< Venstrefløjskritik:  
 

ANMEDELSER

Humanisme, demokratisme og menneskerettigheder

 
 

Søren Krarup: Dansen om menneskerettighederne

Gyldendal 2000
ISBN 87-00-47458-4
144 sider

Da mennesket gjorde sig til Gud

I året 1520 kom det til et afgørende brud mellem Erasmus af Rotterdam og Martin Luther – et brud af verdenshistorisk betydning og afsættet til Søren Krarups kritiske gennemgang af humanismens og menneskerettighedernes historiske udvikling i Dansen om menneskerettighederne. Humanisten Erasmus kunne ikke længere følge Luthers ellers hårdt tiltrængte reformation. Erasmus kunne godt se nogle problemer ved den fordærvede Romerkirke og delte Luthers modvilje mod den i kirken altdominerende skolastik, men han brød sig ikke om polemik og uindpakkede standpunkter, og en samtidig skrev betegnende, at Erasmus’ ønsker om en reform af kirken, samtidig med at han ikke ønskede konfrontation, svarede til at "ville vaske pelsen uden at gøre sig våd". Men det var ikke kun Luthers polemiske væsen, der bød ham inderligt imod, der viste sig også store teologiske modsætninger. Erasmus hævdede nemlig "den frie vilje" (i værket af samme navn) og frygtede for menneskenes moral, når Luther opfattede frelsen som afhængig af Guds nåde alene og således med ét afskaffede gerningsretfærdighed og selvfrelsende fromhed. Nederlænderen ville altså ikke bryde med den katolske skolastik, da det kom til stykket, men han forsøgte tværtimod at give dens selvmodsigende, katolske gerningsretfærdighed mening ved at sætte mennesket (og dets "godt skabte natur") i centrum af sin opfattelse af frelse og retfærdighed i stedet for Gud. "Bogen om den frie vilje er i grunden ikke andet end udfoldelsen af denne humanistiske lære, som i sig rummer retfærdigheden og menneskerettighederne", skriver Krarup og fortsætter: "Her er humanismen proklameret som den religiøse lære, der i Renæssance og Oplysningstid kommer til at forme den vestlige ideologi og fremtid".

Krarup fører os videre til den calvinske puritanisme, hvis lovreligiøsitet og strenge kirketugt skulle sikre fromheden hos menigheden. Altså opfattelsen af en hellig og retfærdig livsførelse og "derfor den mest kvælende gerningsretfærdighed, der igen førte til den mest anmassende selvretfærdighed eller farisæisme", noterer Krarup sig og hævder med historikeren Paul Johnson, at denne dømmesyge selvretfærdighed (og med den en vis hang til fanatisme) har hængt ved amerikanerne siden Mayflowers puritanske menneskelast gik i land i Massachusetts i 1620. Denne arv fra puritanismen smelter nogle årtier senere sammen med oplysningsfilosofiens dyrkelse af "det naturlige menneske" og "det naturlige menneskes rettigheder" i Uafhængighedserklæringen. Dette dokument bruger Krarup til at illustrere, hvorledes oplysningsfilosofiens mænd hyklerisk og patetisk søgte legitimere deres krav ved at iklæde dem guddommelige gevandter. Erklæringen er udtryk for smidig propaganda, hvilket også "præger talen om alle menneskers iboende og umistelige rettigheder, anledning og indledning til menneskerettighederne, for rettigheder, der ikke begrundes i en given og gældende lov, kan naturligvis formes og drejes i alle retninger. Brugbare i politisk agitation. Velegnede til at rejse en folkestemning imod den engelske konge, der derved stemples som en tyran. Men uden noget som helst kontant og konkret indhold, fordi de ligger i "naturen" og dermed i den politiske situations toneangivende magt og interesse", skriver Krarup for siden af afslutte bredsiden med ordene: "Det er en invitation til demagogi og folkeforførelse". Heri ligger bl.a. forklaringen på, at Den Franske Revolution endte i et terrorregime, og heri ligger også iflg. Krarup kimen til den moderne menneskerettigheds-dyrkelse, der truer selve demokratiet, for "…hvis magthaveren gør krav på at sidde inde med en højere retfærdighed, er der ikke noget at diskutere. Så er det umoralsk at dele magten. Så er det uretfærdigt at lade "de forkerte" komme i regering". En tankegang, der foreløbigt i Europa har resulteret i et overvågningscenter og på et tidspunkt ligefrem absurde sanktioner mod overvågningscenterets demokratiske værtsland, Østrig.

Titlen refererer til Det Gamle Testamentes beretning om jødernes momentane svigt af Gud til fordel for det afgudsdyrkeri, der ytrede sig i dansen om guldkalven. Krarups pointe er altså, at menneskerettighedsdyrkelsen - og mere bredt, humanismen – med Menneskerettighedserklæringen af 1948 har antaget en sådan dimension og karakter, der gør det relevant at tale om en art sekulær religion, der er i modsætning til kristendommen, fordi den selvretfærdigt sætter mennesket selv i stedet for Gud. Det er ikke en tankegang, der er særlig svær at sætte sig ind i for en læser med en smule kendskab til luthersk-evangelisk kristendom. Men det vil selvfølgelig altid være teologisk argumenterende bøgers svaghed, at læseren i det mindste skal kunne se med nogen empati på det teologiske udgangspunkt for at kunne følge argumentationen.

Med et sådant udgangspunkt er det heller ikke en bog, hvor der bruges megen plads på at diskutere andre kritiske indfaldsvinkler – filosofiske, sociologiske – til menneskerettigheds-tænkningen. Det er ikke Krarups ærinde i dette opgør med dyrkelsen af de menneskerettigheder og den humanisme, der så ofte af mere mondæne præster af alskens konfessioner er blevet præsenteret som kristen lære. Et opgør, der føres med en karsk stridbarhed, så man aldrig er i tvivl om forfatterens engagement og standpunkt. Og denne skarpe form gør det let for læseren – enig eller uenig - at se forfatterens røde tråd og selv tage stilling. Og det gør "Dansen om menneskerettighederne" til væsentlig debatbog, der fortjener at blive læst og diskuteret af alle med interesse for emnet.

- Peter Lindskov Andersen

 
 

< Tilbage til Venstrefløjskritik: Humanisme - anmeldelser


 

 
 

Kaj Sørlander:
Om menneskerettigheder. Er en global etik mulig?

Rosinate, Kbh. 2000
ISBN 87-621-0028-9
178 sider

Kætterske tanker

I denne mærkværdige tidsalder, hvor alene sammenstillingen af de to ord "menneske" og "rettigheder" i manges øjne udgør et uantasteligt argument, et ustikkeligt trumfkort, der effektivt lukker munden på selv de mest rationelle kritiske røster, er det en underlig oplevelse af iagttage udgivelsen af stadigt mere litteratur, der ud fra vidt forskellige indfaldsvinkler betragter disse menneskerettigheder kritisk. "Kætterske tanker", tænker man uvægerligt og husker på forgangne tiders diskussionspartnere, hvis ansigtstræk ofte ommøbleredes til en anstrengt maske, mens øjnene lynede med et dræbende blik, der havde været en spansk inkvisitor værdigt, om man af vanvare var kommet til at udtale "arh, kan det nu også være rimeligt…", når Danmark – landet, hvor en gravko for få år siden brød igennem en fængselsmur og befriede dusinvis af indsatte, der var midt i en grillfest - endnu engang var blevet kritiseret for dette og hint med henvisning til menneskerettighederne i den årlige rapport fra Amnesty International. På dansk oplevede vi i løbet af år 2000 både en skarp kritik af menneskerettighederne fra Søren Krarups luthersk-evangeliske synsvinkel i bogen "Dansen om menneskerettighederne" og en mere afdæmpet, men ikke mindre interessant kritik med udgangspunkt i rationel begrebsanalyse i den bog, som er emnet for denne omtale: "Om menneskerettigheder" af filosoffen Kaj Sørlander.

Af bogens spørgende undertitel - "Er en global etik mulig?" - ses Sørlanders ærinde med dette lille værk. Forfatteren spørger til menneskerettighedernes grundlag, som burde være en kultur- og religionstranscenderende etik, for globale menneskerettigheder uden en global etik er ikke andet end et signeret stykke papir. Højstemt jura uden virkelighedens opbakning. Men han må konstatere, at Menneskerettighedserklæringen tildeler alle mennesker et antal rettigheder uden at begrunde dem i en sådan fælles etik.

Menneskerettighederne er simpelthen ikke etisk konsistente, mener Sørlander og stiller dette "etiske konsistenskrav" som udgangspunktet for en global etik. Menneskerettighedserklæringens modsætningsfyldte overfladiskhed ses bl.a. ved, at den jo ikke engang bruges til at legitimere demokratiet som styreform, selv om den siger, at et land bør indrettes demokratisk. For erklæringen er jo også underskrevet af alverdens diktaturstater, hvis tilslutning til menneskerettighederne ikke kan berettige demokrati, ligesom et givent demokrati ikke alene kan legitimere sig selv ved at signere Menneskerettighedserklæringen. Overfladiskheden viser sig også i den totale mangel på de pligter, som burde følge enhver rettighed. Ja, pligter er efter Sørlanders opfattelse ligefrem en forudsætning for rettigheder. Man kan være uenig – andre har hævdet, at de blot er komplementære størrelser, og andre igen (f.eks. Gentry) skelner mellem rettigheder og privilegier - men at der bør være en tydelig sammenhæng rettigheder og pligter turde være en selvfølge.

Overvejelserne omkring godhed er særligt interessante, for det sker jo ikke så sjældent, at en og anden politiker af mangel på rationelle argumenter indtager posituren som den moralsk ophøjede. Mest kendt er vel daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der demonstrerede sig egen følelse af moralsk overlegenhed ved at erklære, at Dansk Folkeparti aldrig blev ”stueren”. Men en sådan demonstration er uholdbar i Sørlanders optik, for han sondrer mellem den personlige godhed, hvor velgøreren selv bærer byrden, og den politiske godhed, hvor man tørrer konsekvenserne af sine holdninger af på andre. For at vende tilbage til den forhenværende statsminister: Mens han i sin lange regeringsperiode opholdt sig i sin velhaverlejlighed på Frederiksberg, så betaltes regningen for hans rets- og udlændingepolitiske holdninger af andre folk helt andre steder (geografisk og socialt) i samfundet. For Nyrup er de smukke holdninger reelt omkostningsfrie og derfor er det en billig og uholdbar baggrund at udbasunere sin moralske supremati. Sørlander underbygger smukt sin pointe med henvisning til Jesu ord om den fattige enkes skærv fra Markusevangeliet: "Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af." Kristi opgør med farisæerne har vel sjældent været anvendt mere relevant.

Sørlander opholder sig også ved de religionsbaserede forskelle, der gør det så besværligt at finde en fælles global etik. Som Det Radikale Venstre måtte erfare, da unge, udøvende muslimer søgte at blive kandidater for partiet, så er Koranens lære svært forenelig med demokratiet, thi Islam skelner ikke som kristendommen mellem Guds og kejseren, dvs. det åndelige og det verdsliges regimenter, for det er i sig selv et komplet samfundssystem, en lovreligion, der uden lige regulerer alle facetter af livet for de, der følger Muhammeds lære. Altså er det iflg. Sørlander heller ikke irrationelt at frygte for vesterlandets demokratiske fremtid i denne folkevandringstid.

Som det fremgår af ovenstående afdækkes synet på menneskerettighederne som alle argumenters endestation nådeløst som dybest set irrationelt og hyklerisk. Måske det burde mane til eftertanke på den indimellem lidt for ideologisk selvfede venstrefløj?

- Peter Lindskov Andersen

 
 

< Tilbage til Venstrefløjskritik: Humanisme - anmeldelser


 

 
 

John A. Gentry: The Cancer of Human Rights
- essay i The Washington Quaterly, efterår 1999, vol. 22 nr.4

Samfundsnedbrydende rettigheder

At være kritisk indstillet overfor vor tids dogmatiske menneskerettighedsdyrkelse er langt fra ensbetydende med være modstander af rettigheder til mennesker. Det gælder også for John A. Gentry, der har skrevet artiklen "The Cancer of Human Rights". Når han bruger kræftsygdommen som et billede på menneskerettighedernes udvikling, så er det ikke fordi han betragter elementære, forfatningsgaranterede, politiske borgerrettigheder som f.eks. ytringsfrihed og religionsfrihed som kræftknuder – tværtimod. Disse betragtes som et ubetinget gode, der er med til at sikre individuel udvikling og personlig frihed. Gentrys tilsyneladende noget brutale parallel til kræftsygdommen er udelukkende baseret på måden menneskerettighederne har udviklet sig ved knopskydning som kræftsygdomme spredes rundt i kroppen ved metastase: "I de værste tilfælde kan rettighedernes ukontrollerede vækst, som kræftceller, dræbe den vært, der nærer dem – og derved dræbe sig selv".

Gentry opdeler sin beskrivelse af menneskerettighedernes metastatiske spredning - og de deraf følgende skadevirkninger - i to afsnit om hhv. de indenrigspolitiske og de udenrigspolitiske konsekvenser for forfatterens eget land, USA. På det første område – indenrigspolitikken - viser forfatteren med en karakteristisk hang til ætsende formuleringer og skarpe billeder, hvorledes knopskydningen af rettigheder har udviklet sig epidemisk i de sidste fire årtier. Hvor rettighedstænkningen før var afgrænset til fundamentale, politiske frihedsgarantier af generel karakter, har den bredt sig ud til at omfatte en bred vifte af velfærdsydelser over forbrugerbeskyttelse til alverdens små, snævre interessegruppers krav. Resultatet er bl.a. en udbredt kræve-moral ("entitlement ethic"), hvor sociale ydelser– helt på linie med en frihedsrettighed som ytringsfriheden - opfattes som ukrænkelige rettigheder, hvortil man ikke skal gøre sig fortjent. I det øjeblik en given ydelse er blevet en rettighed, skabes imidlertid i befolkningen et forventningspres, som det offentlige har svært ved at leve op til, da pengene som bekendt ikke vokser på træerne og det offentliges ressourcer altid er knappe. Gentry konstaterer ironisk, at der nu er så mange rettigheder, som politikere og myndigheder ingen muligheder har for at belønne, at alle amerikanske borgere nu kan føle sig udsat for diskrimination: Alle er blevet ofre! Forventningspresset og manglen på forståelse for, at det offentlige har knappe ressourcer, skaber en ond cirkel, for mens regering og politikere er nødt at tækkes vælgergrupper med løfter om rettigheder, mister de deres legitimitet, når de sidder med ansvaret og de knappe ressourcer og umuligt kan levere en tilfredsstillende vare.

Forfatteren går endog så vidt som til at kalde vidtgående menneskerettigheder for en forbandelse for nationens sammenhængskraft, fordi de overflødiggør dyder som "kompromisset", "disciplinen" og "opofrelsen", der nødvendigvis skal til, for at fælles mål kan nås til gavn for alle. Gentry skelner mellem rettigheder og privilegier, hvor rettigheder – modsat privilegier – er pligtfrie (hvorved den personlige ansvarsbevidsthed forfalder) og absolutte, og det kan derfor ikke komme på tale, at individet skulle gå på kompromis for almenvellets skyld. Det nationale projekt umuliggøres simpelthen i længden, og det amerikanske samfund er - med forfatteren eget udtryk – degenereret til en samling små, egoistiske interessegrupper, der hver især hytter sine egne rettigheder. På længere sigt vil denne atomisering kunne true USA's identitet som vestlig nation og dermed den politiske stabilitet i landet, mener Gentry og henviser til Samuel P. Huntingtons "The Clash of Civilisations". I sandhed uhyggelige perspektiver.

Udenrigspolitisk vender Gentry sig mod den – særligt under Clinton-administrationen – omsiggribende menneskerets-moralisme, hvor USA belærende, frelst og bedrevidende hakker på alverdens lande og indfører sanktioner mod de lande, der ikke lige opfylder standarden for vestens "etiske imperialisme" (som Gentry selv betegner det). Der er et betydeligt hykleri involveret for, som Gentry anfører, så står USA ikke tilbage for at lade hånt om internationale aftaler, når det passer landet. Gentry gør her i virkeligheden op med en tradition så lang som USA’s historie. Som Robert Kagan senere har beskrevet det i ”Of Paradise and Power” (2003, da. s.å.: ”Paradiset og Magten”), så har det altid været sådan, at ”når amerikanere søgte legitimitet for deres handlinger uden for landet, søgte de ikke at begrunde det med henvisninger til overnationale institutioner, men med deres egne principper. Det er derfor, det altid har forekommet så oplagt for mange amerikanere at tro, at de ved at fremme deres egne interesser også gavner menneskeheden. Som Benjamin Franklin udtrykte det: ”Amerikas sag er hele menneskehedens sag””

Selv om man i dette opgør kan være uenig i Gentrys modstand mod Irak-sanktionerne (der vel også skulle medvirke til at hindre en militær genopbygning af Saddam Husseins Irak) er hans kritik alligevel forståelig, fordi der er et klart etisk paradoks, når sanktioner, der bl.a. er begrundet i Saddam Husseins totale despekt for menige irakeres menneskerettigheder, viser sig udelukkende at gå ud over disse menige irakere.

Samme paradoks gør sig gældende i forhold til NATOs bombninger af Serbien og Kosovo. "NATO valgte at tilintetgøre og dræbe for menneskerettighederne, ligesom amerikanske tropper i Vietnam engang tilintetgjorde byer for at "redde" dem", skriver Gentry og tilføjer, at hundredvis af kosovo-albanske flygtninge var iblandt ofrene for NATOs bombardementer. De gode intentioner viste sig at være kontra-produktive, idet de eskalerede voldshandlingerne og de etniske udrensninger. Omkring Bosnien noterer forfatteren sig, at da den spinkle fred endelig var brudt ud, meldte sig en ny menneskerettighedsbaseret NGO, International Crisis Group, med betydelig opbakning i vestlige regeringer sig på banen med krav om, at krigsforbryderne for enhver pris skulle fanges - også selv om det betød, at krigshandlingerne kunne blive genoptaget. Denne menneskerettigheds-fundamentalistiske besættelse af retfærdighed gjaldt dog – igen paradoksalt nok – kun serberne, der havde fået rollen som skurke og ikke muslimerne, der af verdensopinionen havde fået prædikat som de gode, uagtet at etniske udrensninger og krigsforbrydelser fandt sted på begge sider. Den moralske opstandelse var med andre ord selektiv, og Gentry mener endvidere, at man med Dayton-aftalens insisteren på alle fordrevnes tilbagevenden til deres tidligere hjem har lagt kimen til fremtidige konflikter, idet man dermed har skruet situationen tilbage til den sprængfarlige og spændingsfyldte sameksistens, der udløste konflikten i første omgang i dette urolige hjørne af Europa.

Gentrys artikel, som denne omtale ikke har kunnet yde fuld retfærdighed, når således rundt i mange kroge af menneskerettighedernes anvendelse i amerikansk inden- og udenrigspolitik i dag. Selv om Bush-administrationen har lagt en mindre menneskerettigheds-moraliserende kurs, så er den til stadighed aktuel, ikke mindst hvad angår indenrigspolitikken. Danske læsere kan også have gavn af denne dybt politisk ukorrekte artikel, for vi sjokker jo som altid bare i amerikanernes fodspor og tanker om rettigheder i forhold til de mindste petitesser nyder også fremme herhjemme. Da dr. jur. Ditlev Tamm i Politiken anmeldte Kaj Sørlanders "Om Menneskerettigheder", bemærkede han således, at en artikel i det juridiske tidsskrift, Juristen, gav sig i kast med at "rejse spørgsmål om forholdet mellem menneskerettigheder og det tidspunkt, hvor transseksuelle under kønsskifte har ret til ændring af navn og personnummer”! Ak ja, med professor Tamm må vi konstatere, at ”Store og mindre problemer (der naturligvis kan være store nok for den enkelte), hører hjemme under samme universelle overskrift: menneskerettigheder.” Det gælder også på det udenrigspolitiske plan, hvor Danmark deltog i de menneskerettighedsbegrundede bombninger af Serbien, hvorefter daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen året efter tog på officielt besøg i Kina, der i Tibet ikke har ladet serbernes fremfærd i Kosovo noget efter. Det kaldte man dengang "kritisk dialog". Selv om det mest lignede hykleri.

- Peter Lindskov Andersen

 
 

< Tilbage til Venstrefløjskritik: Humanisme - anmeldelser


 

 
 

Robert D. Kaplan: Was Democracy Just a Moment?
- essay i The Antlantic Monthly - december 1997

Demokrati som dårligt mantra

"Kommunismens kollaps som følge af internt stress, siger intet om holdbarheden i det vestlige demokrati. Marxismens naturlige død i Østeuropa er ingen garanti for, at underfundige former for tyranni ikke venter os - her og i udlandet. Historien har vist, at der er ingen endelig triumf for fornuften, hvad enten den går under navne som kristendom, oplysning eller som nu demokrati. At tro at demokratiet vil sejre, eller er her for at blive, er i sig selv en form for determinisme, som er drevet frem af vores egen etnocentricitet"

I essayet Was Democracy Just a Moment? stiller Robert Kaplan spørgsmålstegn ved den antagelse, at demokratiet er en styreform, der er i stand til at løse de problemer, der præger mange af verdens samfund.

Det at tro på, at demokratiet som styreform skaber orden og legitimitet er ved at udvikle sig til en form for teologi for den politisk ledende klasse i Vesten. Man begynder her at overse de processer i samfund og kulturer, som er med til at opretholde demokratiet - bl.a. den kulturelle og sociale sammenhængskraft. Bekymringen vedrørende følgerne af masseindvandring til de europæiske samfund er således berettiget, men i stedet vil man forbyde sig ud af en begrebsliggørelse af denne bekymring, der meget naturligt eksisterer i vestlige samfund. Dette gøres i demokratiets navn og er i sig selv en afspejling af den determinisme, der præger mange politikeres tænkning, hvilket er særdeles ildevarslende.

Jeg vil hævde at den form for demokrati, som vi søger at fremme i mange fattige dele af verden, er en integreret del af en transformation mod nye autoritære styreformer. Demokratiet i USA (og Europa) er i større fare end før fra obskure kræfter, og mange fremtidige regimer, specielt vores, vil ligne oligarkierne i det gamle Athen og Sparta mere end den nuværende regering i Washington. Historien lærer os, at i tider præget af velstand som vores, må man bevare en bevidsthed om det tragiske, selvom det kan virke unødvendigt.

Ofte, når vi Danmark taler om demokrati, gøres dette til en størrelse, der menes at kunne forene folkeslag. Jens Christian Grøndal har f.eks. fremført, at eftersom Danmark bliver mere og mere multietnisk, må demokratiet være det, der skal forene. Robert Kaplan tilbageviser denne kulturradikale "betragtning." Demokratiet er værdineutralt:

Demokratier gør ikke nødvendigvis samfund mere civiliserede, men eksponerer altid nådesløst sundhedstilstanden i de samfund det opererer i

Hitler kom til magten gennem demokrati, observerer Kaplan, der udbygger hypotesen med nylige erfaringer fra Rusland, Asien, Afrika og Mellemøsten.

I Amerikansk (og dansk) udenrigspolitik har det været en målsætning, at verdens samfund skulle gøres demokratiske. Men når man læser Was Democracy Just a Moment fyldes man med en dyb fortvivlelse og skepsis. Betragtningerne er så overbevisende, at det bliver forstemmende at følge denne politiske debat, hvor demokratibegrebet er ved at blive gjort til en nærmest religiøs størrelse - en størrelse alle samfund menes at kunne, eller engang at kunne, realisere. Som den engelske filosof John Gray har konstateret, er det dybt betænkeligt, at amerikanske styrker kan lande på Somalias kyst med bemærkningen om, at "vi kommer med demokrati". Til et Somalia med klanstrukturer, en uudannet befolkning og intet borgerskab!? Det Gray finder mest betænkeligt er, at når et demokrati som det amerikanske tror noget sådant kan lade sig gøre, så er det amerikanske samfund på en kurs, hvor det er ved miste evnen til at forstå sig selv - og herved er demokratiet virkelig i fare. I Danmark hersker der også den antagelse, at vi kan eksportere vores demokrati til hele verden. Er vi også ved at miste evnen til at forstå os selv? Der er en endnu mørkere bagside til denne naivitet. De selv samme fortalere for denne "demokratisme" mener, at de europæiske civilsamfund skal tage imod flygtninge fra samfund, der ikke er i stand til at skabe orden og demokrati selv. Kan de vestlige samfund i længden holde til, at demokratiet spændes for en vogn, hvor man skal redde alle, der ikke selv kan skabe demokrati?

- Jesper M. Rosenløv & Jens C. Cini

[Oversættelse af dette essay i NOMOS 1:2]

 
 

< Tilbage til Venstrefløjskritik: Humanisme - anmeldelser


 

 
     

 

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg