William af Tyrus: Om tyrkernes erobring af Syrien og Palæstina og pilgrimmenes situation i 1070'erne

Den kristne ærkebiskop og krønikeskriver, William af Tyrus (1130 – 1186) skrev et værk om Jerusalems historie, der bl.a. omhandler tiden før og under korstogene. Tyrkernes (seldsjukkernes) angreb på på Syrien og Palæstina påbegyndtes i 1071, idet man her forsøgte at fravriste det ægyptiske fatamide-kalifat magten i området. I 1073 erobredes Jerusalem og 1075 Damaskus. Et oprør mod tyrkerne i 1078 blev brutalt slået ned. William af Tyrus beskriver i det følgende tyrkernes hærgen samt de konsekvenser deres erobringer havde for de kristne indbyggere og kristne pilgrimme.

Efter at de [tyrkerne] havde erobret alle riger i Orienten, ønskede de også at invadere det magtfulde ægyptiske rige (1). De drog ned i Syrien, underkuede Jerusalem med magt, og indtog flere andre byer i nærheden. De øgede stærkt byrderne for de troende, der boede der, og med krav om mangfoldige ydelser drev de dem ud i en tilstand af udmattelse, som vi allerede har nævnt. [...]

Helligbrødens hånd anerkendte ingen forskel mellem helligt og profant. Der var ingen forskelsbehandling. Byttet omfattede alterklæder, præstekjoler og udstyr til brug i tilbedelsen af Herren. Fra hjertet af den guddommelige bolig, fra de inderste helligdomme, fra basilikaers atrier, blev flygtninge, der havde søgt tilflugt dér, slæbt bort til tortur og død. Onde landevejsrøvere og bevæbnede med sværd plagede de offentlige veje, idet de lagde fælder for rejsende. Hverken pilgrim eller præst blev skånet. [...]

Sulimannus (2) gennemførte dog sine intentioner med succes og uden hindringer. Han erobrede hele landet fra Laodikea i Syrien til Hellespont, som løber ved Konstantinopel […] og underlagde sig alle mennesker dér med deres byer og landsbyer. Herren "gav dem i hedningenes hånd, deres avindsmænd blev deres herrer." [Ps. 106,41]

Sidst af alle blev hovedbyen [Antiokia] indtaget (3). Denne mange provinsers ædle og storslåede frue, det første sæde for apostlenes prins​​, blev nu underlagt de vantro. Således på relativ kort tid udstraktes de vantros herredømme over […] alle ædle provinser, berømte for enhver art af rigdomme og fulde af kristne mennesker. Beboerne blev taget til fange. Kirkerne blev revet ned, og den kristne religion utrætteligt forfulgt med henblik på at udslette den. [...]

Midt i disse tiders lumske farer, skete det, at talrige grupper af grækere og latinere ankom til byen [Jerusalem] efter i fjendtlige lande at have risikeret døden i tusinde former. De var kommet for at bede ved de ærværdige steder, men vogterne af portene nægtede dem adgang, indtil de havde betalt det guldstykke, der var fastsat som tributafgift. Men de, der havde mistet alt på vejen og kun med yderste vanskelighed var ankommet til fysisk sikkerhed ved deres længe så eftertragtede mål, havde intet at betale tribut med.

Således skete det, at mere end et tusinde pilgrimme, der havde samlet sig foran byen for at afvente det privilegium at komme ind, døde af sult og nøgenhed. Disse mennesker, levende som døde, var en utålelig byrde for de stakkels borgere. De forsøgte at holde liv i dem, der overlevede ved at give dem de fødevarer, de kunne. De gjorde også en indsats for at begrave de døde, selv om deres egne problemer oversteg deres styrke. De pilgrimme, der havde betalt den sædvanlige tribut og fået tilladelse til drage ind i Jerusalem, påførte borgerne et endnu større ansvar. For der var fare for, at de, når de i deres iver uforsigtigt vandrede rundt for at besøge de hellige steder, ville blive spyttet på eller slået på, eller, værst af alt, i smug kvalt til døde. Derfor, da pilgrimmene skyndte sig til de hellige steder, fulgte borgerne dem i broderlig venlighed. Ængstelige for deres liv og sikkerhed og fuld af frygt for at nogle uheldige ulykker skulle overgå dem håbede de på denne måde at kunne forhindre sådanne uheld.

Der var et kloster i byen, som tilhører folket fra Amalfi, og kaldes latinernes St. Maria, hvilket det bliver kaldt endnu. Tæt herpå var der også et hospital med et beskedent kapel til ære for den salige patriark af Alexandria, Johannes Eleemosynarius [Almissegiveren]. Det var under ledelse af ​​abbeden af ​​det førnævnte kloster. Her blev der til enhver tid givet hjælp til de stakkels pilgrimme, der ankom under sådanne omstændigheder, idet udgifterne afholdtes enten af ​​klostret eller af bidrag givet af de troende. Knap en ud af tusinde pilgrimme, der kom, var i stand til at sørge for sig selv. Mange havde mistet deres rejsepenge, og var så udmattede af frygtelige strabadser, at de var knap nok i stand til at nå deres bestemmelsessted i sikkerhed.

 

Historia rerum in partibus transmarinis gestarum I.7-10. Her efter E. A. Babcock (overs.): A History of Deeds done Beyond the Sea, I-II. New York 1976. I:74, 75f., 78f., 80. Tilbage til Under halvmånen: Israel / Palæstina / Syrien >

(1) Det fatimidiske kalifat, der havde sit magtcenter i Ægypten

(2) Sulimannus: William må her referere til Malik Shah, sultan 1072-1092, der erobrede Lilleasien.

(3) Antiochia blev indtaget og plyndret i 1085


< Dokumentationscenter: Under halvmånen

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg