Knud Hjortø: Danmark og det danske sprog (1927)

Hvis man vil undersøge, hvilke forestillinger en dansker gør sig ved at høre ordet Danmark, så ville det vel i almindelighed blive omtrent dette: Jylland, der rejser sig op fra det tyske fastland og har en snurrig lighed med en gammel mand, der har en stor næse og en spids nathue på hovedet, han står og kigger ned på en samling øer, store og små, hvoraf en ligner en lang knokkel, en anden en pandekage, og en tredje en skinke. Og til dette kortbillede vil knytte sig forestillingen om en by eller en hjemegn og måske et sted, hvor han har været i sommerferien. Men har man kørt og sejlet, cyklet og gået Danmark rundt, så bliver ens forestillinger om Danmark ganske anderledes brogede og sammensatte. Bakkeland og fladt land, magre og fede egne, barske og smilende landskaber, kyster først og sidst, ikke såre meget forskellige og dog aldrig to helt ens. Det er et billede af Danmark, der er uforglemmeligt, selv om jeg gerne vil indrømme, at ens barndoms forestilling om Danmark på kortet jo altid vil høre til ens første og stærkeste forestillinger.

Ville man undersøge, hvilke forestillinger en dansk gør sig ved at høre ordet det danske sprog, så ville det i almindelighed blive omtrent følgende: Det danske sprog er det sprog, man lærte at læse og senere at skrive i skolen, det er det sprog, der stod i ens lærebøger, siden også i andre bøger, så vel som i aviser. Det er det sprog, præsten taler på prækestolen, og som man hører i alle offentlige kontorer i København og andre købstæder og de allerfleste stationsbyer. Til denne forestilling kan der hos nogle mennesker melde sig en endnu, nemlig om det mål, de talte hjemme på landet, ens moder og fader og mange andre. Dog dette sidste skynder man sig at afvise, det er ikke rigtigt dansk, det er galt sprog. Det kan godt være, man i visse øjeblikke tænker på det med bevæget sind på grund af de minder, som knytter sig til det, men det kan jo ikke nytte, det er alligevel ikke, hvad dannede mennesker plejer at kalde det danske sprog. Men har man været det meste af Danmark igennem og talt med mennesker fra nogenlunde alle egne, så har man et billede af det danske sprog, sådan som det virkelig tales, enten det så skal kaldes rigtigt eller galt i sine forskellige mål. Og indtrykket af de danske mål samler sig til et stort billede, der er lige så sammensat, som det enkelte menneske tit er, et sprog, der kan vise kraftige og djærve egenskaber, men også har flere svage, så det kan nærme sig det udviskede; men enten det falder stærkt eller svagt, altid levende, om end ikke overalt i samme grad.

Det samlede almindelige indtryk af det danske sprog, som vi får det gennem de forskellige mål, er temmelig broget, men svaghed er dog et ord, som atter og atter vil falde en ind. Dansk er overhovedet ikke noget stærkt sprog, og visse svagheder ved det tilskriver jeg, som flere gange sagt, havets nærhed. Hvordan det så nærmere hænger sammen, skal jeg ikke prøve at forklare. Men hvordan får vi nu rettet på al denne svaghed, hvordan skaffer vi os et mål, der har et godt stemmeleje, så det kan høres ud, som har en ordentlig klar artikulation, der gør sproget tydeligt? Hvordan kommer vi i det hele taget over alle de svækkelsesfænomener, der ufravigelig indtræder ved kysten og især på små øer? Ja, det er hos os sket ved kunst, idet vi på trods af lydlovene har lavet os et mål, der rent teoretisk frembyder de egenskaber, der gør et mål skikket til praktisk brug, og dette kunstprodukt er, hvad vi kalder rigsdansk.

Står man ved Rødby fjord og ser ud over landskabet, har man for sig et vand, der er fuldt af tuer og flade dyndøer, og et land, der overalt er hullet af pytter og oversvømmelser. Det er svært at se, hvor vandet begynder, og landet holder op, og dette svage landskabsbillede er et sindbillede på det svage i det danske sprog. Står man ved Jyllands vestkyst og ser ud over landskabet der, har man for sig en fast og klart trukket linje: her tager vandet ved, og her holder landet op, og dette stærke landskabsbillede er et sindbillede på den klare, stærke linje, som vi alle må ønske, at vort sprog vil gå efter.

 

Af Sprogets luner, 1927. Genoptr. DIH Kildebind s. 320


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg