Alfred Ipsen: Selvbestemmelse (1920)



Den rod, hvoraf vor danskhed rinder,
er Sønderjylland og dets minder
Fra sagnets aller ældste old,
da dronning Thyra rejste vold
og hængte led for Danmarks vænge,
indtil de voksne, danske drenge
ved Danevirke sidste gang
værned om den danske vang.

O, danske folk, som ej forstod,
at Sønderjylland er din rod,
og hvis man overskærer den,
så grønnes træet sent igen, –
at Sønderjylland og dets minder
er det, hvoraf dit livsblod rinder;
men, hvis man spilder denne saft,
så gælder det dit liv, din kraft.

O, danske folk, som ikke kendte
det rænkespind, som dig omspændte,
hvori man kneblede din ret,
før det var tvundet altfor tæt
til med ét ryk at rives over,
o, danske folk, som altid sover,
indtil du vågner op og ser,
at der er ingen udvej mer.

Nu ser vi, hvor det bærer hen,
nu bliver dyrtid der på mænd,
nu må der bødes langt om længe,
før atter hegnes Danmarks vænge
med et forsvarligt borgeled,
der sikrer landet ro og fred.
Nu hænger flosset Danmarks grænse,
en sytråd, ingen mer vil ænse,
et resultat af fransedunst
og diplomatisk skrædderkunst.

O, danske folk, der ej forstod,
at Sønderjylland var din rod,
at hvis man overskærer den,
så grønnes træet sent igen.
Hvad blev der af din selvbestemmelse,
hvad andet vel end bitter græmmelse;
i tyskens lomme lå den gemt, 
således har du selvbestemt.



Trykt i Thyras Vold nr. 2 1920. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg