Vilhelm la Cour: Digt om Danmarks historie (1930)


STENEN TALER:

Jeg kom til landet, før bålrøgen drev fra fangstpladserne langs kysten. Af mig og mine frænder rejste høvdingen dyssen. Vi bar bondens husstolper og helliglundens gudestøtter, dengang sødanerne kårede fyrsten i Lejre. Tingstenene fik glød i skæret fra Rolfs dødsbål. Vel vogtede min æt mindernes ring. Runeristet førte den Gorms og Tyres, Haralds og Svens navne til sene slægter. Den hegnede landet, da Danevirke genrejstes. Tugtet og billedprydet gav den gudsordet kirkelæ, og af dens skød sprang dåbens kilde til sjælefred. Jeg er evigheden i dit sind!


JORDEN TALER:

Jeg så skovene vige og ploven fure den muld, hvor nye gårde tømredes til slægters arnely. Mine jyske åse hilste øernes og Skånelands groende bygder. Ad skovstier red farende folk til tinge, medens okseflokke duvede i Hærvejens sandede spor mod Sønder. I min favn blev byerne lagt ved vad og blanke fjorde, bag fjerne banker rødmede de faste borgtårne og takkede klostergavle. Men menneskenes navne glemte jeg. Jord og hav giver årlig af ny. De tolder ikke til mindet. Jeg er rigdommen i dit sind!


DANMARK SVARER:

Skiftende skæbner blev mine børns lod. Drømme fyldte dagen og svandt ved næste gry. Knud bandt Bretland og Norge til riget, valdemarsætten slog jernbånd om Østersø fra Holsten til Estland, og Margrethe smykkede husfruelinet med Nordens tre kroner. Men hver gang svigtede våbnenes lykke. Sent bygges det, der står. Under bøn vandt kirken hjemstedsret, da korset lyste over Lunde ærkebispedømme. Borge muredes. Købinger grundlagdes. Agre dyrkedes, hvor før stenåse og skovholme spærrede.

 Af holstenervældens nød genrejste Atterdag folkets frihed. Sejt kæmpende vandt købmanden frem. Absalons havn blev kongens rede. Evangeliets lys tændtes bag byportene, og det borgermod vaktes, som blev prøvet i Svenskekrigens trængselsår. Medens adelssind byttedes med egensind og hovbonden bøjede nakken, medens Skånelands tab for alle tider lemlæstede folket og nye sår flængedes af Gottorp, modnedes dansk ånd under faren. Kronborg varslede sindets rigdom. Uraniborg gav lærdommen langvejs ry. Fortiden levede i Vedels viser og Huitfelds krønike, nutiden i Kingos salmer og Holbergs skæmt.

Tvillingrigernes enevælde frigjorde bundne kræfter. Kongens søn, folkets ven brød bondens åg. Havene bar Dannebrog fra Grønland til Indien. Velstand strømmede til rigets stæder, og såret i syd syntes lægt. Da drønede kartoverne over Kongedybet. Luesvøbte sank under nye angreb hovedstadens tårne. Norge reves af kongens hånd, og armod bøjede folkets stolthed.

Men af brand og nød sprang kærligheden frem som en alterild. Sang genvakte drømmene om fortidens hæder. Friske sind byggede i ung tro et frit samfund. Enevældens ham brast og rigets grundlov blev givet. Da tvedragt og fremmed rovlyst atter flammede, tog folket uræd krigens kår. Offervilligt gav dets sønner deres liv i kampen for hjem og frihed, og over nederlagets mørke vande tændtes håbets stjerne. Indad voksede styrken. Skovsus og leklang, hammerslag og dampskibsfløjt viste fremgangsviljen. Lærdom og snilde øgede folkets evner, så fjerne strande lærte dansk dåd at kende. Med genvundne landsmænds følge står jeg nu i fremtidens port.

DU JORD, TOLK FÆDRELANDETS RIGDOM!

DU STEN, SKÆNK DET EVIGHEDENS KRONE!

 

Introduktion til Danmarks historie bnd. 1, Kbh. (1939). Første udkast trykt 11. sept. 1930. Læs mere om Vilhelm la Cour >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg