< Dokumentationscenter: Under halvmånen
 
 

Arabien - herunder Muhammeds virke og lære

Koranen og profetens sædvane

 
 
 
 

En gennemgang af Muhammeds virke og lære er under forberedelse. Nedenstående uddrag fra Koranen og Hadith vil senere blive sat ind i en historisk kontekst, og ligeledes vil blive forsynet med forklarende noter.

Men foreløbig kan de dog give et indtryk af Muhammeds lære og holdningen til ikke-muslimer, hellig krig og frafald.

Disse læresætninger, der er en naturlig del af den tidlige islam, er vigtige for forståelsen af de tidlige erobringer og de muslimske herskeres behandling af ikke-muslimer. Men i nyere historiske fremstillinger søges disse lærersætninger (især jihad-begrebet) ofte sløret eller bortforklaret. Se eksempler herpå nederst på siden.

 

Koranen: Opfattelsen af jøder og kristne

Koranen: Forskellige samfundslove

Koranen: Hellig krig

Hadith: Hellig krig

Koranen: Frafald (apostasi)

Hadith: Frafald (apostasi)

-

Det medinianske forbundsdekret (ca. 622)

Hadith: Muhammeds angreb på det byzantinske rige


 

 

 

KILDER

Vedrørende Islams forhold til ikke-muslimer, hellig krig og frafald (apostasi)

 

Til læseren:

Uddrag af Koranen er under hvert tema bragt i kronologisk orden efter sura'ernes afffattelsestidspunkt - de ældste først og de yngste sidst (efter Nöldekes opstilling). NB: Grundet reglen om abrogation (ophævelse) er det de yngste / sidst givne suraer, der er de gældende / mest autoritative.

Uddragene fra Koranen er primært hentet fra F. Buhl: Koranen – Et udvalg i kronologisk rækkefølge (1954), hvor dette var muligt. Hvor der ikke foreligger en oversættelse af F. Buhl er F. O. Hvidberg-Hansen: Koranen i udvalg (1997) og E. Wulff: Koranen (2006) anvendt. Versindlingen følger dog i alle uddrag Wullfs. Sidstnævnte er endvidere tilgængelig online, og kan således let sammenholdes med Buhls og Hvidberg-Hansens oversættelser.

 



 

Koranen: Opfattelsen af jøder og kristne

Sura 45 (3. mekkanske periode) - 16. Vi gav Israels børn Skriften, dømmekraften og profetien. Vi forsørgede dem med de gode ting og begun­stigede dem frem for alverden. 17. Vi gav dem klare beviser på bestemmelsen. De blev først uenige efter at have fået viden, med indbyrdes overgreb. Din Herre vil på opstandelsens dag dømme imellem dem i det, hvorom de var uenige. (Wulff)

 
 

Sura 29 (3. mekkanske periode) - 46. I skal ikke strides med Skriftens folk, undtagen med det, som er det bedste — bortset fra (at strides) med dem af dem, som er uretskafne; og sig: ”Vi tror på det, som er blevet sendt ned til os og nedsendt til jer, og vores Gud og jeres Gud er én, og det er os, som har givet os hen til Ham!” 47. Og således har Vi nedsendt Skriften til dig, og de, hvem Vi har bragt Skriften, tror på den, og af disse (her) er der nogle, som tror på den; og ingen ud over de vantro afviser vore tegn. (F. O. Hvidberg-Hansen)

 
 

Sura 2 (mediniansk) - 87. Vi gav Moses Skriften og lod sendebuddene følge efter ham; og Jesus, Marias Søn, gav vi underfulde tegn og styr­kede ham med den hellige ånd. Vil I da, hver gang et sende­bud kommer med noget, I ikke finder behag i, afvise dem i hovmod og fornægte nogle af dem og slå andre ihjel? 88. De siger: vore hjerter er uomskårne! Nej, Allah har forbandet dem for deres vantro. Hvor er de dog lidet troende! 89. Og da der så kom en bog fra Allah, der stadfæstede, hvad de havde (i deres skrift) — forhen havde de jo ønsket at besejre de vantro — da der kom til dem, hvad de kendte, så ville de ikke tro derpå! Allahs forbandelse ramme de vantro! 90. Hvor elen­digt er det, hvorfor de har solgt deres egne sjæle ved at for­nægte, hvad Allah har åbenbaret, af skinsyge over, at Allah har nedsendt af sin nåde over den af hans tjenere, som han vil; de høster vrede på vrede, thi de vantro venter der en forsmædelig straf. 91. Når der siges til dem: tro på det, Allah har åbenbaret! svarer de: vi tror på det, der er åbenbaret os! Men de fornægter, hvad der er kommet senere, som dog er sandheden, der bekræfter, hvad de selv ejer. Sig: hvorfor dræbte I Allahs profeter i fortiden, hvis I var troende? Moses bragte jer tydelige tegn, men derpå tog I efter hans bortgang kalven til gud i jeres ugudelighed. (Buhl) […]

99. Vi har nedsendt til dig tydelige undere, som kun de forstokkede fornægter.  100. Har ikke, hver gang de har sluttet en pagt, en del af dem brudt den? Ja, de fleste af dem tror ikke. 101. Og da der så kom et sendebud til dem fra Allah, som stadfæstede, hvad de selv ejede, så kastede en del af dem, der havde fået skriften, Allahs Skrift bag deres ryg, som om de ikke kendte den. (Buhl) […]

109. Mange af Skriftens folk ville gerne, efter at I er blevet troende, få jer til at blive vantro igen, af misundelse på egne vegne, da nu sandheden er blevet tydelig for dem. Bær over og tilgiv, indtil Gud kommer med sin befaling! Gud er i stand til alt. 110. Hold bøn og giv almisse! Det gode, som I lægger op til gavn for jer selv, skal I genfinde hos Gud. Gud ser, hvad I gør. 111. De siger: ”Kun den, der er jøde eller kristen, kommer ind i Haven!” Ja, det ville de ønske. Sig: ”Kom med jeres bevis, hvis I siger sandheden!”112. Jo! Enhver, der overgiver sig til Gud og handler godt, vil få sin løn hos sin Herre. De skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede. 113. Jøderne siger: ”De kristne har intet at støtte sig til!” og de kristne siger: ”Jøderne har intet at støtte sig til!” Og dog læser de alle op af Skriften. De, der ingen viden har, siger det samme På opstandelsens dag vil Gud dømme imellem dem i de sager, hvorom de altid var uenige. (Wulff). […]

146. De, hvem vi har givet Skriften, kender ham, som de kender deres egne sønner; men en del af dem dølger trods deres viden sandheden. 147. Sandheden kommer fra din Herre, vær derfor ikke en af tvivlerne. (Buhl)

 
 

Sura 5 (mediniansk) - 17. Men de er vantro, der siger: Gud, det er messias, Marias Søn. Sig: hvem hindrer Allah i, hvis han vil, at tilintetgøre messias, Marias Søn, og hans moder og alle dem, der er på jorden? Herredømmet over himlen og jorden, og hvad der er imellem dem, tilhører Allah, og Han har magt over alle ting. (Buhl) […]

57. I, der tror! Tag jer ikke nogen af dem, der fik Skriften før jer, til venner, hvis de spotter jeres religion og gør nar ad den, og heller ikke nogen af de vantro! Frygt Gud, hvis I er troende! 58. Når I kalder til bøn, spotter de den og gør nar ad den. For de er uforstandige folk. 59. Sig: ”I Skriftens folk! Er I kun vrede på os, fordi vi tror på Gud og på det, der er blevet sendt ned til os, og på det, der blev sendt ned tidligere, og fordi de fleste af jer er gudløse?” 60. Sig: ”Skal jeg underrette jer om en gengældelse hos Gud, der er værre end dette? Dem, som Gud for­bandede og vrededes på, og hvoraf Han gjorde nogle til aber og svin, og de, der dyrker afguderne, de er værre stillet og har forvildet sig længere bort fra den rette vej.” 61. Når de kommer til jer, siger de: ”Vi er troende!” Men de er vantro, når de kommer, og ligeledes vantro, når de går. Gud ved bedst, hvad de skjuler. (Wulff) […]

72. De er vantro, som siger: "Gud er messias, Marias Søn. Messias sagde jo selv: O, I israelitter, tjen Allah, min og jeres Herre! Den, der stiller nogen ved siden af Allah, lukker Allah ude fra Paradiset; hans opholdssted bliver helvedesilden. For de ugudelige er der ingen hjæl­pere. 73. De er vantro, som siger: Allah er en af en trehed! Der er ingen Gud foruden en eneste! Hører de ikke op med denne tale, skal en pinefuld straf ramme de vantro iblandt dem. 74. Vil de da ikke omvende sig til Allah og anråbe ham om tilgivelse? Allah er tilgivende og barmhjertig. 75. Messias, Marias Søn, er kun et sendebud, forud for hvem der er gået andre sendebud, og hans moder er en sanddru kvinde; begge tog de føde til sig. Se nu, hvorledes Vi udlægger åbenbaringen for jer, hvor fordrejede de er! (Buhl)

 
 

Se ligeledes: (Mod polyteister/hedninge:) 53,19-28; 37,149-158; 39,17; 45,31-36; 4,60 (Positivt om jøderne:) 44,32 (Om Jesus, Maria og Guds ånd:) 21,90-92; 66,12 (Om Jesus:) 2,116; 3,33-59; 61,6; 4,157, 171; 9,30 (Kritik af Skriftens folk:) 17,111; 7,163ff.; 6,91, 147-150; 2,59-66; 3,64-75; 4,47-48, 153-161 (Jøder og kristne som vantro:) 2,140-145; 3,98-118; 4,50-52, 155-172; 5,69-83 (Hyklerne:) 4,87-91

 
     
 

Koranen: Forskellige samfundslove

 
 

Sura 3 (mediniansk) - 104. Lad der af jer blive et fællesskab, der kalder til det gode, påbyder det rette og forbyder det forkastelige! Dem vil det gå godt.105. Vær ikke som dem, der delte sig op og blev uenige, efter at de klare beviser var kommet til dem. De har en vældig straf i vente. (Wulff)

 
 

Sura 4 (mediniansk) - 80. De, der adlyder Profeten, har adlydt Allah, men hvis nogen er genstridig, så har vi ikke sendt dig som vogter over dem. […] 92. Det sømmer sig ikke, at en troende dræber en troende, undtagen ved vådedrab. Om nogen dræber en troende ved vådedrab, så (er soningen) frigivelsen af en troende slave og en mandebod til hans familie, med mindre de giver afkald derpå. Hørte han til et fjendtligt folk, men var troende, så frigivelse af en troende slave. Hørte han til et folk, der står i pagtforhold til jer, så en løsesum betalt til hans familie og frigivelse af en troende slave; og finder han ikke en sådan, så faste i to på hinanden følgende måneder. 93. Om nogen med forsæt dræber en troende, er hans gengældelse helvede som evig bolig; Allah vredes på ham, forbander ham og bereder ham en alvorlig straf. (Buhl)

 
 

Sura 5 (mediniansk) - 33. Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente. 34. Dog ikke de, der omvender sig, før I får magten over dem. I skal vide, at Gud er tilgivende og barmhjertig. 35. I, der tror! Frygt Gud og søg at nå Ham! Kæmp for Hans sag! Måske vil det gå jer godt! (Wulff)

 
     
 

Koranen: Hellig krig

 
 

Sura 2 (mediniansk) - 154. Sig ikke om dem, der bliver dræbt for Guds sag: "De er døde!" Nej! De lever, uden at I aner det. (Wulff) [...]

190. Bekæmp for Allahs Sag dem, der bekæmper jer, men begå intet overgreb! Allah elsker ikke dem, der begår overgreb! 191. Dræb dem, hvor I kommer over dem, og fordriv dem fra det sted, hvorfra de fordrev jer! Forførelse er værre end drab! Men dræb dem ikke ved den hellige bedeplads, før de bekæmper jer der; men hvis de bekæmper jer, så dræb dem; således er de vantros løn. 192. Men hører de op dermed, så er Allah tilgivende og barmhjertig. 193. Bekæmp dem, til der ikke mere er nogen forførelse, og religionen alene tilhører Allah. Dog hvis de hører op, så er der intet fjendskab mere undtagen mod de ugudelige. 194. Den hellige måned til gengæld for den hellige måned, og på de fredlyste steder er der gengældelsesret. Forgriber nogen sig på jer, så for­grib jer på ham, som han har gjort mod jer. Frygt Allah, og vid, at Allah er med de gudfrygtige. Giv bidrag til kampen for Allahs Sag, men ødelæg jer ikke ved ødselhed. Handl smukt, thi Allah elsker dem, der handler smukt! (Buhl) […]

216. Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Gud har viden; men det har I ikke. (Wulff) 217. De spørger dig om den hellige måned og (tilladeligheden af kampen deri). Sig: Kampen deri er en svær synd, men at stænge ude fra Allahs vej og ikke at tro på ham og på den hellige bedeplads og fordrivelsen af beboerne derfra er en større synd for Allah; og forførelse er en større synd end drab. De vil ikke høre op med at bekæmpe jer, til de har fået jer bort fra jeres religion, om de formår det. Om nogen af jer opgiver sin religion og dør som vantro, så er deres gerninger frugtesløse i denne og i den kommende ver­den; de er hjemfaldne til helvede, hvor de vil blive evigt. 218. Men de, der tror, og som er udvandrede og kæmper for Allahs sag, de tør forvente hans barmhjertighed, så sandt Allah er tilgivende og barmhjertig. […]

256. Ingen tvang i religionen! Forskellen mellem det rette og det vrange er nu blevet klar. De, der fornægter Taghut [afguderne] og tror på Allah, de har allerede grebet det sikre håndtag, der ikke kan brydes, så sandt Allah er hørende og vidende. 257. Allah er de troendes beskytter, han fører dem ud af mørket til lyset; 258. men de, som fornægter, deres beskyttere er Taghut, som fører dem fra lyset til mørket; de er hjemfaldne til helvede, hvor de skal forblive evigt! (Buhl)

 
 

Sura 8 (mediniansk) - 12. Tænk på, hvorledes din Herre åbenbarede for englene: jeg er med jer, styrk dem, der tror, men jeg vil indgyde frygt i de vantros hjerter; hug hovederne af dem og afhug alle deres fingre, 13. fordi de har trodset Allah og hans sendebud, thi når nogen trodser Allah og hans sendebud, så straffer Allah hårdt! 14. Det er dette, I skal erfare, og at helvedildens straf venter de vantro. 15. Og, I troende, når I møder de vantro mandstærke, så vend dem ikke ryggen! 16. Thi den, der vender dem ryggen undtagen for atter at gå løs på dem eller for at søge hen til en anden afdeling, han høster vrede fra Allah, og hans bosted bliver Helvede, og det er en ond vandring! 17. Det var ikke jer, der dræbte dem, nej, Allah dræbte dem; og det var ikke dig, der skød, da du skød, men Allah, der skød; og det skete for at prøve de troende med en herlig prøvelse, thi Allah er hørende og vidende. 18. Hensigten dermed var at tilintetgøre de vantros list! 19. Hvis I har nedbedt sejren, så er sejren nu indtruffet for jer; og hvis I hører op, så er det det bedste for jer; men hvis I atter begynder, så begynder også vi igen, og da vil jeres skarer ikke hjælpe jer noget, hvor talrig den end er, thi Allah er med de troende! (Buhl) [...]

38. Sig til de vantro: hvis de hører op, så tilgiver Han dem det forbigangne; men hvis de bliver ved, så er de tidligere slægters eksempel gået forud. 39. Bekæmp dem, til der ingen forførelse er mere, og religionen helt tilhører Allah. Hører de op dermed, så ser Allah, hvad de gør; 40. men vægrer de sig, så vid, at Allah er Eders beskytter. Hvor herlig en beskytter, hvor herlig en hjælper! (Buhl) [...]

73. De vantro er hverandre de nærmest stående, og gør I ikke det samme, så opstår der forvirring på jorden og stor skade. 74. De, der er blevet troende og er udvandrede og kæmper for Allahs sag, og de, som giver dem ly og hjælper dem, de er de sande troende, for dem er der tilgivelse og rigeligt underhold. 75. De, som senere er blevet troende og er udvandrede og kæmper sammen med jer, de hører til jer. (Buhl)

 
 

Sura 47 (mediniansk) - 4. Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten benådning eller på løskøbelse bagefter! Sådan er det. Hvis Gud ville, havde Han besejret dem; men Han ville sætte nogle af jer på prøve gennem andre. De, der bliver dræbt for Guds sag, deres handlinger vil Han ikke lade gå tabt. (Wulff)

 
 
Sura 61 (mediniansk) - 10. I, der tror! Skal jeg udpege en handel for jer, som vil frelse jer fra en pinefuld straf? 11. I tror på Gud og Hans udsending og kæmper for Hans sag med jeres ejendom og jeres liv. Det er det bedste for jer, hvis I blot vidste det. 12. Så vil Han tilgive jer jeres synder og lade jer træde ind i haver med rindende floder og i dejlige boliger i Edens haver. Det er den vældige sejr. (Wulff)
 
 

Sura 4 (mediniansk) - 71. I, der tror! Vær på vagt! Ryk ud i flokke, eller ryk ud alle sammen! 72. Der findes en og anden blandt jer, der nøler. Hvis så en ulykke rammer jer, tænker han: "Gud har været mig nådig, at jeg ikke var til stede sammen med dem!" 73. Men hvis en gunst fra Gud tilfalder jer, siger han, som om der ikke var noget venskab mellem jer og ham: "Gid jeg havde været sammen med dem! Så havde jeg fået en stor gevinst." 74. Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Guds sag! Den, der kæmper for Guds sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer. 75. Hvorfor vil I ikke kæmpe for Guds sag? Og for de undertrykte mænd, kvinder og børn, der siger: "Herre, få os ud af denne by, hvis befolkning handler uret! Giv os en ven fra Dig! Giv os en hjælper fra Dig!" 76. De, der tror, kæmper for Guds sag, og de, der er vantro, kæmper for afgudernes sag. Så bekæmp Satans venner! Satans list er svag. (Wulff) [...]

84. Så kæmp for Guds sag! Du er kun pålagt ansvaret for dig selv. Du skal opildne de troende! Måske vil Gud holde de vantros vælde tilbage. Gud er stærkere i vælde og stærkere i straf. [...] 88. Hvorfor er I delt i to i spørgsmålet om hyklerne, når Gud har kuet dem på grund af det, som de har bedrevet? Ønsker I at retlede den, som Gud har ledt vild? For den, som Gud vildleder, finder du ingen vej. 89. De ville ønske, at I var vantro, ligesom de selv er vantro, således at I var lige. Tag ikke nogen af dem til venner, før de udvandrer for Guds sag! Hvis de vender sig bort, skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem! Tag ingen af dem til ven eller hjælper! 90. Dog ikke dem, der slutter sig til folk, som I står i forbund med, eller dem, som kommer til jer, fordi de føler sig utilpas ved enten at skulle kæmpe mod jer eller mod deres eget folk; hvis Gud havde villet, havde Han givet dem magten over jer, og så havde de kæmpet mod jer. Men hvis de holder sig borte fra jer og ikke kæmper mod jer, men tilbyder jer at holde fred, så giver Gud jer ikke lov til at gøre dem noget. 91. I vil finde andre, der ønsker at få sikkerhed både fra jer og fra deres eget folk. Hver gang de igen lader sig friste til frafald, bliver de kuet derunder. Hvis de ikke holder sig borte fra jer, tilbyder jer at holde fred og holder deres hånd tilbage, så skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem. Over dem giver Vi jer en klar bemyndigelse. [...] 95. De af de troende, der bliver siddende, uden at de har nogen skavanker, står ikke på lige fod med dem, der kæmper for Guds sag, både med deres ejendom og deres liv. De, der kæmper med deres ejendom og deres liv, dem sætter Gud et trin højere end dem, der bliver siddende. Gud har lovet hver af dem Det Skønneste, men Gud udmærker dem, der kæmper, frem for dem, der bliver siddende, med en vældig løn,(Wulff)

 
 

Sura 22 (mediniansk) - 25. De vantro, der afspærrer Allahs vej og den hellige bedeplads, som vi har indrettet for menneskene både de der­boende og de omstrejfende, og dem, som mod al ret vil pro­fanere den, lader vi erfare en pinefuld straf. 26. Vi anviste jo Abraham helligdommens plads (og sagde:) stil ingen ved siden af Os, rens min Helligdom for de omkredsende, de stående, knælende og nedkastede, 27. og udråb valfarten blandt menneskene, at de skal komme til dig til fods eller ridende på trætte kameler fra alle fjerne egne! (Buhl) […]

38. Gud forsvarer dem, der tror. Gud elsker ingen utaknemmelig forræder. (Wulff) 39. Krigen er tilladt for de kæmpende, når de er blevet forurettede — Allah har magt til at hjælpe dem — 40. de, som er fordrevne fra deres boliger uden anden skyld end, at de sagde: Allah er vor Herre. Hvis Allah ikke værgede den ene del af menneskene ved den anden, ville klostre, bedesteder og hel­ligdomme, i hvilke Allahs Navn flittigt påkaldes, blive ødelagte. Allah hjælper dem, hvem han hjælper, Allah er stærk og vældig! (Buhl)

 
 

Sura 60 (mediniansk) - 7. Måske vil Gud vække kærlighed mellem jer og nogle af dem, med hvem I står på fjendtlig fod. Gud er magtfuld. Gud er tilgivende og barmhjertig. 8. Gud forbyder jer ikke at være venlige og handle retfærdigt mod dem, der ikke bekæmper jer i religionen, og som ikke har fordrevet jer fra jeres boliger. Gud elsker dem, der handler retfærdigt. 9. Gud forbyder jer kun at tage dem til venner, der har bekæmpet jer i religionen og fordrevet jer fra jeres boliger eller hjulpet til med at fordrive jer. Hvis nogen tager dem til venner, handler de uret. 10. I, der tror! Når de troende kvinder kommer til jer som udvandrere, så sæt dem på prøve! Gud kender bedst deres tro. Hvis I genkender dem som troende, send dem så ikke tilbage til de vantro mænd! De er ikke tilladt for sådanne, og disse er heller ikke tilladt for kvinderne. (Wulff)

 
 

Sura 9 (mediniansk) - 1. En undsigelse fra Allah og hans Profet til de afgudsdyrkere, med hvem I har truffet særlige overenskomster: 2. Drag uhindret rundt i landet i fire måneder; men vid, at I ikke kan lægge Allah hindringer i vejen, og at Allah yd­myger de vantro. 3. En kundgørelse fra Allah og hans Profet til menneskene på den store valfarts dag: Allah og hans Profet er sagesløs overfor afgudsdyrkerne. Hvis I omvender jer, så er det det bedste for jer, men hvis I vægrer jer, så vid, at I ikke kan lægge Allah hindringer i Vejen! Forkynd de vantro en pinefuld Straf, 4. dog med undtagelse af de afgudsdyrkere, med hvem I har sluttet særegne overenskomster, og som ikke har brudt dem og ikke hjulpet nogen mod jer; disse overens­komster skal I holde, til den med dem aftalte frist er udløbet; thi Allah elsker de gudfrygtige. 5. Når de (omtalte fire) måneder er udløbne, så slå afgudsdyrkerne, hvor I træffer dem, tag dem til fange, belejr dem og lur dem op på ethvert spejdested. Men hvis de omvender sig, overholder bønnen og betaler almisse, så lad dem i fred, thi Allah er tilgivende og barmhjertig. 6. Søger en af afgudsdyrkerne beskyttelse hos dig, så yd ham den, at han kan få Allahs ord at høre, og send ham så til et sikkert sted i betragtning af, at de er uvidende folk. 7. Hvorledes skulle afgudsdyrkerne kunne slutte overenskomst med Allah og hans Profet — de undtagne, med hvem I har sluttet en overenskomst ved den hellige bedeplads; hvad de overholder mod jer, skal I overholde mod dem, Allah elsker de gudfrygtige — 8. Hvorledes (skulle de kunne det), da de, når de har overmagten, ikke agter ed eller pagt? De søger at vinde jer med deres mund, men deres hjerter siger nej, og de fleste af dem er troløse. 9. De har solgt Allahs åben­baringer for spotpris og stænger ude fra hans vej; ondt er, hvad de gør. 10. De agter ikke ed og pagt overfor de troende, det er dem, der begår overtrædelser. 11. Dog, hvis de omvender sig og overholder bønnen og betaler almisse, så er de jeres brødre i religionen. 12. Men hvis de bryder deres ed eller over­enskomst og krænker religionen, så bekæmp vantroens ho­vedmænd — for dem gælder ingen eder — at de måske må høre op. (Buhl) 13. Vil I ikke kæmpe mod folk, der har brudt deres eder og har i sinde at fordrive Udsendingen? Det var dem, der begyndte med jer den første gang! Frygter I dem? I skulle hellere frygte Gud, hvis I tror! 14. Kæmp mod dem! Så vil Gud straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem, læge hjertet på et troende folk 15. og bringe vreden i deres hjerte til ophør! Gud tilgiver, hvem Han vil. Gud er vidende og vis. 16. Eller regnede I med at få lov til at være, uden at Gud vidste, hvem af jer der ville kæmpe og ikke tage sig nogen ud over Gud, Hans udsending og de troende til fortrolig ven? Gud er fuldt vidende om, hvad I gør. 17. Det tilkommer ikke dem, der sætter andre ved Guds side, at besøge Guds bedehuse og vidne for sig selv om vantro. Deres handlinger er forspildte. I ilden skal de forblive til evig tid. […] 23. I, der tror! Tag ikke jeres fædre og brødre til venner, hvis de foretrækker vantroen frem for troen! De af jer, der tager dem til venner, handler uret. […]

28. I, der tror! De, der sætter andre ved Guds side, er urene. Lad dem ikke komme i nærheden af det fredhellige bedehus, når dette år er omme! Hvis I frygter fattigdom; - Gud kan gøre jer rige af sin overflod, hvis Han vil. Gud er vidende og vis. (Wulff) 29. Bekæmp dem af skriftbesidderne, der ikke tror på Allah og den yderste dag og ikke holder det for forbudt, som Allah og hans Profet har erklæret for forbudt, og ikke følger sandhedens religion, indtil de som ydmygede lydigt betaler afgift! 30. Jøderne siger: Esra er Guds søn, og de kristne siger: Messias er Guds søn; således taler de med deres munde som efter­ligning af de vantros tale før i tiden. Allah bekæmpe dem, hvor er de fordrejede! 31. De har taget deres skriftlærde og munke til herrer i stedet for Allah og også messias, Marias søn, uagtet de har fået befaling til kun at dyrke en eneste Gud, foruden hvem der ingen Gud er; hvor ophøjet er han over det, de stiller ved siden af ham! 32. De vil med deres munde udslukke Allahs lys; men Allahs vilje er kun at fuldkommengøre hans lys, hvor meget det end mishager de van­tro! 33. Det er ham, der har sendt sit sendebud med vejledningen og den sande religion for at lade den besejre al anden religion, hvor meget det end mishager de vantro! [...] (Buhl) 73. Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt! (Wulff)

 
     
 

Hadith: Hellig krig

 
 

Bukhari (SB 25, OB 1:25)

Efter Abu Hurayra - måtte Gud have velbehag i ham:

Engang blev Guds udsending - måtte Gud velsigne ham og give ham fred - spurgt:

"Hvilken handling er den mest fortjenstfulde?"

Han svarede: "At tro på Gud og Hans udsending"

Der blev spurgt: "Og hvad dernæst"

Han svarede: "At kæmpe (jihad) for Guds sag"

Der blev spurgt: "Og hvad dernæst?"

Han svarede: "Gudsvelsignet valfart"

Oversættelse E. Wulff.

 
 

Bukhari (SB 1206, OB 4:46)

Efter Abu Hurayra - måtte Gud have velbehag i ham:

Jeg hørte Guds udsending - måtte Gud velsigne ham og give ham fred - sige:

"Den, der kæmper Guds sag (fører jihad) - og Gud ved bedst, hevm, der kæmper for hans sag - er som den, der faster og stiller sig op til bøn. Gud står inde for, at den der kæmper for Hans sag, ham vil Han enten tage til sig og føre ind i Haven, eller Han vil lade ham vende uskadt tilbage med belønning og bytte."

Oversættelse E. Wulff.

 
 

Bukhari (SB 1261, OB 4:176-177)

Efter 'Abd Allah ibn 'Umar - måtte Gud have velbehag i ham såvel som i hans fader:

Guds udsending - måtte Gud velsigne ham og give ham fred - sagde:

"I vil kæmpe mod jøderne, og nå så en af dem gemmer sig bag en sten, vil denne sige: ' Du Guds tjener! Det, der er bag mig, er en jøde. Dræb ham!'"

Ifølge en anden beretning sagde han: "Timen vil indtræffe, førend I har læmpet med jøderne", og derpå fortalte han resten af historien.

Oversættelse E. Wulff.

 
     
 

Koranen: Frafald (apostasi)

 
 

Sura 16 (3. mekkanske periode) - 106. Vrede fra Gud kommer over den, der ikke tror på Gud efter at have været troende. Dog ikke den, der bliver tvunget, og hvis hjerte finder fred i troen; men over dem, der har åbnet deres hjerte for vantroen. De har en vældig straf i vente.

 
 

Sura 2 (mediniansk) - 108. Eller ønsker I at spørge jeres udsending ud, ligesom tidligere Moses blev udspurgt? Den, der bytter troen ud med vantro, har forvildet sig bort fra den rette vej.[...]

217. De spørger dig om den fredhellige måned, om man må kæmpe i den. Sig: "At kæmpe i den er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer på vejen til Gud - og fornægte Ham - og til det fredhellige bedehus og fordrive dem, der er deri, det er i Guds øjne mere alvorligt." Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab. De vil blive ved med at bekæmpe jer, indtil de får jer til at opgive jeres religion, hvis de kan. De af jer, der opgiver deres religion og dør som vantro, deres handlinger vil være forspildte i denne verden såvel som i den hinsidige. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.

 
 

Sura 3 (mediniansk) - 90. De, der er blevet vantro efter at have været troende, og som stadig bliver mere og mere vantro, fra dem vil omvendelse ikke blive modtaget. De er vildfarne.

 
 

Sura 4  (mediniansk) - 137. De, der tror og så bliver vantro; derpå tror og så bliver vantro, stadig mere og mere vantro, dem vil Gud ikke tilgive, og Han vil ikke vise dem vej.

 
 
 
 

Hadith: Frafald (apostasi)

 
 

Nedenstående tekster er fra M. Muhsin Khans engelske oversættelse af Bukhari fra 1959 og Abdul Hamid Siddiquis oversættelse af Muslim fra 2000, gjort tilgængelig online af Center for Muslim-Jewish Engagement, University of Southern California.


Sahih Bukhari 52:260: Narrated Ikrima: Ali burnt some people and this news reached Ibn 'Abbas, who said, "Had I been in his place I would not have burnt them, as the Prophet said, 'Don't punish (anybody) with Allah's Punishment.' No doubt, I would have killed them, for the Prophet said, 'If somebody (a Muslim) discards his religion, kill him.' "

Sahih Bukhari 83:17: Narrated 'Abdullah: Allah's Apostle said, "The blood of a Muslim who confesses that none has the right to be worshipped but Allah and that I am His Apostle, cannot be shed except in three cases: In Qisas for murder, a married person who commits illegal sexual intercourse and the one who reverts from Islam (apostate) and leaves the Muslims."

Sahih Muslim 16:4152: 'Abdullah (b. Mas'ud) reported Allah's Messenger (may peace be upon him) as saying: It is not permissible to take the life of a Muslim who bears testimony (to the fact that there is no god but Allah, and I am the Messenger of Allah), but in one of the three cases: the married adulterer, a life for life, and the deserter of his Din (Islam), abandoning the community.

Sahih Bukhari 83:37: Narrated Abu Qilaba: Once 'Umar bin 'Abdul 'Aziz sat on his throne in the courtyard of his house so that the people might gather before him. Then he admitted them and (when they came in), he said, "What do you think of Al-Qasama?" They said, "We say that it is lawful to depend on Al-Qasama in Qisas, as the previous Muslim Caliphs carried out Qisas depending on it." Then he said to me, "O Abu Qilaba! What do you say about it?" He let me appear before the people and I said, "O Chief of the Believers! You have the chiefs of the army staff and the nobles of the Arabs. If fifty of them testified that a married man had committed illegal sexual intercourse in Damascus but they had not seen him (doing so), would you stone him?" He said, "No." I said, "If fifty of them testified that a man had committed theft in Hums, would you cut off his hand though they did not see him?" He replied, "No." I said, "By Allah, Allah's Apostle never killed anyone except in one of the following three situations: (1) A person who killed somebody unjustly, was killed (in Qisas,) (2) a married person who committed illegal sexual intercourse and (3) a man who fought against Allah and His Apostle and deserted Islam and became an apostate."

Sahih Bukhari 84:57: Narrated 'Ikrima: Some Zanadiqa (atheists) were brought to 'Ali and he burnt them. The news of this event, reached Ibn 'Abbas who said, "If I had been in his place, I would not have burnt them, as Allah's Apostle forbade it, saying, 'Do not punish anybody with Allah's punishment (fire).' I would have killed them according to the statement of Allah's Apostle, 'Whoever changed his Islamic religion, then kill him.'"

Sahih Bukhari 84:58: Narrated Abu Burda: Abu Musa said, "I came to the Prophet along with two men (from the tribe) of Ash'ariyin, one on my right and the other on my left, while Allah's Apostle was brushing his teeth (with a Siwak), and both men asked him for some employment. The Prophet said, 'O Abu Musa (O 'Abdullah bin Qais!).' I said, 'By Him Who sent you with the Truth, these two men did not tell me what was in their hearts and I did not feel (realize) that they were seeking employment.' As if I were looking now at his Siwak being drawn to a corner under his lips, and he said, 'We never (or, we do not) appoint for our affairs anyone who seeks to be employed. But O Abu Musa! (or 'Abdullah bin Qais!) Go to Yemen.'" The Prophet then sent Mu'adh bin Jabal after him and when Mu'adh reached him, he spread out a cushion for him and requested him to get down (and sit on the cushion). Behold: There was a fettered man beside Abu Muisa. Mu'adh asked, "Who is this (man)?" Abu Muisa said, "He was a Jew and became a Muslim and then reverted back to Judaism." Then Abu Muisa requested Mu'adh to sit down but Mu'adh said, "I will not sit down till he has been killed. This is the judgment of Allah and His Apostle (for such cases) and repeated it thrice. Then Abu Musa ordered that the man be killed, and he was killed. Abu Musa added, "Then we discussed the night prayers and one of us said, 'I pray and sleep, and I hope that Allah will reward me for my sleep as well as for my prayers.'"

Sahih Bukhari 84:64: Narrated 'Ali: Whenever I tell you a narration from Allah's Apostle, by Allah, I would rather fall down from the sky than ascribe a false statement to him, but if I tell you something between me and you (not a Hadith) then it was indeed a trick (i.e., I may say things just to cheat my enemy). No doubt I heard Allah's Apostle saying, "During the last days there will appear some young foolish people who will say the best words but their faith will not go beyond their throats (i.e. they will have no faith) and will go out from (leave) their religion as an arrow goes out of the game. So, where-ever you find them, kill them, for who-ever kills them shall have reward on the Day of Resurrection."

Sahih Bukhari 89:271: Narrated Abu Musa: A man embraced Islam and then reverted back to Judaism. Mu'adh bin Jabal came and saw the man with Abu Musa. Mu'adh asked, "What is wrong with this (man)?" Abu Musa replied, "He embraced Islam and then reverted back to Judaism." Mu'adh said, "I will not sit down unless you kill him (as it is) the verdict of Allah and His Apostle.

 

 
 
 
 

Hadith: Muhammeds indledende angreb
på det byzantinske rige


Ifølge flere Hadith-fortællinger skulle Muhammed år 628 e.Kr. have sendt breve til ikke-muslimske herskere uden for Arabien. Bl.a. den byzantinske kejser, Heraklius. Muhammeds fremgangsmåde skulle dannede præcedens for påbegyndelse af krig mod ikke-muslimske riger.

 
Sahih Muslim 19, 4382: Det er blevet fortalt med henvisning til Anas, at Allahs profet skrev til Chosroes (Persiens konge), Caesar (Roms kejser) (1), Negus (kongen af Abessinien) og enhver anden despot indbydende dem til Allah, Den Ophøjede.

Sahih Bukhari 4,52,191: Fortalt af Abdullah bin Abbas: Allahs Apostel skrev til Cæsar og indbød ham til at omvende sig til islam og sendte ham sit brev med Dihya Al-Kalbi som budbringer, hvem Allahs Apostel beordrede at overlevere det til guvernøren i Busra, som ville sende det videre til Cæsar. [...]

Abu Sufyan tilføjede: Cæsar spurgte så efter brevet fra Allahs profet, og det blev oplæst og dets indhold var: I Allahs navn, den mest Nådige, den mest Barmhjertige. (Dette brev er) fra Muhammad, Allahs tjener, og Hans Apostel, til Heraculius, byzantinernes hersker. Fred være med dem, der følger den sande retledning. Nuvel, jeg indbyder dig til islam (dvs. at overgive sig til Allah). Omfavn islam og du vil leve i sikkerhed. Omfavn islam, og Allah vil skænke dig en dobbelt belønning. Men hvis du afviser denne opfordring til omvendelse til Islam, vil du være ansvarlig for at vildledning af bønderne. (dvs. din nation). [3,64:] I Skriftens folk! Kom, lad os enes om et ord, der er fælles for os og jer: At vi tjener Gud alene, at vi ikke sætter noget andet ved Hans side, og at ingen af os tager andre til herrer foruden Allah! Hvis de så vender sig bort, skal I sige: Vær I vidner til, at vi overgiver os til Allah!

Shahih Bukhari 4,52,187: Fortalt af 'Abdullah bin Abbas: Allahs profet skrev et brev til kejseren og sagde: "Hvis du afviser islam, vil du være ansvarlig for bøndernes (dvs. dit folks) synder.

 

Heraklius omvendte sig ikke til Islam. Ifølge de muslimske fortællinger drog Muhammed år 630 på krigstogt mod byzantinerne ved at angribe byen Tabuk.

Sahih Muslim 37,6670: Ibn Shihab fortalte, at Allahs Sendebud (fred være med ham) foretog en ekspedition mod Tabuk, og han (den Hellige Profet) havde i sit sind tanken om at true de kristne i Arabien, i Syrien og i Rom.

Shaih Bukhari 4,52,175: Umar sagde, at Um Haram fortalte os […] Profeten sagde: Den første hær af mine tilhængere, der invaderer Cæsars by, vil blive tilgivet deres synder.


(1) Caesar / Rom: Med med Caesar menes kejser - og med Rom menes Byzans/Konstantinopel

 

 
     
 

Eksempler på apologi i forbindelse med jihad-begrebet

 
 

Jihad-begrebet er ubelejligt, når man idag forsøger at tegne et billede af den tidlige islam som fredelig og tolerant. Herunder har vi samlet og kommenteret en række eksempler på apologetiske forsøg på at bortforklare eller forvanske tolkningen af jihad-begrebet.

Eksemplerne stammer fra undervisningsbøger, der anvendes på danske ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

 
     
 

Tim Jensen & Michael Rothstein: Etikken og religionerne. Aschehoug/ Kbh. 1998.

I Vesten er der en lang tradition for at forbinde islam med krig, "hellig krig" ikke mindst. Billedet af blodtørstige muslimske horder, der underlægger sig hele Mellemøsten og i 1600-talle når frem til Wien, hvor de truer hele den kristne verden, er vidt udbredt. Dette fjendebillede, der er i nutiden næres af mediernes fokusering på f.eks. de omtalte -straffe, på militante islamiske grupper og på de ofte krigslignende tilstande i Mellemøsten, er meget vanskeligt at nedbryde. Ordet jihad er næsten blevet hvermands eje.” (s.156)

Jensen & Rothstein giver her nærmest indtryk af, at de muslimske erobringer fra 600-tallet og frem til 1600-tallet er en form for konstruktion – udtryk for et ”fjendebillede”. Dette er en ganske ejendommelig påstand. Det er en historisk kendsgerning, at muslimske hære mellem 632 og 732 erobrede store dele af tidligere kristne kerneområder, nemlig betragtelige dele af Mellemøsten, Nordafrika og Spanien samt trængte frem til det centrale Frankrig. Ligeledes er det velbevidnet, at der i kølvandet på disse erobringer fulgte plyndring, forfølgelser og massakrer. Det er ligeledes en kendsgerning at tyrkerne i 1500- og 1600-tallet trængte frem og belejrede Wien to gange (1529 og 1683). Så hvad er det præcist Jensen & Rothstein ikke anerkender som historiske kendsgerninger?  De fortsætter:

Som regel oversættes jihad med "hellig krig" og mange opfatter jihad som en angrebskri g, hvor muslimerne Allahs navn, søger at udbrede islam og dræbe ikke-muslimer, og hvor muslimer, der deltager og dør i kamp, får mar­tyrstatus og sikres direkte adgang til Paradis. Sådan kan jihad også forstås af muslimer ikke mindst når religionen gøres til et konkret politisk aktiv.” (s.156)

Dette har givet ikke været en let indrømmelse for Jensen & Rothstein at komme med, men det ville have været ganske utroværdigt at påstå andet. Ovennævnte er nemlig langt den mest anvendte betydning af jihad – både i Koranen og i hadith-traditionerne, som det fremgår af de fremdragne kilder og som det ligeledes klart er påvist af bl.a. Tina Magaard (”Fjendebilleder og voldsforestillinger i islamiske grundtekster,” Acta Jutlandica 82, no. 1, (2007)). Men Jensen & Rothstein synes at ville sløre dette faktum:

Men når det gælder de traditionelle islamiske fortolkninger af jihad og de dertil høren­de spørgsmål om, hvad der ifølge islam kan anses for at være en hellig eller en retfærdig krig, viser det sig, at sagen er mere nuanceret. […] I Koranen finder vi flere betegnelser (jihad, qital og ghazw) for kamp, krig og krigstogt. Jihad (se især sura 4,95) kan oversættes ”anstrengelse” eller ”stræben” og bruges om det enkelte menneskes anstrengelser for at tænke og handle som en god muslim. Jihad betyder dog også kamp, primært i betydningen at kæmpe og risikere liv og ejendom i forsvaret  mod islams fjender, især den kamp Muhammed og hans tilhængere skulle føre mod Kuraish-stammen i Mekka, der forsøgte at forhindre etableringen af islam.” (s.156)

Det er for så vidt sandt nok, at jihad også kan betyde åndelig anstrengelse, men underligt nok henviser Jensen & Rothstein her netop til et vers (4,95), der har en klar martialsk betydning (se Wulffs oversættelse). Faktisk er der, som Magaard påviser (s.221) kun ét sted i Koranen, hvor jihad har en klar betydning af indre åndelig kamp, nemlig sura 29,6. Dette ene skriftsted står dog i skærende kontrast til de mere end 50 andre skriftsteder, hvor jihad betyder væbnet kamp. Betydningen ’åndelig kamp’ er altså undtagelsen – og ikke, som Jensen & Rothstein synes at antyde, reglen. Desuden er sura 29,6 fra den mekkanske periode, der kan siges at blive ophævet (abrogeret) af de senere medinianske suraer.

Ghazw betegner i koranen primært de på den tid velkendte former for pludselige overfald (razziaer), som også muslimerne benyttede sig af. Men siden betegner det også de militære ekspeditioner, som de muslimske herske­re fra 700-tallet sendte mod bl.a. det kristne Byzans. Qital - i modsætning til jihad - indebærer altid konkret kamp eller krig og anvendes hyppigt i koranen. Qital kan dog ikke opfattes som en individuel religiøs pligt…” (s.156)

At der findes andre betegnelser for krig i Koranen ændrer ikke på den kendsgerning, at jihad primært betyder væbnet kamp mod vantro, og at dette er en muslimsk pligt. Denne krig mod de vantro blev både ført som razziaer og egentlige krigstog/erobringskrige. Formuleringen om, at qital i ”modsætning til jihad” altid indebærer konkret kamp og krig, er ganske misvisende, for hermed slører Jensen & Rothstein, at dette indebærer jihad faktisk også. 

”… og i både koranen og den senere islamiske tradition er der adskillige udsagn, der kan tolkes som regler for, hvornår og hvordan en muslim må gå i krig og dræbe, dvs. hvornår en krig er retfærdig: Krigen må kun kæmpes for at forsvare og beskytte islam, de troende og deres samfund.” (s.156)

Dette er ikke korrekt, men ganske misvisende. Det er rigtigt, at f.eks. sura 2,190-193 taler om en forsvarskrig. Denne sura 2 er den første, der er givet i Medina efter udvandringen. Men i årene herefter blev der givet en lang række andre suraer, der klart taler om angrebskrig. Disse suraer ophæver (abrogerer) sura 2. F.eks. sura 9, der er en direkte krigserklæring mod de arabiske polyteister.  Disse får en frist på fire måneder til at overgive sig og omvende sig. Herefter vil de blive angrebet. Sura 9,29 indeholder ligeledes den klare opfordring til at angribe kristne og jøder: "Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!"

I forlængelse heraf, kan man se, at netop denne fremgangsmåde anvendes efter Muhammeds død. Nabofolk opfordres til at omvende sig til islam. Gør de ikke dette, er det legitimt at angribe og undertvinge dem (se ligeledes autoritative udsagn).

Den [krigen] må ikke eskalere og udarte til krig for krigens skyld, og den skal afsluttes, så snart angrebet er slået tilbage, og fjenden har trukket sig” (s.156f.)

Hvad prøver Jensen & Rothstein at sige her? At de enorme erobringer mellem 632 og 732 nærmest skete ved et uheld - eller ved en lang forsvarskrig? Er det korrekt?

Nej, de var naturligvis nøje planlagte aggressions- eller angrebskrige, der vidner om en religiøs betinget imperialisme, der var bærende i den tidlige islams selvforståelse. At krigen ikke stopper, ”så snart angrebet er slået tilbage”, vidner 9,29 netop om – de kristne og jøderne skal bekriges ”indtil de kuet betaler skat”. I forlængelse heraf siges det i vers 33, at Muhammed netop er kommet til verden, for at lade den sande religion (islam) besejre al anden religion (se i øvrigt ligeledes bl.a. sura 2,193)

 
     
 

Jørgen Bæk Simonsen: ”Islam” i E. Andreasen et al. (red.): Religion og kultur – en grundbog. Århus / Systime [2005] 2009

Gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev der udviklet to forskellige strategier i den islamiske verden som svar på den vestlige verdens indtrængen. Den ene var jihad. Ordet betyder anstrengelse, og det at anstrenge sig for islams udbredelse og konsolidering betragtes som noget godt. Anstrengelsen kan også udmøntes i militært forsvar mod angreb, den vestlige verden udsatte islams verden for.” (s.191)

Dette korte uddrag viser, at Jørgen Bæk Simonsens fremstilling er særdeles upræcis, tendentiøs og fejlbehæftet.

For det første antyder Simonsen ganske overaskende, at jihad-begrebet nærmest er opstået som reaktion på et vestligt overgreb på islam i nyere tid. Her nævnes intet om jihad i den tidligste muslimske tradition (Koranen og Hadith) eller om den imperialistiske ekspansionspolitik som jihad resulterede i perioden mellem 600- og 1600-tallet.

For det andet fremfører Simonsen ligeledes idéen om, at jihad primært betyder 'anstrengelse'. Dette er dog som sagt netop undtagelsen fra reglen (se kommentar til Jensen & Rothstein ovenfor)

Og endelig for det tredje siger Simonsen ligeledes, at jihad kun er en forsvarskrig. Dette er heller ikke korrekt (se kommentar til Jensen & Rothstein ovenfor)

 
 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | NATIONALKONSERVATISME | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg