Lamberts krønike: Om den Store Tyske Pilgrimsrejses lidelser 1065

I sin krønike nedskrevet kort efter 1077 skriver munken Lambert af klostret Hersfeld (på grænsen mellem Thüringen og Frankerriget) de prøvelser, som den Store Tyske Pilgrimsrejse var udsat for i Syrien og Palæstina.

Mens de tyske pilgrimme og deres biskopper rejste mod Jerusalem, kom de uklogt til at afsløre deres værdier for de folk, hvis lande de rejste igennem. De ville have udsat sig for de yderste farer, havde ikke det guddommelige forsyn genoprettet, hvad der var tabt gennem menneskelig uforsigtighed. For barbarerne, som strømmede ud fra deres byer og marker for at se disse berømte mænd, var drevet af ønsket om at plyndre.

Så da pilgrimmene var kort uden for Rama (1) langfredag omkring den tredje time blev de angrebet af hærgende arabere. Disse arabere havde hørt at de berømte mænd nærmede sig og angreb dem i en bevæbnet skare for at se, hvilket bytte de kunne plyndre. Mange af de kristne havde troet, de kunne stole på deres religion for at få hjælp og frelse, og havde stolet på Guds beskyttelse snarere end våben, da de satte ud mod de fremmede lande. Derfor faldt de pga. mange sår under det første angreb. Blandt dem var William, ærkebiskoppen af Trier, hvis arm blev næsten lammet af sår. Han blev efterladt nøgen og halvdød.

De andre kristne gjorde deres bedste ved at kaste med sten, som områdets natur bød rigelige forsyninger af, ikke så meget for at drive faren over, men som en desperat udvej for at undslippe den visse død. Gradvis trak de sig tilbage til en bondegård et stykke vej fra deres sti. Ud fra lyden af navnet gættede de sig til at de måtte være i Kapernaum. De gik ind, og biskopperne indtog salen og de øvre rum, fordi den omgivende mur var så gammel, lav og faldefærdig, at den let kunne falde. Huset var i midten af en indhegning, og de øvre rum var tilstrækkelig højt over jorden til, at det tjente som udmærket forsvarsposition, næsten som om det var indrettet til dette formål.

Da araberne ikke kunne opretholde deres angreb gennem overlegen stilling eller i et slag, ændrede de taktik fra lynangreb til belejring, og brugte udsultning og udmattelse som våben, hvor sværdet havde vist sig unyttigt. De delte deres mange styrker op i grupper på omkring tolv tusinde mand, så at de kunne angribe på skift og dermed angribe uafladeligt. De forventede, at vigtige forsyninger ville slippe op og at det derfor ikke ville tage lang tid for dem at færdiggøre deres angreb.

De kristne blev angrebet uden pause hele fredagen og lørdagen om natten helt frem til Påskedags tredje time. Deres onde fjende tillod dem ikke et øjebliks hvile til at få lidt søvn. Eftersom døden hele tiden var synlig for dem, ønskede de hverken mad eller drikke, men tog, hvad de kunne få, da de næsten ingen ressourcer havde tilbage. På tredje dagen var de udmattede af sult og anstrengelse og blev desperate, deres mod og styrke prøvet af uafbrudt faste længere end de kunne holde ud. En af præsterne i blandt dem råbte, at de havde taget fejl ved at sætte deres lid til våben snarere end håbets og styrkens Gud, og at de havde påkaldt sig katastrofen ved at forsøge at klare sig ved egen hjælp. Derfor, mente han, burde de overgive sig til Guds nåde, særlig da tre dages sult havde gjort dem ude i stand til at yde modstand. Det ville ikke være svært for Gud at vise dem nåde og redde dem fra fjendes greb, for Han havde ofte tidligere på mirakuløs vis reddet sit folk i den sidste time. Yderlige kunne de konkludere, at araberne havde angrebet dem for at plyndre dem, ikke for at slå dem ihjel. Hvis de fik deres værdier ville de måske lade dem gå uskadt. […]

[Den 27. marts 1065 vendte biskop Günther slaget mod deres angribere i et sammenstød]

I kampen havde en af saracenernes ledere grebet et stykke klæde, som han bar om hovedet og lavede det til en løkke, som han kastede om halsen på biskop Günther. Biskoppen ville ikke finde sig i en sådan ydmygelse, så han gav sin modstander et heftigt slag i ansigtet, hvilket sendte hednngen til jorden.  […] Med det samme kastede præster og lægfolk sig mod denne mand […] og de bandt saracenerens hænder så stramt, at blodet hamrede mod hans hud og negle.

Ved at tage saracenernes ledere til fange lykkes det pilgrimmene til sidst at undslippe […]

Således overvandt pilgrimmene en stor styrke, der angreb dem i et slag, og på denne måde oplevede de ikke flere vanskeligheder på vejen mod Jerusalem.

 

Fra Chronicles of the Crusades - Eye-witness accounts of the wars between Christianity and Islam, redigeret af Elisabeth Hallam, Bramley Books 1989/1997. Oversat fra engelsk og indsendt af Michael Pihl. Om påbegyndelsen af Den Store Tyske Pirlgrimsrejse kan læses i Niederaltaich klosterkrønike. Tilbage til Under halvmånen: Israel / Palæstina >

(1) Rama: by i det nordlige Israel/Palæstina


< Dokumentationscenter: Under halvmånen

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg