Evald Tang Kristensen: Et lille Dagbogs-Brudstykke

For nogle Aar siden foretog jeg af og til Vandringer omkring i Vestjylland for at samle gamle Viser, Sagn og Æventyr. En lille Smule af Udbyttet har jeg allerede offentliggjort og haaber, at der skat følge mere efter. Da disse Vandringer i Dag gienkaldtes i mit Minde, kom jeg i Tanker om, at et lille Brudstykke af mine Optegnelser om selve Vandringerne maaske kunde have Interesse for en videre Kreds, og har de det, kan der saa ved Lejlighed ogsaa deraf følge mere efter.

Den 5. Novbr. gik jeg først til Degnen i Ikast for at sikre mig Nattely, hvis jeg skulde finde gode Kilder deri Dag. Til min Sorg fortalte han mig, at den gamle Bodil Kristensdatter, fra hvem jeg blandt andet har den fuldstændigste Opskrift af Visen om "Karl Høvding" og den eneste om "Engelens Budskab", var flyttet til Grødde. Al Tid havde hun været vanskelig at faa Munden op paa, men da hun boede ene i sit lille Hus, og vi var fri for Vidner, gik det an. Naar hun nu var kommen op til Søstrene, vidste jeg, der intet Udbytte kunde ventes. Det slog ogsaa til. Thi jeg gik naturligvis derom ad. Først maatte jeg pikke paa Vinduet, da Døren var kroget indvendig, og saa erhvervede jeg mig Adgang gjennern Køkkendøren. Bodils Hukommelse var nu aldeles svækket, og alt det gamle var glemt. Da hun tilligemed saa lidende ud og havde en slem Brysthoste, gik jeg videre for at opsøge Frands Povlsen. Da jeg naaede Huset, der var ligefrem faldefærdigt, kom han gaaende hjem ad oppe paa Agrene med en Kande Mælk, og jeg gik da i Møde med ham. Uagtet sine 85 Aar kunde han øjeblikkelig kjende mig. Vi gik nu ind i det usle Kammer, hvor der knapt var Plads at vende sig, og hvor jeg idelig stødte Hovedet mod Loftet. Saa begyndte han at fortælle sin seneste Livshistorie og om, hvorledes han var bleven Enkemand. Jeg vidste jo saa godt, at han for nogle Aar siden havde taget hende, fordi hun ejede 15 Rigsdaler, og fordi han ved at komme i Besiddelse af denne Skat mente at kunne klare sig uden Fattigvæsnets Hjælp til sin Dødsdag, og jeg havde jo saa tit hørt hende gaa og murke over ham, da deres Samliv just ikke var kjærligt. Men han havde dog overlevet hende, der var meget yngre. Det kunde han nu ikke rigtig forstaa. Imedens han fortalte, sad jeg paa en gammel Kiste, der uafladelig knagede og truede med at skride ud fra Væggen. "Den skal nok holde, sid De kuns paa den!" sagde han alt imellem, naar jeg med en Ængstelig Mine gjorde Tegn til at ville rejse mig. "Hvordan har I det saa?" spurgte jeg. Aa, han var saa glad ved, at han havde en god Seng. Jeg saa til den og fandt kun usle Pjalter. Der paa Stokken og med Hænderne paa Bordhjørnet havde jeg skrevet mange kostelige Viser op, og en Gang, da Konen var i rigtig godt Humør, havde hun endog givet sig til at synge noget for mig (se saaledes Nr. 18 i "Gamle jydske Folkeviser". 1876). Men til daglig surmulede hun til mig og stiklede til Frands og mig, fordi vi ikke var klogere. Ja, ja, hun var nu en Gang ikke klogere. Efter at have stævnet Frands til at møde mig ovre hos mig paa Mandag, gik jeg videre til Toftlund.

Det var noget taaget i Vejret, saa jeg havde ondt ved at se, hvor jeg skulde gaa. Eftersom Niels Rasmussen aldrig havde kunnet synderligt, kunde jeg ikke nære synderlig Forhaabning om her at faa noget synderligt Udbytte, og det slog mere end til. Altsaa drog jeg videre med rene Papirer over til Fonnesbæk, hvor jeg gik ind til Læreren. Han var i Skolestuen blandt Børnene. Jeg spurgte ham, om han kjendte mig. Ja, det var jo Kristensen fra Gjellerup. "Vil De tale med mig?" Dette spørgsmaal kom mig uventet, som man kan begribe, men jeg tænkte: Det ligner ham, den gode Mand. Sidste Gang, jeg var hos ham, havde han bagefter faaet Mistanke om, at jeg dog ikke var Kristensen, men en Bedrager. Nu, jeg lod som ingen Ting og gik ind i Stuen til Konen. Da han senere kom ind efter at have givet Børnene fri, var han og blev ved at være saa oprømt hele Aftenen, at jeg blev højlig forundret. Selv kunde han ingen Historier, men hans Børn fortalte mig seks, der dog alle i Hovedsagen forhen var mig bekjendte. Nu var det blevet ud paa Aftenen, og jeg maatte tænke paa Hjemvejen. Paa mit Spørgsmaal, om de ikke vidste nogen, der kunde noget, sagde de, at der boede en Mand ovre i Kølkjær, som hed Niels Smed, og han kunde sikkert ikke saa lidt. Maaske det Kvindfolk, der sad hos ham og vævede, ogsaa kunde noget. Den Oplysning blev jeg glad over: to i ét Hus! Det vare store Ting. Efter at have gaaet de fem Fjerdingvej i Mulm og Mørke, naaede jeg Hjemmet ud paa Natten.
Næste Dag gik jeg over til Hammerum, men Jens Tiphedes Kone var ikke hjemme. Manden troede nok, hun kunde nogle Historier, og jeg bebudede da at komme en anden Gang. Derefter gik jeg til Jens Kristian i Nørum, som dog ikke lod til at kunne huske noget længere. Imedens han gik og betænkte sig, fik Konen Munden paa Gled og fortalte to Smaahistorier, som dog forhen var mig bekjendte. Man skal jo gjærne lade som ingen Ting for ikke at gjøre Folk kjede af at tænke sig om. Nu maatte Jens Kristian op med Posen, og han fortalte da en temmelig sjælden Historie saa ypperligt, at jeg kunde høre, han i sin Tid havde været en sjælden Fortæller. Imidlertid kunde han ikke huske flere den Dag, og Konen ikke heller, saa jeg maatte lade mig nøje med det tarvelige Udbytte for denne Gang og søge til Hjemmet ud paa Aftenen. Desuagtet gik jeg til Herning for at tale med en gammel Kone, der efter Sigende skulde kunne huske en Del. Men dette var ikke Tilfældet, og jeg maatte gaa uden mindste Udbytte, idet jeg gav hende Betænkningstid nogle Dage.

Morgenen efter gik Rejsen saa for sig til Kølkjær. Jeg havde tænkt at skulle faa Niels Lillegaard i Fastrup paa Gled ved samme Lejlighed, men da jeg kom nær til Gaarden, trak han ud af den med et Par Stude, og jeg kunde se, han vilde fra By. Da jeg fremdeles hørte, at Kristian Kusk heller ikke var hjemme, men henne som Driver med nogle Markedsstude, satte jeg Kaasen lige over Langlund Aa og kom omsider efter en besværlig Vandring til Niels Smed. I Førstningen havde jeg nær taget Fejl, da der er to der ovre med det Navn, men den ene kaldes ogsaa "den hellige Smed". Jeg mærkede snart, at denne her, som ogsaa kaldes Niels Nørum, ligervis hørte til Egnens hellige, og endnu mere inde derpaa var hans Kone. Det var nemlig hende, som "vævede". Hun gav Vink i et Væk til Manden, at han ikke skulde indlade sig med mig. Men han føjede mig for saa vidt i min Begjæring, at han tilsagde mig Visen om "De Røvere fra norden Skov".

Efter at have formanet ham til at tænke sig godt om, sagde jeg, at jeg vilde gaa over til Karl Kristensen og saa komme tilbage til Aftenstid. Denne var mere tilgjængelig og fortalte mig en god Variant til "Mestertyven". Efter at have opskrevet denne, kunde jeg ikke holde det ud længere der for Kulde og Træk (ja, det var og et meget uhumsk Opholdssted), og han gik med Glæde ind paa mit Forslag om at tilbringe Aftenen sammen med mig oppe i Langlund. Jeg vilde da nu gaa tilbage til Niels Nørums og blive færdig der, hvorpaa han i Mørkningen skulde komme om ad mig og tage mig med. Da jeg kom der hen, havde de faaet Forstærkning af nogle opvakte, og det var mig ikke muligt at faa Niels til at sidde hos mig, ja ikke en Gang til at sige Besked, om han kunde mere. Munden gik paa dem bestandig, og jeg maatte blot se at bevare Taalmodigheden. Men det var rigtignok ubehageligt at sidde mellem disse Folk, der gjorde, hvad de kunde for at holde mig for Nar. Det blev Aften, og jeg var lige nær. Endelig efter syv lange og brede, og efter at Niels havde spist Aftensmad, meddelte han mig under synlig Misbilligelse fra de tilstedeværende noget mere, saa jeg i alt fik Opskrift paa fire Viser. I fuld Travlhed hermed kunde jeg uden for Vinduerne skimte Karl og gjorde mig da færdig og gik. Men nu var det helt mørkt. Det er dog nogle forfærdelige Veje, der er i Kølkjær, ja, der er da i Grunden slet ingen Veje, kun nogle usle Hjulspor, og de gaar uafladelig gjennem Moradser og side Partier, saa det var næsten halsbrækkende at gaa den Vej i det dybe Mulm. Baade Karl og jeg steglede saa til én Side og saa til en anden i de idelige Huller. Nu, som vi gik, ytrede han Ulyst til at fortælle for mig paa et fremmed Sted, hvor der var saa mange unge Folk. "Saa har de det at sidde at grine ad," sagde han. Men han vilde komme over til mig om fjorten Dage og saa blive hos mig en hel Dag. Ja, det vilde han meget hellere. Ja, ja, saa fik det være saadan, og jeg gav mig til Freds, endskjønt jeg af Erfaring kjendte noget til Udfaldet af slige Aftaler. (Karl kom ikke, og jeg har aldrig siden talt med ham). Efter at have sagt Karl Farvel maatte jeg nu til at søge Hjemmet, men for at være sikker paa ikke at gaa vild, maatte jeg om ad Kollund, endskjønt det var en halv Mil længere. Saadan en Vej, som den til Kollund, har jeg aldrig gaaet, den var somme Steder næsten bundløs, og dertil skylregnede det uafladelig. Aldeles udmattet maatte jeg hvile hos Læreren en halv Time, og saa gik det videre. Da jeg kom hjem, saa jeg skrækkelig ud og havde tilmed faaet saa ondt i min ene Fod, at jeg ikke kunde tænke paa at gaa nogen Steds i flere Dage. Godt var det, jeg kom velbeholden hjem. Men det værste havde jeg nær glemt at berette, og det var, at Lærerens Kone i Fonnesbæk og Niels Nørums Kone er Søskende. Hvor nær havde det ikke ligget, at den første havde sagt som saa: "Min Søster, der er gift med Niels Smed, kan maaske ogsaa noget." Ja, jyderne er i Sandhed mistænksomme og siger gjærne ikke for meget om deres egne Forhold.

Dagen efter stagrede jeg dog hen til Jens Tiphedes. Men Konen kunde intet, og jeg gik da hjem lige saa rig, som jeg var kommen.

Søndag er en Hviledag, og den Dag er jeg glad ved. Det var et yndigt Vejr med Solskin og let Frost.

Den 10. November gik jeg til Tværmose, hvor jeg ikke havde været i lange Tider. Min Stedfortræder i Skolen fulgte mig paa Vej, men gik vild paa Heden og kom først hjem ud paa Aftenen. Det er rigtig nok ogsaa en egen Sag at gaa i Mørke over den graa Hede uden Vej eller Sti at rette sig efter. Til Nybokjær kan det sagtens gaa, for der er dog Vejspor, men naar man er sprunget over den lille Bæk, er man helt uden slig Vejledning. Saa gjælder det om at holde Tungen lige i Munden og gjøre ret Bestik for at træffe det Sted, hvor man kan komme over Gudumkjær. Det er gjærne sat under Vand, naar jeg skal til Tværmose, og saadan var det ogsaa i Dag. Det er mig al Tid det værste at komme godt over den stride Bæk, og er det sket, kan jeg let vade igjennem Vandet langs en Grøftevold, der af og til viser en lille Tip oven Vande. Da nu det vaade Element var bag mig, laa atter den graa Hede foran, og saa skal Tungen jo igjen have en bestemt Retning. Endelig hører jeg Storaaen bruse ved det store Stemmeværk, hvor jeg plejer at gaa over paa en Bjælke. Men de hensynsløse Mennesker har her ligesom lagt an paa at skabe mig Forhindringer ved at grave Grøfter og Render til Vandets Opstemning. Først er der Landgrøften, som jeg let kan springe over, saa den gamle Vandingsgrøft, som det falder sværere med, saa den ny do., som man dog har været saa betænksom at lægge et Stykke Træ over, og endelig er der Afledningsgrøften ind ved Aaen, og den gruer jeg al Tid for. Tit har jeg gaaet frem og tilbage ved den i længere Tid for at finde et passende Springested, og saa kniber det altid saa skrækkeligt for at vinde over. Endelig ligger Aaen for mig som et net Vandfald. Jeg hopper Pænt over og er nu paa Sunds Sogns Ejendom. Undertiden kan jeg formelig blive fortrydelig over de gode Tværmosefolk, som jeg dog holder saa meget af at besøge. Saaledes i Dag, thi de havde sat hele deres Aabred under Vand, og der maatte jeg altsaa gaa og skvalpe med en lønlig Frygt for Hjemturen. Nu var det blevet Aften, men jeg kunde dog se Jens Povlsens Hus vinke ad mig. Det kjedeligste er, at man aldrig kan stille den Mand til Ro om Dagen, og efter hvad jeg har kunnet forstaa, har han endnu Forraad til mange Aftener. Dog frisk Mod! Det kan ikke nytte at tænke med Bekymring paa den Dag i Morgen. Naar jeg blot var vel over de blinkende Vand, strømme i Aften. Jens Povlsen maatte nu til at friske op i Hukommelsen, alt som han vandede og gav Køerne Aftensmad, og imens stod jeg ved Havediget og saa ud over det aldeles flade Landskab, belyst af den nedgaaende Sol. Der ovre i Syd ligger mit Hjem, og nu vil jeg mærke mig Retningen efter Kirketaarnet, for det skal knibe haardt nok at finde hjem. Saa prosaisk tænkte jeg, og med varme Ønsker om, at Jens nu maatte komme paa noget rigtig godt, saa jeg Tiden nærme sig, da Øret og Pennen skulde faa travlt.

Nu som al Tid var Jens fuld af Historier, men han fortæller ikke godt, og jeg skal omforme meget, naar jeg renskriver hans Historier. Da Familien spiste Kvældsnadver, beværtede Konen mig med et Stykke Honningbrød. Godt var det, jeg fik Støvlerne af og et Par gamle Træsko paa, thi ellers havde jeg frosset Fødderne fordærvet, og nu, da jeg skulde af Sted, mærkede jeg ret, hvor vaade Støvlerne var. Paa Hjemvejen havde jeg aldeles ingen Nytte af de Kjendetegn og Mærker, som jeg i Skumringen indpræntede mig, derimod havde jeg Nytte af et fjernt Lys, jeg af og til kunde skimte, sandsynligvis fra Krøjgaard.

Dagen efter havde jeg bestemt mig til at gaa over til Trælund og snakke med Jeppe Salling. Vejret var dejlig mildt, men Vejen daarlig. Desværre traf jeg ham ikke, han var tagen til Holstebro med Klude. Jeg kjender noget nær Indretningen af saadanne Smaahuse, men her var jeg ikke i Stand til at skielne Indgangsdøren fra Kohusdøren og maatte gaa Huset rundt, før jeg af Vinduernes Sæde kunde blive klog paa, hvor jeg skulde hen. Set udvendig fra skulde man tro, det var et gammelt Aashus, men det var dog ikke Tilfældet. Det værste var, at der ingen Lukkelse var til Dørene, jeg gav lige et lille Skub til dem, og saa gik de op. Efter at have bedt Konen om at lade Jeppe blive hjemme paa Torsdag, gik jeg videre for dog om i muligt at faa lidt ud af min Gang ad den Kant. Aaen kunde jeg ikke komme over, da Vandet var stemt op trindt omkring, hvor det nogenlunde kunde lade sig giøre, og jeg maatte da paa den lange Omvej ad Bordinggaard. Der gik jeg saa ind for at tale med Aftægtsfolkene.

Manden kom straks med sit. "Hvor er du fra?" Konen kunde intet huske længere, lod det til. Men det var et Par flinke, gamle Folk. De var noget pietistisk paavirkede, men dog langt fra utilgjængelige for min Tale. Konen lovede at tænke sig om, og Manden fortalte, at han havde set Bjærgfolk, og spurgte mig ganske alvorlig, om jeg troede, der var saadanne Væsener til. Hen paa Eftermiddagen sagde jeg et venligt Farvel til de to gamle og kom nu over Aaen, hvorpaa jeg med den gamle Holstebrolandevej søgte ad Sunds Kirke til. Endelig i Aftenskumringen kunde jeg se Niels Uglsøs Hus i Sønderos og tænkte straks: Nu kan jeg godt stikke lige over og sparer da en halv Fjerdingvej. Som tænkt saa gjort. Men det varede kun kort Tid, inden jeg kom til en Bæk. Den kunde jeg dog springe over. Dernæst kom en Strækning oversvømmet Eng, som jeg vadede igjennem, saa nogle store Grøfter og endelig til min store Overraskelse en Strøm saa dyb og saa strid, at det var en hel Umulighed at komme derover. Altsaa maatte jeg finde mig i at gaa den samme Vej tilbage igjen, springe over Grøfterne og vade gjennem Vandet. Men da Bækken var naaet, kunde jeg dog ikke bekvemme mig til at springe derover, især da der var en Vold paa denne Side, og den mente jeg nok at kunne gaa ad. Altsaa frem ad! Men stop! Der kommer en Tværgrøft, som er mig for bred. Ja, saa maa jeg et Stykke til Siden for at finde et smallere Sted. Saa, her gaar det an, og nu er jeg ovre, men lidt efter kommer en Grøft til, og den er endnu værre. Ja, saa maa jeg se at vade igiennem, da jeg ingenlunde vil gaa tilbage nu, og i den Tid maa jeg gøre mig saa let som en Fjer for ikke at synke ned i Mudderet. Det gik an, men Vandet gik ogsaa lige til Kanten af mine lange Støvler. Efter en meget anstrengende Tur kom jeg endelig velbeholden til Niels Uglsøs. Han og hans Kone skiftedes til at fortælle mig noget, der ikke havde videre Værd, men det var ogsaa en Efterslæt. Her har jeg ellers forhen faaet mange gode Sager. Saa blev jeg der om, Natten, idet jeg laa hos Manden, og næste Dag fulgtes vi ad til Rojen. Det er ikke underligt, at Manden er noget sløvet i Skolens Tjeneste (han er nemlig Omgangsskolelærer), da han de to Dage om Ugen har en Mil at gaa til Ildsgaard, de to en halv Mil til Rojen, og de to tre Fjerdingvej daglig til Linaa. Mest besynderligt, at han kun yderst sjælden benytter sig af det Natteleje, der hvert Sted staar til Rede for ham, men gaar den lange Vej hjem hver Aften baade Vinter og Sommer. Men han har nu, et lille hyggeligt Hjem. Udenfor Huset er der pikket med Al, og det selv er pænt kalket.

I Rojen besøgte jeg en gammel Mand, der havde været i Frankrig i Napoleons Tid, men han kunde intet af, hvad jeg søgte. Derefter gik jeg til en anden Mand, som jeg ogsaa haabede at faa noget hos, men han var gaaet til Kræmmer i Ørrevad. Kvindfolkene anbefalede mig at opsøge Jesper Skrædder i Sammelsted By, der skulde være saa udmærket til at fortælle Historier (jeg kom senere til denne udmærkede Kilde og udpumpede ham saa grundigt, at han vist husker det længe), men de troede ikke, det kunde nytte, jeg kom her om ad tiere, da Manden sikkert intet kunde. Saa gik jeg til Hans Hansen, der baade kunde og vilde fortælle, sagde han, men i Dag havde han travlt med at brygge Mjød. Til alt Held for mig gik der Hul paa en af hans Kobberkjedler, og imens han var inde i Værkstedet (han er ellers Snedker) for at klinke og siden lappe den, fik jeg ham til at fortælle et godt Æventyr. Jeg stod og skrev ved Høvlebænken i det kolde Rum med isnende kolde Hænder og Fødder. Da Kjedelen var færdig, var ogsaa Historien skreven, og nu gik jeg over til Niels Uglsø for at følge ham tilbage til Hjemmet. Der var ellers en sær Haandtering i Hans Hansens Hus imellem ham og Konen, der laa meget syg, og Tjenestepigen, som jeg umulig kunde blive klog paa. (Senere hørte jeg, men om det er sandt, ved jeg ikke, at han og Pigen var gode Venner. Mærkeligt nok viste det sig senere, at Hans kun kunde denne ene Historie. Pigen derimod kom senere til at fortælle mig et Par). En Tidlang havde jeg siddet inde og talt med den syge Kone, indtil Hans blev tjenlig til at fortælle.

Da jeg havde siddet og hvilet lidt hos Niels Uglsøs, gik jeg den lange Vej hjem om Aftenen. Det var saa mørkt, at jeg undertiden ikke kunde se en Haand for mig, og til sidst rnaatte jeg sætte mig ned i Vejgrøften en Tidlang og vente paa, at det skulde klare lidt op, thi det var rigtignok ingen Spøg, om jeg skulde have kommet bort fra Vejen og faret vild paa den vilde Hede.

Torsdag gik jeg saa igen til Trælund. Jeppe Salling var kommen hjem fra Holstebro for en Time siden og sad nu og nød et Maaltid Mad. Han er Kludekræmmer, og det er en stærk Karl, siden han kan selv være Hest saa lang en Vej, for han trækker alene en tohjulet Vogn og kjører derpaa til Kjøbstaden alle de Klude, han samler. Han var meget villig til at fortælle og begyndte straks, imens han spiste, for at jeg kunde faa noget ud af det, sagde han. Men den var skiden den Historie, og han maa jo have mærket, at jeg ikke yndede den, for nu gik baade Mund og Hukommelse i Baglaas, han kunde ikke en eneste pæn Historie, og de grimme vilde han da ikke opvarte mig med. Det viste sig da, at Jeppe Salling godt kunde have givet sig Madro, thi jeg fik ikke mere ud af det, og med dette tarvelige Udbytte maatte jeg give mig paa Hjemvejen. Imidlertid var det blevet Aften, og da jeg kom til Trælund Skole, var det mig umuligt at skelne den rette Vej iblandt de mange forskjellige Hjulspor. Jeg valgte en, men syntes efter at have gaaet den lidt, at det ikke kunde være den rette, stak saa noget i Vester for om mulig at træffe en anden Vej, men blev ikke klogere og vendte nu om til Skolen, hvor jeg ligesaa raadvild som før stod, vælgende og vragende, og ikke vidste mit levende Raad. Men det fik ikke hjælpe, til en Side skulde jeg og fik saa lade staa til. Nu gik det rask en Fjerdingvej omtrent, men Vejen var fejl, det var tydeligt, og Huse kom jeg ikke til, blot den mørke Hede. Endelig saa jeg Lys, kom til et Hus og spurgte nu om Vej. Jeg var gaaet ad Trælund Kirkevej i Sydvest i Stedet for Sydøst. Saa fik jeg Besked om Vejen til Gullestrup og maatte der lægge mig ind om Natten, aldeles forkommen.

Næste Dag gik jeg temmelig tidlig over til Tværmose for først at faa talt med Jens's Broder Peder. Han var desværre ikke til Stede, men saa fik jeg Sønnen til at gaa om til Vestergaard efter Karlen og Pigen. Følgen var, at der blev en hel Forsamling hos Jens Povlsens, da Lyset blev tændt. Skomagerens to Sønner var ogsaa med, og de kunde et Par af deres Faders gamle Viser. Pigen Karen fortalte meget godt to Historier, og efter at Jesper Kristensen saa havde fortalt tre, kom Jens Povlsen til Slutning med én.

Dagen efter og Søndag var jeg hjemme, men Mandag Morgen gik saa min Vej ad Snejbjerg for at tale med den gamle Anders Skibild. Han var desværre gaaet over til Assing og mentes ikke at komme hjem før tæt til jul. Saa maatte jeg ad Helstrup og Nøvling. I Skibild gik jeg ind til Peder Frølund og var der om Aftenen. Hans Kone kunde en Vise og seks Historier og han selv fire. Nogle af disse var smaa, men jeg var dog glad ved det Udbytte. Saa gik jeg til Nøvling Degn for at være hos ham om Natten, men han var ikke hjemme, og jeg sad oppe efter ham og holdt Pigen ved Selskab til Midnat. Endelig brast Taalmodigheden, og jeg gik i hans egen Seng, saa maatte han da kunne træffe mig, naar han en Gang kom.

Næste Morgen maatte Peder Frølunds igjen holde for, og Udbyttet var heller ikke nu saa galt, men dermed blev de og begge udtømte. Ved Middagstid forlod jeg dem og gik nu til Sinding for at tale med Niels Kristensen. Han var nede i Mosen og grobe, og Faderen vidste snart ikke, om han vilde vise mig ned til ham eller ej. Jeg gik da min egen Gang. Paa mit Spørgsmaal, om han var kommen i Tanker om nogle Historier, siden vi sidst taltes ved, svarede han, at han saamænd aldrig havde tænkt det mindste derpaa. "Hvorfor ikke det?" Nej, for det kunde ikke betale sig, mente han, der var saa mange andre Ting for ham at lære og tænke paa, som han kunde have anderledes Nytte af. Dernæst betroede han mig, at han i sin Tid var bestemt til at skulle være Skolelærer, men det var dog nu opgivet. Ja, det var ogsaa godt, sagde jeg, for dersom han altid var saa beregnende, kunde han ikke have blevet en god Lærer, og desuden skal en saadan lære meget, som han ikke siden kan gjøre i Penge. Dermed sagde jeg det kloge Menneske Farvel.

Nu gik jeg til Sinding Skole. Læreren, Gravers Pedersen (der siden blev temmelig bekiendt under Navnet Orloff), var i Kjøbenhavn for at faa Anvendelse for den af ham opfundne hemmelige diplomatiske Skrift og maaske tillige for derved at bane sig en anden Levevej. Jeg havde tidligere besøgt ham flere Gange og med stor Interesse fulgt hans Arbejden paa den Ting, men tillige med Sorg lagt Mærke til, at han derover aldeles forsømte sin Skole. Nu havde han en Hjælpelærer til at bestyre Embedet, og denne gik jeg da ind til for af ham at blive vist Vejen til Kristen Skræ. Læreren var flink nok og lovede selv at følge med. Men imens han lavede sig til, kom der et Menneske ind, som efter Udseendet at dømme var en sand Røver. Nu, Skinnet kan ogsaa bedrage, men da han fulgte med os, holdt jeg mig dog lidt i Frastand. Kristen Skræ var flink og villig nok at snakke med, men han kunde intet. Vel havde han hørt meget, men sagde, at han havde saadan en daarlig Forstand til at giemme det. Saa opfordrede jeg vor uhyggelige Følgesvend til at fortælle, men han værdigede mig ikke et Svar. Nu stemte de andre i med, og saa gav han efter for den flerstemmige Opfordring og fortalte Historien om "Ønskerne", tilbørlig udpyntet med Eder og Skjældsord. Han slog om sig med Armene, dunkede idelig Kristen Skræ i Ryggen og kneb ham i Armen, saa den stakkels Mand vist ingen Fornøjelse kunde have af Æventyret. Der var imidlertid meget godt i Fortællemaaden, og som Kulturbillede kunde saadant et Foredrag være meget værd at faa ordret opskrevet, da Bondens Sæd og Skik traadte karakteristisk frem, og for en Samler af sjældne jydske Ord og Vendinger var her sande Lækkerbid. Ved slig Lejlighed kunde jeg ret ønske, at jeg var Stenograf. Efter at Fortællingen var til Ende, kom jeg med et Par Bemærkninger om den, men Fyren lod ikke til at ynde mig, og blev saa fløjtegal, at han fo'r ud af Døren og forsvandt, uden at vi andre vidste, hvor han blev af. Da jeg saa havde bedt de tilstedeværende om at sige mig Vejen til Ørre, fulgte de mig saa langt, at jeg ikke kunde tage Fejl, og saa havnede jeg for den Nat i Ørre Degnebolig hos rigtig gode Venner.

Se, saa er det nok bedst at bryde af for denne Gang. I flere Vintre gik Livet for mig paa en saadan Maade. Jo længere jeg samlede, jo videre blev mine Udflugter, og des mere besværlige blev de for det meste, thi naar jeg var saa nær ved Hjemmet, at jeg kunde søge dertil og hvile mig en Dags Tid, var jeg igien oven paa. Hjemmets Goder kan under slig Levevis ikke let erstattes paa anden Maade. Naar jeg nu ser tilbage paa de Tider, synes det mig næsten underligt, at jeg kom saa vel derfra, og den Tanke er levende hos mig, at Guds beskjærmende Haand i særegen Grad undertiden var over mig. Hvordan skal jeg kunne fuIdtakke Ham derfor?

 

Højskolebladet. 1879. Nr. 46, 47, 50. Genoptrykt i Evald Tang Kristensen 1843-1943: En samling Artikler og en Biografi 1943. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om Evald Tang Kristensen >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg