Evald Tang Kristensen: Om vor Folkedigtnings dannende Indflydelse

Der er for ikke længe siden bleven ytret, at man må agte på den folkeoplysning, der findes i de mundtlige minder fra vore fædre. Da jeg har nogen erfaring med hensyn til denne oplysning, har jeg ønsket ved et lille ord derom end mere at bestyrke denne store, men dog alt for lidet påagtede sandhed. Her ville det nu ikke være nødvendigt at påvise, at vi mennesker ikke kan leve uden poesi, når vi vil være mennesker. Hos nogle er der trang til at modtage, hos andre til at frembringe, og således er folkepoesien fremstået, således er den bleven bevaret, men dog stadig med nydannelser, det er en ligefrem følge af den sjælelige trang hos det begavede menneske. Vi tærer mere eller mindre af vor barnealders rige billeder og minder, og det ville ikke være godt, om vi nogensinde bliver så fortørrede, at vi aldeles havde glemt, hvad der rørte sig i vor barnesjæl. Ligeså ville det heller ikke være godt, om menneskeslægten blev så forstandig, så lidt overtroisk, at den slet intet kunne mindes af de store fantasibilleder, der blev til i menneskeslægtens barndom. Og dog er mange komne så yderlig vidt, om man ellers kan tro, hvad de selv siger. Uden poesi lever de jo kanske vist ikke, uden forsåvidt de skal være blevne til rene muldvarpe, men de holder sig til den moderne poesi, den der er bedre føde i, end de ensformige viser, de simple ammestue-eventyr og den fordærvelige overtro, sagnene er fulde af, som og helst burde skaffes ud af verden så snart som muligt. Optræder der en forsvarer, har de højst et medlidende smil tilovers og betragter sig som stående på et langt højere dannelsestrin, hvilket dog næppe turde være tilfældet. Thi denne folkepoesi er storslået i sit anlæg og i sine virkninger.

Men hensyn til dette første, da behøver jeg blot at pege på, at de er blevne til i den Tid, da himmel og jord, guder og mennesker, bedrifter og hjernespind løb sammen for slægten efter Grundtvigs Ord (se Krønike-Rim, 3die udgave). Fællesejet, som de er for hele menneskeslægten, tyder allerede på, at de er udtryk for den menneskelige ånds ideer, og de mange forunderlige former, hvori oldsagnene har fremtrådt og endnu gør det, viser hen til meget forskellige tankegange hos de forskellige folkeslag, samtidig med, at disse i det små viser sig at stamme fra de enkelte fortællere og digtere.

Virkningerne af disse overleveringer til folkeslagenes uddannelse griber så dybt ind i hvert folks liv og ejendommelighed, at mit syn er altfor indskrænket til at kunne se mere end de store træk. Jeg vil heller ikke mere end trække et par betragtninger frem fra vore nærmeste forfædres tid. Beviset for, at folkedigtningen giver dannelse og fordrer dannelse, ligger ikke fjernt. Hvorledes skulde poesi overhovedet gribes og fastholdes, når der ikke var den fornødne og den velredte jordbund for den i sjælen, om og der var poetisk natur.

Ikke en gang nydannelserne af det traditionelle kunne foretages uden fortrolig tilegnelse af det åndelige indhold, og det er jo bevisligt, at folkeminderne har fulgt med tiderne. Man lægge blot mærke til sagnene, der huser den gamle folketro fra hedenskabets tid; de danner sig jo endnu den dag i dag eller med andre ord: Troen iklæder sig stadig nye former. Det er virkelig ikke kødhoveder, som finder på sådant, det er begavede mennesker, som naturligvis er påvirkede af ånden, der går igennem det forhen givne, og disse folk tjener som læremestre for en hel kreds. Med hensyn til viserne gælder noget lignende, skønt kilden her viser sig nu for langt fra sit udspring til, at den endnu kan være fuldkommen klar. Men der er dog endnu en luftning af den ånd, der skabte de gamle digte, og jeg siger endnu, at den, der kan føle sig henrevet af indholdet, således som en gammel mand eller kvinde endnu kan, den har en ikke ringe åndsdannelse. Det er nok et værk af hukommelsen at bevare i tro minde, men ikke alene af den, der må være kærlighed til og tilegnelse af det hørte for at gemme det usvækkede indtryk hele sit liv. Om de ny kærlighedsviser behøver jeg ikke at tale, det kommer ikke den sag ved, men nævne kan jeg dog Skæmteviserne og nidviserne fra ny tid, der er både spor af poesi og gammel stil i dem.

I de spredte hedeegne har vore folkeminder haft uberegnelig indflydelse på barnealderen, og denne har dog vel stor indflydelse på hele livet som grundvold for livskræfternes hele bygning. Ved dem er øjnene blevne åbnede for de åndelige kræfters virksomhed, både de gode og onde, og deres indgriben i menneskelivet, så at det er gået op for barnet at være ikke alene et jordeliv. Om endog der kunde være meget usundt i det hørte, ville den sunde natur og fremfor alt det, at øjet idelig er hæftet på Guds gerninger i mark og eng, hede og mose, nok vide at klare, hvad der burde klares for synet. Man betænke fremdeles, at i disse egne var der for et hundrede år siden intet skolehold eller dog så godt som intet, og at der indtil for nogle årtier siden ikke en gang på disse steder var historier at hente hverken mundtlig eller ved bøger, fremdeles, at en fader så godt som ikke havde en eneste bog at give sine børn i hænde eller kunne vise dem et eneste morsomt billede. Var det så ikke godt, om de stakkels Børn (og de voksne med) ikke idelig var henviste til dette livs prosaføde, snak om får og stude, om høbjergning og rugsæd, om grøvten og tærsken, men at de en gang imellem kunne øjne et glimt af ånd, når gamle bedstefader eller bedstemoder blev pint af det videlystne barn til at fortælle en gammel historie? og var det endogså lutter overtro, tror jeg nok, det var bedre end intet. Den voksne, der tit ikke havde stort mere inde af det, man nu vil kalde kundskabsmasse og nu sætter størst pris på, kunne mødes med barnet i fryden over at høre fortælle og selv fortælle, hvad der ikke sådan var ligefrem oplevet. Det kunne rigtignok være morsomt for os, der nu helt står udenfor den verden, at sætte os ind i den lille hytte ved siden af binderne, og så ved klynens blink og gransplindenes klamme os at være hørende og seende, lægge mærke til, hvorledes fortælleren virkede i foredraget med sit rige minespil, og hvorledes øjnene spillede i hovedet på de små - og samtidig som helt overvejende betænke, hvor stor en virksomhed sjælene gensidig var med i at meddele i en form, der svarede til emnet, og med at bevare denne form i dens mindste enkeltheder. Det måtte være herligt, synes jeg, at folk, der er afskårne fra så godt som al bogverden, hvilket bevislig hedeboerne har været og tildels endnu er, dog har bevaret deres eventyr, sagn og ordsprog med et åndeligt sving og med levevisdom, iklædt de for folket ret passelige billeder. Folkeånden har jo frembåret dem, og så sandt vi endnu ikke er helt fremmede for den, må vi kunne drage nytte af dens værk, så at vor danskhed kan fæstnes på så umiddelbar en måde som vel mulig, og vi får det stærkeste våben imod alt det fremmede.

Der er endnu et, som har slået mig. Folk der har færdedes iblandt folket i Vestjylland uden selv at være vestjyder, må have lagt mærke til den bondestolthed i god betydning, den folkebevidsthed, den selvfølelse, der idelig træder en i møde. Vestjyden har nok været hovbonde, han har aldrig været slave, og der har altid været en stor nedarvet folkeoplysning hos de folk, ikke just i kundskabsfagene, men i blik på menneskelivet, og dog har mangen familiefader haft dygtighed nok til selv at undervise sine børn. Ellers besørgedes denne af omgangslærere, og sådanne personer, godt skikkede dertil, var der nok at finde af. Mon denne almindelige dannelse - således kalder jeg den, uagtet den efter almindelige begreber næppe fortjener dette navn - ikke skulde være fremkaldt ved folkemindernes forædlende og åndige indflydelse? Jeg tror det, og mange vil give mig ret.

Endnu et kunne være værd at fremhæve. Man kan just ikke nægte, at den, der kan bruge sin mund godt, må have nogle tanker. At en bonde, der så godt som ingen skolekundskaber har fået og ikke i skolen har lært hverken at skrive eller stile ordentlig, ad den praktiske vej kan have tilegnet sig talefærdighed, tyder på en slags dannelse, men deraf kan dog intet sluttes om det foreliggende, ti det kan være naturgave, og talefærdigheden kunne jo være så barbarisk, så fuld af mislyd, at den ikke kunde påagtes. Men det har nu tit slået mig, at en så ulærd og aldeles ikke bogkyndig mand kan tale og fortælle så sprogrigtigt, kan stille Sætningerne så godt sammen, og hvad der mest må mærkes, give talen den form, der netop svarer til indholdet. De må dog have et åbent øre for sproget, dets vellyd, og de må have ånd nok til at kunne fatte indholdet og give det udtryk. Ikke en, men mange har fortalt for mig så overensstemmende med alle sprogregler, at jeg har kunnet opskrive hele deres fortælling ord til andet ligesom efter diktat og ladet det senere trykke næsten ordret. Med hensyn, til fortælling af eventyr gælder det fornemmelig at vælge den rette form for indholdet, og de kan holde de skæmtende så spøgefuldt, de alvorlige så roligt, at man får det indtryk: Fortælleren har levet sig ind i det, han giver os. Dette røber dog nogen åndsdannelse, skulle jeg mene.

Det var nu altså blot det par ord, jeg ville sige om folkedigtningens indflydelse i de sidste par hundrede år. Hvor meget mere nytte har den da ikke gjort til sund og ægte menneskeudvikling i de tider, da den var nærmere ved sit udspring, og da folket var mere umiddelbart, da de højeste stænder ikke var for gode til at lade den gå fra mund til mund, og da der var så stor vanskelighed for boglig uddannelse, som oven i købet altfor snart slog ind på fremmede, ufolkelige spor! Man udmale sig nu selv dette! Jeg ser, at den oplysning er det, der har givet livet indhold for middelalderens folk af de ulærde klasser.

 

Dansk Folketidende. Udg. af Sofus Høgsbro. 1876. Årg. 11. S. 63. Genoptrykt i Evald Tang Kristensen 1843-1943: En samling Artikler og en Biografi 1943. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om Evald Tang Kristensen >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg