Hans Scherfig: Om sproget (1973)

Der foregår for tiden i pædagogiske kredse en diskussion angående muligheden for at opnå sproglig forbindelse mellem skolelærere og deres elever.

Ved undersøgelser og analyser har man for nylig fundet ud af, at børn fra arbejderhjem har et ordforråd, som afviger fra den dominerende danske seminarie-dialekt. Og nu rejser spørgsmålet sig: Hvordan kan en skolelærer, tynget af uddannelse, komme på talefod med jævne folks børn?

Så enkelt siges det naturligvis ikke. Gode dansklærere vil mere kompliceret kunne fremstille problematikken, som centreret om kommunikationskløften, der opstår, når pædagogen engageres i en sprogsituation og skal motivere sine elever for målsætningen inden for dansksektoren.

Og hvad nu målsætning angår, så er det ikke en sætning på modersmålet, men en avanceret forlængelse af det kortere ord: mål, som før har været brugeligt. Og når målsætningerne nu til dags prioriteres som ejendomme, bliver det til et målsætningsmønster i tiden fremover.

Der er mode i det mønstrede. Vores gøren og laden er blevet til adfærdsmønster. Og hertil hører et sprogmønster, frembragt af pædagoger og halvdagspsykologer. Et mønstersprog for amatører. Man kan ikke føre en samtale med disse landsmænd, men man kan måske kontakte dem i en dialog og opnå en konfrontation. De kan ikke tale. Men de har visioner. Og de vil da gerne satse på at nå til forståelse ved at artikulere sig intellektuelt. Man søger sin identitet, hvad man så ellers vil med den.

Det er den halvstuderedes ærgerrighed at fjerne sig fra modersmålet – at distancere sig, skulle man sige. At vise sig europæisk medvidende ved hjælp af fremmedord med varieret betydning på engelsk og dansk. Engagement – før betød det ansættelse, nu er det på anmelder-sproget noget i retning af venstreorientering. En mand står frem i radioen og taler om fritids-faciliteter. Hvad mener han? Det ses af ordbogen, at facilitet betyder føjelighed. Men her drejer det sig om legepladser.

Når børn tegner med kridt eller leger med modellervoks, lyder det intellektuelt at kalde det kreativ aktivitet. Og kridt er alternativ til modellervoks. Og aktiviteten har aspekter. Og når kridtet slipper op, aktionerer man for at få mere bevilget. Behovet er relevant. Og måske bliver hele børnehaven frustreret af så mange fremmedord. Ordet: struktur må ikke mangle. Heller ikke: flexibilitet og polarisering og integration. Man hørte i radioen en person fortælle om den integrerede funktionalistik.

Der er her ikke tale om videnskabeligt fagsprog, men om en mode for halvstuderede røvere, smitsom og udbredt gennem radio og dagspresse. En sygdom i sproget. Man kunne kalde den skrumpesyge. Udtrykkets begrænsning. Det danske sprog reduceret til sparsom brug i det europæiske fællesskab: EF-dansk.

Det lille danske sprog. Det har haft kraft til at overleve århundreders tyskhed under oldenborgske konger. Lad det bestå! Tal dansk – også til skolebørn! Det danske sprog er håndterligt og bevægeligt og mærkelig følsomt, der kan på dansk findes træffende udtryk for alting – alting i tilværelsen og i menneskers bevidsthed. Det er et sprog, som er egnet for poesi, og det er anvendeligt både til klar tale og fordækt antydning.

Det vil være muligt for lærere – også uden nedladenhed – at blive forstået af børnene, hvis de vil tale dansk almindeligt og ligefremt.

 

Forlaget Tidens årbog, 1973. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg