H. Kyrre & K. Hjortø: Om det danske sprog (1933)



Formål og opgave.

I.

Hverdag og højtid har hver sin naturlige klædning: vi går ikke til bryllup i overalls, men lige så lidt møder vi på arbejdspladsen i kjole og hvidt. Heri er der lighed mellem kroppens dragt og sjælens klædning, sproget.

I hverdagens travlhed, i forretningslivets omgangssprog, i nænsom tale kan et fremmedord være til nytte, om det ellers bruges således, at både den talende og den, der tales til, forstår det. Ja, mange gange kan det slet ikke undværes (f. eks. I videnskab, teknik, sprog o. s. v.).
Til en forretningsforbindelse kan det falde naturligt at sige: »de arriverer just i det belejlige moment«, — til en ven: »du kommer i den rette stund«.

Lad skakspilleren i klubben gardere dronning og springer, blot han hjemme værner sin kone og tager sig af sin hest.

Det er sandt, at al målrensning kan blive latterlig, om den ender i unatur. Men ikke mindre komisk er den Jean de France, der blærer sig med fremmedord, hvor stunden og stilen kræver dansk tale. Det ene sted som det andet er det det naturlige, der alene sætter grænsen.

Afløsnings-ordbogen er et tilbud om hjælp til den, der ikke altid selv har det naturlige udtryk til rede, som den særlige stund og den særlige stil kræver.

Her skal i øvrigt henvises til den efterfølgende redegørelse, som Knud Hjortø selv giver for sit arbejde. Da det ved hans død ikke forelå i fuldt færdig stand, har det forinden udgivelsen været gennemgaeet af undertegnede.

København, april 1933.
Hans Kyrre.

II.

Samfundet modersmålet havde lige fra sin stiftelse, foruden andre mål for sit virke, også det at udgive en ordbog, der skulde stille forslag til danske afløsningsord for en del af de fremmedord, som det danske sprog, i gammel tid som i vore dage, med alt for stor villighed har optaget. At udrydde det fremmede af vort sprog kan næppe regnes for muligt; men det er dog gørligt at stemme op mod den stadige strøm af fremmede ord, der i stigende mængde vælter sig ind over os og truer med at udviske det særligt danske af vort ordforråd og gøre vort mål til et mellemfolkeligt fællessprog. Et sådant sprog synes for mange lettere at bruge, især når man tænker på det tiltagende kendskab til fremmede sprog; men gennemførelsen af den tanke vil sige det samme som opgivelse af dansk særfølelse, i alt fald af en vigtig side deraf, den sproglige.

Under udarbejdelsen af denne afløsnings-ordbog, som hermed tilbydes en særlig dansk indstillet læseverden, har et lempeligt synspunkt mer og mer været det rådende. Stoffet matte deles, og det faldt ganske naturligt i tre lag. Det dybeste lag er de fremmedord, der er helt optaget i sproget og ikke længere føles som fremmede: arbejde, bæst, pige, skole, tone, trøje o. s. v. Det næste lag er de fremmedord, der er taget ind som nødhjælp til at udtrykke forestillinger, sproget savnede, eller afskygninger, det ikke var i stand til at ramme: definere, harmoni, natur, pietet o. s. v. For mange af den slags fremmedord har ordbogen dog foreslået danske ord, ikke i den mening, at det fremmede dermed helt kan afløses, men for at vise, at der i mange tilfælde godt kan bruges et dansk ord som stedsæt for det fremmede. Særligt skal her nævnes ord, tit i sig selv danske, der har fået tyske forstavelser som an, be, er, for: angå, bestræbe, erstatte, forene, og det er påvist, at i mange tilfælde kan det danske meget vel afløse det tyske, men ikke altid, endnu da. Og så er der for det tredje den uhyre vrimmel af fuldkomment unyttige fremmedord, der ikke siger noget som helst andet, end hvad det tilsvarende danske ord siger. For mange mennesker er der sikkert en vis tilfredsstillelse i at sige med et fremmed ord, hvad der lige så godt kunde siges med et dansk. For mange andre ligger der bagved ikke andet end tankeløshed, og spørger man dem, hvorfor de ikke siger skinsyg, som de godt kender, men jaloux, som de måske ikke kan stave, så svarer de gerne, at det er jo ligegyldigt, hvad ord man bruger, når kun man bliver forstået. Sådan tænker vi danske, og denne ligegladhed over for vort sprog har vi vistnok altid haft. Men vi kan ikke undgå at se, at i landene rundt om os ser det nu anderledes ud. Det burde vække os til eftertanke, til større omhu for vort eget sprog, og dette mål har, i al fordringsløshed, samfundet modersmålets ordbog. Den er kun lille, for så vidt fordringsløs, men vel også netop derved lettere at gå til.

Det første arbejde på ordbogen er gjort af forfatteren Marinus Børup. Senere har oberst Rolf Kall gennemset en del af dette første udkast. Begge bringer jeg min bedste tak.

Knud Hjortø.

 

Af forord til Afløsnings-ordbog, Samfundet, Modersmålet 1933. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg