Jens Rosendal: Hvad tør en dansker sige (1979)

 

Hvad tør en dansker sige
i denne skøre tid,
har han nu blot at vige
for pengemagt og splid?
Har han endnu sit rige
og ord, der holder ved,
som ret og magt forlige
før alting går i skred?

Hvem magter dog at tæmme
den højrefløj af frygt,
som vælger alt det nemme
og gør vort samfund sygt?
Det ord, der skulle høres
af alle i vort land,
det svigtes, mens vi føres
af skræk mod undergang.

Hvem tror han kan formilde
den socialismerus,
som mest har lyst at skille
i klassekamp vort hus?
Ideens skønne fabel
forvilder sind og sans,
så arv og ret fortabes
for fremtids løgnedans.

Før vi er socialister,
er danskere vort navn.
Før vi blev kommunister,
tog folket os i favn.
Lad liberales fægten
kun slås som ideal
– har dansk ej hovedvægten,
blir "ismen" vild og gal.

Ja, alle "ismers lykke"
ondt vender vrangen ud,
hvis ikke vi vil bygge
på folkeligheds bud.
De "kristeliges" mæle
og "fremskridtsmandens" vræl
vil uden danskhed kvæle
den sidste rest af sjæl.

Hvem siger, så vi fatter,
at Rom-traktatens syn
kun brænder og brandskatter
som onde nætters lyn?
Som mindretal vi leder
i asken om vort sted,
hvis ikke loven freder
det liv, vi fredes ved.

Hvem siger, så vi hører
at unionens drøm
til rodløshed os fører
i magtens gale strøm.
Og hvad vi var, vi slænger
i vanvid overbord.
Snart kendes ikke længer
vor vej, vor lov, vor jord.

Et ord, der er at sige,
en arv, der gyldig står
og byder os vort rige
på rimelige kår.
Af folk og digter skrevet
med tro, med hjerteblod
af mand og kvinde levet,
så danske det forstod.

Et ord, der er at sige
om frihed og om ret,
det klare folkelige:
at folket her er ét.
Om meget kan vi kives
om klasse og idé,
men skal som folk vi trives,
må større sag vi se.

Det danske giver grænser.
Det danske løser fri.
Kun folkelighed renser
ideens raseri.
Kun folkelighed bøjer
hver vilje mod en vej.
Kun folkelighed føjer
vort fælles ja og nej.

På dansk kun tosser måler
de andre landes vej,
for folkelighed tåler:
hvert folk er godt for sig.
Kun Danmark blev os givet
vort hjem på verdens kort,
her skal vi forme livet,
her skal vi sige "vort".

Og det er her vi synger
om Danmarks tusind år,
om lærkerne, som gynger,
i vestendvind og vår.
Vor sorg, vor lykke fundet
vort hjertesprog, vort hjem.
Dertil er danske bundet.
Det bærer folket frem.

Det tør vi danske sige
i denne skøre tid,
og vi skal ikke vige
for pengemagt og splid.
Vi arvede et rige
og ord, der holder ved,
som ret og magt forlige:
ét folk, én kærlighed.


Fra Den Danske Nødvendighed, 12 danske sange, 1979. Trykt i Højskolesangbogen nr. 156


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg