Thorkild Gravlund: Solidarisk (1936)

I politik indføres mange fremmedord, for det er sådan med dem, at man kan lade dem sige, hvad det skal være. Fremmedordene har ingen fast tydning i dansk, og tit får de det aldrig, selv de mest kendte, ja måske særlig dem.

Kan nogen sige, hvad solidaritet er?

Der skal være solidaritet mellem arbejderne, men mellem embedsmænd hedder det kollegialitet. Den første gælder faget, den sidste standen. Der er en lærerstand, en lægestand, men en arbejderklasse. Solidariteten udvides til at gælde hele klassen. Og klassen udvides til at omfatte alverdens klasse.

Med et spring er man i Spanien og solidarisk i en borgerkrig.

Men hvor meget er den solidaritet værd? Ja, så og så mange skrabskillinger måske. Det er dog ikke dem alene, det er medhuen, det gælder. Og hvad er den værd?

Kunne man oversætte det fremmede og løse ord solidaritet ved det danske ligeret, så ved man, hvad det er, og må spørge: vil den danske arbejder give fremmede landes arbejdere ligeret med sig?

Ingenlunde! Hverken nu eller nogensinde vil arbejderen åbne sin arbejdsmark for fremmede arbejdssøgende – ja, end ikke for hjemlige, ved at sætte sin løn ned. Han vil det ikke, for han kan det ikke, om han ville det. Han skal leve, og enten han er demokrat eller kommunist, må han hævde sin arbejdsret lige med sine arbejdsfæller og kan kun optage nye fæller efter de levekår, som arbejdet byder.

Han er ikke solidarisk med dem, han ikke kan byde ligeret. Men han kan jo virke for at andre må få deres ret, hvor de boer, så god som hans, hvor han boer.

Det kan han, hvis han selv udøver ligeret indenfor det samfund, han tilhører. Ellers ikke.

Det lader ilde at tale højt om andre folkeslags ret, når ligeretskravet ikke rækker til vore egne.

Vi har jo mange landsmænd, der lider nød. Tænk på den arbejdsmand, der ligger længe syg og får 45 øre daglig til kone og børn af den statsunderstøttede sygekasse. Kan der samles noget ind, så kom her med det. For nu er det ham, der skal hjælpes og ikke "kolleger" i udlandet. Er der nogen, der længes efter at tage et fattigt barn til sig og yde det hjælp – hvorfor så ikke tage et af dem, der er ved hånden, lige ud af døren?

Hører det afgjort med til demokrati at snobbe for udlandet?

Halløj – der er fængslet en anarkist i Amerika – og der er nogle børn, der har mistet deres hjem etsteds i verden – her er det værd at være med – men det samme i Brøndebyvester eller Nørre Sundby, det er jo ikke et snob værd.

– Danske arbejdere skal hævde deres ret til indlandsk arbejde, og de skal stå imod indførsel af udenlandsk arbejdskraft, med de midler, en fri fagforening råder over, synes det mig. Det er deres ret og for mig at se, deres lovlige arveret til det samfund, de skal leve i. Men dermed er også solidariteten afgrænset til dette samfund.

Man kan ikke være solidarisk med folk, som man ikke kan yde ligeret med sig – og man kan ikke yde ligeret til fremmede, før man har ydet den til sine egne.

Det er jo en ligefrem sag, og når den kan volde nogen som helst tvivl, er det, fordi man ikke ved, hvad ligeret er – man har fået det danske ord overskygget af et tåget fremmedord: solidaritet.

Man tror, man er solidarisk med mennesker, man ikke kan gøre andet for end smide en tilfældig skrabskilling til dem. Der hører noget mere til at være fælles i en livskamp – solidarisk. Man må først være solidarisk hjemme.

Det er vi ikke i Danmark.

Vor almindelige stilling til dem, der kæmper for en ligeret nærmest os og for os, er så løs og sløj, at her ikke kendes solidaritet. Den danske demokrat kan håne "flensborgchauvinisme" og råbe med international solidaritet – uden at vide, hvor tosset han bærer sig ad.

Han skal vide – og se at solidariteten må grundfæstes blandt landsmænd, før der kan tales om ligeret.

At danske arbejdere sætter sig imod fascismen er ikke mærkeligt, men mere end mærkeligt er det, at de også står imod deres dansksindede fagfæller i Sydslesvig og råber "chauvinisme", såsnart der lyder et suk dernede fra. Det viser, hvad den almindelige solidaritet er værd.

"Viben vil værge hvert et sted udi marken mon stå – hun kan ikke værge den liden tue, hun må bygge på."

Men værger arbejderne ikke deres nationale solidaritet, hvor den trues og må hjælpes, så er følgen en unational synsmåde, der knuger arbejderne ned. Hvorfor købe dansk arbejde, når verden er fuld af billigere udenlandsk?

Uden dansk nationalisme, ingen ret for danske arbejdere.

Man har fået det vrangsyn, at nationalhævd står arbejderne imod – og så er dog det nationale hævd det eneste, der i sit grundsyn må hævde arbejdernes ret til liv i landet.

Uden national solidaritet går et folk under – og arbejderne først.

Det er deres sag – og ikke bourgeoisiet – at hæve dansk til ret og ligeret for danske.

 

Flensborg avis 19/9 1936. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Thorkild Gravlund >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg