Kaj Munk: Om folkevækkelse og sin samtid (1935)

Nu er det tid til, at vi vågner op og igen bliver os bevidst som danske, hvis vi da ikke vil slettes ud; en levende folkevilje må I hjælpe os til at rejse, bort fra parlamentarismens rådne udsæd af nid og nag, dens kunstige skillen et folk i partier; dens sygelige pusten til mistænkeliggørelsens giftige gløder; nu gælder det samhørighedsfølelse og livsvilje for nationen, åben vagt for vor sydlige grænse, vidt udsyn mod Norge og Sverige, hen imod Nordens enhed – op til vågenhed, ansvarsbevidsthed, dåd! [...] Lovene hviler ikke længere på guddommelig klippegrund, men på agitationens brådsøer, på flertallets tidevand ... Lige så højt som vi teknisk har hævet os over Middelalderen, er vi menneskeligt ved at synke under den ... Splittede, jagede, fredløse er vi i sjælen, og vor kulturs triumf, mekanikken, truer vort legeme på intet mindre end livet. [...] Vor kultur er en bykultur. Hvad er det, der knurrer i luften i den mørke nat? Sluk alle lys! Er det nødvendigt, at vi selv sprænger vore stolte stæder i luften for at vende tilbage til den jord, vi er taget af, den stilhed, hvori vore sjæle kan gro?

 

Fra Kaj Munks tale om Valdemar Rørdam holdt i Studenterforeningen 1935. Her efter Per Stig Møller Munk, Gyldendal 2000 s.162. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Kaj Munk >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg