Valdemar Rørdam: Af Langs grænsen (1921)

[...] De danske fjorde er altfor lidt kendte, altfor lidt dyrkede. Kun Vejlefjord er af byen dygtigt som af banen tilfældigt sat midt ind i den almene bevidsthed. Hvem lægger sine ferier med det forsæt år efter år at bo ved og bade i, at sejle på og vandre langs fjord efter fjord? Dog gives der ingen bedre vej til forståelse af Danmarks mangfoldige væsen, det lille lands storhed.

Tre fjorde byder særlig dybt syn i vort lands natur og vort folks historie: Isefjord, Limfjorden og Flensborg fjord. Ingen af dem er småtskårne; Flensborg fjord omfatter mest. Barskhed og ynde, gyvelskrænt og hvedemark; fra det åbne havbrus smutter man ind i den sivgroede vig eller det flade nor, ved Holdnæs og Lyksborg, ved Graasten og Nybøl. En sejltur helt ind giver kurs i vest og i nord, i sydvest og stik syd; sving i sving skifte landskab og stemning, fortumlende, fortryllende. Hvor man havde tænkt sig at sejle, stiger landet lukket; hvor kysten lå stængt, stevner vi frisk igennem. Nys lå Broager for, nu er det Flensborg. Mellem Broagers hvide tvillingspir og Mariakirken i Flensborg er hele tryllespillet ophængt; ej, hvor det klinger; ak, hvor det klager!

Tilvands og tillands, lige godt. Vis mig i hele Danmark en 3 mils vandring af så rigt skiftende skønhed som den ad strandstierne fra Alnor til Krusaa! Tager vi mod øst Broager, mod vest Bov og Frøslev med, har vi næsten al slags Danmark her. Øst møder vest, fortid nutid som ingen andre steder. Og vundet møder tabt. Ligger ikke Dybbøl der bag os med Danebrog, Lyksborg histovre med det tyske flag? Går ikke bag os de danske baner gennem Sundeved og foran os de tyske dampere langs kysten til og fra Flensborg?

Ingen af de fjorde, vi er ene om, byder så god forbindelse pr. køl og hjul allevegne hen – ingen heller så hurtig og dyb forbindelse med vort folks tilværelse på liv og død. Men hvor bliver de af, de tusinder af danske rejsende, der med og uden automobil stopper op i Sønderborg og Graasten for en dag eller to? Syd på, til det paradis, hvor kontante penge er klart snyderi – og de bliver snydt, som tror, de har tjent.

Stop! siger jeg. Tænk jer om! Bliv her! Se jer om, og se jer for! Lyksborg er finere, det er sandt. Hotellerne langs nordkysten er mest indrettede på tysk middelstand, efter dens smag, som ikke er udsøgt, dens nøjsomhed, som er mere end penge værd. Men de vil rette sig efter deres gæster – blot de får nogen. Og er her foreløbig intet Marienlyst, Nordby eller Grenen, byder dog kurhotellerne i Kollund, Rønshoved og Graasten mere og bedre mad, end de fleste har gavn af, og de små i Sønderhav, Sandager og Brunsnæs alt, hvad vi har brug for. Vi er vel ikke allesammen kræsne, fordringsfulde og seddelpolstrede nok til at rimpe næse ad muligheden for – på så frisk en strand – at lære lidt om det land, vi har genvundet, det folk, vi har festet for – og de farer, som truer både dem og os.

Den grænse, der nu står, daglig hånet og truet af dem vi har vist mere end retfærdighed, uretfærdige mod os selv, den blev sat under løsenet: Til Flensborg fjord – længere ikke! Til Flensborg fjord må vi alle kunne følges.

II.

Gammel grænse, og ny.

Den gamle grænse – hvad mener vi med det? Kommer an på, hvor langt vi mindes. Det Sønderjylland, der omfatter Dänischwold med de to tredjedele af Kiel-fjords vestkyst indtil en milsvej fra byens porte – det, hvis grænse er Ejderen, det, som mødes af Holsten med fæstningen Rendsborg – det er der kun få, som har levende i deres bevidsthed. Og dog går her jarledømmet Sønderjyllands, hertugdømmet Slesvigs ældgamle grænse.

Først ved Danevirke-Treaa dækkes vor historiske rigsarv, vor statslige ret, af vor folkelige arv og ret; herfra er det dansk blod som dansk jord. Friserne mod vest er de fremmede, der frivilligt gav sig ind under Danmark; volder ingen tvivl. For den folkelige bevidsthed er Danevirke sydgrænsen, med urokkelig ret.

Og dog, når vi nu taler om »den gamle grænse«, mener vi den, der endnu for så helt nylig var den ny; den, der, sat af erobreren, brød både folk og land tværs over. Et barn kunne på kortet se, hvad det var for en: den skar benene af Jylland og lod øerne svæve i luften. Den sigtede videre; man kunne ikke undgå at se det. Tanken fortsatte snittet, og af Danmark blev kun laser igen.

Foran den grænse stod jeg en dag som attenårig i Skibelund og så Kongeaaen blinke mellem de rimgrå bakker; på dansk side lå gamle Skrumsagers rødhvide hus, »Friheden«, på tysk side marker og gårde og skove ligesom her. Dansk land og dansk folk, på tysk side.

Vi kunne vel nok være kommet over ved Skodborg bro, pas krævedes ikke dengang, erobreren følte sig så fuldkomment sikker på sit rov; men vagt var der, og vi ville ikke have en fremmed at takke for adgang til vort eget. Så balancerede vi ad spangen over den rivende vinterstrøm, over grænsen, uset af gendarmerne. »Goddag!« hilste vi manden, der fældede hegn hinsides; »Goddaw!« hilste han igen. Vi gik op i skoven, mødte ikke et menneske; men den, der kunne synge, sang, og høj og dal svarede. Landet svarede os.

Det var min første gang over grænsen. Siden kom jeg der tit, hørte på tyve års vandringer de hundrede gange folkets goddaw og landets genklang af den danske sang. Natten til den 1. august 1914 slap jeg med det overfyldte tog nordpå over grænsen; så var det mørkt æbag.
Jeg kom i krigsårene gående til Vester Vedsted: gennemskæring, pigtråd, soldater. I de graner langs hegnet havde flygtende krigsfanger skjult sig; tyskerne havde skudt dem ned fra trætoppene, som vi andre skyder krager. Men ude i Vadehavet blev den flydende grænse gang efter gang i nattens mørke, i storm og snefog, overskredet af slesvigske soldater i tysk uniform – danskere, der søgte ly hos Danmark.

Jeg kom til Taps: gennemskæring, pigtråd, soldater. Den hårde kongevej tilgroet af græs og vejbred. Men til bækken, der bugtede sig ud og ind mellem elletræer og brombær, førte usynlige stier; vagtposterne stod tæt, buskene tættere. Hvor mange danskere i tysk uniform var gået over her? De, der vidste det, tav stille; og riflerne kom tiest for sent med deres: Halt! Wer da?

Ja, det var den gang, og de gange. De folk erfor, hvad grænsen var den ene vej, som det den anden vej erfaredes før af de udviste, der nordfra sneg sig over, ned at se deres forældre engang om året. Underligt at køre med toget fra Ribe til Tønder uden toldeftersyn. Dèr lå Hvidding station med sine langstrakte sale og skranker. Hvor var nu min sorte ven, tolderen, der altid hilste så indtrængende: »Herr Rohrdanz aus Kopenhagen, nicht wahr?« og benyttede lejligheden til at slå mig for en femmark i fuldkommen ulovlig told af mit tyske gevær? Borte, måske faldet i krigen. Skulle jeg derfor sørge? Der er faldet andre, nærmere ved mit hjerte; mænd, hvis lidelser og fald har efterladt dybe sår i Danmarks hjerte.

Men så vajer nu det røde og hvide korsflag frit i Brøns og Bredebro, i Skads og Møgeltønder; og øst ovre, i Kollund og Rønshoved, og i Sønderborg, hvor det i sommeren 1919 ulovligt, men lyslevende, sprang så pragtfuldt frem og hilste »Ægir«, undervejs til Danmark med de 700 børn fra Flensborg og Slesvig by. Nu er Als Sund ikke »undervejs til Danmark« længere, Gud være lovet! Så langt kom vi.

Sønderjyderne har, heldigvis, ikke endnu nemmet vor uskik at hejse flag for hver søn- og fridag, hver middags- og aftengæst. De har ikke nået at glemme, hvad Danebrog er. Tit så jeg det ikke dernede, men jeg så det dog, et hist og et her, over grønne marker og grå tage, hvor det før kostede hus og hjem at hejse det. Nu har de genvundet deres danske ret til Danebrog; dyrt. Som et diadem af bloddråber gløder i mindet over denne sommers Nordslesvig de flag, jeg så. Enkelte lyser stærkere, gløder dybere end andre; et fra Dybbøl, et fra Kollund, og det sydligste af dem alle det jeg fra Frøslev lyng så flimre i solheden langt borte, over en usynlig gård, en af de tre fra Ellund, som vi fik med over.

De har stærkere lys og dybere glød, disse flag, end de andre, fordi de står langs med den ny grænse. De taler om, hvad der er vundet, hvad der er endnu tabt. Ingen af delene tør vi glemme.

III.

Den ny grænse

Kan vi glemme, hvad der er endnu tabt? Ikke når vi færdes dernede, ikke når vi følger den ny grænse. Grænsen begynder ude i farvandet mellem Als og Angel; usynligt går den fjorden ind, midtvejs, til den i Kobbermøllebugten svinger brat nordpå og går iland.

Kendelig for øjet har den hidtil kun været, langs kysten på de ranke karle, der ad fodstien over brinkerne eller på selve strandbredden hvert øjeblik dukker frem i deres smukke blå uniform, gendarmerne. Endnu et tegn kommer, såsnart grænsen selv går iland. På dæmningen over Krusaa står den første skelsten, firkantet, af granit, med sorte bogstaver på den ene side D. R. (Deutsches Reich), på den anden et kronet D. (Danmark). Nord op langs ådal og skovhegn, tvers over Flensborg-Aabenraa-chausséen er en stor åvinkel med sø og marker skåret af fra Danmark; atter syd forbi Nyhus, voldstedet og de to storgårde Volmerstoft med fiskedamme og skovkløfter til Danmark, landsbyen og søen til Tyskland; langs dammene, tværs over banelinjen ved Padborg; herfra i en stormhat sydvest, syd og nord udenom Frøslev by med dens vidtstrakte marker og plantninger, heder og enge; det er grænsebuen om byen Flensborg, overalt ses Mariakirkens tårn og elektricitetsværkets skorsten, langt inde fra heden ses de over bakkerne.

Midt i den øde flade vest for Frøslev plantage løber så grænsen med et brat sving i vest, en streg til nord, over til den nyfødte Skelbæk. Grænse og bæk følges over hede og eng i ubrudt flade til Sønderaa, som tager dem tværs over Tønder-Husum banen, norden om Avntoft med det spidse kirkespir, ud i Vidaaen (hedder den ikke Hvidaaen? Dens første navn er dog Rødaaen, og et af dens tilløb er Grønaaen?). Og med Vidaaen går grænsen midt gennem Rudbøl sø, vagermærket; derfra sønden om broen, midt gennem landsbyen Rosenkrans, langs klinkevejen og Viding Herreds søstrand til havs, nordvest over Højer dyb ud gennem Lister dyb.

Det er den nye grænse, som enhver kan følge den på kortet. Men det er noget helt andet at følge den i virkeligheden. Fra strand til strand står de grå sten, vandrer gendarmerne, de blå på dansk side, de grå på tysk; tæt sammen ved de små sving gennem skov og kratmose, særlig tæt udenom Flensborg fra Krusaa til Padborg, hvor byen lokker, hvor bakker og vandløb, kløft og skov giver smutstier og skjulesteder i hundredvis; mere spredt på vidderne, hvor en sten ses langt over tuemoserne, og en blå gendarm både ses og ser langt over den røde lyng.

Herligt frisk og roligt er der herude i den slesvigske ødemark, langs bæk og å. Rødt og broget kvæg græsser i fennerne. Den ene store rovfugl efter den anden letter uskræmt på nært hold og svæver langsomt ned til næste lyngtue, hønsehøg og kærhøg og falk i spraglede fjerbrynjer; andet liv ser man ikke. Roligt nok for den gendarm, der, gift eller ugift, skal bo herude i sin nye træbarak mellem lyng og gran, en mil fra naboen; han vil gerne have sig en snak, men pas på, smuglere, slå kan han også. Her er grænsen! – Frisk nok for lungerne og det tankeløse sind; men de byer, som løfter sig med træer og tage en milsvej sønderude, først Østerby, Medelby og Jarlund, siden Bramsted, Ladelund og Vestre, hvad er det, som dansk klogskab har dømt til at visne der, på olddansk grund og i olddansk folk? Til at omstøde denne visnepolitiske dom forslår det nok ikke med luftens friskhed; der skal frisk dansk »tåbelighed og mangel på indflydelse« til, både syd og nord for grænsen. – Herligt øde er her for den, som har arbejdet sig træt af mennesker; men dette herlige øde rummer kvadratmil efter kvadratmil af god jord, som kun venter på sin dyrker. Se, hvor lyngen er kraftig, se, hvor fint engene grønnes til tak for en smule kalk! Afvanding og overrisling, det ene hist, det andet her, så vilde denne ødemark kunne give brød til hundrede mennesker for hver rovfugl, den nu giver kød. En storslået plan var udarbejdet af en af Danmarks dygtige og utrættelige tjenere. Men den krævede samarbejde mellem de byer, hvis jorder fra syd og nord mødes ved Skelbæk og Sønderaa. Nu går grænsen dér; skelsten, gendarmer og rovfugle.

Sådan en grænse er altid en sær ting. Dobbelt sær og sørgelig, når den gennemskærer et land, som i natur, historie, befolkning og vilkår udgør en levende helhed.

Sproget skiller, siger man. Ikke engang det har man rettet sig efter. Men vigtigere end sproget er viljen. Den har givet sig tilkende, påstår man. Véd vi da ikke af kostbar erfaring, hvad en enkelt afstemning i stat eller kommune er værd som udtryk for folkets vilje – hvor meget humbug og løgn den forfalskes af? Og så skulle et spørgsmål om hele folkets vilje til hele folkets arv afgøres ved en enkelt lille parts forjagede og forvirrede afstemning under alskens tryk og trussel, efter et halvt hundredårs fremmed voldsregimente og flere hundredårs fremmed påvirkning? Humbug! Men vigtigere endnu end sproget, der kan være dobbelt, og viljen, der kan skifte med de skiftende vilkår, er dog folkets væsen, det blod og sind, som ingen skæbne kan ændre, intet skel skære roden over på. Det er grundvolden, den eneste holdbare, holdbar som jorden.

Og så ligger der syd for broen mellem Rudbøl og Rosenkrans, midt i Rosenkrans-gade, brosten efter brosten, som med D. R. Hist og D. her viser husene vest for gaden til Danmark, husene øst for gaden til Tyskland! Og på hjørnet, hvor klinkevejen drejer af ud mod Vadehavet, står en gråsten, i hvis topflade en indhugget vinkel viser grænsens vinkel centimeter-præcist. Snit-snit! Højre side af stikkelsbærbuskene Danmark, venstre side Tyskland; marskengene der Danmark, den vej, som deres hø køres hjem ad, Tyskland. For hvert læs hø kræves ud- og indførsels-tilladelse; ellers lad det rådne! – »En spåsle græns'!« som konen sagde.

Den danske kendtmand på strækningen stred tappert for en mindre »spåsle« og mere forstandig grænse, men forgæves. Måske et eller andet kommissionsmedlem har manglet kyndig vejledning. Sådan er ialtfald grænsen blevet. Sådan er en statsgrænse, der overskærer et folk og dets land. Sådan var det ved Kongeaaen, sådan er det ved Hvidaaen og Skelbæk; sådan, og værre endnu, ved Krusaa og fjorden.
Tillands og tilvands, alle veje fører til Flensborg. Tårnene vinker, de ser dem fra Frøslev og Bov, de ser dem fra Kollund. Helt ude fra Broager ser de dem, der er, de kendte købmænd, som hele Nordslesvig handlede med; der er de læger og hospitaler, hele Nordslesvig i vanskelige tilfælde har søgt hjælp hos. Flensborg var hele det nordlige Slesvigs faktiske hovedstad gennem mere end et halvt århundrede. Versailles lovede geografiske og økonomiske hensyn. Hvor blev de af? Spærret! Årerne tilbundne, nerverne snittede over.

Tys! Sådan er grænsen. Sådan er den kløgt, der med statsgrænse gennemskærer et land; sådan er den retfærdighed, der lader en dags afstemning veje mer end folkets tusindårige liv.

Men nu er grænsen der. De grå sten ser ud til at være sat for næste årtusinde. Og når alt kommer til alt, vil vi dog hellere have dem stående dér end flyttet nordpå. Vi kan ikke glemme, hvad der endnu er tabt. Kan vi glemme, hvad der er vundet? Ikke, når vi færdes dernede. Det halve Sønderjylland, fra Rømø til Als, fra Københoved til Rends. »Et land vel værd at eje og at arve«, er genvundet i dansk frihed. En dansk folkestamme, vel værd at genvinde helt, har fået sin vågne halvpart hjem til Danmark. En ærefuld vinding, en stor glæde. Skammeligt om vi glemte det, hvilken skam og hvilke tab der end tynger sindet.

IV.

Tyske stemmer

»Vi har jo intet at byde dem,« skrev nylig i »Politiken« Gustav Johannsens dattersøn om sine frænder i Mellemslesvig. Den ukueliges ætling udtrykte sit mismod på Danmarks vegne rigelig kategorisk. Vi kunne have noget at byde endog friserne; f.eks. den borgerlige frihed, de i gamle dage lagde så stor vægt på; og i tilgift deres eget modersmål, frigjort til ny vækst også udenfor den ammestue og den stald, som fortyskningen har levnet det. Men de samme ting kunne vi med større vægt byde slesvigerne af dansk blod.

Borgerlig frihed og respekt har danske bymænd og bønder forlængst vundet i en grad, som selv under republikken ingen af deres tyske standsfæller vover at drømme om – indeklemt som de står imellem den gamle tyran, junkeren, og den ny tyran, proletaren. Og med det modersmål, som Danmark igennem sine fyrster og embedsmænd har plyndret sine egne børn for, med dette modersmål, ikke pålagt, men tilbudt i åben erkendelse af fortidens brøde, kunne vi tillige byde slesvigerne frigørelse og vækst af deres eget naturlige væsen i åndeligt og praktisk samfund med deres eget folk, deres eget land.

Det var dog noget, ikke så lidt endda, vi således kunne have at byde dem – ifald de slap til sandheden om deres æt og deres fortid.

Imidlertid, grænsen er sat. Vi holder os til vor side af den ny grænse og spørger: »Hvad har vi at byde dem? « – nemlig det tysksindede mindretal. Dem af dansk blod byder vi foruden den fælles borgerlige frihed modersmålet med alt, hvad deri lever; genåbner dem adgangen til deres åndelige fædreland. Men i erkendelse af fortidens misgreb giver vi dem frit valg. Vælger de at blive i det fremmede sprog, den fremmede ånd – vel, så skaffer Danmark dem tysk undervisning og tysk gudstjeneste, med ubeskåren dansk borgerret. Ja, Danmark undlader endog at hævde det naturlige skel mellem de indvandrede – endnu for få år siden landets erobrere, folkets tyranner – og så hjemmetyskerne, landets egne børn. I stærkeste modsætning til det tyske regimente har Danmark blikket vendt mod et retfærdighedsideal, hvis lys gør blind for eget velfærd; lader tyske præster blive siddende i dansk land; betaler årlig 1000 kr. for hver eneste tysk undervist elev på gymnasierne i Nordslesvigs købstæder, og hvor mange hundredetusinde kroner ialt for landsbyskoler med tysk undervisning og tankegang?

Dette, bl.a., byder vi hele den ved afstemningen konstaterede tysksindede fjerdedel af befolkningen i de genvundne sønderjyske landsdele, uden forskel på rodfast og fremmed. En skælm giver mere end han har. Overfor de sidste synes vor gavmildhed noget skælmsk. Men hvorledes modtages vor gavmildhed? –  –  –

På en af fjorddamperne kom vi til at sidde ved siden af en flok tysktalende ungdom; gymnasiaster, måske også andre, på vej til den tyske »hjemstavnsfest« i Flensborg følgende dag. Det gav dem en synlig opstemthed, ombord på damperen i selve Sønderborg havn at komme under tysk flag; forståeligt; således virker dansk flag på os. Men da de hørte os tale dansk, begyndte de, på tysk, at snakke hånligt op om Danmark, og særlig om de danske soldater; sideblikke viste, hvem det var møntet på.

En af de unge fyre havde imens rejst sig og tumlede grinende frem og tilbage, som om søgangen hindrede ham i at holde ligevægt; herunder lykkedes det ham at træde mig over fødderne, hvorfor han henkastede en halv undskyldning, som jeg halvt lod gælde. Et par minutter efter trådte han mig for anden gang; jeg kvitterede øjeblikkelig med et stokkeslag mellem fyrens rygstykker – og havde i det samme flokken oprørt imod mig: »Hauen gilt nicht!« »Füsse treten gilt auch nicht!« sagde jeg. »Einmal genügt!« De opgav det punkt, men fortsatte, stadig mellemmadsspisende, med øget iver deres udfordrende samtale. En af dem krøllede sit smørrebrødspapir sammen i en klump og hev det overbord med søndenblæsten: »So wollen wir sie bald alle herausschmeissen!« råbte han, hilst af kammeraternes jubel. »Ja,« sagde jeg roligt, henvendt til min søn; »her lå før den tyske flåde og manøvrerede; torpedobåde, søgere, krydsere og slagskibe. Hvor er de nu? Alles ist weg; og ikke en ven har de i verden.« Der blev tavshed blandt de unge tyskere fra Sønderborg; en efter en forsvandt. Ukært var det mig at skulle krænke dem; jeg forstod deres følelser. Men svar til forsvar var pligt; er pligt.

Det var kun drenge. Drenge iår, næste år mænd. Vil du vide et folks vej, glem så ikke at høre, hvad drengene siger.

Og lærerne. Jeg var med en ven ved grænsen et sted inde i landet; en vejovergang. »Igår,« sagde han, »kom her skolen fra en landsby langt nede i Angel marcherende med flag og musik, militært. Halt! kommanderede læreren. Jetzt können wir nicht weiter. Aber wartet nur, Kinder. In ein paar Jahre sind wir wieder da! Sådan,« tilføjede min ven, »kommer næsten daglig skoler sydfra dragende og kommanderes holdt foran grænsen til prædiken, profeti og forklaring; i reglen mindre højrøstet, ikke mindre indtrængende: Nordslesvig – glem aldrig – røversk entente – Danmark tyvstjålet – retten må dog sejre.
Så behøver man ikke engang at henvise børnene til de gamle landkort med Danmark som »ein deutsches aussenland«. De nye kan bruges; ypperligt naturligvis det, der stadig har Nordslesvig med tysk farve, men også meget vel det, som – korrekt, bevares! – har Nordslesvig påtrykt Bei Volksabstimmung zu Dänemark. Stof til et foredrag om, hvad den folkeafstemning var. Fortæller de danske lærere deres elever det fra dansk side? De tyske gør det fra tysk side; intet er vissere.

Kun skolelærere og landsbybørn. Men voksne mænd og kvinder glemmer aldrig, hvad de som børn har lært. Og den tyske republiks skolelærer kan vel virke det samme som i sin tid Kongeriget Preussens – når han altså er den samme og vil det samme. Og det vil han, og det er han.

»Kaffee schlecht!« brummede den altyske bjørn i kahytten mellem Munkmark og Højer sluse. »Kaffee schlecht! Alles schlecht! Egal! Nur warten. Ausharren!« – »Warten wor auf?« – det kom med labben i bordet, snerrende: »Unser recht!« – »Haben Sie das verloren?« – »Doch! Weiss wohl jedermann. Oberschlesien; Elsass-Lothringen.« Med en håndbevægelse mod land: »Unsere alte ma-a-r-r-s-ch!« – »Liegt doch etwas südlicher, nicht; haben Sie behalten!« Han knurrede. »S'ist auch etwas hier nord! Gehört unserem alten Schleswig.« – Jeg spurgte, om Slesvig da virkelig var gammelt tysk land, det havde jeg ikke rigtig kunnet få ud af historien. »So? Haben wir Deutsche doch das Land gebaut; auch kulturell; und besonders wirthschaftlich! Wissen Sie das nicht?« – Nej, det vidste jeg ganske vist ikke. – »Aber warten Sie. Wo giebt's Arbeitsmut, Intelligenz? In Deutschland! Ja. Und sonst?« »Bei den Chinesen,« foreslog jeg. – »Ach,«,vrissede han. »Wo, wollen Sie hin.« – Vel, jeg indrømmede kendsgerningen, tysk arbejdsmod og intelligens; men hvad er målet? »Weltherrschaft noch einmal?« – Han tvang sig til at synke et drønende »Ja!« Mødte kun stumt mit blik med et par brisantgranater af øjne, indtil, klumpen var sunket. »Unser recht wollen wir!« Sagde han. »Nichts weiter.« – »Også retten til påny at undertrykke andre folkeslag?« – »Ach was!?« Nu begyndte han at råbe op, så hans tilstedeværende landsmænd blev kede af det, og jeg gik op på dækket.
Her stod de hundredvis, pæne, stilfærdige folk fra alle egne af Tyskland, stilfærdigere end før krigen, færre brølere, færre brovtere; mange smukt alvorlige, smerteprægede, lidenskabeligt energiske ansigter, jødiske og germanske typer; købmænd, jurister, officerer, embedsmænd, godsejere; mere middelstand, end der før krigen sås ved et badested som Vesterland; endnu flere loddenkapper med mellemmaden i lommen, »vandrefugle« med vildt intelligent udseende; dog det højere borgerskab endnu i overvægt, militært, krigsvant.

»Se!« Faderen viste sine sønner, manden sin hustru det flade land, som løftede sig af morgentågerne forude. De viste tilbage mod Sild og tegnede kort i luften, den krummede grænselinje: dèr Tyskland, her Danmark. Nu skal vi ind til Højer, i plomberet tog over dansk territorium: »Dänisch – vorläufig!« – en ragede med en listig gestus landet til sig og stak det i lommen: »Ja! Net?« til naboen. En anden knyttede næven: »Ja, ja.« En tredje stirrede sorgfulde harsk lige ud i luften – for ikke at se . . .

Bøflen i kahytten og de pæne mennesker på dækket: Ærlige følelser, god tro, de allerfleste af dem. Har gået i skole hos den preussiske lærer, lært at Slesvig er ligeså tysk som Brunsvig, i 1864 befriet, nu røvet. Andre, de fra Husum og Flensborg, de fra Sønderborg og Aabenraa – de har gået i samme skole, læst de samme bøger; deres daglige erfaring taler halvvejs dansk, de ved noget andet, end det de vil; og jo hæftigere deres ny ånd strides med deres gamle blod, jo mere det kniber for dem at fastholdes løgnen om folkets tyskhed, des lidenskabeligere klynger de sig til sandheden om deres egen hjemret i landet. Thi med en splint af sandhed kan mennesket bære en bjælke af løgn.

Pænt af Danmark at tillade den pasfri færdsel over Højer sluse til vesterhavsbådene på Sild; men på disse tyvetusinde badegæster virker den plombetrafik som en stærk agitation mod Danmark og den ny grænse.

Mageligt for Danmark at lade sejladsen langs nordsiden af Flensborg fjord og op langs østkysten fremdeles udføre af de flensborgske dampere, der sejler tit og præcist, med i reglen upåklagelig behandling af gods og rejsende; men hver af disse ture under tysk flag langs dansk strand virker som en snildt iscenesat agitation mod Danmark og den ny grænse. –  –  –

Dansk statsstøtte til tysk undervisning og tysk gudstjeneste byder Danmark i de genvundne sønderjyske landsdele, med ubeskåren borgerret, alle sine tysksindede borgere uden forskel. Nogle modtager den gode gave med forstandig påskønnelse; andre, og mange, som gymnasiasterne fra damperen, som byrådsmedlemmerne i Haderslev.
En ved folkeafstemning fastsat grænse, fastsat under for os ugunstige vilkår, tværs gennem dansk land; på dansk side af grænsen et så vidtgående hensyn til det tyske mindretal, at ingen tysker kunne tænke sig at gøre gengæld; et offervilligt, altfor offervilligt, forsøg på nabofred, med forståelse fra vor side – det er, hvad det danske folk har budt og byder det tyske folk. Enkelte modtager tilbudet med ialtfald nogen vilje til gengæld; andre og mange, svarer som lærerne langs grænsen, som de rejsende ved Højer sluse, som universitetet i Kiel, som magistraten i Flensborg – uden gnist af forståelse, uden spor af respekt.

Langs grænsen er det disse andre og mange, der er på færde. De talende røber, hvad de tavse tænker. Bør vi overhøre deres vidnesbyrd? Bør vi nøjes med sympatisk at forstå deres følelser? Burde vi ikke samtidig prøve at forstå, hvad disse følelser kan komme til at koste andre – nemlig os? Nu, som før, kan fire mand rejse fire tusinde, og disse atter fyrretyve millioner, med et uretfærdigt klageråb, som millionerne vil dø for, blot to af de første fire for alvor troede på dets retfærd.

Endnu er hverken statsmænd eller pengemænd ene om at styre historiens gang.

 

Her efter Taktløs Tale på Prosa og Vers.  Litterært Forlag 1924. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Valdemar Rørdam >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg