for at samle Gødningen af dem, og derfor skulde han give 4 Potter Brændevin og 2 Brød. Bymændene skulde saa samles Mortensdag og drikke det Brændevin op. Videfogden havde en Indretning som en Faareklove med en bred Spaan paa for hver Mand i Byen. I hvert Spaan var der et Hul, for at man kunde trække den paa Kloven, og saa var der et Bogstav indtællet paa hver Spaan. Det var Begyndelsesbogstavet til den Mands Navn, hvem Spaanen tilhørte. Saa stod han der med Kloven, naar nu Mændene var samlede, og tog ved en Pind og nævnede Mandens Navn, samt spurgte dem alle sammen, om der var nogen, den Mands Kreaturer havde gjort Skade. "Ja," siger saa én, "hans Heste har ødt mig saa meget som en Trave Korn." Ja, saa tager Videfogden en Kniv og skærer en Skure i Kanten af Spaanen. Det betød en Skilling. Om der saa aldrig var gjort saa stor Skade, var det dog ikke mere end en Skilling. Saadan blev han ved at gaa det igjennem for hver Mand, indtil lian havde haft fat i alle Spaanerne og faaet skaaret alle de Skurer, der skulde skæres. Saa blev der gjort op, hvor mange Skurer der var, og alle Indtægtspengene talte efter, og saa blev der kjøbt Brændevin for dem. Det blev drukket op samme Aften tillige med Videfogdens fire Potter. Nu var de jo ikke vante til at faa Brændevin og kunde ikke taale ret meget, og naar de saa havde faaet lidt i Hovedet, blev de skilagtige og kom tit op at slaas. "Din Prakkerl" raabte en, hvorfor vilde du sige det om mine Heste? Saa kom jeg til at betale den Skilling," o. s. v. En Skilling var jo lige saa meget i de Tider som en Specie nu om Stunder. Saa spiste de ogsaa de to Brød, og naar det var rigtig rart, gav Konen dem en bitte Ost, og saa fik de dem af og til et bitte Stykke Ost og Brød til Drammene. Det næste Aar gik det til Naboen, for ingen var Videfoged mere end et Aar ad Gangen.

Kappestriden i Markarbejdet fremtraadte paa en ret ejendommelig Maade i Mollerup ved Silkeborg imellem to gamle Gaardmænd, Store-Knud og Jens Bertelsen. Begge Steder brugte de at strø Lyngstrøelse paa Stenbroen, for at den ene Gaards Folk ikke skulde mærke, at den andens drog i Marken. En Gang var Store-Knud bleven bagefter fordi en Mand fra Haarup havde lovet at komme og hjælpe ham med Pløjningen. De pløjede jo Ager om Ager, og saa var Manden fra Haarup bleven for længe. De var bagefter hele Dagen, men ingen af dem blev færdige den Dag. Da snakkede Store-Knuds Folk sammen om Aftenen og sagde, at de maatte se at komme først op næste Morgen, for ellers fik de ikke et godt Ord af Manden hele Dagen. Altsaa lagde de sig i Hakkelsehuset om Natten, stod op før Dag, bandt Halm om Hestenes Fødder, at ikke en Lyd skulde høres i Nabogaarden, og drog nu af. Paa den Maade blev de lige saa meget æfor, som de før havde været æbag, og da Store-Knud om Formiddagen kom ud til dem, snakkede han nok saa venlig til dem. At disse to Gaarde ikke var forarmede, er let at mærke, og Store-Knud havde endog sin Ridehest, men det var da og det eneste Bæst, der var paa Foder om Vinteren, ellers gik de ude alle sammen hele Aaret rundt.

Byhyrden var en betroet Person, og der vidnes rundt omkring fra, at hans Indtægter var større end Degnens, og der fortælles en ret morsom Historie om, at Præsten i Svejstrup en Gang skal have sagt paa Prædikestolen i Dover Kirke, at det Jævngyde Hyrdekald var bedre end det Svejstrup Præstekald. Da kort efter Byhyrden i Jævngyde afgik ved Døden, sendte Bymændene Bud til Præsten, om han ikke kunde have Lyst til at søge det Jævngyde Hyrdekald, for nu var det ledigt.

Byhyrden i Vesterbølle havde den Ret hver Dag paa Omgang at maatte malke en Mands Køer. Det udgjorde en Del af hans Løn, og saa fik han Korn og Tilbrød foruden. Hyrden i Gadbjærg passede Høvederne, og hans Kone Faarene. Hun skulde hver Dag have en Hyrdehjælper, og det gik paa Omgang imellem Gaardene, saa hun idelig skiftede. De havde en Gang en Hyrde, som hed Svend, og hans Kone kaldtes Gale-Marie. Hun raabte ned ad Gaden for hvert Sted, hun kom forbi, naar hun drev med Faarene: "His om og mød, his om og mød, a siger det, ja, gjør a saa, a slipper Skidt og tager Mog, a siger det, ja, gjør a saa, ja, gjør a saa." Manden, der fortæller dette, tilføjer, at hans Fader ogsaa var med som Hyrdehjælper, og han rendte saa stærkt, han kunde, for at møde og gjorde sig al mulig Flid, men hun raabte det alligevel, og da han ikke syntes, det kunde passe paa ham, blev han meget fornærmet paa hende. Naar hun kom paa Marken, sad hun paa ét Sted og bandt sin Hose og lod Drengene rende omkring for sig efter Faarene. Hendes Mand var et godt sølle Skind, og ham vilde Drengene meget hellere være hos. Han begyndte om Morgenen at tude i hans Lud*) fra den nordre Ende af Byen, hvor han boede, og saa sønden ud, og blev ved med at drive med Kræet, imens Flokken stadig forøgedes. Men dem, der ikke fik deres Høveder ud til ham i Tide, de skulde selv drive ud med dem til Samlingspladsen, hvis de da ikke naaede ham undervejs. Først blæste han i Luden, og saa sang han bagefter en alt andet end pæn Vise.

Gadbjærg Hyrdeeng, og Tofthøj Hyrdeeng grænsede sammen til Markskjel. Bymændene skulde slaa disse Enge, og de indrettede det al Tid saadan, at det kunde ske en Søndag, for om Søndagen maatte det være. Begge Byers Folk spiste Meldmad paa én Gang og samledes paa ét Sted, og de fik god Levemaade ved Hyrderne den Dag, saa det var en halv Fest, hvilket ogsaa kunde ses paa Gadbjærg Hyrdekone, for hun var sluntefuld, naar hun kom ud til dem med Pandekagerne, hun havde bagt. Efter Svend fik de en Hyrde, som kaldtes Kristen Hyrde. Hans Kone var saa fin og saa nipper, og saa holdt hun hendes Mand saa Pæn, at naar han kom i Kirken om Søndagen, var der næsten ingen, der var pænere. Han havde saadan et Par kjønne hvide Hoser paa og Knæbukser og var da saa stadselig. Men saa var der en hæslig Træjring i Tofthøj, der hed Rasmus, han fik al Tid sine Træsko gjort saa snavsede som mulig, inden han gik i Kirken, og saa satte han sig i Stol bag ved Kristen Hyrde, og saa nu sit Snit til at give ham en skiden Stribe ned ad hans hvide Hoser, uden at han agtede det. Naar han saa gik af Kirken, listede nogle Knægte sig bag efter hen til Hyrdehuset for at høre, hvad Konen vilde sige. Hun fik jo snart den skidne Hose at se. "Men Kræsten, men Kræsten," siger hun, "hvor har du nu været? Du er, Døwlen kløve dine krumme Ben ad, et Svin og bliver et Svin i alle dine Dage. A flyr dig saa net og saa pæn til Kirken, som a kan, og saa sviner du dig saadan til. Det kan jo ikke nytte, hvor pæn a danner dig." Den stakkels Mand kunde ikke begribe, hvordan det var gaaet til, og maatte staa som en sølle Per Tot, men Knægtene der udenfor gottede sig.

Al den Bitterhed og Uvilje, Bonden nærede imod de overordnede, var bleven fremmet og lige som samlede sig om den byrdefulde Hovtjeneste og om den uforsvarlige Maade at tage Tiende paa. Her har vi det mørke i Bondens Liv. Blev Arbejdet ikke udført forsvarlig, og det blev det kun sjælden, kunde det let ske, at Bonden saa at sige grebes paa fersk Gjerning og var da undergivet den største Vilkaarlighed. Af den store Mængde Historier, jeg har hørt herom, skal jeg nævne nogle faa, som vistnok er paalidelige. Men vi maa først se paa, hvad der kunde forlanges af en Hovbonde. Herren paa Refstrup fik 1785 Lov til at tage Blyet af Gadbjærg Kirke og lægge Tegl paa, og 1797 blev det solgt og kjørt bort. Der var 70 Skippund, og Herren gav en Tømmermand fra Horsens de 40 Skippund for at tage det af og lægge Tegl op i Steden, saa han havde de 30 Skippund i Fortjeneste. Blyet blev solgt til Potteegnen ved Silkeborg og til Randers, og Bønderne blev tilsagte at kjøre det derop, haardt imod deres Vilje, da de havde ønsket at beholde Blyet paa deres Kirke.

1741 var Fruen paa Refstrup kommen i Tanker om, at hun vilde bygge sig et stort Stuehus, og det staar da endnu og bærer Aarstallet. Der blev indrettet en Teglovn inde i Skoven, og Bønderne blev tilsagte at kjøre Leret og Vandet, som det skulde æltes i, samt skove Træet, som Stenene skulde brændes ved. Men ikke nok dermed. De skulde og saa hente Kalken oppe i Mønsted, og det var en forfærdelig lang Vej. Fruen havde gjort Akkord med en Murer, som skulde sætte Bygningen op, og han skulde koste sig selv; men Materialierne skulde hun jo fly til. Han havde imidlertid forakkorderet sig, og hun vilde ikke give ham mere, end deres Akkord var. Saa vilde han heller ikke spare paa hendes Kalk og satte saa meget over Styr, som han kunde. Men det kom til at gaa ud over Bøndernes Bæster, der blev saa forslæbte og ødelagte af al den Kalkkjøren til Gaarden, at de fleste kun havde usle Krikker tilbage. Det gik Murmesteren saa nær, at han stjal af Fruens Svinetønde og spiste, og de sagde efter ham, at han ønskede, der skulde aldrig nogen komme til at besidde den Gaard ret længe, hvilket da ogsaa er gaaet i Opfyldelse.

Hans Pedersen i Rostrup fortæller, at hans Oldemoder maatte gjøre Hove, endda hun kun havde en Maaned tilbage, til hun skulde gjøre Barsel. Hun maatte gølve*) Korn ned fra de brede Remme,*) og da hun var færdig, fik hun ikke en Gang en Stige at kravle ned paa, men maatte ride ned paa et Læssetræ, der stod paa skraa, og saa maatte hun se at komme ned paa Jorden, som hun bedst kunde. Den gamle Jens Kristian i Risgaarde skulde tage fra i Gunderupgaards Lade og staa paa et Par 6 Alen Fjæl, der laa paa Hammeren. Desuden var der et Par gamle Mænd fra Ærtbølle, og de var allesammen i Støthoser.***) Naar han skulde vride sig, vilde Fjælene nappe hans Tæer, da de jo gav sig, og da Forvalteren i det samme kom til, sagde han: "Det er vel ikke tilladt, Hr. Forvalter, at faa en Fjæl mere at staa paa?" Men hvad svarede han! "De Fjæl har," som han kunde bande, "baaret sværere Karle end dig," og saa gik han videre hen over Langloen. Dagen før dette tildrog sig, faldt en gammel Kone fra Fjandrup, som stod paa samme Plads, ned og stødte sig saa skammeligt, at hun forvandt det ikke, saa længe hun levede. Kristen Skrædders Kone i Ullids fortæller, at hun har været med til at blive gjent hjem tre Dage i Rad, fordi hun og de andre Piger ikke gik rask nok ned til Lerkenfeldt, naar de om Morgenen kom paa Hovarbejde. Man kunde se dem komme oppe paa Bakken, og man syntes, de drev for meget. Naar de kjørte Møg ud paa den samme Gaard, forlangte Ladefogden, at Rogerne*) skulde hylles med jord, eftersom de blev kjørte ud, om ogsaa de skulde spredes anden Dagen, og det var jo ikke for andet end at plage Bønderne. Han satte tolv Piger til det Arbejde, og hver havde sin Ager, men de kom til at kappes, og da Jeppe Ladefoged skulde til at se Arbejdet efter, kasserede han det og satte til Straf alle tolv Piger til at hylle én Roge, og bag efter fik de Hug alle tolv.

Hver Mand havde sin Ager paa Lerkenfeldts Mark, og den skulde han pløje, saa, høste og hjemkjøre Kornet af. Dernæst skulde han ogsaa af Herregaardens Mødding kjøre visse Læs ud paa sin Ager og lægge det i en Markmødding. Naar de var færdige, gik Ladefogden om og saa Møddingerne efter, og fandt han da, at der var kjørt for lidt paa Grund af, at de havde taget for smaa Læs, saa dømte han dem til at kjøre en 3, 4 Straffelæs. Men ingen vilde jo tage for meget, at Møddingen ikke skulde slippe for tidlig op, og jo mindre Gødning deres Ager fik, jo mindre avledes der, og jo mindre var der at bjærge. De mange Smaamøddinger lod Herren selv kjøre ud til Byg, men ellers skulde Fæsterne gjøre det øvrige Arbejde. Paa Refstrup gjorde Bønderne alt, saa de paa Gaarden ikke en Gang ejede en Kornvogn eller Møgvogn eller Plov eller Harve.

Paa Spøtrup i Salling var Arbejdet fordelt lidt anderledes. Der var 40 fire Tønders Gaarde, som gjorde Hoveri dertil, fordelte paa de fire Byer: Rødding, Ejstrup, Kjær og Knude. To og to Gaarde var sammen, og det kaldtes en Ægt. Hver Ægt eller 8 Tønder havde en Ager at pløje og saa for ikke at faa for stumpede Agre, naar hver skulde have haft sin, men i Høstens Tid gik de sammen i Byer eller Lodder, og hver Ægt skulde alligevel kjøre sin Agers Afgrøde hjem. De kastede Lod om, hvem der skulde begynde, og saa kappedes de om at faa store Læs for at blive snarere færdig. Der var fire Gulve, og hver Lod kjørte ind i sit Gulv. Fra hver Ægt mødte saa 4 Folk, og de to kom ind i Laden at gulve. Da der kun skulde møde én Befordring fra hver Ægt, havde de gjærne et ordentligt Spænd at kjøre med, og saa lagde de jo Vognlag, som de kunde bedst. Men det værste var, at de ikke kunde komme ind i Midten eller Enden af Laden med deres Læs, naar der allerede var kommet et foruden, og saa skulde de holde der i lange Tider og vente, indtil der blev Plads. Naar de pløjede og harvede og saaede, var det ogsaa der som andre Steder om at gjøre, at Arbejdet blev udført saa ringe som muligt for ikke at faa for meget at kjøre hjem. De tog Furerne saa store som mulig, og Harverne var saa lette, at de ikke kunde behandle saadanne Furer. Der gik jo nok en Ladefoged og skulde passe paa, men han kunde ikke være alle Steder, og naar han havde vendt Ryggen til, gik det paa bedste Beskub. De arme Krikker fik ikke saa meget som et Straa hele Dagen igjennem, og om Høsten stod de og sultede for Vognene, mens Folkene ventede efter at komme til. Folkene ville de jo gjærne stjæle sig til at give deres Heste af Sædekornet, naar de kunde komme af Sted med det, og om Aftenen listede de sig til at sætte dem i Gaardens gode Græsning. Naar saa Ladefogden eller Herren selv om anden Dagen saa, at de havde været der, blev han jo gal, men hvem havde gjort det?

Saadanne Forhold kunde aldrig føre til noget godt. Der var gjensidig Mistro, og da det for Bønderne blot gjaldt om at faa Tiden drevet hen ved Arbejdet og faa det til at se ud, som der endda var bestilt en bitte Krumme, og deres overordnede vidste dette og idelig skulde huske paa, at de liavde med en Flok Øjentjenere at gjøre, der vilde snyde og bedrage dem, om de kunde, maatte Trællesindet absolut komme frem. Menneskeværdigheden underkuedes ved de nedværdigende legemlige Straffe, og om end Husbonden var nok saa godsindet og ædelttænkende, kunde han intet udrette, fordi alle de bestaaende Forhold hæmmede en sund Udvikling og en gjensidig Tiltro. Her kun et Par Smaatræk for at belyse Forholdet.

Linaa Sogn gjorde Hoveri til Silkeborg under Ritmesteren. Saa var de en Dag ude at rive Hø paa Funder Holme, og da er der en Mand fra Linaa, der siger:

"Her er godt at vær',
her er vidt at riv' og lidt at bær'."

Det hørte Ritmesteren. "Ja, det hover din Svend," og saa trækker han ham nogle over Nakken af hans Kjæp.

Naar Timboerne var i Timgaards Enge for at bære Hø i Stak, og de kunde se deres Snit til at faa en Favnfuld ned i et Hul, hvoraf der nok var mange den Gang, saa gjorde de det og traadte det forsvarlig ned. Men opdagede Ladefogden Fiffet, fik vedkommende jo Knubs. Det førte dog ikke til andet, end at de tænkte: Vi skal se at komme noget mere behændigt fra det næste Gang. Der var en af Bønderne, som altid kunde finde paa saa meget. En Dag var han ikke mødt til Hovarbejdet, skjønt han var budet. Han blev da tilsagt at møde hos Herren. "Hvorfor mødte du ikke i Gaar?" brølte han, da Bonden gav Møde. "Fordi jeg havde ingen Skjorte, og der staar i Loven, at de maa ingen pine længere end til Skjorten." Herremaden sunnede sig lidt paa dette og siger saa: "Hvor meget skal du da have til en Skjorte?" - "Elleve Alen," svarede den fiffige Krabat, og dem fik han.

To gamle Mænd fra Linaa gjorde hove i Silkeborg, og saa mødte de Landsdommeren en Morgenstund nede ved Broen. "Vil I vide, hvad Klokken er?" siger han. "A er tilfreds, hvad Fanden Klokken er," siger den ene, "vi har staaet henne ved Rimstrup Aa og trukket Bulle i Land, siden før Solen kom." - "Naa, naa, Falli," siger Landsdommeren saa. Da Hovfolkene kom af Marken om Aftenen, lukker han et Vindue op og siger til de her to Mænd: "Der har I et Par Skilling til en Snaps." "Nej, det skal de F. ta' mig ikke til," siger den første. "Hvordan saa Falli?" - "De skal til Tobak." Det svarte han, fordi Landsdommeren ikke holdt af Svir. Saa for den øvrige Tid, naar de kom til Hove, lukkede han hver Aften Vinduet op og sagde: "Her har I et Par Skillingen til Tobak." En Dag siger han til den samme Mand: "Jeg var i Kirke sidste Søndag, du var ogsaa." - "Ja," sagde Manden. "Jeg var hjemme i din Gaard bagefter, men du var ikke hjemme." "Nej," siger Manden. "Du var i Kroen, ikke for at svirre, for det ved jeg nok, du gjør ikke, men for at høre Sladder og føre Sladder." - "Nej, a var ikke." - "Hvordan saa Falli?" - "A have mistet et Bæst, og der var en Mand fra Mollerup, der havde sagt til mig, at han havde et, han vilde undvære." - "Fik du det saa kjøbt?" sagde Landsdommeren. "Nej, den Gang vi kom der, saa vilde Konen ikke af med det." - "Saa raader Konen i den Gaard," sagde Landsdommeren, og med den Besked var han godt Tilfreds.

En Mand i Haarup fortæller: "Min Oldefader gik op til Landsdommeren en Dag og sagde: "A vil ikke have Gaarden længere, her er Fæstebrevet og Papirerne." - "Jamen, du kan ikke blive skilt ved den." - "Jo, det kan a vel, for a har svaret al min Skyldighed til Dato, og her har I saa Papirerne." - "Hvorfor vil du ikke have Gaarden længere?" - "Nej, for a kan ikke faa min Føde ved den, og det kan a ved at lave Træsko." - "Ja, hvad mangler du da?" - "A mangler meget, et Par Bæster og en Vogn og Ædekorn og Sædekorn." Saa lukker Landsdommeren et Vindue op. "Jens! spænd for den Vogn (som han opgav ham) og gaa saa op og maal saa og saa mange Tønder Korn op og læg paa Vognen." (Til Manden): "Nu maa du have det!" Min Oldefader manglede en Gang Boghvede til Sæden. Saa kommer han igjen, og da var der ingen hjemme, der kunde maale det, andre end Landsdommeren selv, og saa maatte han op paa Loftet med ham. Da havde Katten gjort Urenlighed i Dyngen. Saa tager han det og smider det væk. "Hvorfor gjorde I det?" siger min Oldefader. "Jo, det var jo Snavs og Urenlighed." - "Ja, men der er saa mange Kjærner, og det skal saas, saa er de jo gødede med det samme." - "Det er min Salighed ogsaa sandt!" udbryder Landsdommeren, og han hen og snapper Klatten og putter den i Sækken. Min Oldefader vilde ikke saa gjærne have haft den, men han vidste nok, at Landsdommeren godt kunde lide den Nøjhed, og saa kom han til at staa saa meget højere for ham. Det første han kom her til Silkeborg, sagde han en Dag: "Jeg forstaar det ikke med de Haarup Mænd. Naar jeg taler med jer, er I retskafne Mænd, og naar jeg hører eders Rygte, saa er I de største Tyranner og Kjæltringer, te Jorden kan bære." Saa tager en Mand Ordet og svarer: "Ja, saa er vore Rygter ikke lige dan." - "Hvordan saa, Falli?" - "Naar vi hører jeres Rygte, saa er I en dydig og retskaffen og rettænkende Mand." - "Er det virkelig sandt?" sagde han, og saa var den Snak sluttet."

De var paa Refstrup ved at kjøre Hovedsaad (Lyngtørv til Hove). Saa var Ladefogden et sær godt Menneske, og han vilde ikke, at Bønderne skulde forpresses, men de havde en stræng Husbonde. Der var nogle, der gravede, og nogle skulde kjøre hjem, og dem, der gravede, de havde faaet saa stort et Forlag, at de kunde faa et Spil Kort. De laa i en Lavning og spillede paa en Trøje, som de havde bredt ud paa Jorden, og min Fader blev sat til Skildvagt oppe paa Banken for at vare ad, hvis Manden skulde komme. Saa kommer i det samme en Ungkarl i Tofthøj, der hed Mathias, og skulde have Læs, og han faar en stor lang Saad med Lyng paa i Vognen. Nu var denne jo snæver, og Fjælene var smaa, og da Lyngen stod godt i Vejret, saa tykte han, det kunde være Læs nok, og saa kunde de andre spille saa meget des længere. Men da træffer det sig hverken værre eller bedre, da han kommer hjem og skal have læsset af, end at Manden kommer selv til og faar se, at han har ikke uden den ene Tørv at kjøre med, og han bliver jo sprøjtegal og befaler straks en anden Hovbonde at kjøre Heste og Vogn til Tofthøj. Dernæst bliver Mathias øjeblikkelig kjørt til Fredericia i de Klæder, han stod og gik i, og indskreven som Soldat, og der var han saa i 12 Aar. En Karl kjørte for ham derud, og to andre sad og passede paa ham. En gammel Mand siger: "A har selv set den gamle Mathias, han var en grov gammel Mand i min Barndom."

"Min Fasters Mand var til Hove at tærske, han hed Lavst Steffensen og var saadan en Træjring. Saa skulde Ladefogden tærske med, han hed ogsaa Lavst og var fra Fyn, saa de kaldte ham Lavst Fynbo. Saa siger han: "Nu vil vi to Lavster tærske sammen, og saa vil vi tærske Boghvede." De andre Hovbønder tærskede andet Korn længere henne paa Logulvet. Men nu gik det jo saadan, at naar Ladefogden tarsk, saa skulde de ogsaa tærske, og naar han ikke tarsk, saa tarsk de heller ikke. Saa skulde han ind til Davren, og Bønderne blev i Laden og kunde æde deres Mad imens, om de havde nogen. I den Tid tager Lavst Steffensen ved Ladefogdens Plejlslagel og sætter den ved noget Træværk i Laden og knækker den der, men ikke helt over, og saa hænger han Plejlen op igjen. Det saa Bønderne hver én, og de grinte ad det og skulde nok tie med det, for de kunde jo regne ud, at de nu vilde blive fri for Tærskningen. Saa kommer Ladefogden tilbage. "Ja, nu skal vi til at tærske igjen," og hver tog sin Plejl, og han tog hans. Men idet han nu tærsker, og Plejlen er i Stykker, saa bliver der Flækker i Slagelen, og saa vil Boghvedehalmen gaa ind i de Spalter. Han ser til den. "Hvad fejler du, tu du er jo i Stykker! Ja hold, bi saa lidt, jeg skal hen og gjøre mig en anden Slagel." Saa render han hen i Huggehuset og hugger sig der en ny; men i det Lag holder Folkene jo op. Da han nu kommer tilbage, og de har tærsket en lidt igjen, saa skal han ind at spise til Middag, og imens kunde de andre spise, hvad de havde. Da knækker Lavst den anden Slagel. Saa skal de jo til at tærske igien, og Halmen gaar ind i Flækkerne som forhen. "Hvad," siger han, "er den nu ogsaa i Stykker; da skal jeg," som han kunde bande, "gjøre en, der kan holde! saa skal jeg ad Huggehuset igien. Bi saa kun lidt!" Han kommer da tilbage med en grumme stor Slyde og bander paa, at den skal nok holde. Den Slagel beholdt han, men da han skulde holde Slag med den anden, og Plejlen var for tung, blev han snart kjed af at tærske og saa gik det jo, som det kunde bedst siden."

En Mand i Hedegaard i Tise, der hed Kristen Pedersen, vilde levere saadan noget daarligt Tiendekorn til Jungetgaard, han vilde jo slippe det nemmeste, han kunde. Herremanden havde solgt Tiendekornet fra Tise til Andenmand, og da nu Kristen Pedersen møder hos denne Mand med det, faar han det kasseret. Saa kjører han lige om paa Gaarden med Kornet, og da er det saa heldigt for ham, at Fruen i det samme gaar ude i Haven og har travlt med at faa hendes Sturrehøns*) ind. Hun løber omkring imellem Kaalene og tumler med dem der, og de smutter idelig fra hende. Saa løber han derind og vil hjælpe hende med det. Idet han nu løber og kommer foran hende, siger hun: "Herre Gud, Kristen Pedersen, hvor tynde er jere Ben!" Han var nemlig en ældre Mand, og saa var han i Knæbukser. "Ja, a er sti heller ikke svar frisk, lille Madam." Saa spørger hun om, hvad han er der efter. Ja, han var der da med Tiendekorn, "og a vilde saa gjærne bede bitte Madam om at hjælpe mig lidt til rette med snart at komme af med mit Korn, for a er sti ikke svar frisk og kan ikke taale at holde her ret længe." Saa raaber hun ad Ladefogden, at han skulde komme og hjælpe Kristen Pedersen af med hans Korn, for at han kunde komme hjem igien. De tog da glat imod det, uden at se efter, hvordan det var, og slog det af Poserne imellem det andet Tiendekom, de havde liggende. Saadan kom Manden af med hans Korn for hans tynde Bens Skyld.

Den anden for Bonden højst uheldige Foranstaltning var Tiendeydelsen paa Ageren. Den gamle Kristen Spillemand i Farsø kan huske hvordan hans Fader maatte have to Vogne af Sted til Lerkenfeldt med Tiendekorn, og hvordan han gik ud for at passe paa, naar Tiendetageren kom, for at faa ham til at komme først til sig, saa at han hurtigst mulig kunde faa Lov til at tage sit eget Korn i Hus. Han skulde tage hvert tiende Neg, men han kunde jo ikke faa Tid til at tælle det alt sammen, og saa narrede de ham, saa vidt de kunde komme ad med det. De skulde ogsaa selv kjøre det til Gaarden og maatte tit vente længe, inden de kunde faa aflæsset. Før det var besørget, maatte de ikke selv tage et Straa.

Der var en Bestemmelse om, at de Bønder, der boede længere borte, kun skulde kjøre deres Tiender en Mil, men denne Bestemmelse vilde Herremændene gjærne omgaa eller undgaa at tage Hensyn til. Af og til træffer vi da en selvstændig Bondemand, som ikke vilde kjøre længere, men de fleste turde jo ikke andet end kjøre saa langt, Herren forlangte. Der var en Mand i Stistrup, de kaldte den gamle Bjærgmand, han vilde ikke give efter for Herren. Denne Mand vilde nok kjøre saa langt, han skulde, men heller ikke længere, og for nu at maale Vejlængden fandt han paa at maale hans Vognehjuls Omgang, og det var akkurat en Favn. Dernæst bandt han en Pind paa Hjulet, saadan at den kunde give et Knep for hver Omgang, naar det gik rundt, og saa sad han og talte, hvor mange Skrald det gav. Da han kom til det Sted, hvor der efter hans Beregning blev en Mil, væltede han Vognen og sendte Bud til Herren paa Gunderupgaard, at der laa Tienderne, der kunde han tage dem. Men han havde forregnet sig lidt, for det viste sig, da Vejen blev opmaalt, at der manglede ti Favne. Det blev nu til en Proces, og han tabte, men var han kommen ti Favne længere, saa havde han vundet. De andre Folk i Byen tykte, at han var en grumme Mand, der saadan vilde sætte sig op mod Herren, og nogle sagde, at han var taabelig, endda han var den klogeste af dem alle sammen.

I den Tid, de fra Aars Sogn skulde til Mølgaard med Tienderne, kom de ogsaa i Tanker om, at de ikke vilde kjøre mere end en Mil med det. Vejen blev saa maalt op, og midt imellem Nørre-Havbro-Gaardene og Mølgaard var der en Mil. Saa vilde de ikke længere. Men den gamle Per Kjeldsen tog det med Ro og sagde: "Det har heller ingen Nød, det kommer vi skam nok over." Saa lod han lave to Vogne saa store og saa lange, og dem satte han ud paa Vejen, saa skulde Bønderne kjøre der til og lægge Tiendekornet paa. Naar de var fulde, kjørte han dem selv hjem. Men alle dem, der vilde kjøre til Mølgaard med deres Korn, de kom ind og fik en Bid Brød og en Dram, hvorimod de andre kunde kjøre hjem igen fra Vognene med tørre Munde. Lidt efter lidt var der flere, som kjørte til Gaarden, og til sidst gjorde de det alle sammen, saa den Sag ordnedes i det gode.

Men lidt anderledes gik det i Morum med Præstetienden, som skulde leveres i Torup Præstegaard. Folkene maalte Vejen op fra LilleBavnhøj, og da de kom til Skarnhøj nordvest for Farsø, var der en Mil. Her væltede de saa Tienden af. Men var Bønderne store paa det, saa var Præsten ogsaa, og han lod Kornet ligge, og det blev aldrig taget derfra. Saa fandt Præsten paa at akkordere med dem. De skulde fede et Svin for ham og bruge Tiendekornet dertil. Det Foder, der kunde tilkomme ham, skulde de have for at tærske Kornet af, og Gødningen, for at passe Svinet. Men da Tiden kom, han skulde modtage det, var det ikke fedt nok, og de sagde, at Kornet var ædt. Ja, det var der jo Galskab ved, men til sidst kom de frem med Sandheden: "Vi har selv haft et Svin, der har ædt med, derfor er det ikke blevet fedt nok."

Selvstændighedsfølelsen kunde af og til give sig et ret betegnende Udtryk. Men den kom ikke ret vel frem uden hos de Bønder, der boede i Strøgodset, hos de andre ytrede den sig nærmest som Selvtægt eller Indgydelse af Respekt ved store Legemskræfter. At mangen en Bonde den Gang havde lige saa stor Lyst til at staa paa sine egne Ben som nu, er en Sandhed, og man maa næsten forbavses over, at de med deres ringe juridiske Indsigt og jammerlige Pengeforfatning dog ikke saa sjælden turde vove sig ved at føre en Proces. Undertiden var det vel Fortvivlelsens Selvhjælp, men ikke saa nær i alle Tilfælde, og at der ikke alene var en Længsel efter bedre Tider, men ogsaa Tro paa, at saadanne nok skulde oprinde, det er der meget, som peger paa i den gamle Bondes Tankesæt.

Om Povl Fandrup, der kun var Tjener til Lerkenfeldt og ikke gjorde dagligt Hove, fortælles, at han kom kjørende op for den store Dør paa Gaarden, slog Skrald med Pisken og sagde: "Ak, den Karl, jeg kunde have været i mine Dage, dersom jeg ikke havde været forsult."

En Mand i Stistrup, som de kaldte "den bitte Mand", havde et blaablommet Øg, og det havde Herren paa Gunderupgaard Magen til. Saa vilde han have det og bød ham Gaarden til Selveje for den Hest. Men han svarede nej, han vilde ikke kjøbe sig Udgifter til, og han vilde beholde hans blaa Øg. Han var nu ogsaa en velhavende Mand og havde intet Trælhove eller dagligt Hove, for det han boede for langt fra Gaarden.

I Regelen vilde Folk dog helst være Selvejere, og Kristen Lille-Torup i Vesterbølle vidner, at hans Bedstefader ikke for nogen Pris vilde være Fæster. Men arme og fattige var de i Almindelighed, om end de var Selvejere.

Herren paa Gunderupgaard ordrede sine Hovbønder til at hente Kul i Løgstør, og de skulde tage 4 Tønder Kul paa af Læsset. Men nu var det en gammel Ret, at de kun skulde kjøre tre Tønder Rugs Vægt, og saa lod han Kullene veje der ude og fandt, at fire Tønder Kul vejede op mod seks Tønder Rug. Det var altsaa det dobbelte, og saa vovede han sig til kun at tage to Tønder Kul paa. Saa var der flere, som mente, at hvis han kunde slippe med det, kunde de ogsaa, og de gjorde saa det samme. Da de nu korn til Gaarden, syntes Herren nok, at Læsset var for bitte, og saa blev han gal. Men Manden paastod, at han havde hans Læs. Saa siger Godsejeren: "Ja, i Dag har du ladet veje for mig, men jeg skal veje for dig en anden Dagl" Han mente vel, at det skulde ske, naar han en Gang skulde have hans Gaard kjøbt.

Det mest nedværdigende af det hele var de legemlige Straffe, der anvendtes, og saa Hundehullet og saa Soldatertrøjen, hvilke Tugtemidler næsten altid anvendtes paa urette Maade. Det synes mig at være den største Plet paa den bundne Tid. Kristen Skrædder i Søkbæk fortæller, at hans Bedstefader tjente Kongen fire Gange, fordi han ikke vilde tage imod den Gaard, Herren vilde unde ham. Da han skulde af Sted den fjerde Gang, sad han i et bitte Hus i søndre Side af Ullids By og ernærede sig og Kone og Børn som Handelsmand. Men endelig turde han ikke gaa i Soldatertrøjen længere, fordi han blev for gammel, og saa faldt han til Føje, og de fik ham til at tage imod den Gaard, som Sønnesønnen endnu besidder som en gammel Mand. Han og en anden Mand, der hed Anders Skov, solgte en Gang et Læs Hø, og det var endda saa haarderig forbuden. De skulde da begge have været ned at ride Træhesten, men Manden i Søkbæk gav 5 Daler for at blive fri, hvorimod den anden maatte ride den. Den Gang var det Skik, at Karlfolk gik med et Par bitte Knæbukser, som hængte paa Hofterne, saa de ingen Pranniseler*) havde paa dem, og de var da noget side. Der fik saa hans Kone en Kjærtørv syet fast inden i Bukserne, og paa den Maade kom han nogenledes over den Ridetur.

Anders Kristian Smed i Vesterbølle fortæller følgende: "Min Bedstemoder fik en Gang af Hundepisken, fordi hun ikke vilde tage en Karl fra Østrup. Hun var her fra Byen og saadan en dygtig Pige. Men nu var det jo Herrens Skik, at hvor der var en stærk Karl og rigtig Slider, han skulde se at have en dygtig Pige, og saa skulde de to have en øde Gaard. Der bliver altsaa sendt Bud efter hende, hun skal komme ned paa Gaarden. Da hun kommer ind i Køkkenet, staar der to af Generalens Frøkner, og de siger til hende: "Sig endelig nej, hvad Fa'er saa siger til dig!" Hun kommer da ind, og Herren spørger straks, om hun saa vilde have Niels Østrup. Hun svarer og siger nej. "Saa skal jeg D. annamme mig prygle dig!" Og dermed tog han hende i Armen og klinkede paa hende med en Tyremie,*) og hun maatte jo danse for den, og hun var saa Mænd tyndelig klædt. Efter det første Slag siger han igjen: "Vil du nu have ham?" - "Nej!" Saa fik hun det andet Slag. "Nej, om Generalen slaar mig saa ihjæl, vil a ikke have ham." Saa fik hun det tredie Slag, og saa skød han hende ud af Døren. Frøknerne stod og græd ude i Køkkenet."

Det var intet Under, at der udviklede sig en vis Lyst til Selvtægt, naar man havde de dertil nødvendige Kræfter under slige fortvivlede Forhold, og ikke sjælden gjorde den sin Virkning, idet den imponerede slige Menneskeplagere, der sagtens ikke paa anden Vis kunde faa Skræk i Livet og lære at lægge Baand paa deres onde Lidenskaber. Meget tit var det ikke alene selve Herren, men ogsaa hans Forvalter og Ladefoged, der var Plageaand, om ogsaa det havde Udseende af, at de arbejdede paa Herrens Bedste. Der var en Forvalter paa Krastrup, som var saa slem i Høstens Tid til at gaa og fornemme efter, om Negene var fast bundne, og hvor han ikke tykte, det var sket, der skar han Baandene over med sin Kniv, Saa var der en lille Pige, som blev vred over det, og hun samlede en hel Lok Rugvipper i sin Haand, saadan at de sad paa lige Side; naar hun tog ned om Straaene, og med den Lok slog hun Forvalteren i Næse og Mund, da han havde skaaret et Neg for hende, saa han lige væltede tilbage. Da han atter kom til sig selv, vilde han slaa hende, men saa stimlede Hølekarlene sammen om hende og sagde, at dersom han ikke lod hende være, saa skulde de hugge Hovedet af ham med Høleerne. Da skal Husbonden i det samme være kommen til og have vinket ad dem, at de skulde være rolige, og det blev saa ikke til mere.

De havde en Ladefoged paa Lerkenfeldt, der kaldtes Søren Ladefoged, han var saa meget djævleblændt til at slaa. Om ham fortæller Kristen Skrædder, at han en Dag vilde give hans Kones Bedstefader en Dragt Prygl, og saa satte han dennes Hoved ind imellem hans Ben, som hans Skik var, og saa vilde han til at give ham i Rumpen af Kjæppen. Men da rejste Kristen Nielsen sig lige op med ham, brækkede hans Kjæp tvært over og spurgte, om der nu ikke var mere, han vilde have. Siden slog han ham aldrig.

Denne Søren Ladefoged boede oppe i Vester-Vonsild, der havde han Konen, og saa var det én Aften, han gik hjem, som han gjorde saa tit, og da mødte der ham to Kvindfolk i Folddale paa Lerkenfeldts Ejendom. De gav ham saa meget, at han aldrig blev Menneske mere, og da de nu havde banket ham saa meget, de vilde, bad han dem om at bære ham hjem til hans Dør, hvilket de ogsaa gjorde. Han døde knap efter. Det blev aldrig opdaget, hvem det var, der havde gjort det, men det var vel to forklædte Mandfolk.

Ude paa Vaar Høstmark gav Ladefogden en Pige et Skrald, men i det samme vender en Karl sig lige om og giver Ladefogden et Par Lussinger igjen. Nu skulde han gribes og sendes i Soldatertjenesten, men det var en urimelig stærk Karl og han var ikke saadan at gribe. Da de saa var hjemme i Gaarden for at stene*) deres Høleer, fik de Befaling til at tage fat i ham, men han snappede imidlertid et Stykke Stenlægte og raabte, at den første, der vovede at røre ham, skulde falde for hans Fod, ihvem det saa var. Bønderne skulde jo have taget ham, men de turde ikke, og Forvalteren og Ladefogden turde heller ikke. Saa slap han. Den samme Dag fik de Befaling til at gaa ned i Borgegaarden og læsse nogle Tjæretønder. Da siger denne her Karl, at det var ikke noget at byde saa mange sammen til, for det var ikke mere, end en Dreng kunde gjøre. Dermed tog han en Tønde og lagde for i Vognen og saa en og lagde bag i, og derefter tog han den tredje og satte ned lige midt i Vognen, saa den sank helt sammen under det. Da Herremanden saa det, kaldte han paa Ladefogden og anmodede ham om ikke mere at befatte sig med det Menneske. - Assessoren paa Kaas var saa meget slem til at slaa, og han var nu en haard Karl i det hele. Der fortælles, at han en Gang kom ridende over Isen fra Tyland, og saa kom han i Land lige for den høje, stejle Bakke, de kalder Hovedbakken. Der skulde nu Helmisset ride lige op ad med ham, for han gjorde aldrig Omveje, og det vilde han heller ikke gjøre her. Men det kunde ikke komme derop, og til sidst gik det bag over, saa han kom til at ligge underneden Dyret, og der fik han da et Knæk, som han aldrig forvandt.

Han vilde en Dag give en Hovpige Hug, men hun var snarraadig, drejede lige Enden om imod ham, rev Skjørterne op og bad ham, hvis han vilde slaa, da at give hende Huggene der. Det var han lige godt led ved, og straks lod han Kjæppen falde. En Gang i Høstens Tid, som han stod inde i Laden og skjældte ud i en syndig Tid og var saa urimelig, fik Hovfolkene ham klemt ned over en Stjært og gav ham der nogle Stryg. Da de var enige om det, var der heller ingen til at spille Anklager, hvis der siden skulde gjøres noget ud af den Sag, men det skete nu ikke. Man fortæller, at Fruen dog havde mærket noget Tegn til det, og at hun skal have bedt til: "Aa, gid de kunde faa ham af med Livet!"

En Dag var Hovfolkene nede at blænde Møg*) paa Gunderupgaard, og da det nu ikke gik ret efter Mandens Hoved, hentede han Ladefogden, der saa kom med sin Kjæp i Haanden. Den første, der skulde have haft Smør, var en Mand fra Risgaard, som hed Povl Bødker, men uden Betænkning snappede han Kjæppen imellem Tænderne, tog Ladefogden med Hænderne og smed ham uden videre Omstændighed ned i Møddingen. Saa kunde han have det, og baade han og Herren luskede nu af.

Niels Østrup var sat til at tække paa Lerkenfeldts store Lade. Men han kunde ikke gjøre det tilpas for Generalen, og til sidst blev denne saa ivrig, at han vilde op paa Huset og i Lag med Niels. Men han sprang fluks op i Mønningen, satte sig skrævs over Huset og gav sig til med høj Røst at istemme et gammelt Salmevers, hvori der staar:

"Tænk paa den store Elende,
ja, Jammer og evige Død,
som Djævelen skjænker sine,
føre dem til Helvedes Glød!"

Men i Steden for "dem", sang Niels "dig", og da Verset var meget godt kjendt, kunde ingen undgaa at lægge Mærke til Ændringen. Det slog Generalen, han gik lige saa slukøret ned igjen, og nu kunde Niels Østrup faa Lov til at tække videre.

Paa samme Gaards Mark forlangte Ladefogden en Gang, at Hovpigerne, som spredte Gødning, skulle hylle Møgrogerne med Jord, eftersom de blev kjørte ud, hvis de ikke blev spredte samme Dag og skulde staa til Dagen efter, for han var nu kommen ind paa, at der ellers gik for megen Kraft af Møget. Saa var tolv Piger en Dag blevne satte til at sprede hver sin Rad, og da det blev Aften, var der endnu en Rad uspredt tilbage. Den skulde de saa hylle, men da nu Ladefogden kom for at se Arbejdet efter, var han meget misfornøjet. Arbejdet var for ringe udført, og de skulde da til Straf alle sammen hylle én Roge samt bag efter have Hug alle tolv. Nu var Arbejdet jo rigtig nok heller ikke gjort ordentlig, da Pigerne havde kappedes med hinanden om at blive færdige, men det var jo ogsaa en Urimelighed at hylle saa lidt Gødning, der næste Morgen i en Fart kunde have været spredt, og Tilhylningen kunde tage næsten lige saa lang Tid som Spredningen.

En Dag var Hovfolkene ved at kjøre Træ hjem i Vedkastet paa Engelsholm, og Peder Mogensens Kone skulde smide Træet af Vognene. Men hun gjorde det ikke godt nok, og Justitsraaden løftede Stokken, tog i hende og vilde slaa. Saa sagde hun: "Ja, slaar du, saa slaar a ogsaa." Han gav hende dog et Rap, og dermed smed hun et Stykke Træ ned i Planeten paa ham. Han turde ikke blive ved, da hun havde mere at slaa med og ikke lod til at ville spare paa det. Men saa blev hendes Mand stævnet. Der skulde føres Vidner i Sagen, men de andre Hovfolk havde puttet sig ind ad Dørene, for de vilde jo intet se, og kun en Haandværksmand, der gik over Gaarden i det samme, havde set noget til det. Men da han mødte som Vidne, forklarede han, at han havde set Justitsraaden tage ved Konen der inde i Vedkastet, men hvad han vilde hende, kunde han ikke sige nogen Besked om. Da det var en tvetydig Forklaring, som let kunde forstaas paa en uheldig Maade, maatte den Sag falde bort.

Der var blevet en gammel forfalden Gaard ledig i Vonsild Sogn, og Generalen havde da faaet i Sinde, at en Karl, som hed Esben, skulde tvinges til at overtage den, for han havde ingen Gaard. Men det vilde han ikke, fordi den var alt for ringe. Han bliver jo kaldt ned paa Gaarden, og Generalen kommer nu frem med sit Forlangende. Men saa vilde han ogsaa have ham gift med det samme, og saa var der en Pige i Østrup, jeg tror, hun hed Ane, som Generalen havde tiltænkt ham. Esben havde imidlertid en anden Kjæreste, og da han nu skulde sige hans Mening, siger han nej til begge Dele. Saa bliver han dømt til at ride Træhesten og ført ned til den. Men da han var bleven sat op og havde redet en Tid, slog han den i Stykker, saa den væltede, og han faldt ned, og saa gik han hjem. Der var ingen til Stede, da det skete, men da Generalen hørte, hvad der var gaaet for sig, skal han have sagt: "Jaja, jeg skal nok faa ham i Tale endnu en Gang, og saa skal det ikke gaa saadan." Imidlertid havde Folkene paa Gaarden faaet saa meget ud af det, at Generalen havde opgivet at tvinge Karlen til at tage Pigen, men Gaarden skulde han have, og det var nu rigtigt nok. Der kommer altsaa Bud efter ham, og han møder og bliver vist ind i Amtstuen, der var lige ved Siden af Køkkenet oppe i første Stokværk og med Vinduer ud til Gravene. Saa kommer Generalen og aflaaser begge Dørene paa Værelset. Hundepisken hang derinde, og Esben kunde nok skjønne, at han skulde have af den nu. Først snakker Herren om Gaarden og spørger, om han vil have den, og dertil svarer han nej. Derefter snakker han om Rideturen, og hvordan den var staaet af. Ja, Esben tager Mod til sig, for han var en af de stærkeste og modigste Karle paa Godset, og svarer, at det vidste Herren vel. Saa gaar han lige med raske Skridt tværs over Værelset og staar og ser ud ad Vinduet. "Hvad ser du efter, din Hund?" - "Tu a ser efter, hvor langt der er til Jorden, for her skal en af os ud!" Da blev Generalen lige godt bange, lukkede Døren op og sagde: "Nu kan du gaa!" Siden var han fri for hans Plagerier, og Hovfolkene fik saadan Tillid til Esben, at naar der var noget i Vejen med dem paa en eller anden Maade, skulde Esben af Sted og hede godt for dem.

Tilbøjeligheden til at afgjøre Mellemværender ad Næverettens Vej kunde naturligvis undertiden være meget mislig og udarte til Trods, saa om end visse Stridigheder faldt ret vel ud paa den Maade, fremkom tit Tilfælde, der var baade uhyggelige og forargelige og tydelig viste, hvor sørgelig Samfundstilstandene havde udviklet det onde i nogle af disse forkuede Mennesker og ført dem til hverken at regne Ære eller Skam; ja, det kunde vel endog gaa saa vidt, at de satte en Fornøjelse i at drille og fortrædige deres forhadte Overmænd. Den nyere Tids Luftning havde ogsaa blæst paa dem, og de havde en Fornemmelse af, at Herremandsvælden snart var udspillet. Det er nærmest fra Brydningstiden før Stavnsbaandløsningen, enkelte Eksempler her meddeles, og fra Tiden kort efter, mens Hoveriforholdene endnu ikke var ret ordnede.

Der boede en meget stærk Mand i Horsens i Himmerland, han kaldtes almindelig for Kæmpen. Han mødte altid til Hove med en stor Slagel,*) og saa snart Ladefogden begyndte at give ondt fra sig, tog han sin røde Lue af, satte den op paa Enden af Slagelen og kjørte den rundt med Hænderne, lige som til et Billede paa, at han var færdig til at tage fat, hvis nogen begyndte at pirre ved ham. Ladefogden var slet ikke glad ved ham, og naar han var til Stede, var Hovfolkene al Tid temmelig sikre for Overlast.

Bønderne skulde kjøre Lerkenfeldts Mødding ud og lægge den i Markmøddinger, hver Mands for sig. Den egentlige Gødning laa selvfølgelig i Ladegaarden, men Askemøddingen laa i Borggaarden nede i et dybt Hul. Nu var Askemøget meget tungere end den halmede Gødning og fyldte endda ikke nær saa meget hverken paa Vognen eller i Markmøddingen, hvorfor enhver helst vilde være fri for at komme der med Heste og Vogn. Jens Ottosen i Østrup og Anders Mejlstrup i Svingelbjærg var bedst kjørende, og Herremanden kommanderede da dem til at kjøre ned i Askegraven og tage Læs der. Men de svarede, at de var kjede af at kjøre der i den Pyt og det Bladder mere end de andre. Han greb nu i Tømmerne og vilde kjøre til fremme, men de rev dem fra ham og sagde, at han skulde ikke røre ved dem, og saa smed de ham selv ned i Pytten.

Søren Jakobsen fra Store-Line blev sat til at gjøre rent i Borgegaarden ved Engelsholm, og der var meget Pladder omkring Springvandet, som han ikke fik samlet ordentlig sammen. Saa vilde Herren sætte ham i Rette derfor, men det taalte han ikke. Han tog en Skovlfuld Snavs og slog paa ham og blev ved at forfølge ham over Gaarden, samt overslog hans Slaabrok med Pladder og Skidt. Efter det blev Søren Jakobsens Skovlen ikke bedre, og en af Gaardens Befalingsmænd kom jo snart ind og forklagede ham for Justitsraaden. "Ja," siger denne, "jeg har været hos ham én Gang i Dag, jeg vil ikke ned til ham tiere." Hen paa Eftermiddagen skulde han saa ind og have noget af Ridepisken. Men han væltede først et Bord der inde og saa en "Postellins Kakkelovn", som nær var falden over paa Justitsraaden og havde slaaet ham ihjel. De kunde ikke holde ham, og saa gik han. Nu havde Søren en Broder, en skikkelig og stille Karl, der skulde til Hove anden Dagen, og ham lod Justitsraaden saa binde og føre som Fange til Fredericia. Et Menneske, der havde ondt af det for Karlen, lod gaa Bud op til Søren Jakobsen og fortælle ham Sagens Lejlighed. Han var kommen silde hjem om Aftenen og laa endnu i Sengen, da Budet kom, men sprang straks op, sadlede hans Hest og tog en stor Kjæp i Haanden. Da han kom forbi Bresten Kro, naaede han Vognen og snakkede til de to Karle, der sad og passede paa Broderen, om, at de kunde jo lade hans Broder gaa. De sagde nej og kjørte videre. Nu falder der en Lavning, førend man kommer til Kjærbølling Lide, og der, hvor ingen kunde se dem, sagde han til Broderen, at han skulde springe af Vognen, men det kunde han ikke, da de havde bundet ham fast i den. Men saa skar han Rebet, kylte ham af Vognen og raabte, at han skulde rende ad Skoven til, hvad han da ogsaa gjorde. Først var han i kort Tid der i Ravning Skov, og siden tog han op til Holstejn, og paa den Maade blev han fri for Soldatertjenesten. De andre kunde vende og kjøre hjem igjen, for nu havde de ikke noget at kjøre med, og saadan gik den Tur af. "Hvorfor hjalp du ikke Karlen?" sagde Justitsraaden senere til Per Mogensen. "A passede min Tømme," svarede han.

I sin Tid var der paa Overgaard en Etatsraad, som var krumpen*), men han var lige godt en haard Mand. Om Morgenen Klokken 6 præcis skulde Hovbønderne staa ved Hovporten, og der stod saa Etatsraaden med en Ridepisk i Haanden og talte dem ind. Undertiden kunde det dog hændes, at det varede flere Timer, inden der blev lukket op for dem. Naar Folkene mærkede, at Herren var gal, skulde de have en Karl, de kaldte Buse-Niels, til at gaa for af, han var nu saa umaadelig stærk, men ikke rigtig klog, og han skulde da tage Stødet af for de andre. Naar saa Etatsraaden gjorde Mine til at ville bruge Pisken, tog Buse-Niels ham i Armen og sagde. "Hvad vil dæ mæ? dæ ka go ind aa hyt di kroget Ryg, æjs skal mæ fænger dæ." Men Herren holdt ikke af at blive fingret af Niels, for han havde en Dag baaret en Trave Skaftehavre'*) og en Pige og en stor Sten paa én Gang tværs over Gaarden fra den ene Side til den anden.

Etatsraaden holdt ogsaa paa, at Hovfolkene skulde tage Luen af i Borggaardsporten og gaa med den bag paa Ryggen op i Borggaarden. Men en Dag kom to Mænd fra Enslev og skulde betale deres Landgilde, og de glemte at tage Luen af. Det ser Herren, og han kommer farende ud imod dem med Pisken i Haanden og spørger, om de ikke vidste, hvad Skik der var i hans Gaard. Ja, det lod de ikke rigtig til at kjende. De skulde tage Luen af i Borggaardsporten og gaa med den i Haanden hen til Døren. Saa siger den ene, han hed Mads Jensen: "Ved dether og ved det samme" - det var nu al Tid hans Mundheld - "saa kunde a have taget den af henne i Klatrup, det kunde vel have været tidlig nok." Etatsraaden vender sig da til den anden Mand og siger: "Hvem er du?" - "A er høj- og velbaaren Smede-Rasmus i Enslev." Det var nu ogsaa en høj og rank Mand. "Hvad vil det sige?" - "Det vil sige, at a er hverken krumpen eller kroget." Saa fik Herren det at stikke ved sig. De to Folk havde nu ikke heller synderligt at være bange for, de kunde betale deres Landgilde og boede over en Mil fra Gaarden, saa de gjorde intet dagligt Hove. Men de andre Hovfolk kunde Etatatsraaden komme bedre om ad, og dem lod han ride Træhesten en Gang imellem.
Da man aldrig vidste sig sikker for Soldatertjenesten, gik Karle, ja endog gifte Mænd, i en stadig Frygt for at blive afhentede og kjørte bort til Regimenterne, og Soldaterlivet var i alles Bevidsthed noget af det Værste, man kunde gaa ind til. De allerfleste kom tilbage fra Tjenesten i Bund og Grund ødelagte, indlevede i Raahed, Banden og Drukkenskab for ej at tale om noget værre. Hjemme var der dog ingen synderlig Fare for at tabe sig selv, men i den Stilling var det hartad umuligt at bevare sin gode Natur. Vi træffer da i gamle Optegnelser som og i de gamle Folks Meddelelser idelig paa Historier om Rømninger for at undgaa Tjenesten. Her blot et Par enkelte Træk.

I Per Povlsens Gaard i Fandrup tog Generalen en Karl ud af Sengen om Natten. Han maatte straks i Klæderne, og de truede ham med, at hvis han ikke vilde følge med godvillig, skulde han bindes i Halen af en Hest. Saa blev han Soldat og var det i en lang Aarrække.

Der var tre fra Synderupgaards Gods, som rømte. Forvalteren og en til satte efter dem og naaede dem ved Bjærgsnæse, syd for Viborg. Men de var tre imod to, og da de kunde skjønne, at de havde Magten, klaskede de Forvalteren og hans Følgesvend saa forsvarlig igjennem, at de blev uskadelige for dem i Øjeblikket.

Fra Irup i Ty kom to Rømningsmænd til Manden, der boede i Mærsk i Fjaltring, og bad ham mindelig om at skjule dem, for den Gang var det almindelig Tro, at naar Rømningsmænd fra Landet nord paa kunde komme over Tors Minde, saa var de fri, og naar Folk længere sønder fra kunde komme over Kongeaa, saa var de ogsaa fri, og disse her to Karle vilde altsaa gjøre alt for at komme over Mindet, men nu var der to ridende lige bag efter dem, og de vilde jo tage dem. Ja, han vidste i en Hast ikke, hvor han skulde gjøre af dem, men han var dog snarraadig nok til at tage dem og jage ned i hans Kjælder, der var saadan indrettet som saa mange Brønde i Vesteregnen, nemlig med blot et Laag over. De to ridende Fyre kom straks efter, stod af Hestene og kom ind, idet de spurgte, om der ikke var kommet to Personer her til for et Øjeblik siden. "To Personer?" siger Manden, han hed Lavst Povlsen, "hvad skal det være for to? a har salle ingen set." Ja, det var da to rømmendes Karle, og de var blevne henne for dem her, saa de vilde da lede efter dem i Gaarden. "Hvor er de her Folk fra?" - "Vi er fra Irup, en Herregaard, der ligger en Mils Vej sønden Tisted." - "I Irupper, hvad har I i mit Hus at bestille." De vilde lede. "Vil I lede i min Hysse!"*) brøler Lavst og tager op til Bjælken, hvor der sad en stor standende Kniv. Da han begyndte at stryge paa den, saa Karlene efter at komme ud af Døren og paa Hestene, og saa blev Rømningsmændene fri, og Lavst Povlsen hjalp dem selv over Mindet.

En Kari fra Sjørslev, der hed Ole, rømte ogsaa og skjulte sig, saa godt han kunde, men var lige godt uheldig og blev tagen tillige med en anden Karl fra Resen, som ogsaa var deserteret. De blev lukkede inde i Hald Lade om Natten, men de brækkede ud og løb. Ole søgte hjem, men Folkene turde ikke have ham, de var saa rædde, at det var urimeligt, for Herren, som hed Schinkel og almindelig blev kaldt "æ gode Herre", men det var nu ellers ikke, fordi han var saa god. Altsaa rømte Karlen ud i det store Hammerum Herred og var der en Tid. Men heller ikke her turde han lade Ro falde paa sig, og saa tog han til Holstejn og gav sig til Søs. Siden kom han til Guldager ved Varde og bosatte sig der, og hans Slægt lever der endnu.

To Karle rømte fra Tjele Gods og kom heldig til Hamburg. Det var jo saadan den Gang, at naar nogen kunde komme inden for Hamburg Port, kunde han skrive hjem, at nu var han fri. En Tid efter kom de dog hjem igien i al Hemmelighed, men passede saa Herremanden op en Dag, han vilde fra By, tog ham af Hesten og fortalte ham, at nu havde han straffet dem saa tidt uforskyldt, nu var det ikke mere end retfærdigt, at han fik hans forskyldte Straf. Da de saa havde slaaet ham halvt fordærvet, rejste de tilbage ad Hamburg til. Han gjorde jo alt for at faa fat i dem, men forgjæves.

Maaden at yde Hoveri paa, hvad enten der nu var Tale om Spand- eller Gangdage, eller om Landgildet eller Tienden, kunde meget let føre til Stridigheder, og dette skete da heller ikke saa sjælden. Et ret ejendommeligt Tilfælde af den Slags indtraf for Mikkel Kjeldsen kort efter, at han i 1789 havde kjøbt Lerkenfeldt. En Mand i Svingelbjærg, de kaldte ham til daglig for Smeden, da han befattede sig noget med Smedehaandværket, havde bestemt sig til, at han ikke vilde gjøre Hove længere, og da de saa blev tilsagte at pløje, mødte han med en stor klummeret*) Plov, som han selv havde lavet. Nu begyndte han at pløje saadan, at han lagde den nye Fure ikke op imod den forrige, men et lille Stykke foran, saa at kun Fjerdeparten af Jorden virkelig blev pløjet. Da Kjeldsen saa kommer der ud og ser det, siger han: "Hvordan er det, du pløjer?" Ja, han kunde Døvlen faa ikke pløje anderledes. "Vil du være saa god at gjøre det bedre." Naa, saa skulde han til at prøve det igen, men det blev endnu ringere. Saa tilbyder Smeden, at han vil gjøre Akkord med ham og betale et aarligt Vederlag for Arbejdet, ellers blev det sagtens ringere endnu. Kjeldsen betænkte sig paa det, men saa gjorde han Akkorden, jeg tror, det var 16 Daler, Manden skulde give om Aaret for Hoveriet, og saa blev han fri for baade Kjøre- og Gangdage. Senere kjøbte han Gaarden, men vilde for enhver Pris være fri for Hove, og saa kjøbte han den til ren Handel og gav 100 Daler mere, end han ellers skulde have været af med. Saadan slap den Mand helt fri, medens de andre Bønder under Lerkenfeldt gjør Hove den Dag i Dag. Der er en Fælleseng, som alle Hovbønderne efter den gamle Hoveriførening skal bjærge i Fællesskab, og nu skal altsaa Ejeren af Lerkenfeldt gaa i Smedens Plads og hjælpe til med at bjærge Engen for den Mands Vedkommende. Kjeldsen, som en klog Mand, indsaa jo, at det var det bedste snarest mulig at gaa ind paa Akkorden, ellers havde vel de andre Mænd i Svingelbjærg fundet paa det samme, og hvad skulde han saa have gjort?

En Sag, som Bønderne i Begyndelsen af dette Aarhundrede førte med Herren paa Lerkenfeldt, vakte en overordentlig Opsigt, og det er nok aldrig rigtig blevet klaret, hvad Ende den fik. Nok er det, den kostede uhyre mange Penge, og de blev saa fattige alle sammen, at de gik saa ussel simpelt klædte længe efter. Kjeldsen forlangte, at Hovbønderne skulde gjøre mere Arbejde, end de mente at være pligtige til, og de fremlagde for Retten et Promemoria, hvori de fremførte deres Anker. Deri staar blandt andet: "I de første Aaringer, vor nuværende Husbonde blev Ejer af Lerkenfeldt, nedbrød han et i Borgegaarden staaende grundmuret Hus paa 3 Etager, lige som han og nedbrød en Kvist i bemeldte Borgegaard. Alt Gruset af Kalk og Sand af bemeldte tvende Huse maatte vi kjøre i Møddingen. Lige saa blev Vandgraven omkring Borgegaarden udtappet eller udkastet, saa at de blev ganske tørre, og dette Dynd blev af vor Husbonde selv ført i Møddingen, hvorpaa vi alle maatte udkjøre det tillige med det forhen omtalte Kalk og Grus paa Marken, og begge Dele var os byrdefuldt, ja, end mere formedelst de mange Kalkstykker og Murbrokker, hvorpaa vi slaar vore Høleer til skammelig Skade. Desuden beordres vi af vor Husbonde at nedbryde Markdiger, som han selv kjører paa Møddingerne, og derved formeres Gødningen, saa at det er snart umuligt for os at bestride Arbejdet, naar vi skal forrette noget ved vor egen Markavl. I vor forrige Husbonds Tid har det været Skik og Brug at sætte Hedetørvene i Stak uden for Gaarden, men nu beordres vi til at føre Tørvene op i Borggaarden til Køkkendøren og der sætte dem i Stak. Ved at kjøre samme Tørv igjennem Gaarden ad en stor, lang Stenbro sker det ofte, at vore Vogne gaar i Stykker, hvorved vi lider stort Tab just nu i denne Tid, da Jærn og Træ er saa uhyre dyre. Endvidere har vor Husbonde foruden sine egne Faar en anden Herregaards Faar til Græsning, og aldrig har vi for vor forrige Husbonde vasket og klippet Lerkenfeldts Faar, uden hvad der blev gjort af Kjærlighed og Villighed. Men nu beordres vi til at vaske og klippe alle de Faar, der om Sommeren græsser paa Lerkenfeldts Ejendom. Ligeledes sker det ofte, naar vi enten selv kommer for at tærske eller sender vor Karl, hvis vi har nogen, ti i denne Tid er Karle vanskelige at faa, da de fleste er udkommanderede til Kongens Tjeneste, bliver vi i Steden for at tærske kommanderede til andet Arbejde, og des længere varer Tærskningen, hvilket er os meget tungt, da vort eget Arbejde derfor bliver forsømt."
Om Processens Gang fortæller de gamle, at da der lige som blev en Standsning, og da der ingen Afgjørelse kom, besluttede de at udvælge tre Mænd, som skulde rejse over til Kjøbenhavn og se at faa Kongen i Tale. Den ene var fra Østrup og de to fra Svingelbjærg. De gik hele Vejen paa deres Fod, uden hvor de absolut maatte sejle, og de tog al den Mad med hjemme fra, som de skulde bruge. De byttedes til at bære den i en stor bunden Madkurv. Det tog nok en 14 Dages Tid for dem med Rejsen, men da de nu kom til Slottet, vilde Hoffolkene narre dem, og Bønderne kom da i Tanker om, at der var sendt Bud derover for at berede deres Komme og for at aftale, at de skulde give dem en Snik for en Snak og saa lade dem gaa med det. Da de havde forrettet deres Ærinde og begjært at tale med Kongen Selv, svarer Tjeneren, at det skulde snart ske. Saa kom der en tyk Pavs,*) og Hoffolkene sagde nu, at det var ham. "Nej," siger Manden fra Østrup, "det er ikke Kongen, for a har tjent ham, og a kjender ham godt nok." Det bestyrkede nu deres Mistanke. "Vi beder om at faa Kongen i Tale, og hvis I nu ikke lader den rigtige komme, saa gaar vi lige ind." Saa kom han og havde Samtale med dem, og det havde til Følge, at de vandt deres Sag, og Mikkel Kjeldsen blev dømt til at skulle kysse den blaa Jomfru.

Et Par Aar efter, da Kristen Esbensen, Manden fra Østrup, kom ned til Lerkenfeldt og vilde tale med Madammen - for da var den gamle Kjeldsen død i Mellemtiden - bød de ham en Dram, efter at han havde forretter hans Ærende. I det han gik, sagde han saa: "Hm, a fik endda en Dram, for det de var gale paa mig." Mange Aar efter sagde samme Mand til Per Kjeldsen, da der faldt et Par Ord, som ikke var rigtig gode: "A kunde gjærne gaa til Kjøbenhavn nok en Gang." Nej, det kunde han ikke nu, han var for gammel. "Jo, med Tid og Staand', med Tid og Staand'." - "Ja, I fik ingen Ret." - "Jo, vi fik godt nok vor Ret, men den maatte ikke komme for Lyset, men kommer a der over igjen, skal det nok komme for." Maaske han ogsaa kunde have fuldført Vandringen, da han endnu var en frisk, gammel Mand.

En anden noget ældre Proces fra samme Egn vakte ogsaa en betydelig Opsigt. Herom har jeg blandt andet hørt følgende:

Den Eng og Hede, der ligger sønden for Lerkenfeldts Aa, blev i gammel Tid brugt af Bønderne, og de mente, den hørte dem til. Men saa vilde Majoren lægge den til Gaarden, og det blev der en stor Proces om. Da Sagen var paa det højeste, var der kun tre Mænd, som forfulgte den, for de andre var blevne rædde. Den ene Mand havde kun én Søn - og det var netop den Mands Bedstefader, der har fortalt mig Historien - og saa kom der Ordre fra Herremanden, at han skulde i "gevorben" Tjeneste i 8 Aar, og han blev straks afsendt til de Randers Dragoner. Men i det samme blev der ogsaa sendt Bud til Faderen, at naar han vilde frafalde Sagen, kunde han faa hans Søn hjem igjen. Nu tykte Manden jo, det var bedst at faa ham hjem, og saa kommer en Karl paa en Hest og med Brev om, at han øjeblikkelig skulde leveres tilbage. Han stod netop og skulde i Trøjen, da Buddet kom ind, og han var blot kommen i det ene Ærme, saa blev han fri. Den anden Mand havde ingen Børn, men saa blev Konen kaldt ned til Gaarden, og der fik hun saa mange Penge, at hun fik hele hendes Forklæde fuldt, og der var i lange Tider Grunker i den Gaard, som var Rester af det, gamle Sidsel den Gang hentede hjem fra Lerkenfeldt. Saa var den Mand ogsaa færdig. Den tredie Mand var Præsten, og Byrge Krog var ikke saa nem at komme af Sted med. Men saa smidskede Forvalteren for ham og tilbød, at han maatte tage ud ad Illeris Krat og hente sig et Læs Gavningstræ til Præstegaardens Brug; men det skulde jo være saadan i god Forstaaelse imellem dem, uden at Herren fik det at vide. Men hvad sker? Den Dag, Præsten og hans Karle var ude efter det Træ, da traadte Godsejeren pludselig frem i Følge med hans Karle og tog Præsten som Tyv. Hvis han nu vilde bevare sin præstelige Stilling, maatte ogsaa han frafalde den Sag om Engen, og saa faldt den til Herregaarden og er der endnu.

Bevidstheden om, at Bonden led Uret af Herremanden og hans Fogder, har hos den første affødt en Mængde Sagn om Gjenfærd og Nedmaninger, ti Bonden kunde ikke tænke sig det muligt, at en slig uretfærdig, brødebetynget Mand, skulde kunne finde Hvile i sin Grav, men maatte søge tilbage til de Steder, hvor Uretten var øvet og der rumstere i en syndig Tid. Denne Betragtning er meget gammel og kan føres tilbage til Hedenskabets Tid, og da Almuen i særlig Grad levede paa det gamle, var det intet Under, at der endog i en ond Herremands levende Live saa at sige kunde danne sig en Folkedom om ham. Jeg skal nu ikke her komme nærmere ind paa en Betragtning af slige Sagers Natur, men blot give et Par enkelte Eksempler til Oplysning.

Generalen paa Lerkenfeldt havde en Forvalter, der blev dødsens syg. Denne kalder saa Herren til sig og siger: "Nu har jeg gjort hans Vilje saa tit imod Guds Vilje, og nu maa jeg træde Persen." - "Ja, se du dertil, Farlille," svarede Generalen, og anden Trøst gav han ikke, for han mente jo, at hvad den anden havde gjort, havde han betalt ham for.

Denne samme General havde en Foged, der hed Steilberg, og en anden, der hed Borregaard, og de døde begge to kort efter hinanden. Saa havde Generalen en Kusk, der var skindød en tre Dage, og da han nu blev levende igjen, vilde han have at vide af ham, hvor han havde været. "Ja, Himmeriges Døre var lukkede for mig, men jeg stod uden for og hørte, at der var saadan en Glæde der inde, saa det var ikke til at beskrive." Om han saa ikke havde været i Helvede, og om han ingen Færd havde set til Steilberg og Borregaard der, for de maatte da være ét Sted. "Jo, bevares, Hr. General, der var de rigtig nok." - "Naa, hvad bestilte de saa?" - Den ene sad og gjorde paa en Stol, Herren skulde have at sidde i, og den anden sad og tændte Ild under Kjedelen, han skulde koges i, for de havde tjent Herren her i Verden, og saa skulde de ogsaa tjene ham i den anden Verden.

Da Generalen selv blev dødelig syg, kom Præsten jo for at skulle berette ham. Da han saa ham, spurgte han straks: "Hvad koster et Par Øksne i Dag, Hr. Pastor?" - "Gud bevares," svarede, denne, "man skal ikke tænke paa saadanne jordiske Ting, naar man er dødssyg, men paa det himmelske." Saa siger Generalen: - "Man kan lige saa vel hoppe derind som krybe derind, man skal jo derind alligevel."

Se, det var Bøndernes Syn paa Sagen, men disse Historier er jo ogsaa Bondeudsagn. Det maatte for dem være en Selvfølge, at saadanne Herremænd, der betragtede Bonden som et Arbejdsdyr og staaende uhyre langt under sig, ogsaa maatte føle sig selvskrevne til Himmerig. Den adelige Byrd gjorde overvættes meget hertil, og Tankegangen, som Junkeren var opvokset i, snarere fremmede end hemmede det hildede Blik paa de virkelige Forhold. For øvrigt siges, at bemeldte Generals Kone var meget bedre end han, og derfor udøste Bønderne tit deres Hjertesuk for hende, naar han havde Været alt for stræng. "Nej, min Mand er saa Mænd ikke stræng,'"sagde hun, "naar I bare betaler, hvad I skal, og gjør, hvad han befaler jer." Det er jo et meget betegnende Svar.

Herren paa Korsøgaard havde i længere Tid en daarlig Taa, der blev hans Død. Da han nu laa paa Dødslejet, kom én til at sige, at nu var der gjort alt for ham, og nu maatte Herren hjælpe. "Kan han hjælpe?" raabte han .... "Herre, Herre, hjælp mig!" En Dag, mens han var rask, var han med Provsten i Svinested Kirke for at se paa noget, der skulde istandsættes, og Provsten forestillede ham, at det var en Ære for ham at faa pænt i Kirken, her skulde han jo lægge hans Ben. "Her agter jeg F. gale mig ikke at lægge mine Ben!" raabte han, og han blev da ogsaa begravet østen for Kirken. Da Diget siden faldt ned uden for det Sted, hvor Greven var, sagde en Mand helt spydig: "Nu har Greven ligget og sparket ud med den gale Taa!"

Meget betegnende er de Fortællinger, vi har om Herremandens Forhold til Præsten, der næsten al Tid stod paa Bondens Side, og særlig at lægge Mærke til er, hvorledes de virkelige historisk sande Forhold har faaet en helt skjæv Udvikling i Sagnet overensstemmende med den oven for berørte Tankegang. Som en Følge heraf er Sagnene aldrig fuldstændig at stole paa. Almuen har set med sit eget Øje og har fortalt med sin egen Mund. Enhver kender Historien om Hr. Mads i Fovlum, der skal være bleven greben af Hr. Jørgen Lykke til Bunderup, dømt ved Birketinget og uden videre Proces 1570 halshugget midt imellem begge hans Kirker, fordi han fra Prædikestolen havde udskjældt Lykke for en Tyran og Guds Huses Forstyrrer. Saaledes fortæller Folk endnu, og de paaviser Stedet, hvor Henrettelsen er gaaet for sig, men nyere Undersøgelser har vist, at Sagen er gaaet noget anderledes til, end Folk fortæller. Paa lignende Maade forholder det sig med i alt Fald mange af vore Herremandssagn, og det var næsten utænkeligt, at det kunde være anderledes, al den Stund de historiske Kjendsgierninger endnu den Dag i Dag kan opfattes og fremstilles saare forskjelligt. Men saa meget er vist, at Præsterne i ældre Tid kun sjælden levede i god Forstaaelse med Herremanden. Den følgende Historie er god at faa Forstand af.

En Præst blev forflyttet til et nyt Embede, hvor der ingen Herregaarde var, hvorimod der i det gamle var flere af dem, og med disse Herremænd havde Præsten haft sin Døje. Især var der en, som boede i en Gaard lige ved Sognevejen, der gjorde ham Livet surt. Hans Karl flyttede med ham, og naar de nu kjørte til Sogns om Søndagen, lagde Karlen Mærke til, at Præsten, der sad bag ved, gjorde nogle Bevægelser, hver Gang, de kjørte forbi en Tornebusk, som stod ved Vejen. Han blev nysgjerrig efter at se hvad det var, Præsten egentlig tog sig for, og næste Søndag drejede han sig hurtig om, i det de kjørte forbi Busken. Han saa da Præsten meget ærbødig tage sin Hue af for den. "Hvorfor hilser Fa'er saa dybt her?" siger Karlen, "Jeg takker min Gud for, at denne Tornebusk ikke er en Herregaard."

I Taars Kirke har der paa den nordre Side lige over for Prædikestolen liængt et stort Maleri, som forestillede Helvede. Djævlen svævede i en Drages Skikkelse over en Svovlsø, hvori der væltede sig 14 Figurer, mens Dragen havde den 15 om Hovedet og dyppede ham selv ned i Søen. Denne Skikkelse er ligefrem en Aftegning af en Præst paa Stedet, som ikke kunde forliges med Herremanden, der var Kirkeejer. Han tordnede hver Søndag fra Prædikestolen over ham og fordømte ham til Helvedes Afgrund. For at hævne sig lod nu Herremanden dette Maleri lave og ophænge i Kirken paa et Sted, hvor Præsten hver Søndag kunde have det for Øjnene.

I Begyndelsen af dette Aarliundrede blev Jorderne som Følge af de ændrede Landboforhold jo udskiftede, og om de derved virkende Landmaalere haves tit meget uhyggelige Sagn. En Landmaaler Hald kom til at afsætte Skjel i Egnen nord for Gjedsted. Per Povlsen i Fandrup har fortalt, at da Landmaalerne skulde til at dele ud til ham, gik Kjæden i Stykker der ude i Heden, og da den nu skulde skarres, var Per Povlsen ræd for, at han ikke skulde faa Hede nok. Men Hald svarede, at det skulde han ikke klage sig for, han skulde faa mer end Jord nok, for de kunde godt tage det paa Slump. Der er ogsaa Syn for, at det gik saadan til, da netop den Gaards Hede er dygtig bred i den ydre Ende, meget bredere end forinden.

I Stistrup Udmark var en Mand og hans to Sønner blevne uenige med deres Nabo om Retningen af Skjellet. Manden gjorde sig saa brøsig, da Landmaalerne blev tilkaldt, at det blev, som han vilde have det. Ogsaa ned i Fovlum Kaarre kan man se, at denne samme Landmaaler har ladet sig paavirke til at sætte fejlt Skjel. Der var et gammelt Digehæv rundt om Kaarren, og det skulde man selvfølgelig rette sig efter eller gaa ud fra. Nu fortælles der, at denne her Hald gaar igjen paa Stistrup-Vejen ad Fovlum til, og man hører en ynkelig Stemme, der siger: "Ryk i Kjæden og hold i Stangen, Stistrup, Udmark og Fovlum Kaarre!" naar man kommer ad det Strøg ved den Tid, han gaar der, og saa bliver man øjeblikkelig vildfarende. Mange har fortalt mig om denne Landmaalers Gjenfærd.

Den forhen omfatte Steilberg, der var Ridefoged paa Lerkenfeldt og tilsidst blev Dommer ved Birketinget, gik ogsaa stærkt igjen, efter at han paa en ynkelig Maade var kommen af Dage. Hans Lig blev fundet tæt norden for Vesterbølle, mishandlet og forslaget, men det kom jo til at hedde, at han var bleven slaaet af Hesten, og at det var den, der saa ilde havde tilredt ham. Uagtet nu intet yderligere blev opklaret, havde Folk dog en anden Mening om Sagen, og da det var en Alfarvej, og ingen Hovfolk turde færdes ad den, siden Solen var nede, maatte Præsten i Vesterbølle til at tage sig af Sagen og mane Spøgelset ned i en Hulning, som man brugte til at begrave Sten i. Det skal have spurgt Præsten, inden det blev sat ned, hvornaar det maatte komme op igjen, og dertil svarede han, at det maatte ske, naar det havde faaet brudt Jorden derfra og til Randers Port med sit Brystben.

Ogsaa en Mængde Historier gik der imellem Folk om, at den og den Herremand eller Frue var bleven tagne af Djævelen en bestemt Nat, eller at de havde givet deres Kuske Ordre til at kjøre ud med dem paa maa og faa, og at disse saa tilsidst landede ved et prægtig oplyst Slot, hvor Herren eller Fruen blev indladt og ikke kom tilbage fra. I dette sidste Tilfælde saa Kusken ved at kige gjennem et Nøglehul Djævlen selv have ham eller hende under Behandling, i første Tilfælde hørtes al Tid en forfærdelig Jamren, og om Morgenen var hele Værelset overstænket med Blod. Saadanne Fortællinger, som de gamle al Tid havde et stort Forraad af, er kun Udslag af den Sikkerhed, hvormed Bønderne troede paa Gjengjældelsesretten. De saa sig selv som de ringe og forkuede, men vilde dog hævde, at Nedtrykkelsen ikke saadan kunde gaa ustraffet hen, og denne Tanke og denne Tro bidrog ogsaa sit til mægtig at holde Modet oppe og at paatrykke disse trælbundne Mennesker et vist Frigjørelsens Stempel. Saa kan man længe nok rase imod det fordømmelige i at fortælle og forplante slige Overtroens Fostre, nægtes kan det dog ikke af den, der ser med et uhildet Blik paa Sagn og Virkelighed, at de har haft en mægtig aandelig Betydning i de forudgangne mørke Tider.

Ordforklaringer:

Sandbindingen: Rum til Sand.
Lyseplinde: Lysepinde.
Stavrede: Staver i Lervægge.
Bæsling: Skillerummet mellem to Baase.
Nøds: Kostald.
Visse: Plante, brugtes til at farve gult.
Saaderne: afsigtede Skaller af Korn.
Lud: Lur.
Gølve: sætte Korn i Lade.
Remme: De øverste Bjælker i Bindingsværkshuse.
Støthoser: fodløse Strømper.
Roger: Dynger.
Sturrehøns: Kalkunske Høns.
Pranniseler: Bukseseler.
Tyremie: Tyrens Avlelem; den tørredes, og deraf gjordes en Pisk.
Stene: Skærpe paa Slibestenen.
Blænde Møg: Kjøre Jord (Tørvejord, gamle Diger o. lign.) i Møddingen for at blande imellem Gødningen, at den ikke skulde blive for kraftig. Bruges endnu meget i Hedeegne.
Slagel: det kortere, tykke Stykke paa en Plejl.
Krumpen: Vanfør.
En Trave Skaftehavre: 60 Neg utærsket Havre.
Hysse: daarligst Hus.
Klummeret: klodset.
en tyk Pavs: Mand med stor Mave.

Vort Landbrug. 1888. S. 401, 427, 447, 490, 555, 569. Genoptrykt i Evald Tang Kristensen 1843-1943: En samling Artikler og en Biografi 1943. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om Evald Tang Kristensen >