Claus Eskildsen: Hvorledes bestemmes et folk? (1936)

Hverken sindelagsprincippet eller blodsprincippet svarer fyldestgørende på spørgsmålet: efter hvilke kendetegn kan man afgrænse det ene folk fra det andet? Ved siden af sindelag og nedstamning findes der nemlig mange andre kendetegn, der sætter skel fra folk til folk.

Vil man forstå, hvad et folk er, og vil man have klarhed over grundlaget for alle mindretalsspørgsmål i dag, må man ordne de mange folkekendemærker i de tre grupper, som tavlerne viser:

A)

1. Jord
2. Æt ("Blod")
3. Folkelig underbevidsthed:
gårdbygning
avl, drift
klædning, mad
sæd, skik
folkedigtning
sagn, tro
folkelynne

B)

1. Historie
2. Åndskultur
3. Erhvervsforhold

C)

1. Sprog
2. Sindelag

 

Et folk er oprindeligt og dybest set et på naturlig måde dannet væsensfællesskab (tavle A). Vi finder på jorden forskellige menneskeracer, hver enkelt med sine særlige legemlige og sjælelige kendetegn; og forskellige folk, hver enkelt med sit særlige legemlige og sjælelige præg. Dette resultat er en meget naturlig udvikling. Jorden – dvs. geologiske, geografiske, klima- og naturforhold – giver det folk, der har levet på et bestemt område i århundreder og årtusinder, et ganske særligt grundpræg. Dertil kommer som anden faktor "blodet". Et folk er et blodfællesskab, hvis enkelte slægter er meget mere indbyrdes, end de fleste er klar over.

Fælles jord og fælles blod lader dybt i ethvert folks sind opstå en ejendommelig sjælelig indstilling, som tyskerne kalder "Volkstum", som vi med et klarere ord vil kalde"folkelig underbevidsthed". Hvert folk har sine særprægede folkeinstinkter og drifter, et særpræget folketemperament. Dette giver sig synligt udslag på mange måder: hvorledes det enkelte folk bygger sin bondegård på særpræget måde, har særlige arbejdsvaner og arbejdsredskaber, særpræget klædning og mad, sæd og skik, sagn og tro og frem for alt et særpræget temperament (tavle A).

Et folk er altså oprindelig et på naturlig måde dannet væsensfællesskab. Men et folk opstår også derved, at der i historiens løb knyttes fælles oplevelsers bånd, kulturelle bånd, økonomiske bånd mellem mennesker, der kan være af vidt forskellig folkenatur. Et folk er altså for det andet et i historiens løb dannet skæbnefællesskab (tavle B). Eksemplerne Schweiz, Belgien og mange andre er så tydelige, at en nærmere forklaring ikke er nødvendig.

Det virker ofte forbavsende at lægge mærke til, hvor hurtigt fælles oplevelser knytter en samhørsfølelse mellem mennesker, der hidtil var fremmede for hinanden. En jernbanerejse danner små kupéfællesskaber, en turistrejse i rutebiler små vognfællesskaber, der knytter faste, måske livsvarige bånd, når en fælles stor fare eller nød eller usædvanlig glæde har snoet samhørsfølelsens bånd til stærke reb.
Det er dette, der i det store sker i folkenes historie. Befolkningsdele af vidt forskellig folkenatur bliver "rystet sammen" ved fælles nød og glæder, sejr og nederlag, krisetider og opgangstider. Det normale er, at disse skæbnefællesskabets bånd i tidens løb bliver stærkere end naturens bånd. Schweizertyskeren og elsasseren afviser energisk forbindelsen med det tyske folk, masureren forbindelsen med det polske, flertallet i Memelområdet forbindelsen med det litauiske folk.

Man bliver på denne måde klar over, at de to vigtigste fo1kekendemærker, sindelag og sprog, i virkeligheden er resultaterne af den måde, hvorpå den oprindelige folkenatur og de historiske processer har samvirket eller modvirket hinanden (tavle C).

Det normale er naturligvis og heldigvis, at folkenatur og historie virker i samme retning. Eksempel: en sjællænder er dansk af folkenatur (tavle A); Sjælland har altid hørt til den danske stat og været under dansk kulturpåvirkning (tavle B). Derfor er det selvfølgeligt, at en sjællænder taler dansk og ved sindelagets bånd føler sig knyttet til det danske folk (tavle C). Der foreligger intet nationalt problem på Sjælland, i Midttyskland, Midtfrankrig osv.

Men helt anderledes er det i talrige grænselande, hvor historie og kultur har grebet forstyrrende ind i folkenaturen. Her kan sproget enten være i overensstemmelse med folkenaturen eller med kulturen, og her må hver enkelt tage stilling til spørgsmålet, om han vil regne sig til dette eller hint folk. Til disse forkludrede grænselande, hvor historie og kulturpåvirkning er kommet på tværs af folkenaturen, hører Danmarks grænseland Sønderjylland. [...] Hvor går folkegrænsen mellem dansk og tysk, den grænse, der er meget vigtigere end statsgrænsen?

 

Fra værket Dansk Grænselære, 1936. Genoptr. DIH Kildebind s.71. Læs mere om Claus Eskildsen >

masureren: indbyggeren i Mazury (mod nø i Polen)


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg