Ya’qub Abu Yusuf: Krigsførelse mod vantro

Ya’qub Abu Yusuf (d.798) var en af grundlæggerne af den hanafittiske retssskole og bl.a. forfatter til en grundlæggende traktat om offentlige finanser dedikeret til kaliffen Harun al-Rashid (786-809). Heri gennemgik Abu Yusuf ligeledes emner i relation til behandlingen af ikke-muslimer bl.a. i forbindelse med krigsførelse.

Det ser ud til, at det mest tilfredsstillende forslag, vi har hørt i denne forbindelse er, at der ikke er nogen indvendinger mod brugen af ​​nogen form for våben mod polyteister - sønderknusning og afbrænding af deres hjem, nedskæring af deres træer og lunde samt brugen af katapulter uden dog bevidst at angribe kvinder, børn eller ældre; man kan endvidere forfølge dem, der løber væk, aflive de sårede, dræbe fanger, der kan vise sig farlige for muslimerne, men dette gælder kun dem på hvis hage, ragekniven er gået over (1), for de andre er børn, der ikke må henrettes.

Med hensyn til fanger, der føres frem for herskeren, har sidstnævnte valget mellem at henrette dem tvinge dem til at betale en løsesum efter hans ønske, idet han træffer det mest fordelagtige valg for muslimerne og det klogeste for Islam. Den løsesum, der pålægges dem bør hverken bestå af guld, sølv eller varer, men bør kun være en udveksling for muslimske fanger. […]

Jeg vil for mit vedkommende sige, at beslutningen om fanger er i hænderne på herskeren: i overensstemmelse med, hvad han føler, der ville være mere fordelagtigt for islam og muslimerne, kan han lade dem henrette eller han kan udveksle dem med muslimske fanger […]

Når muslimerne belejrer en fjendtlig befæstning og indgår en aftale med de belejrede, der indvilliger i at overgive sig på visse betingelser, der vil blive besluttet af en delegeret [voldgiftsmand], og denne mand beslutter, at deres soldater skal henrettes, og deres kvinder og børn tages til fange, er denne beslutning er lovlig. Det var Sa'ad b. Mu'adhs beslutning​​ i forbindelse med Banu Qurayza (2).

Hvis beslutningen, der træffes af den valgte voldgiftsmand, ikke specificerer aflivningen af ​​fjendtlige krigere, og at ​​deres kvinder og børn gøres til slaver, men fastsætter en kopskat, ville det også være lovlig; hvis det besluttes, at de besejrede skal tilbydes at omvende sig til Islam, ville det også være gyldigt, og de vil derfor blive muslimer og frie mænd. […]

Det er op til herskeren at afgøre, hvilken behandling, der skal udmåles for dem, og han vælger det, som er at foretrække for religionen og for Islam. Hvis han vurderer, at henrettelsen af ​​våbenføre mænd og at ​​deres kvinder og børn gøres til slaver er bedre for islam og dens tilhængere, så bør han handle således og efterligne Sa'ad b.. Mu'adhs eksempel. Hvis han derimod føler, at det ville være en større fordel at pålægge dem jordskat [kharaj], og at dette er at foretrække med henblik på at forstørre det bytte [fay], som forøger muslimernes ressourcer i forhold til dem og de andre polyteister, da bør han beslutte sig for denne fremgangsmåde mod dem. Er det ikke korrekt, at Allah har sagt i sin bog: "Bekæmp dem, ... indtil de kuet er rede til at betale skat!" [Koranen 9:29], og at profeten indbød polyteisterne (3) til at omfavne Islam, eller, hvis de nægtede, til at betale kopskat, og at Umar b. al-Khattab (4), efter at have undertvunget indbyggerne i Sawad [Irak], ikke udgød deres blod, men gjorde dem til tributskyldige folk? […]

Hvis de tilbyder at overgive sig og accepterer mægling fra en muslim efter eget valg sammen med en af deres egne, skal dette afvises, for det er uacceptabelt, at en troende samarbejder med en vantro om at nå frem til en beslutning i religiøse spørgsmål. Hvis herskerens repræsentant ved fejl godtager dette og en dom bliver foreslået af begge mænd, bør herskeren ikke erklære den for bindende, medmindre den fastslår, at fjenderne enten skal være tributskyldige folk eller konvertere til Islam. Hvis denne betingelse er vedtaget af dem, kan de ikke bebrejdes, og hvis de anerkender, at de er tributpligtige folk, så de skal accepteres som sådan, uden der bliver brug for en dom.

 

Ya’qub Abu Yusuf – Kitab al-Kharadj (Le Livre de l’Impôt). Trans. E. Fagnan, Paris (1921), s. 302f., 310-312, 314f.. Her efter B. Yeor (1985): The Ddhimmi. Jews and Christians under Islam. Cranbury 1985, s.170-172. Tilbage til Under halvmånen: Israel / Palæstina / Syrien >

(1) dem på hvis hage ragekniven er gået over: dvs. over puberteten

(2) Banu Qurayza var en jødisk stamme i Medina med hvem Muhammed kom i væbnet konflikt. Da Banu Qurayza til sidst overgav sig, indvilgede de i, at deres tidligere allierede Sa'ad b. Mu'adh, der var blandt Muhammeds støtter i Medina, skulle udpeges som voldgiftsmand til at fælde dom i deres sag. Til deres overraskelse dømte Sa'ad b. Mu'adh mændene i stammen til døden, mens kvinder og børn blev gjort til slaver. Muhammed lod den for ham belejlige dom eksekvere.  

(3) Her må betegnelsen polyteister dække jøder og kristne, da de arabiske polyteister kun fik valget mellem omvendelse og døden.

(4) Umar b. al-Khattab, kalif 634-644


< Dokumentationscenter: Under halvmånen

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg