Bertel Haarder: Om den naturlige kulturdiskrimination (2002)

Al den tale om kulturlighed og at vi skal have etnisk ligestilling. Vel skal vi ej. Vi skal ikke undervise lige så meget i fremmed religion som i kristendom. Og vi skal ikke undervise lige så meget i fremmed litteratur som i dansk. Vi skal være fortrolige med det danske, og så skal vi have kendskab til det fremmede. Det er ikke ligestilling, men forskelsbehandling. Men det skal der også være. I Danmark skal det danske have positiv særbehandling. Selvfølgelig. Alt andet er at kaste vrag på kulturen. Hvis man vil have en kulturelt forankret politik, så kan den ikke være kulturelt ligestillet mellem det danske og det udenlandske. Det må nødvendigvis være en politik, der favoriserer. [...]

Dansk kultur er vigtigere end andre kulturer. Da jeg som undervisningsminister satte den bibelske fortælling i centrum af kristendomsundervisningen, så var det klar diskrimination. Man skal være fortrolig med den bibelske fortælling, og man skal have kendskab til andre religioner. Det er diskrimination, og sådan skal det være. Tilsvarende i dansktimerne. Der læser man dansk litteratur – det er vigtigere end udenlandsk litteratur. Derfor siger jeg, at al den tale om kulturlighed og religionslighed – det er nonsens. De kulturradikale, der ønsker kulturlighed og religionslighed, de kan ikke have tænkt sig om. Danmark er nu engang et dansk samfund. Det er danskerne, der bestemmer i Danmark. Det er også os, der bestemmer, hvor mange der skal lukkes ind. Det er jo ikke tilfældigt, at der ikke bare i vores grundlov, men i alle andre landes grundlov står, at det er parlamentet, der bestemmer, hvem der skal lukkes ind. Er det ikke diskrimination? Selvfølgelig er det diskrimination.

 

Kristeligt Dagblad 7.12. 2001 og Weekendavisen 1.3.2002. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg