< Dokumentationscenter: Under halvmånen
 
 

Generelle og autoritative udsagn om hellig krig og muslimsk herredømme over ikke-muslimer

Efter Muhammed

 
 
 
 

Herunder er en række udsagn samlet, der stammer fra perioden efter Muhammeds død og frem til idag. Uddragene stammer fra skrifter og forfattere, der anses for retningsgivende og autoritative inden for islam. Teksterne omhandler bl.a. holdningen til ikke-muslimer, hellig krig og frafald.

De læresætninger der er opstillet i de ældste tekster, var naturlgvis en integreret del af den tidlige islam og er vigtige for forståelsen af de tidlige erobringer og de muslimske herskeres behandling af ikke-muslimer. Men i nyere historiske fremstillinger søges disse lærersætninger (især jihad-begrebet) ofte sløret eller bortforklaret. Se eksempler herpå nederst på siden.

[Flere bindende og autoritative udsagn - se: Arabien: Muhammeds virke og lære]


 

KILDER

   
   
   
   
   
   
   
   
   
     
 

Eksempler på apologi i forbindelse med jihad-begrebet

 
 
 

Jihad-begrebet er ubelejligt, når man idag forsøger at tegne et billede af den tidlige islam som fredelig og tolerant. Herunder har vi samlet og kommenteret en række eksempler på apologetiske forsøg på at bortforklare eller forvanske tolkningen af jihad-begrebet.

Eksemplerne stammer fra undervisningsbøger, der anvendes på danske ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

 
     
 

Tim Jensen & Michael Rothstein: Etikken og religionerne. Aschehoug/ Kbh. 1998.

I Vesten er der en lang tradition for at forbinde islam med krig, "hellig krig" ikke mindst. Billedet af blodtørstige muslimske horder, der underlægger sig hele Mellemøsten og i 1600-talle når frem til Wien, hvor de truer hele den kristne verden, er vidt udbredt. Dette fjendebillede, der er i nutiden næres af mediernes fokusering på f.eks. de omtalte -straffe, på militante islamiske grupper og på de ofte krigslignende tilstande i Mellemøsten, er meget vanskeligt at nedbryde. Ordet jihad er næsten blevet hvermands eje.” (s.156)

Jensen & Rothstein giver her nærmest indtryk af, at de muslimske erobringer fra 600-tallet og frem til 1600-tallet er en form for konstruktion – udtryk for et ”fjendebillede”. Dette er en ganske ejendommelig påstand. Det er en historisk kendsgerning, at muslimske hære mellem 632 og 732 erobrede store dele af tidligere kristne kerneområder, nemlig betragtelige dele af Mellemøsten, Nordafrika og Spanien samt trængte frem til det centrale Frankrig. Ligeledes er det velbevidnet, at der i kølvandet på disse erobringer fulgte plyndring, forfølgelser og massakrer. Det er ligeledes en kendsgerning at tyrkerne i 1500- og 1600-tallet trængte frem og belejrede Wien to gange (1529 og 1683). Så hvad er det præcist Jensen & Rothstein ikke anerkender som historiske kendsgerninger?  De fortsætter:

Som regel oversættes jihad med "hellig krig" og mange opfatter jihad som en angrebskrig, hvor muslimerne Allahs navn, søger at udbrede islam og dræbe ikke-muslimer, og hvor muslimer, der deltager og dør i kamp, får mar­tyrstatus og sikres direkte adgang til Paradis. Sådan kan jihad også forstås af muslimer ikke mindst når religionen gøres til et konkret politisk aktiv.” (s.156)

Dette har givet ikke været en let indrømmelse for Jensen & Rothstein at komme med, men det ville have været ganske utroværdigt at påstå andet. Ovennævnte er nemlig langt den mest anvendte betydning af jihad – både i Koranen og i hadith-traditionerne, som det fremgår af de fremdragne kilder og som det ligeledes klart er påvist af bl.a. Tina Magaard (”Fjendebilleder og voldsforestillinger i islamiske grundtekster,” Acta Jutlandica 82, no. 1, (2007)). Men Jensen & Rothstein synes at ville sløre dette faktum:

Men når det gælder de traditionelle islamiske fortolkninger af jihad og de dertil hørende spørgsmål om, hvad der ifølge islam kan anses for at være en hellig eller en retfærdig krig, viser det sig, at sagen er mere nuanceret. […] I Koranen finder vi flere betegnelser (jihad, qital og ghazw) for kamp, krig og krigstogt. Jihad (se især sura 4,95) kan oversættes ”anstrengelse” eller ”stræben” og bruges om det enkelte menneskes anstrengelser for at tænke og handle som en god muslim. Jihad betyder dog også kamp, primært i betydningen at kæmpe og risikere liv og ejendom i forsvaret  mod islams fjender, især den kamp Muhammed og hans tilhængere skulle føre mod Kuraish-stammen i Mekka, der forsøgte at forhindre etableringen af islam.” (s.156)

Det er for så vidt sandt nok, at jihad også kan betyde åndelig anstrengelse, men underligt nok henviser Jensen & Rothstein her netop til et vers (4,95), der har en klar martialsk betydning (se Wulffs oversættelse). Faktisk er der, som Magaard påviser (s.221) kun ét sted i Koranen, hvor jihad har en klar betydning af indre åndelig kamp, nemlig sura 29,6. Dette ene skriftsted står dog i skærende kontrast til de mere end 50 andre skriftsteder, hvor jihad betyder væbnet kamp. Betydningen ’åndelig kamp’ er altså undtagelsen – og ikke, som Jensen & Rothstein synes at antyde, reglen. Desuden er sura 29,6 fra den mekkanske periode, der kan siges at blive ophævet (abrogeret) af de senere medinianske suraer.

Ghazw betegner i koranen primært de på den tid velkendte former for pludselige overfald (razziaer), som også muslimerne benyttede sig af. Men siden betegner det også de militære ekspeditioner, som de muslimske herskere fra 700-tallet sendte mod bl.a. det kristne Byzans. Qital - i modsætning til jihad - indebærer altid konkret kamp eller krig og anvendes hyppigt i koranen. Qital kan dog ikke opfattes som en individuel religiøs pligt…” (s.156)

At der findes andre betegnelser for krig i Koranen ændrer ikke på den kendsgerning, at jihad primært betyder væbnet kamp mod vantro, og at dette er en muslimsk pligt. Denne krig mod de vantro blev både ført som razziaer og egentlige krigstog/erobringskrige. Formuleringen om, at qital i ”modsætning til jihad” altid indebærer konkret kamp og krig, er ganske misvisende, for hermed slører Jensen & Rothstein, at dette indebærer jihad faktisk også. 

”… og i både koranen og den senere islamiske tradition er der adskillige udsagn, der kan tolkes som regler for, hvornår og hvordan en muslim må gå i krig og dræbe, dvs. hvornår en krig er retfærdig: Krigen må kun kæmpes for at forsvare og beskytte islam, de troende og deres samfund.” (s.156)

Dette er ikke korrekt og men ganske misvisende. Det er rigtigt, at f.eks. sura 2,190-193 taler om en forsvarskrig. Denne sura 2 er den første, der er givet i Medina efter udvandringen. Men i årene herefter blev der givet en lang række andre suraer, der klart taler om angrebskrig. Disse suraer ophæver (abrogerer) sura 2. F.eks. sura 9, der er en direkte krigserklæring mod de arabiske polyteister.  Disse får en frist på fire måneder til at overgive sig og omvende sig. Herefter vil de blive angrebet. Sura 9,29 indeholder ligeledes den klare opfordring til at angribe kristne og jøder: "Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!"

I forlængelse heraf, kan man se, at netop denne fremgangsmåde anvendes efter Muhammeds død. Nabofolk opfordres til at omvende sig til islam. Gør de ikke dette, er det legitimt at angribe og undertvinge dem (se kilderne ovenfor).

Den [krigen] må ikke eskalere og udarte til krig for krigens skyld, og den skal afsluttes, så snart angrebet er slået tilbage, og fjenden har trukket sig” (s.156f.)

Hvad prøver Jensen & Rothstein at sige her? At de enorme erobringer mellem 632 og 732 nærmest skete ved et uheld - eller ved en lang forsvarskrig? Er det korrekt?

Nej, de var naturligvis nøje planlagte aggressions- eller angrebskrige, der vidner om en religiøs betinget imperialisme, der var bærende i den tidlige islams selvforståelse. At krigen ikke stopper, ”så snart angrebet er slået tilbage”, vidner 9,29 netop om – de kristne og jøderne skal bekriges ”indtil de kuet betaler skat”. I forlængelse heraf siges det i vers 33, at Muhammed netop er kommet til verden, for at lade den sande religion (islam) besejre al anden religion (se i øvrigt ligeledes bl.a. sura 2,193)

 
     
 

Jørgen Bæk Simonsen: ”Islam” i E. Andreasen et al. (red.): Religion og kultur – en grundbog. Århus / Systime [2005] 2009

Gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev der udviklet to forskellige strategier i den islamiske verden som svar på den vestlige verdens indtrængen. Den ene var jihad. Ordet betyder anstrengelse, og det at anstrenge sig for islams udbredelse og konsolidering betragtes som noget godt. Anstrengelsen kan også udmøntes i militært forsvar mod angreb, den vestlige verden udsatte islams verden for.” (s.191)

Dette korte uddrag viser, at Jørgen Bæk Simonsens fremstilling er særdeles upræcis, tendentiøs og fejlbehæftet.

For det første antyder Simonsen ganske overaskende, at jihad-begrebet nærmest er opstået som reaktion på et vestligt overgreb på islam i nyere tid. Her nævnes intet om jihad i den tidligste muslimske tradition (Koranen og Hadith) eller om den imperialistiske ekspansionspolitik som jihad resulterede i mellem 600-tallet og 1600-tallet.

For det andet fremfører Simonsen ligeledes idéen om, at jihad primært betyder anstrengelse. Dette er dog som sagt netop undtagelsen fra reglen (se kommentar til Jensen & Rothstein ovenfor)

Og endelig for det tredje siger Simonsen ligeledes, at jihad kun er en forsvarskrig. Dette er heller ikke korrekt (se kommentar til Jensen & Rothstein ovenfor)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | NATIONALKONSERVATISME | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg