Arne Sørensen: Af Danmarks fremtid (1938)

Der må komme noget nyt. Derom er alle enige, selv om det aldrig nævnes på rigsdagen eller i aviserne – og selv om redaktørerne og rigsdagsmændene ved det lige så godt som alle os andre.

Men hvad skal dette nye være? Skal det hentes udefra? Kommunisme, nazisme? Fascisme? Eller kan danskeren skabe det selv?

Ja. Nu er vi nemlig atter inde i en af disse altafgørende tider, hvoraf der kun er en fem-seks stykker i hele vor historie. Disse overgangstider, hvor det nye kommer frem over hele Europa – og i Tyskland lidt før os, og lidt anderledes end hos os. I den slags tider er der altid danskere, som falder for den fristelse at skrive det tyske facit af – og hvis disse danskere bliver de stærkeste, så lider vi et nederlag, som det tager mindst et århundrede at overvinde. Men ofte kom danskeren frem i vor fornyelse – selv om han altid kom forbandet sendrægtigt – og når det skete, så skabte vi. Så var vi Nordens si mod Europa. Så var vi bølgebryderen, der tog skumkammene af Europas vældige bølger, før de nåede frem til den skandinaviske halvø, der ligger i læ bag os.

Denne stolte opgave foreligger også i dag. Fornyelsen for hele Norden skal komme gennem os danske først. Det er vor skæbne, og vi kan ikke rende fra den, uden at vi render fra os selv. Vi er sat til at klare meget mere end vore private kriser. For er Norden først fornyet ud af eget væsen, så slår det tilbage på Europa. Så lærer Europa. Og det er meningen. Hverken Danmark eller Norge eller Sverige er tilfældige smånationer i en afkrog af verden. Vi er sat til at give Europa vor part af en skabende indsats. (Dette skal siges atter og atter i dag, nu da alle tre lande vrimler med disse jammerlige stabejsere, som alle synger på visen: VI ER KUN ET LILLE LAND).

De danskere, som i dag er i trediveårsalderen, skal skabe en helt ny politik. De skal begynde forfra som på en øde ø, kun bundet af tidens nødvendighed, deres danske væsen og hvad de ellers ejer af kristendom. De skal kaste alle socialdemokratiske, liberale, radikale og konservative ideer overbord som gammelt skrab. De skal have mod til at erkende, at nu går fire hundrede års kulturliv til ende, nu går halvandet hundrede års politik til ende, nu er der halvtreds års miljø, som radikalt skal bekæmpes og omskabes.

Der vil ganske bestemt være en del ældre, som ryster på hovedet og mener, at vi tager munden for fuld. Vi har ikke andet dertil at svare, end at det ikke er os, der går og leger med store ord for egen forfængeligheds skyld. Vi kan simpelthen ikke slippe for den indsats. Går vi ikke løs på den af alle kræfter, så er der kun kaos igen – (Stauning kan som bekendt ikke holde evigt).

Der er en del af de ældre, der sørger, fordi de ideer, som syntes lysende skønne for blot 30 år siden, i dag er skimlede og visne. Og når vi siger nej til at tjene disse ideer, så kan det være, at de bliver vrede og råber efter os – jeres ideer kan også visne i løbet af de næste tredive år. Vær nu ikke så raske på det. Men vi bliver nødt til at svare, at vore ideer ikke visner på tredive år. For vi er blevet tvunget til at grave helt ned under alle mulige politiske modeteorier, vi er blevet nødt til at bygge på enkle og simple livsforhold, som er ældre end alle politiske -ismer og vil leve i vort folk, når alle politiske -ismer er glemt.

De sørgende ældre vil en dag opdage, at det, vi kæmper for, ikke er sære og mærkelige samfundsændringer, men kun de jævne moralske grundsætninger, som disse ældre trods alt også har haft liggende bag alle deres mer eller mindre fantastiske politiske spekulationer. For fantastiske var de, og den ungdom, som kommer nu, er på én gang mere nøgtern og mere troende end sine forældres generation.

Der er en anden part af de ældre, som i disse år opfører sig stygt. Det er dem, som sidder inde med magten, og som selv godt godt ved, at de fortjener at miste den, eftersom de ikke udretter noget godt eller stort med den. Disse ældre – med samt de karrieresyge unge, der følger dem – kommer i den mærkelige situation, at de af døende ideer tvinges til at lyve mere, end det egentlig havde været Vorherres mening med dem. For en døende mening kan tvinge sin mand til løgn og svaghed, ligesom en groende og sejrende ide kan inspirere sin mand til langt større sandhed og storhed, end han egentlig havde natur til.

Disse magtens ældre prøver at holde alle nye bevægelser nede med hård og kynisk hånd. Deres arbejde går ud fra at skræmme alle danske fra at tænke i nye baner politisk. Metoden er enkel. Man kalder blot alt nyt for nazisme. Man larmer op om koncentrationslejre og diktatur og antisemitisme, så snart en ellers pæn mand har sagt noget, som ikke står i de fire gamle ordbøger. Og så håber man, at alle pæne og dannede og artige mennesker holder sig langt fra denne frafaldne barbar.

Man kan have lidt held med sig i begyndelsen. Thi dristighed er ingen udbredt dyd i dette hellige almindelige socialdemokratiske Danmark. Men heldet varer kun kort. Det døde kan aldrig kvæle det levende. De visne blade fra efteråret kan ikke forbyde knopperne at springe ud i marts. Det ville jo også blive lidt besværligt at leve i Danmark, hvis hele denne hysteriske tale om "nazisme" og "reaktion" skulle efterleves. Så endte det jo med, at ingen dansker turde vinke med den højre hånd. Ingen turde glæde sig over, at nogen havde beholdt den samme kone i 25 år, ingen turde hviske, at der vistnok fandtes arbejdsgivere og arbejdere, som kom godt ud af det med hinanden.

Men indtil videre er der dog sket så meget i den gale retning i Danmark, at al politisk tænkning er gået i stå. De politiske artikler og taler bygger enten på de gamle partiideer, som ingen tror på, eller på den nazisme og kommunisme, som ikke er dansk. Alle politiske ræsonnenienter er i dag "midlertidige". Hvem tør tænke blot tyve år frem?

Vi skal i det følgende gøre et forsøg på at tænke vore politiske problemer igennem på dansk. Vi har i denne bog bestemt os til at undlade at tage nogetsomhelst politisk hensyn, hverken til vore egne gamle magthavere, eller til de nye i Tyskland og andre steder.

Vi er ganske trygge i vor tro på, at det nye skal komme på dansk. Vi tror, at danske hjerner kan tænke sig igennem vore dages problemer, når først de styres af en samvittighed og en tro, der bygger på det, som er sundt og rigtigt for os danskere i alle ting. Vi tror, at det danske folk kan rejses til en storm af glæde og begejstring, vi tror, at de skilte dele kan vokse sammen i ny fælles oplevelse, og vi tror, at vore dygtige teknikere på alle områder gennem en sådan folkerejsning kan få det levende grundlag for en fuldstændig afskaffelse af arbejdsløsheden, for en fuldstændig ordning af landbrugets vanskeligheder, for en ny og værdig udenrigspolitik, underbygget med et respektabelt forsvar. Ja, vi tror endog, at det om få år kan være sådan, at danskeren kan føle stolthed og glæde risle igennem sig, når han rejser igennem sit land og ser det nye, som da bliver skabt. Men inden da må der ske en stor forandring med hundredtusinder af mennesker – de må vove en kamp både for ære og for brød, og de må sejre i den kamp.

I denne bog skal vi ikke sammenskrive nye studerekammerteorier, som vore tilhængere kunde gå og lære udenad og gå og smide i hovedet på modstanderne. Vi skal kun give navn til det, som allerede er født i de hundredtusinder danskeres hjerte og samvittighed. Vi skal kun tale ud om det, som allerede de fleste ved, skal til. Vi skal kun forpligte danskerne ved at sige det, alle går og mumler om. Politik har sjældent været en så enkel sag.

Thi før var politik kunstige systemer, som man med stort besvær lærte sig udenad af udenlandske bøger, lånt på kommunebiblioteket. Og når man så havde lært Karl Marx eller Henry George eller Lenin eller Adam Smith udenad, så blev man en omvandrende grammofonplade. Man træffer dem, disse principstativer, i alle Danmarks hotelsale og forsamlingshuse. De er alle ens. De er alle lige uselvstændige og virkelighedsfjerne. Dette er åndelig død på transportbånd. Har man en kvik hjerne, kan man gøre sig stor fornøjelse af at holde hele deres tale, netop før de kommer til. Så står de der stumme som fæ, thi selv ved de intet, og denne skrækkelige bogviden om merværdi eller grundskyld eller frihandel har helt kvalt tænkeevne og sund sans hos dem.

Nu skal politik være folkeliv. Når vi taler om politik, skal der ikke menes andet dermed end danskeren, hans personlighedsliv, hans familietroskab, hans forpligtelse til samarbejde på arbejdspladsen – alt det, som er naturligt i det nationale og sociale liv her og nu. De ejendommelige fremtidssamfund, hvor alt er indrettet "på en helt anden måde", skal vi overlade til de fantaster, som hellere vil drømme goldt end være med til at skabe og bygge op. Og så skal vor politik være om alle danskerne. På én gang om driftsherrer og arbejdere, om vestjyder og københavnere, om intellektuelle spirrevipper og græsselige massemennesker, der kun kan ytre deres politik i et brøl.

For de er her alle, og de skal være her alle, og vor politik skal udøves for alles skyld.

Denne politik har vi ikke et fornemt latinsk eller græsk navn til. Den er ingen -isme. Vi har kaldt den for Dansk Samling, fordi vi har syntes, at dette er tidens nødvendighed, og vi ønsker kun dermed at indgå i den lange række af dem, der slægtied efter slægtled udøvede danske handlinger.

For de fleste er "politik" sunket ned til at blive et hadet og foragtet ord. Prøv at indfange en af dansk vandrelaugs titusinder unge eller en skuffet L. S.-mand, eller en travl forretningsmand af de store eller en ung mand af dem, der er skabt til at føre an – de vil alle som en ryste arrigt på hovedet ad det ord politik.

Men ikke destomindre er det just disse, som skal skabe den nye politik. Den skal netop komme fra de politisk trætte. De, der i dag lever af politik, har ingen forstand på en virkelig folkepolitik, og så tør de slet ingen ting. Men de, som har sagt nej, vil stå der med friske synspunkter, og så er de hver på sin måde i klemme.

Nu begynder de at komme til bevidsthed, disse politisk trætte. Hundreder af gange sagde de i et selskab: "Jeg interesserer mig ikke for politik", – men nu opdager de langsomt, at politik havde en nøje forbindelse med, at deres egen søn blev en ynkelig fyr på et gadehjørne, belønnet af det offentlige med nogle sølle skillinger om ugen, for at han ikke skulle blive kommunist. Det var politik, som var skyld i, at man måtte skrue unænsomme maskinerier fast på køerne, fordi malkepigerne hellere ville være damefrisører. De opdagede, at politik førte dem ned i økonomisk trældom, hvis de ingen formue havde, og at den tømte deres lommer, hvis de havde. Og hørte de til "det store brede lag midt i mellem", så opdagede de, at den magelige damper, som de længe havde siddet og daset på, nu var ved at være klemt fast mellem et par store skær. Hvis de hørte til de tusinder af unge, som venter på en chance, så opdagede de, at politik havde forhindret den, og hørte de til de få snese unge, som var skabt til at føre an, så opdagede de, at den politik, som var, ikke kunde give dem opgaver.

Således vågner alle op til samme erkendelse: nu må politik blive vor fælles indsats for vort folk, og det skal vi tage så bogstaveligt, at magter vi ikke en usandsynlig stor indsats her, så kan Danmark ikke mere bestå som en levende og selvstændig nation.

Så kommer spørgsmålet, om vi tør. Om alle de tusinder, som i deres hjerte har sagt nej til det gamle, virkelig tør gøre sig til ét med det ansvarlige Danmark. Det er ganske simpelt nødvendigt, at der midt imellem de mange forvirrede og ligeglade og magthaverne rejser sig en ny flok, som af al kraft sætter ind på at tage magten i Danmark snarest. Når vi skal behandle Danmarks fremtid på de følgende sider, så lad det være forstået straks, at det ikke skal være en mer eller mindre åndfuld underholdning for siddende mennesker – det skal være en brugsanvisning i, hvad man skal gøre, hvad man skal gøre snart, og hvordan man derved skal blive dem, der tager ansvar for et nyt Danmark.

Vi vil nu i det følgende forsøge at føre vore læsere væk fra den tilfældige og planløse opposition mod det gamle, og dernæst skitsere det, som er muligt og nødvendigt for Danmark i det nærmeste århundredes fremtid.

Vi ved, at adskillige går og leger med den tanke, at man bare kunde sejle "Niels Juel" hen foran hovedstaden og rette dens kanoner mod rigsdagen, så ville de nuværende magthavere over hals og hoved styrte hjem til deres koner og pengeskabe. Og det er rigtigt. En militær revolution kunde i Danmark gennemføres nårsomhelst af ganske få mand, der turde. Men det er ikke nok, og det er ikke sagen. Hvilket også revolutionsførerne skulle opdage på den grå mandag, når de skulle til at styre. Det danske folk ville nemlig ikke være med. Mange ville være imod, og alle i folket, der ville noget nyt, ville være opdelt i de mest modsætningsfyldte grupper (L. S. – arbejdsløse – storindustrielle – skatteydere – arbejdere osv. osv.).

Danmark stiller den nye nationale opposition den vanskelige opgave, at en revolution i en håndevending ikke er mulig. Der skal ske noget helt andet. Gennem sejt og utrætteligt hverdagsarbejde årevis igennem skal det danske folk vækkes. Det kan godt være, at det er adskilligt mindre spændende at stå i nogle tusind forsamlingsliuse med 65 mennesker ad gangen end at lede en revolution med piber og trommer, men det er betingelsen for, at man overhovedet kan skabe den virkelige folkerejsning ud over hele vort land, som er det eneste grundlag for en politisk fornyelse.

Derfor må vi nu på de følgende sider besvare dette spørgsmål først. Hvad er danskerens tro? Eller rettere, hvad kan danskeren bringes til at tro på? Hvad findes der af religiøse, moralske og nationale værdier, som er sande for os, og som kan ildne folket op til handling? Hvilke værdier er så alment danske, at de har samme sandhed for millionæren og den arbejdsløse, for den vestjyske bondekone og billetdamen ved storbyens biograf? For kun hvis der findes sådanne værdier, og kun hvis de kan blive levende og forpligtende for alle dele af vort folk, kan der komme handling. Alt politisk handlingsliv er jo netop gået i stå, fordi vore politikere hver for sig har lovet sin klasse de økonomiske fordele, og det kommer ikke i gang igen, før der kommer politikere, der i stedet for at købe vælgere opflammer hele folket ved sand og profetisk tale.

Det er ikke nye programmer, vi trænger til. Det er mænd, som selv skaber historie, selv allerede, når de står på talerstolen, er dansk historie. Det er mænd, som befrier det sunde og rigtige i vort folk og tvinger det til handling og ansvar.

Så kommer dernæst opgaverne. Afskaffelsen af arbejdsløsheden, ordningen af landbrugets vanskeligheder, strenghed og nøjsomhed i det offentlige liv og dets økonomi, et stærkt forsvar, en sikker og klar og suveræn udenrigspolitik, en hensynsløs kamp mod storbyens arbejderkaserner, en ny og forpligtende opdragelse af ungdommen, men først og sidst dette, at danskeren i alle forhold, store som små, må genvinde den æresfølelse, som kapitalistiske og socialdemokratiske fiduser har ødelagt.

Den nationale vækkelse og samling, som her er nødvendig, kendes fra mange andre lande. Ligeså dette, at nu må man til at stole mere på levende mennesker end på paragraffer. Men én ting skal vi danskere klare selvstændigt: der skal være frihed. Ikke for lemmedaskerne. Ikke for dem, der vil skifte kone. Ikke for dem, der tror, hele dette liv kun består i at tjene penge. Ikke for dem, der bevidst virker nedbrydende på dansk arbejdsmoral og fritidsmoral. Men der skal være frihed for alle dem, der vil bære et ansvar. Vi kan ikke i Danmark presse et totalitært styre ned over vort folk. Vi kan ikke fra et bureaukratisk centrum i København bestemme, hvordan der skal leves rundt om i vort folk. Vi kan ikke "ordne" kirken gennem statens tvang. Her i Danmark må det nye komme på en sådan måde, at staten får langt større handlekraft overfor de få opgaver, som kun den kan ordne, men samtidig skal den trækkes tilbage fra de tusinder af ting, den i dag har lagt en klam hånd på, og disse ting skal så overlades frie mennesker i et lokalt og personligt ansvar.

Lad det være sagt straks, at dette grundsyn er lige fjernt fra nationalsocialismen på den ene side og den liberale parlamentarisme på den anden. Hvis vi nemlig bare skulle til at være nazister, så behøvede man ikke at skrive en bog derom – det var nok at kalde et hundrede af Hitlers bedste instruktører herop.

Men det politiske grundsyn, som her skal udformes, er et frit folks forsøg på atter at hævde den politiske og kulturelle selvstændighed, som gennem årtusinder har sikret det friheden. Danmark er kun et frit selvstændigt land, fordi vi er anderledes end de folk omkring os, og fordi vi stadig kan forny os selvstændigt. Det er dette, som videreføres her.

Derfor er der også et politisk symbol, som er ganske selvstændigt både for dette folk og for det politiske grundsyn, som her skal oprulles. Det ses på denne bogs omslag. Det er et rødt tegn, med et hvidt kors. Det røde betyder blod, liv, menneskekraft – det hvide kors betyder frihed og frelse, det betyder, at menneskene ikke magtede tingene, som de skulle, men at Guds grænseløse kærlighed var der alligevel, det betyder kristendom, og det betyder dermed, at ingen menneskelig autoritet er absolut. Dermed taler dette hvide kors også om, at Rousseaus "folkevilje" og diktatorens statsvilje er menneskelig forfængelighed, og at hverken folkeflertallet eller statsherrerne skal alene have magten.

Dette symbol har "tilfældigvis" været det danske folks flag i godt 700 år, men hvis dette ikke havde været tilfældet, så havde vi været nødt til at skabe netop dette symbol for den nye politik, som her skal opridses, og så havde vi været nødt til om nogle år at gøre dette symbol til dansk rigsflag. Nu er det allerede vort flag, og i stedet for at sy et nyt, skal vi kun støve det gamle af. For det trænger det til.
Og danskeren trænger til at få at vide, at dette tegn er lige så levende og friskt og stærkt som de nye mystisk dragende symboler: hagekors, sovjetstjerne og risknippe.

Ja, hvis han kan tåle det, hvis han kan være stolt nok og ydmyg nok til at vide det, så skal han også vide, at dette korstegn vil leve til dommens dag. Det vil gå til tops over ærbødige menneskers hoved årtusinder efter at forfængelighedens symboler: hagekorset og sovjetstjernen er glemt og gemt i en eller anden støvet museumskrog.
En splint af evighed er syet ind i det danske folks fane. Måtte dette folk da til tidernes ende få lov til at være dette flags bærere, uden nogensinde at miste det i hovmod eller dovenskab.

Af Danmarks Fremtid, Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck 1938. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere af Arne Sørensen >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg