Peter Marcussen: Tale på Skamlingsbanken (1934)

Det uforglemmelige møde sidste år dernede på Dybbøl, Nordens Thermopylæ, sluttede for de slesvigske taleres vedkommende med et blik ud i fremtiden og håbet om, at Norden i en splidagtig og magtsyg verden stedse måtte stå som et lysende vartegn, som et forbillede for forståelse og samarbejde mellem nationerne.
 
Det måtte blive nordisk ungdoms opgave at virke herfor. Vi var dengang som nu klare over, at det ville kræve generationers utrættelige både åndelige og praktiske arbejde for at blive virkeliggjort. Vi har derfor ikke fortabt os i teoretiske almindeligheder, men tager fat dér, hvor vi som Grænseværn naturligt måtte begynde: i selve grænseområdet, hvor nordisk kultur og nordiske interesser er stærkest udsat. Det har fra første færd været os magtpåliggende at få så mange som muligt til at forstå, hvori grænselandets særlige opgave inden for det store fælles nordiske mål består, og at den kun kan løses, om hver enkelt er besjælet af en ubetvingelig vilje til national selvhævdelse og er med til at udbygge, berige og styrke vort kulturelle liv. Thi kun da kan vort land, kan Norden som et hele blive i stand til at opfylde de krav, fremtiden stiller til det.  

At vække forståelsen herfor, at kalde på kræfterne og viljen har været hensigten med de møder, vi har ladet afholde, og med den støtte, vi har ydet ungdomsarbejdet i grænselandet.  

Det kunne måske være gjort bedre og virkningsfuldere ― vi skal selv være de første til at indrømme det; men vi har dog fået lov at opleve, at modet og håbet og glæden over at være med i arbejdet fylder sindene stærkere i dag end for blot et år siden.  

Vi tror ikke, at ydre foranstaltninger alene er i stand til at overvinde vanskelighederne; vi tror og er hver dag blevet bestyrkede heri, at den første og afgørende betingelse for, at livet skal gro, er at vi selv vil det, ubetinget, at vi er villige til at gå ind under dets love i tjeneste for helheden, for vort land.  

Arbejdet i grænseområdet har udgjort den væsentlige del af vor virksomhed. Men for at kunne gennemføre det, har det været nødvendigt for os at påkalde støtte fra den øvrige danske ungdom. Vi har derfor måttet anvende både tid og kræfter på at sprede oplysning om forholdene i vort omstridte grænseland og om vort arbejdes formål og karakter. At mange har forstået dette og beredvilligt støttet os, er det mig en stor glæde at kunne udtale ledelsens hjerteligste tak for. Jeg benytter lejligheden til ligeledes oprigtigt at takke alle vore medarbejdere.
 
Hvad der hidtil er nået, er dog kun en begyndelse. Det unge Grænseværn betragter sig selv som en begyndelse til noget mere og større, end det er i dag. Det er et udslag af det »Unge Genbyrds-Liv« med fortidsrøsten og fremtidssynet i sig; det er den stærke tone, der vil »kalde os tilbage vore fædres kraft«, vore fædres mod og vilje til dåd, til den store handling, som historien gang på gang har vist, det nordiske sind rummer. Dog ikke som i fordums dage til erobring, men til værn om og hævdelse af, hvad der er vort ― for at rejse Nordens grænsestene.
 
Nordens grænse strækker sig ikke blot fra Rudbøl til Kegnæs, hvor i aftes de mange vagtbål lyste ned over grænsen. Nordens grænser er ikke blot af territorial art, de findes overalt, hvor nordisk ånd og kultur ―  som her i grænselandet ―  mødes og brydes med fremmed kultur. Nordens grænser findes dér, hvor nordiske interesser møder fremmede interesser.
 
Når derfor under den tyske såkaldte »Aufnordung« visse kredse i vort sydlige naboland taler om Tysklands europæiske opgave i Norden, betragter Østersøområdet som et fremtidigt tysk kolonialkompleks og tror at være forpligtede til at overtage førerskabet inden for det nordiske livsområde, da skal det unge Norden ikke lade dem i tvivl om, at noget sådant aldrig vil blive tålt. 

Det er sket engang før i historien, men ingen nordmand vil i dag finde sig i, at det atter ―  som i Hansatiden ―  skal kunne siges om f.eks. Bergen, at det er vanskeligt at afgøre, om det er en norsk eller tysk by. Ingen svensker kan for sin hovedstads vedkommende ønske, at borgmesteren dér ―  som det er sket i Hansatiden ―  skulle se sig nødsaget til at udstede en forordning om, at ikke over halvdelen af byens rådmænd må være tyskere. 

Nordisk ungdom er til enhver tid rede til et samarbejde med det dygtige tyske folk, men den vil klart og bestemt hævde, at inden for nordisk livsområde altid og i enhver henseende nordiske interesser må indtage førstepladsen. Derom er der ikke og vil der aldrig være delte meninger i Norden. 

Men ligesom inden for ethvert samfund de enkelte medlemmer til en vis grad har krav på at kunne leve deres eget individuelle liv, vil de enkelte lande inden for det nordiske samfund naturligvis have, særskilte interesser og opgaver at varetage.

Når derfor Det unge Grænseværn har bedt betydende mænd fra vore brødrelande komme til stede i dag, er det vort ønske, at de ikke på nogen måde må føle sig forpligtede med hensyn til de særlige opgaver, som Det unge Grænseværn varetager. Vi har kun ønsket at få bekræftet over for hinanden og over for andre, at vi er fælles i ånd og kultur, og i viljen til at hævde disse værdier, samt at under det store europæiske opgør i dag vore materielle og politiske interesser mere og mere nærmer sig hinanden.  

Vi takker Dem for, at De har villet komme, og vi beder Dem bringe vore frænder den hilsen, at vi er stolte over at have fået betroet det vigtige afsnit af den nordiske front, som Sønderjylland nu engang er.  
For os danske ligger opgaven lige for. Vort forhold til vor nabo mod syd vil uden tvivl for årtier være bestemt af udviklingen i grænselandet i de kommende år. Det er derfor nu, vor hele indsats kræves; det er i dag, vor fremtidige skæbne afgøres; og det er os, der afgør den.
 
Vi alle ―  vor generation ―  vil engang skulle stå til ansvar over for vore børn, over for kommende slægter, over for historien. Som nordboer ved vi, at 

Fæ dør, frænder dør 
selv skal og vi dø
ét ved vi, som aldrig dør:
Dom over hver en død!



―  over hvert slægtled, også over vort, om vi ikke har mod og sind til at tage de opgaver op, historien har lagt hen til os i dag.

 


Af tale holdt på Skamling den 24. juni 1934 af Peter Marcussen, formand for Det Unge Grænseværn. Her efter Knud Fanø mfl.: Det unge Grænseværn DUG, 1983 s. 231-234. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg