Anders Bodelsen: Fra Over regnbuen (1982)

Det var krigen der skabte alle disse drømme om bedre tider. Og de kom jo også […] de gode tider, som du har hørt om. Og forventningerne blev til krav, og kravene kunne jo også hele tiden opfyldes, ikke? Det blev den store begivenhed i dine forældres liv. Og dét forstår jeg skam godt. Vi der var ældre fik det selvfølgelig også bedre. Men vi blev ved med at undre os. Vi blev ved med at være – taknemmelige, ikke?
– Det er bare det, sagde Klaus, at stemningen er blevet så dårlig i Danmark.
– Ja, det siger man jo. Men stemningen bliver jo ikke bedre af, at nogen bliver sure og vil væk.
– Mener du virkelig, at du ikke forstår far og mor? At du ikke forstår de har lyst til at begynde på et nyt liv og sådan?
– Jo, jeg forstår godt udlængslen. Det jeg ikke forstår er fornærmelsen, eller hvad jeg skal kalde den […] De snakker så meget om ressourcer, som er ved at slippe op. Men de vigtigste ressourcer har de aldrig haft tid til at tage hul på i deres travle liv.
– Hvilke ressourcer?
– Hinanden. Dig og Marianne. Mig. Sin familie og sit fædreland. Sit korte liv.

 


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg