Mads Lidegaard: Troløse mod os selv (1976)

Det nationale, det folkelige fællesskab, ansvaret over for den givne folkelige gruppe, er ikke i kurs hos nutidens danskere. Og derfor heller ikke de symboler, fortiden har skabt derpå, som f.eks. kongedømmet og flaget.

Nu skal man jo ikke ønske sig nogen form for højstemt nationalisme og dyrkelse af sig selv som folk – det er altid tegn på en unormal og usund situation og vil i reglen kun vise sig, når de nationale værdier trues mest. Men det er måske endnu mere usundt, hvis et folk fornægter sig selv, og selv om man så vist også i Danmark kender til den provinsielle selvglæde og fordommene over for alle andre end sig selv, så er dog den anden tilbøjelighed nok den stærkeste, ikke mindst hos den yngre generation, trangen til at rakke ned på vores eget, vores samfund, vores folk – og i stedet søge idealerne andre steder.

Vi kender alle det ynkværdige, når man træffer et menneske, der er en stor undskyldning for sig selv og som overøser os med sine selvbebrejdelser og selvmedlidenhed. Det er både pinligt og ubehageligt og berøver næsten uundgåeligt den pågældende hans menneskelige værdighed.

Men i virkeligheden tror jeg tit, vi danskere virker på samme måde på udlændinge, når vi kører frem med alle gebrækkelighederne hos os selv og fremhæver, hvor meget bedre de andre har forstået at klare sig og indrette sig godt. Jeg har just mødt dette meget stærkt i Kina, hvor man står over for et folk, der har en helt ubegrænset tro på sig selv og hviler helt i sig selv. Kineserne bliver yderst pinligt berørt, når danskerne tager fat på storvasken med sig selv.

Det er en psykologisk mekanisme, der bevirker, at den, der tror på sig selv, også kan og tør tro på andre – og omvendt. Det er se1vfølgelig både sundt og godt at forholde sig kritisk til sig selv, men det kan udmærket forenes med at tro på sig selv. Hvis troen mangler, har vi mistet vores folkelige værdighed.

I virkeligheden er vel denne rakken ned på vores eget derfor en afgørende hindring for, at vi kan etablere et meningsfyldt forhold til de andre, som vi sværmer så meget for – nøjagtigt som det falder os svært at acceptere manden med de mange selvbebrejdelser. [...]

Det mærkelige er, at samtidig med at vi har travlt med at forsikre os selv om, hvor dårligt det står til hos os og hvor håbløst det er, opfattes vi ude i verden tit som et mønstersamfund, der er kommet nærmere et rimeligt system end nogen anden, som et fjernt og næsten uopnåeligt ideal, man derude drømmer om at nå.

Vi glemmer i al vores klynkeri, hvor meget vi faktisk har fået foræret, som nok kan være værd at bevare. Og vi snakker om, at vi ikke længere har noget at slås for, noget at tro på. Vi glemmer, at vi har et rigt og velfungerende samfund som udgangspunkt, lille og overskueligt og mere menneskeligt end de fleste. Netop derfor har vi også alle chancer for at tage kampen op mod alt det, der nu truer vores livs mening og kvalitet.

 

Af kronik i Jyllands-Posten 11.9.1976. Genoptr. DIH Kildebind s.84


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg