Jeppe Aakjær: På Danmarks disblå banker (1929)


 
VED NEDLÆGGELSEN AF
GRUNDSTENEN TIL NYBYGNINGEN FOR
DET DANSKE NATIONALMUSEUM  
DEN 26. JUNI 1929

På Danmarks disblå banker står højene på rad.
De drager vore drømme og højner vore kvad.
Mod aftenhimle løftet langdyssen krum og grå
- ret som en jættehjerne – sin gåde grunder på

Og disse brune høje og disse dysser grå –
så mindefagre skatte fik de at gemme på!
Når Danmark vil sig smykke, hun har dem ved sin hånd
og fæster dem ved ynde udi sit pandebånd.

Og det var Rasmus Nyerup af goden bonderod,
hans navn står blandt de første, som skattens værd forstod.
Fra lo og bjælkehylde, fra sig og bondetoft
han sanked lunt til bunke på rundekirkens loft.

Men så kom tider strenge, da engelsk-ilden sved;
Kartoverne tordned så tårne tumled ned.
Vor fynbo skatten værned ud af så djærv en ånd;
han først som olding rakte den mod en ynglings hånd.

Ej kan en brudgom klappe mer ømt sin brud på kind,
end Thomsens varme hænder strøg over urnen trind.
Han højned hus og hylder, folk undred sig og så.
Hans folke-gerning blomstred, men han blev isengrå.

Vel må da dansken sige: Gud signe slige mænd,
der styrked land og rige trods skuldertræk og skænd!
Der skænked os den lære: Er vi end bleven små –
vi ejer noget helligt, som ingen rust kan nå.

Når nu sig huset rejser, gid da – som aldrig før –
at nye, karske slægter går glad mod husets dør,
så øjnene må funkle ved mangt et ædelt fund,
som skænker nye stråler mod folkets dunkle grund.


 
Ved udvidelsen af Nationalmuseet, 26. juni 1929. Samlede digte, bind 3, København 1947, s. 116-117. Venligst indsendt af Peter Lindskov Andersen. Læs mere om Jeppe Aakjær >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg