Thorkild Gravlund: Det nationale livssyn (1939)

Tre unge litteratur-magistre talte i radio om litteratur og livsanskuelse, alle tre var de danskere.

Den ene holdt på det kristne syn, den anden på det humanistiske (videnskabelige), den tredje på det sociale.

De glemte, at der kunne også være et nationalt.

Jeg ved ikke, hvorfor de glemte det. Måske fordi det ikke nævnes på universiteterne hos os.

Eller måske de unge ikke ved forskel på et nationalt og et nationalistisk livssyn. De ved at der er forskel på humanisme og humanitet, men videre er de ikke kommet ad universitetsvejen.

Vi må se at komme spørgsmålet nærmere.

Der er et dansk nationalt livssyn, det er i litteratur og i journalistik, såvel som i alt andet.

Når vi har en jysk, en fynsk, en sjællandsk digtning, viser det et nationalt livssyn, selv om digterne er socialister, derfor er de jo ikke mindre naturgivne nationale ud fra deres hjemstavn.

Om dette er til skade eller gavn for digtningen som æstetik, er et spørgsmål, der kan drøftes på universiteterne. Andetsteds er det ligegyldigt.

Et socialt livssyn er for digterne kun papir, hvis det ikke grundes i viden om de mennesker, han skildrer – gør det, så er det nationalt og derefter socialt. Der er jo afgjort intet unationalt i at kræve bedre vilkår for de fattigste, ejheller i at gøre dette krav til en tendens i bogen. Vi er ude af den tid, hvor en bog med tendens, med agitation, kaldes ulitterær, udigterisk. Nu vil vi snarere kalde en tendensløs roman en drengebog, i hvert fald en ungdomsbog for pubertetsalderen, selv om man ikke vil give drenge den. Hvem andre end drenge gider læse om ungdomsvildskab i tykke romaner, hvor intet andet er. En virkelig social roman er båret af et nationalt livssyn. At sociale digtere tit kan være mere radikale end socialistiske, er en sag for sig.

Det sociale når digteren gennem det nationale, og når han det ikke ad den vej – så er han, hvad man kalder salonsocialist.

Om et humanistisk livssyn ville jeg helst ingenting sige. Man kan tale om de humanistiske videnskaber – sproglige og historiske – men humanismen som livssyn er nærmest at forstå som en løsrevet svæven over vandene. Det er til forskel fra et kristent eller et socialt livssyn en nyden af kunst i ånd som noget alment. Humanismens kendeord og valgsprog er "det almenmenneskelige". Det er ikke til, det er tænkt. Ordsammensætningen er falsk. Det menneskelige er ikke alment uden man vil kalde noget fællestypisk for alment. Der er intet, som gælder for alle mennesker, hvide, sorte, gule – uden det, der også gælder for dyr. Jeg kan ikke opfatte det humanistiske livssyn som andet end akademisk eller fornuftstridigt – hvis jeg ikke skal opgive at forstå mennesker. At humanisten selv tror at tilkendegive den rette fornuft, gør for mig hverken fra eller til, da jeg ikke ser rettere end, at det særegent menneskelige i den mest uciviliserede negerunge står højt over det almenmenneskelige i humanismen.

Det kristne livssyn står for det humanistiske omtrent som noget naturstridigt, og var der ikke andre grunde til at hævde kristendommen, var der dog altid dette. Men det kristne livssyn kan der ikke tales om i samme åndedrag og på samme måde som et videnskabeligt eller et politisk livssyn.

Hvad teologiske professorer docerer, eller hvad lutherske præster må sige eller ikke sige i deres embeder, det kan der tales om – og det kan der, om det skal være, tales om med flere tunger og i mange tungemål – men hvad kristendommen er for den ulærde, for mennesket i nød, for den skibbrudne, for den døende – det er det ingen nytte til at tale om med hverken de højlærde eller de videnskabelige livsanskuelser.

Det eneste livssyn, der vil kunne forstå det kristne livssyn, er det nationale. Et nationalt mindretal kan ikke nøjes med det sociale, langt mindre med det humanistiske, som står de brydende nationale kræfter fjernt – et nationalt mindretal har på en eller anden måde en – måske – skjult sammenhæng med kristendommen. Men her er det særegne, at det nationale livssyn ikke vil komme til at se kristendommen i humanistisk lys, som så mange præster gør. De siger, at kristendom er almenmenneskelig. Nationalt vil man altid se kristendommen som noget særegent for os. Det skader ikke om naboerne ser det samme for dem. Det kan være sandt for begge sider. For så dyb er Kristi lære, at den har noget for enhver nation – og deri er kristendommen enestående i verden.

Den kan forkyndes så forvirret som vist ingen anden lære – og den kan i sine højeste mål være så fjern fra videnskab og humanistisk lære som intet andet i verden.

Alligevel må man ønske for den, der sikker tvunget i sit land og skilt fra sit folk får kraft af kristendom.

For det nationale livssyn er noget andet end nationalisme, som kræver rum for sig. Det nationale kræver ret for sig – og kræver det med en kraft, som kun kan regnes ved kristendommens højeste krav.

Derfor er det, at de to: kristendom og nationalitet, ikke kan udryddes.

Derfor er det nationale livssyn til.

 

Flensborg avis 23/7 1939. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Thorkild Gravlind >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg