< Venstrefløjskritik:  
 

ANMEDELSER

Multikulturalisme, indvandring og samfund

 
 

A. Alesina & E. La Ferrara: Who trusts others?
- artikel/undersøgelse i Journal of Public Economics, 2001

Harvard: Lav social kapital i multikulturer

Som det hos forskellige forskere er blevet påvist (Putnam, Fukuyama), er begrebet socialkapital med til at forklare, hvorfor nogle samfund er gode til at udvikle bestemte samfundsinstitutioner og andre mislykkes heri. I internationale undersøgelser af socialkapital, viser det sig, at gamle protestantiske lande har en utrolig høj socialkapital og de skandinaviske lande i særdeleshed (se den kommende anmeldelse af Culture Matters). Dette er med til at forklare disse samfunds evne til at være ukorrupte og opbygge velfungerende rets- og velfærdsstater. Man kan så spørge, hvad der vil ske med den sociale kapital, hvis disse samfund bliver mere og mere multietniske, f.eks. fordi det modtager mange indvandrere (fra samfund med lav socialkapital, hvilket er den kulturelle årsag til at de ikke kan skabe den samme form for orden og derfor "flygter")

Vil socialkapitalen falde og dermed erodere sammenhængskraften i disse samfund eller vil den være uændret? De forskere (amerikanske) som har skrevet centrale værker om socialkapital, Putnam og Fukuyama, søger at gå uden om spørgsmålet, måske fordi svaret ikke er behageligt. Der er dog en del forskere, der nu er ved, gennem empiriske studier, at kortlægge, hvad der sker med den sociale kapital i multietniske samfund. Professor ved Harvard, Alberto Alesina og E. La Ferrara (Bocconi) har i Who trusts others? målt på forskellige variable, der kan påvirke menneskers tillid til hinanden - altså den sociale kapital. Deres undersøgelser måler på følgende variable: traumatiske oplevelser, økonomiske problemer, det at tilhøre en etnisk minoritet, der er blevet diskrimineret imod og endelig at leve i et samfund med økonomisk og etnisk forskellighed. Undersøgelsen bærer stærkt præg af amerikanske forhold. Race er således centralt i deres begreb om etnisk forskellighed. Omvendt betyder religiøs forskellighed i amerikansk forstand noget andet end i europæisk sammenhæng. Her spiller sikkert deres tradition for sameksistens mellem flere protestantiske retninger, f.eks. baptister, metodister o.s.v., ind. Med dette forbehold kan man dog alligevel bruge undersøgelsens data til at forstå perspektiverne i den udvikling som Danmark/Europa er inde i.

Alesina indleder med at referere og indrage andre socialkapitalsforskeres konklusioner. Alesina finder, at folk har svært ved at stole på andre, der er forskellige fra dem selv - forskellige former for "familiaritet" fremmer med andre ord tillid. Dette forhold fremføres af Coleman (1990) og underbygges af empiriske studier af Barr (1999) samt Glaeser (2000). Desuden finder Alesina og La Ferrara (2000) at samarbejdet i heterogene samfund (multietniske) er lav. Desuden finder Alesina, Baqir og Esterly (1999) at: "kommunal politik er mindre effektiv i heterogene (multietniske) områder i USA. Baggrunden menes at være, at i heterogene samfund har befolkningsgrupperne sværere ved at ved at dele og finansiere fælles goder:…fordi de ikke stoler på hinanden". La Porta og andre (1999) viser at kvaliteten af regeringsførelse er større i mindst fragmenteret samfund. Esterly og Levine (1997) viser i deres undersøgelser at den økonomiske vækst er mindst i etnisk fragmenterede samfund (for henvisninger, se i link til artikel nedenfor).

Tidligere undersøgelser viser altså, at økonomisk forskellighed ikke har lige så stor betydning for tillid som etnisk forskellighed.

Alesina og La Ferrara finder i forlængelse heraf i deres data fremlagt i Who Trusts Others? følgende: Billedet viser, at høje værdier af tillid i det nord/nordvestlige og lav tillid i det syd/sydøstlige. Staterne med de højeste procenter af besvarelser, som lyder "stoler generelt på andre" er North Dakota. Staten med den laveste besvarelse er Delaware. På top "5 listen" for en sådan tillid finder vi Montanta, Minnesota, South Dakota, og Wyoming. Disse stater er alle meget homogene såvel racemæssigt som etnisk og viser relativt lave forskelle m.h.t. indkomst. Blandt de stater med lavest tillid finder vi Mississippi, Alabama, Arkansas og North Carolina - alle stater med etnisk og racemæssige fragmenterede befolkninger og med en meget ulige indkomstfordeling (s.9). Dog viste de tidligere undersøgelser, at økonomiske forhold ikke spillede en lige så negativ rolle for tillid som etnisk heterogenitet.

I konklusionen af Who trusts others?, der her igen må siges at være bundet til en amerikansk kontekst, lyder det derfor: [...] Den negative effekt af heterogenitet skyldes primært den kendsgerning, at individer har større tillid til dem, der er mere ensartet i forhold til én selv.

Baseret på alle disse resultater - kan man så konkludere, at hvis en person flyttes fra et mindre til et mere homogent lokalsamfund, vil han eller hun stole mere på andre? Dette er naturligvis et meget vanskeligt spørgsmål, men resultaterne er ikke i modstrid med et bekræftende svar. Det siger sig selv, at dette ikke er et forslag til politik eftersom fordelene og ulemperne ved at fremme mere eller mindre homogene samfund er et meget komplekst og ømtåleligt område - fordelene på kort sigt har muligvis en pris på længere sigt. Det vil sige, fordelene ved et mere homogent lokalsamfund i form af øget social harmoni, har muligvis på længere sigt den pris, at "smeltediglen" mislykkes og opvejer så muligvis enhver stigning i tilliden på kort sigt.

Disse betænkeligheder eller idealer omkring succesen af "the melting pot" må siges at være en amerikansk overvejelse uden betydning for f.eks. Danmark (jvf. i øvrigt den kommende anmeldelse af B. Schwarz The Diversity Myth). Man finder altså, at etnisk fragmentering og lav tillid følges ad. Den tillid, der er afgørende for sikring af samarbejde, opbygning af længerevarende solidaritetsforhold og fællesskab, undergraves ved etnisk fragmentering.

Hvis disse data overføres til Danmark, må man som udviklingen ser ud nu m.h.t. den fremtidige etniske homogenitet forvente, at opbakningen til f.eks. fælles social- og sundhedspolitik vil bortfalde. Man må således spørge: er der ikke en ende på fragmenteringen af det danske samfund? Næppe hvis den nuværende udvikling fortsætter og de hidtidige præmisser for udviklingen i Danmark/Europa derved fortsat trues alvorligt. Med de data som Alesina og andre fremlægger må man sige, at danske og europæiske politikere er ved at erodere den sociale kapital i Danmark/Europa. Hele det kulturelle grundlag for velfungerende demokratiske samfund er man således i færd med at smide væk.

- Jesper M. Rosenløv & Jens C. Cini

Læs uddrag af Alesinas undersøgelser

 
 

< Tilbage til Venstrefløjskritik: Multikulturalisme - anmeldelser


 

 
 

Benjamin Schwarz: The Diversity Myth
- Essay i The Atlantic Monthly maj 1995

Myten om smeltediglen

Der er opstået en alvorlig brist imellem den amerikanske selvforståelse og de faktiske historiske / kulturelle forhold omkring USAs opståen som nation. Denne brist truer med at lamme Amerikas handlingsmuligheder - indenrigs- såvel som udenrigspolitisk.

Den fromme påkaldelse af en multietnisk og multikulturel arv mangler ganske simpelt historisk begrundelse, hævder Benjamin Schwarz. Den amerikanske nations opståen og succes er ikke vokset ud af pluralisme og kulturblanding, men ud af kulturel og etnisk dominans fra den hvide anglo-amerikanske befolknings side. Den engelske kultur, dens institutioner og sprog opslugte alle andre kulturer og gjorde USA homogent kulturelt set. Trods en nutidig idealistisk fejring af mangfoldighed, har tolerance ikke været en fremherskende kræft i nationsbyggeriet. Det har derimod en tvungen kulturel konformitet, der har medført en udrensning af alternative etniske og kulturelle elementer. "Eftersom immigranter udgjorde en afhængig arbejderklasse begunstiget af industrialister, var der aldrig en politisk bevægelse stærk nok til en komplet udelukkelse af fremmede, men disse grupper fik dog ikke lov til at undergrave anglo-amerikansk dominans."

Schwarz underbygger sin påstand ved henvisninger til en række historiske undersøgelser samt citater fra en flere ledende amerikanske historiske personligheder. Nationsbyggeriet var "a ruthless undertaking" - omfattende imperialistiske militære tiltag (overfor Mexico), folkemord (overfor den indianske urbefolkning), ideologisk, politisk og økonomisk tvang (overfor syden) og kulturel-etnisk dominans (bl.a. overfor den sorte befolkningsgruppe). I denne proces var en amerikaner enten europæer eller en efterfølger af en europæer, hvorfor "kampen for at opbygge én nation [ét folk] af Amerikas oprindelige to - sorte og hvide - er et foretagende, der muligvis aldrig vil lykkes, og et foretagende som Amerikas grundlæggere aldrig forestillede sig muligt."

Det nuværende amerikanske samfunds tiltagende fragmentering vidner om elitens stadigt stigende mangel på evne eller vilje til indenrigspolitisk at påtvinge samfundet som et hele et kulturelt hegemoni. Men udenrigspolitisk medfører den amerikanske mangel på historisk og kulturel selverkendelse en række fejlslutninger, idet fejlagtige opfattelser om "den amerikanske smeltedigel" og indenrigspolitiske floskler om progressivitet, tolerance og pluralisme risikerer at præge udenrigspolitikken i en uheldig og urealistisk retning.

"Når andre landes interne konflikter tages i betragtning, bør amerikanere huske, hvad deres egen borgerkrig og krig mod indianerne har bevist: kampberedte minoriteter - nationer i nationer - ønsker ikke kun respekt. De ønsker ikke at blive behandlet som vedhæng til majoritetens stat. Israel giver indenfor 1967-grænserne dets arabiske befolkningsminoritet samme stemmeret som de jødiske borgere. I mellemkrigstiden modtog sudetertyskerne respekt og en uforholdsmæssig stor politisk stemme fra et demokratisk Tjekkoslovakiet. Idag får befolkningen i Quebec samme behandling i canadisk politik. Ikke desto mindre var eller er et signifikant antal individer indenfor disse minoriteter utilfredse med disse foranstaltninger, fordi løsninger af civile konflikter, der giver særlige garantier til minoriteter, kræver næsten altid at disse minoriteter accepterer mindre end det de ønsker. Men en anden hyppigt fremført løsning - omdannelsen af nationalstater til borgerstater, hvor politisk magt ikke afhænger af medlemskab af majoritetens etniske, nationale eller religiøse gruppe - kræver at majoriteten accepterer langt mindre end den ønsker og faktisk mindre end den allerede har. For mange i majoriteten betyder en sådan løsning at ofre en levende og åndende national egenart for en abstrakt og blodløs forestilling om et politisk fællesskab. [...] Delte samfund står overfor et dilemma: utilfredse minoriteter ønsker som et minimum en afgørende stemme i bestemmelsen af deres fremtid - men en afgørende stemme for minoriteten betyder et afgørende offer for majoriteten."

Forsøg på at påtvinge stater "tolerance", kompromiser og demokrati vidner om manglende forståelse for egne historiske erfaringer, mener Schwarz, og når kulturelle kompromiser er umulige indenfor vestlige demokratier er der ingen grund, bortset fra naiv idealisme, til at forsøge at få noget sådan til at fungere indenfor de fallerede stater, der i øjeblikket tiltrækker sig den amerikanske udenrigspolitiske bevågenhed. John Stuart Mills udsagn om, at demokrati er så godt som umuligt i multietniske samfund, bør tages alvorligt. Demokrati gør langt fra samfund immune overfor indre konflikter, etnisk uro og seperatisme og "the democratic enlargement" har stort set vist sig umuligt at opnå i områder præget af etnisk vold med mindre dette bakkes op af amerikanske / vestlige militære styrker. Stabilitet indenfor splittede samfund baseres normalt på en eller anden form for dominans og truslen om vold er altid nærværende. Etnisk udrensning som man har set det i Tjekkoslovakiet, Polen og på Kypern må derfor anses for stabiliserende tiltag.

Schwarz slutter: "Efter fire århundreder plages vi af den kendsgerning, at vi ikke "alle kommer overens sammen" og af at vort eget multietniske og multikulturelle eksperiments tilsyneladende succes ikke synes at være blevet skabt af tolerance, men af hegemoni. Uden den dominans, der engang, uanset hvor etnocentrisk, dikterede hvad det betød at være amerikaner, står vi kun tilbage med tolerance og pluralisme til at holde os sammen. Desværre viser kendsgerningerne fra Los Angeles til New York, fra Miami til Milwaukee, at sådanne principper ikke er så magtfulde som vi havde troet eller håbet. Bange for at konfrontere vore egne problemer direkte, søger vi andre steder og opmuntrer lande til at bevise for os, at mere pluralisme og tolerance er alt hvad, der behøves for at forene splittede samfund. Således har lederskribenterne på Los Angeles Times de sidste tre år skiftet fokus fra racemæssig splittelse i byen og debatten om den skiftende etniske og sproglige sammensætning af Californien, til at advare om truslen mod det, de definerer som brede amerikanske interesser i det tidligere Jugoslavien. [...] Men faktisk er de bosniske serberes ideer langt tættere på "gamle amerikanske idealer om assimilation" end vi ønsker at tro. Korstog til støtte for multinational og multikulturel tolerance udenlands søger i realiteten at gyldiggøre dette hjemme. Men forsøg på gyldiggørelse af en myte er ørkesløst. Før vi eksporterer vores myte, bør vi nok hellere erkende, at vi ikke har fundet en "fornuftig" løsning her, og at en løsning muligvis ikke kan findes."

- Jesper M. Rosenløv

[Oversættelse af essay i NOMOS 6:1]

 
 

< Tilbage til Venstrefløjskritik: Multikulturalisme - anmeldelser


 

 
 

Robert Putnam:
Making Democracy Work - Civic Traditions in Modern Italy

Princeton Univ. Press 1994
ISBN: 0691037388
280 sider

Social kapital, en fremtidig mangelvare?

Begrebet social kapital (oprindeligt anvendt af Pierre Bourdieu og populariseret af Verdensbanken) er et begreb, der siden slutningen af firserne er blevet brugt til at analysere og forklare årsagerne til, at nogle samfund er i stand til at udvikle samfundsmodeller byggende på en udviklet kapitalisme, høj levestandard, velordnede samfundsforhold, demokrati etc., mens andre forbliver korrupte og med vores øjne inhumane.

Empirien bag begrebet, der i korthed kunne defineres som tilliden til at kunne realisere egne interesser indenfor større fællesskaber (end f.eks. familien), blev videreudviklet på baggrund af studier af de enorme forskelle såvel økonomisk som i evnen til at få politiske institutioner til at fungere, der eksisterede (og eksisterer) mellem Nord- og Syditalien. Grundlaget blev lagt af Edward Banfield i studiet af den syditalienske landsby Montegrano og skildret i bogen The Moral Basis for a Backward Society (1967). Banfield fandt her et "samfund", hvor forstillingen om et "fælles bedste" ikke rakte udover familien og ind i et civilsamfund. Det skabte en by, som mere eller mindre blot var en ophobning af mennesker. Der var i byen ingen basis for at skabe fælles politik for byens borgere. Tilliden indbyrdes var ikke til stede. Banfields arbejde blev fulgt op af Robert Putnam m.fl., der gennem empiriske studier i Nord-, Mellem- og Syditalien i Making Demokracy Work - Civic Traditions in Modern Italy. Putnam dokumenterer, at årsagen til, at demokratiet og de statslige institutioner fungerer i Norditalien og ikke i Syditalien, skal findes i forskellige værdier i civilsamfundet/kulturen. Norditalien er præget af et civilsamfund, hvor individerne føler tillid til, at de kan realisere egeninteresser i større fællesskaber. Dette skaber en følelse af fælles ansvar, der gør, at et regionalt demokrati kan fungere: politikerne er ukorrupte, ansatte føler et ansvar for at betjene borgerne og borgerne er villige til at betale skat til fællesskabet. I modsætning hertil finder man Syditalien, hvor kulturen er som beskrevet af Edward Banfield. Befolkningens tillid til hinanden rækker ikke langt udover "familien". Dette skaber grobund for klientialisme. Politikerne er korrupte, tjenestemændene føler ikke et større ansvar for borgerne og borgerne opfatter skat som tyveri. Robert Putnam sporer årsagerne til forskellene tilbage til 1300-tallet. Her var de norditalienske bystater præget af republikanske dyder, hvor borgerne søgte at samarbejde gennem forbund i løsning af problemer. Syditalien var i samme periode ledet feudalt med en statsdannelse, der blev styret med vold. Putnam kommer underligt nok ikke ind på at Syditalien ligeledes var multietnisk med store muslimske mindretal.

Efter den kolde krig er demokrati blevet et modeord, som skal rede og stabilisere verdens urolige samfund. De erfaringer, der er blevet gjort med de ofte mislykkede forsøg på at skabe demokrati, udvikling og statslige institutioner i Østeuropa, Asien, Latinamerika, Afrika og Mellemøsten, har fået flere og forskere til at bruge begrebet socialkapital til at forklare hvorfor dette, som i Syditalien, er mislykkedes. Francis Fukuyama har i hans Trust (1995 - vil blive anmeldt her) set på forskellige kulturers evne til skabe store komplekse organisationer. Dette sker udfra antagelsen om, at jo større tillid der er mellem individer i en kultur, jo større organisationer kan den skabe. Andre studier har været rettet mod årsager til at stort set intet, der forbindes med udvikling, lykkes i visse samfund. Den svensk-amerikanske forsker Gøren Hyden har således studeret de afrikanske lande og taler om "destruktiv individualisme". Der er hos afrikanerne ingen følelse af et "fælles bedste". Individerne spekulerer i at tage fra samfundet, hvis der er mulighed for det udfra antagelsen om, at "de ville andre også gøre, hvis de havde muligheden". Samme mentalitet genfindes ifølge den russisk-amerikanske forsker Matthew Maly i Rusland. Dette er forklaringen på, at stort set alle forsøg på reformer er mislykkedes. Det at et samfund kan fungere ligger altså ikke kun i institutioner selv, en god forfatning eller en menneskerettighedserklæring; tilliden individerne imellem er forudsætningen for alt andet. Dette er socialkapital - ifølge Putnam "træk i socialt liv, netværk, normer, tillid, der gør det muligt for deltagerne at arbejde sammen mere effektivt om at realisere fælles mål". Når man ser på undersøgelser af den sociale kapital i Østeuropa, Afrika, Mellemøsten, Asien og Latinamerika kan man næppe forvente, at disse samfund skulle være i stand til at skabe ukorrupte retsstater. At dette alligevel vil blive resultatet, er dog den forventning europæiske politikere handler udfra. Men som Robert Putnam viser m.h.t. Syditalien er det at ændre en kulturs normer ikke noget, der kan lade sig gøre i løbet af få generationer.

U-landspolitikken er lige så skæbnesvanger. Politikerne er her ofre for den fallerede FN-strategi, som Robert Kaplan har beskrevet i The Coming Anarchy: "Indtil for nylig har FN været stærkt influeret af et tredjeverdensaristokrati, hvis familier har skaffet sig midler og prestige i deres samfund gennem forskellige metoder - ofte ikke-meritokratiske og ofte uden at have betalt indkomstskat." Til "denne ikke-meritokratiske elitarisme" er der så blevet tilføjet "et nordeuropæisk element af implicit tillidsbureaukrati" Et tillidsbureaukrati som "disse samfund [de nordeuropæiske] har udviklet udfra egne historiske erfaringer, dvs. som strenge mono-etniske samfund, hvor 'funktionæren er naboen ved siden af '". Denne blanding er dømt til at fejle. Eller sagt på en anden måde - mange danskere, som Anita Bay, Elisabeth Arnold m.fl. tager deres personlige erfaringer fra det danske samfund og antager fejlagtigt af resten af verden på bunden er som lille Danmark - dvs. (endnu) præget af høj socialkapital og en forestilling om et fælles bedste, der deles af et flertal i befolkningen. Men al forskning viser, at de færreste samfund i verden har det sådan. Vi har det sådan endnu.

- Jesper M. Rosenløv & Jens C. Cini

 
 

< Tilbage til Venstrefløjskritik: Multikulturalisme - anmeldelser


 

 
     
 
 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg