Helge Rode: Fjorden, Hjem til Danmark (1923)

 

Jeg elsker skrænterne ned mod fjorden,
den gule lerjord, som møder sandet.
Se her mit indre. Se jeg er jorden,
et nøgent Danmark. Her har du landet!

Jeg elsker stenene der på stranden,
de store tunge og stumme stene,
som engang gik over bakkeranden
med vandrejsen og blev alene.

Men bækken går i sin køle kælder
og pludrer sødt med kærmindestimlen.
Og højt deroppe på skrænten hælder
den vilde rose sig ind mod himlen.

Se blomstervrimlen! Der ødsles, sløses
med livets flygtige, dyre nåde,
men stenens visdom skal ej udløses,
den ruger over sin egen gåde.

Se kysten der! – På den anden side
har skoven vovet sig ned til vandet,
og bøg og bølge er lige blide,
som om de ej kunne være andet.

Det store hav, som omspænder jorden,
er hvermands ven og er hvermands fjende;
men der hvor havet gik ind i fjorden –
– hvor blev det stille og dansk derinde!

Han kommer til os, den brede kæmpe,
og hilser mildt på de grønne skove,
et roligt sind, som går frem med lempe
og trofast lyder de danske love.

Jeg elsker fjorden. De lange vige.
Derude havet. Derinde landet!
Det er, som ville selv stenen sige,
at det er Danmark, som intet andet.

Se, kongen stævnede ind fra havet
og sværdets pletter var endnu røde,
men bag var ufred og død begravet
og foran lyste det milde møde.

Skønt sværdets pletter bar røde minder
af blodig rust, som har skarpe tænder,
med hånd om fæstet, hans øjne skinner,
som bar han freden i sine hænder.

For her er borgen og her er venner!
Her glider fjorden og her er landet.
Det dyb af liv, som hans hjerte kender,
og det er Danmark, som intet andet.

Og solen smiler og vandet blinker
og sagte kysser hver bølge sandet.
Vær stille! Bøgenes blade vinker,
og det er Danmark, som intet andet.

O livets dyb af livsalig varme,
da kongen bøjed sig frem i stavnen,
for begge kyster var velkomstarme,
som drog ham dybere ind i favnen.

Og højt på stenen, helt inderst inde
med blik, som missed mod blink fra vandet,
stod rank og solbrændt hans unge kvinde.
Og hun var Danmark, som intet andet.

 

Fra digtsamlingen Den stille Have, 1923. Genoptr. DIH Kildebind s. 118. Læs mere om Helge Rode >

med vandrejsen: ført med af vandet fra istidssmeltningen

med lempe: varsomt, forsigtigt


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg