Ghazi ibn al-Wasiti om de muslimske retslærdes påbud om udvisning af kristne og jøder fra statsforvaltningen (13. årh.)

Skriveren Ghazi ibn al-Wasiti (13. årh.) skrev en afhandling (Al-Radd ’ala ahl al-dhimma) mod ansættelsen af dhimmier i statsadministrationen, hvori han bl.a. oplister argumenter fra den muslimske tradition samt fra tidligere muslimske retslærdes udtalelser og tolkninger på dette område. Al-Wastis antipati mod jøder og kristne kunne skyldes, at netop disse udgjorde Al-Wastis konkurrenter inden for statsadministrationen.
  


Af denne grund sagde imam Ahmad ibn Hanbal (1): ”Ingen hjælp skal modtages fra enten jøder eller kristne i nogen af ​​muslimernes officielle handlinger muslimer, f.eks. [inddrivelsen] af kopskat [jizya].” På samme måde mente Abu Hanifah, ’al-Shafi (2) og andre juridiske autoriteter, at det ikke er lovligt at udnævne en af ​​dem til en position med indflydelse i nogen provinsen eller nogen som helst tillidspost; for vantro er i strid med [besiddelsen af] autoritet og tillid. Allahs påbud: ”Bed ikke om hjælp fra en afgudsdyrker” omfatter det at bede dem om hjælp i forsvar, ansætte dem som guvernører, som funktionærer og lignende. Den generelt anvendte begreb skal anvendes i alle tilfælde og kan ikke begrænses til et særligt tilfælde. Idet han sagde dette, begrundede han sin holdning med to overvejelser. Den ene var, at han anførte deres afgudsdyrkelse som begrundelse for at tilbageholde anmodning om hjælp; og denne grund gælder ligeledes for alle sådanne anmodninger. Den anden er, at da han ikke havde bedt dem om hjælp i militære anliggender - i hvilke der ikke foreligger [krav om] officiel udnævnelse - eller havde hævet [dem] til en betroet stilling, eller hævet [dem] i rang, var det endnu mindre passende og korrekt, når det kom til stillinger med autoritet og værdighed. Af denne grund er de juridiske autoriteter enige om, at det er umuligt at ansætte dem i regerende stillinger eller magtpositioner eller i vægtige stillinger i et råd; de kan heller ikke få lov til at bygge deres huse højere end muslimer, ej heller blive hilst først. Når man møder dem på vejen, bør de tvinges til at tage til den smalleste del af den. Det vil ses, at forbuddet mod at bede dem om hjælp, er generel i dets hovedindhold – idet det bliver underforstået, at det henviser til alle de vantro blandt Bogens folk. Denne beslutning baserer han på sin tro på Allah og hans profet. For lige så snart en af ​​Bogens folk erklærer Allahs lov og hans profets lov for at være usande, og ikke adlyder de krav, som er fastsat af Allahs profet, klæber afgudsdyrkelsen til ham.

I den forbindelse siger Allah: "De har taget deres skriftkloge og deres munke som deres herrer foruden Gud, og tillige Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud. Der er ingen anden gud end Ham. Højtlovet være Han, hævet over det, som de sætter ved Hans side!” [Koranen 9:31].

 

Engelsk oversættelse af Al-Wasitis traktat: R. Gottheil: “An Answer to the Dhimmis”, Journal of the American Oriental Society, 41 (1921), s.418ff. Her efter B. Yeor (1985): The Ddhimmi. Jews and Christians under Islam. Cranbury 1985, s.180f. Tilbage til Under halvmånen: Generelle udsagn >

(1) Ahmad ibn Hanbal (780-855) grundlæggeren af den hanbalitiske teologiske tradition og retsskole.

(2) Abu Hanifah (699-767) og al-Shafi (767-820) grundlæggere af henholdsvis den hanafittiske og den shafi’itiske retsskole.


< Dokumentationscenter: Under halvmånen

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg