Alfred Ipsen: Visens ende (1920)



Det er altså enden blevet:
Sønderjylland sønderrevet,
skåret over, delt i to.
Preussen tog jo sidst det hele,
nu det vil med Danmark dele –
ædelhed, man knap tør tro.

Dette land, som gennem tiden
fra Ansgar og altid siden,
delte tro med Danmark kår,
stundom tabt og studom vundet
dog med Danmark tæt forbundet
blev igennem tusind år.

Dette land, der uden klage
tålte alskens tvang og plage
i udlændighedens tid,
som, da trællekår det bødes,
bøjedes, men ikke brødes,
satte dog til Gud sin lid.

Dette land, som uden jamren
i sin kamp mod tysk omklamren,
blev for Danmark skærm og skjold,
som selv under fremmedåget
værgede om modersproget
imod tvang og fjendevold.

Dette land, det skal nu kende,
dybest dyb af al elende,
som man nogentid det bød.
Dette land, som var vor dæmning,
ofres ved en folke»stemning«,
vies til en offerdød.

Død og ej i våbenbraget,
Død og ej for kølleslaget
i en stormfuld våbendyst.
Død og ej i kamp for flaget,
men ved knivskarp linje draget
gennem folkets eget bryst.

Derfor sidst nu mængden danser,
medens præsten dig bekranser
efter klassisk offerstil.
Derfor nu du dig forbløder
som gud Balder, dræbt af Høder,
af sin blinde broders pil.

Ja – af brødrene bedraget –
derfor standser hjerteslaget,
lammet i afmægtig trods.
Sønderjylland sønderrevet,
det er visens slutning blevet,
sønderrevet og – af os.



Trykt i Thyras Vold nr. 1 1920. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg