< Venstrefløjskritik:  
 

ANMEDELSER

Islam og Vesten

 
 

Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard: I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten. Forlaget Hovedland. Beder 2003. ISBN 87-7739-671-5. 256 sider

En påtrængende påmindelse

Det hænder relativt sjældent, at en bogs indhold giver læseren kuldegysninger på en alt andet end behagelig måde. Dette var dog tilfældet for undertegnede et ikke-registreret antal gange under læsningen af I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten, skrevet i fællesskab af Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard. Fælles for de tre er, at de har pådraget sig det hjemlige intellektuelle establishments ubetingede vrede. De velkendte beskyldninger for »hate speech«, generaliseringer og grøftegravning er regnet ned over de formastelige. Hvad er det da, de har begået? Er bogen blot en af mange debatbøger, hvor mere eller mindre velunderbyggede formodninger får frit løb i form af en stadig strøm af udsagn, hvor man som læser sidder tilbage med en fornemmelse af, at der måske kunne være noget om snakken, men at det hele vist virker noget overskruet og i hvert fald må tages med et gran salt?

Til, ikke beroligelse, men advarsel: Der er tale om en for en debatbog særdeles høj grad af dokumentation, der berettiger brug af termen videnskabelig afhandling. Bogen bekræfter det, der måske for de fleste danskere (og vesteuropæere generelt) mest har bestået af en intuitiv fornemmelse af, at noget var galt i henseende til en stadig stigende indvandring af fortrinsvis muslimer til en kristen verdensdel. Netop det sidste forhold, den kristne verdensdel, er vel nok det mest underspillede tema i bogen og kunne derfor have fortjent større opmærksomhed. Det skal dog være forfatterne tilgivet, idet de demonstrerer, at det er muligt ud fra en helt overvejende sekulær position at påvise islams iboende modvilje i forhold til at kunne optages i ikke-islamiske samfund.

For alligevel at forblive i den kritiske afdeling skriver forfatterne således (s. 24) i afsnittet, ’Derfor blev Vesten rig’, at »Fundamentalt set beror den vestlige innovation på den tro, at fornyelse er godt. Desuden forudsætter en sådan kurs, at mennesker og virksomheder er villige til at leve med den samme slags usikkerhed om udfaldet af økonomiske handlinger, som videnskabsmænd må leve med, når de eksperimentelt afprøver deres hypoteser«. Påstanden er givet rigtig, men kunne have inkorporeret f.eks. Max Webers tese om sammenhængen mellem den protestantiske etik og den kapitalistiske ånd, der antager (godt nok med den særligt calvinsk/puritanske variant af kristendommen som baggrund), at der var/er en tæt sammenhæng mellem det enkelte menneske, der ikke kunne vide sig sikker på frelse, og som derfor i det mindste var nødt til at forsøge så godt som muligt at anspore sig selv til at arbejde og skabe værdier for således at få bare en flig af fornemmelse af at lykkes i det dennesidige, og så på den anden side håbet om saligheden i det hinsidige. Webers tese kunne så have været suppleret med et afsnit om kristendommens kraft til at hævde adskillelsen af det åndelige og det verdslige, eksemplificeret i Martin Luthers to-regimente-lære. Denne anmelder havde efter første gennemlæsning af I krigens hus det forbehold, at bogen kunne anklages for at bygge på en konspirationsteori gående ud på, at højtstående imamer/mullaher så at sige har planlagt/planlægger/vil planlægge, hvorledes koloniseringen af Vesten skal finde sted. Anmelderen er blevet mindre overbevist om, at han har ret. Den franske geopolitiker og marxist, Yves Lacoste, bliver (s. 97) citeret for at sige, at indvandrende muslimer opretter »frivillige ghettoer«, der, som f.eks. Mjølnerparken på Nørrebro og Gjellerupparken i Århus, gradvis omdannes til muslimske enklaver. Udsagnet kan ses i sammenhæng med beretningen om Dyab Abu Jahjah (s. 187f), der som asylmodtager i Belgien har erklæret, at muslimer i Belgien »aldrig vil blive integreret på grund af racisme og derfor må organisere sig bedre for at forsvare sig«. Samme Jahjah er i dag leder af den »Arabiske Europæiske Liga«, en ifølge forfatterne paramilitær gruppe, der bl.a. var deltager i uroligheder i Antwerpen i november 2002.

Muslim Council of Britain (s. 180) bidrager også til billedet af en velkoordineret indsats fra mange mindre eller større grupper inden for det islamiske miljø. Det kan vel siges sådan, at islamiske grupperinger i Europa ikke nødvendigvis behøver at kommunikere indbyrdes for at fremme en overordnet fælles målsætning. Det er alt rigeligt, at der eksisterer en fællesnævner, der advokerer for en stadig fremme af islams sag. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt, at muslimer indbyrdes kan have endog meget svært ved at blive enige, ikke mindst med tanke på den manglende samfundsmæssige »vi«-følelse, som er et så afgørende karakteristikum ved den vestlige verdens kulturopfattelse, og som f.eks. Roger Scruton så fornemt har beskrevet, senest i sin bog The Need for Nations. Det afgørende bliver med andre ord snarere, at muslimer i Europa i meget bred almindelighed kan enes om, at Vesten eksistentielt er forskelligt fra Orienten/islam, og at foreningen derfor finder sted i kraft af en ret klart defineret fjende, nemlig den vestlige/kristne kultur.

Det måske mest rystende afsnit i bogen findes allerede i forordet (s. 10), hvor der gøres opmærksom på, at det naturligvis ikke er nogen nødvendighed at overtage statsmagten som en konsekvens af flertallets vilje. De arabiske lande Egypten og Syrien bliver nævnt som eksempler på lande, der indtil henholdsvis 14- og 1200- tallet »havde formentlig kristent flertal«. Den afgørende forståelsesbrist blandt den nuværende elite i Europa i forhold til islam finder i forlængelse heraf sted i form af manglende evne/vilje til at forstå islam som en historie netop uden en historie.

Islam er eviggyldig og befinder sig bogstaveligt på samme stade i dag, som den gjorde i år 622 i Medina, hvor Muhammed endegyldigt fastlagde islams rette lære. Som forfatterne fremhæver (s. 11), så anerkender islam ikke grænser i tid og rum. Alting gælder, som var solen lige stået op og verden helt ny. Den omfattende dokumentation, der lægges frem i I krigens hus, stiller læseren over for det spørgsmål, om Europa er ved at opløse sig selv som en kristen verdensdel. Sandt er det, at Europa historisk har været svag, har haft vanskeligheder med at opretholde eget herredømme og eget liv. Men hver gang Europa har været tvunget i knæ, har det dog altid været i stand til at rejse sig. Det er svært ovenpå læsningen af denne bog ikke at tænke på de store årstal i Europas historie; slaget ved Poitiers i 732, slagene ved Wien i 1529 og især i 1683. Alle disse tre kamppladser var/er et levende bevis for, at europæerne havde en vilje til at slå igen, når det var mest nødvendigt.

I krigens hus er for mig at se en påtrængende påmindelse om, at intet kan tages for givet, og da slet ikke den inderligt naive forestilling om, at kristendommen og islam kan forenes i fredelig harmoni. Der har været og vil fortsat være tale om to uforsonlige parter, der måske nok kan leve i relativ fred med hinanden i perioder, men også to parter, der, med al den kraft som 1400 års fjendskab har givet, vil kæmpe om herredømmet, hvor de nu end er. I en selvrealiserende tid, som den vestlige verden gennemgår i øjeblikket, vil det naturligvis synes næsten omsonst at indvende noget mod den herskende orden, der beretter historien om kulturrelativisme, og dermed også historien om den nihilisme, som naturligt følger af relativismen. Blot kan det siges, at I krigens hus minder os om det, der ligger og venter foran os.

- Morten Uhrskov Jensen

 
 

< Tilbage til Venstrefløjskritik: Islam og Vesten - anmeldelser


 

 
     
 
 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg